Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

GældendeVersion 2012-10-31
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10284@2012-10-31/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

J.nr. 7100188-12 Det var forskelsbehandling på grund af alder, at en kvinde på 61 år, blev udpeget til forflyttelse i forbindelse med en organisationsændring. Indklagede havde som kriterium for udvælgelsen brugt medarbejdernes andel af de opgaver, der skulle flyttes. Klager var en del af en gruppe på fire, som alle havde arbejdet med disse opgaver i relevant omfang. Klager var den ældste i denne gruppe, og hun var samtidig den af de fire, der havde den laveste andel af opgaverne. Nævnet fandt derfor, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for forskelsbehandling. Indklagede havde ikke i tilstrækkeligt omfang redegjort for, hvorfor klager var den af de fire, der bedst kunne undværes, henset til, at hun også var den af de fire med den laveste andel af de opgaver, der skulle flyttes. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 200.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling hos den indklagede myndighed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev udpeget til forflyttelse til betalingscentret i X-by. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 200.000 kr. med procesrente fra den 27. september 2011, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat som assistent hos indklagede den 1. juli 1967. Klager gjorde tjeneste ved skattecenter G. Klager fik den 16. marts 2006 meddelelse om, at hun var udpeget til forflyttelse fra sit tjenestested ved skattecenter G til et nyt, landsdækkende betalingscenter i X-by. Overflytningen af arbejdsopgaver fra skattecentre i forskellige byer til betalingscentret i X-by skete som led i en større strukturreform i den indklagede myndigheds organisation. Af internt informationsdokument fra indklagede af 2. marts 2006 fremgår: ". . . Der har været afholdt samtaler med ansøgerne til Betalingscentret og Kundecentret. Der er 57 frivillige ansøgere, der overføres til Betalingscentret og mere end 300 frivillige ansøgere, der overføres til Kundecentret. Som nævnt i info på intranettet den 13. februar 2006 skal Betalingscentret i [X-by] bemandes med i alt 250 årsværk, og Kundecentret bemandes med i størrelsesordenen 400 årsværk, fordelt med 100 i henholdsvis [fire byer]. Det er derfor nødvendigt at udpege de resterende medarbejdere til uansøgt forflyttelse. . . . De overordnede principper for bemandingen af Kundecentret er nærhed, hensyn til skattecentrenes opgavevaretagelse, og at alle skattecentre bidrager. Principperne for bemanding af Betalingscentret beror på det relative ressourceforbrug på opgaven reduceret med det antal frivillige medarbejdere, der kommer til Betalingscentret og Inddrivelsescentret, eller som allerede er flyttet til Betalingscentret. . . . Retningslinjer for udpegning til Betalingscentret Princippet for bemanding af Betalingscentret er, at det er de medarbejdere, der konkret beskæftiger sig med de relevante opgaver, der udpeges til forflyttelse. Der tages derfor udgangspunkt i skattesamarbejdernes og de enkelte skattecentres ressourceforbrug i 2005 til de relevante opgaver. På grund af behovet for konkret at udpege de medarbejdere, som beskæftiger sig med opgaven, er det ikke muligt at anvende principperne om nærhed, og om at alle skal bidrage. . . . De medarbejdere, der udpeges til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret, skal findes blandt dem, der i et vist omfang er beskæftiget med opgaven. . . . Følgende kriterier ved udpegning af medarbejderne til uansøgt forflyttelse skal lægges til grund: - Der skal udpeges medarbejdere, som er i stand til at løse opgaverne i Betalingscentret her og nu - Der skal udpeges medarbejdere, som har kompetencer til at kunne løse og videreudvikle opgave på forsvarlig vis i Betalingscentret - Der må ikke udpeges medarbejdere med tillidsrepræsentantbeskyttelse - Der må ikke udpeges medarbejder omfattet af "det rummelige arbejdsmarked" - Der må ikke udpeges elever og vikarer. . ." Indklagede uddybede i e-mail af 3. marts 2006 til planlægningsdirektørerne, kriterierne for udpegningen af medarbejdere til forflyttelse. Det fremgår heraf: ". . . Som supplement til de udmeldte kriterier, kan følgende retningslinjer følges: - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges til Betalingscentret, tages fra den navneliste, som I lige har modtaget - Medarbejdere, der ikke kan udpeges, må frasorteres listen før udvælgelsen, dvs. - - frivillige ansøgere, der ansættes i Kundecentret, Betalingscentret eller Inddrivelsescentret - - afdelingsledere - - medarbejdere på barselsorlov eller ekstraordinær tjenestefrihed (ud over 1 måned) - - tillidsrepræsentantbeskyttelse . . . - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der skal udpeges fra listen, skal være dem, der er beskæftiget mest med opgaven. Der bør ikke udpeges medarbejdere fra listen, som er beskæftiget med opgaven mindre end 10 % af arbejdstiden - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der ikke fremgår af listen, men som er beskæftiget med opgaven lige nu, ikke udpeges til Betalingscentret - Det bør tilstræbes, at medarbejdere, der fremgår af listen, men som ikke har været beskæftiget med opgaven siden starten af 2005, ikke udpeges til Betalingscentret - Der bør, som nævnt på direktionsmødet, ikke udpeges medarbejdere, for hvem forflyttelsen må anses for at være velfærdstruende. Dette må bero på en konkret vurdering. . . ." Klager gjorde indsigelse mod forflyttelse og anførte blandt andet, at hun på grund af sin alder ville have vanskeligt ved at overkomme transporttiden. Indklagede fastholdt forflyttelsen ved brev af 18. april 2006. Klager accepterede forflyttelsen, såfremt hun kunne få stillet en hjemmearbejdsplads til rådighed, således at hun kunne arbejde hjemmefra mindst tre dage om ugen. Indklagede accepterede ikke dette forbehold, og klager blev afskediget den 28. juni 2006. Den 10. juli 2006 opsagde klager sin stilling, hvorefter indklagede tilbagekaldte afskedigelsen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder i strid med forskelsbehandlingsloven. Det faktuelle forløb i sagen giver anledning til at formode, at alder indgik i udvælgelseskriterierne for, hvem der skulle forflyttes. Klager var således blandt de ældste medarbejdere med opgaver, der skulle forflyttes, og samtlige af de ikke udpegede medarbejdere, bortset fra én, var yngre end klager. Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 250.000 kr. I forbindelse med en strukturreform ønskede indklagede at omplacere en række medarbejdere til centrale betalingscentre. Ved udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle omplaceres, havde indklagede valget mellem et større antal kvalificerede medarbejdere, som alle arbejdede med opgaver, som skulle overføres til betalingscentrene (BC-opgaver). Indklagede udvalgte nogle få medarbejdere og varslede omplacering overfor dem. Det var i overvejende grad de ældste medarbejdere, der blev udvalgt til omplacering. Klager har henvist til, at denne sag har flere lighedspunkter med sagen omtalt i UfR2010. 603 og med Østre Landsrets dom af 16. juni 2011 om afskedigelser i DR. Begge sager omhandlede aldersdiskrimination af ældre medarbejdere. Klager var på tidspunktet for meddelelsen om forflyttelse 61 år og havde gjort tjeneste i 39 år. Klagers fagforening kontaktede indklagede med henblik på at få oplyst, hvilke medarbejdere, der arbejdede med BC-opgaver og hvilke medarbejdere, der var, henholdsvis ikke var, udpeget til forflyttelse. Udpegede Klager 61 år 17,1 % Medarbejder 1 47 år 76 % Ikke udpegede 2 51 år 93,4 % 3 57 år 27,4 % 4 59 år 5,8 % 5 55 år 10,6 % 6 63 år 2,7 % 7 52 år 4,1 % 8 56 år 1,9 % 9 53 år 3,8 % 10 37 år 3,7 % 11 43 år 0,1 % Vedrørende skattecenter G fremhæver klager følgende: - Ved skattecenter G var der i alt 12 medarbejdere, der skulle flyttes til betalingscentret. I alt to medarbejdere blev udvalgt til forflyttelse, og disse var henholdsvis 61 år 47 år gamle - Af de ikke udpegede medarbejdere var én medarbejder ældre ned klager (63 år), mens de øvrige ni var yngre end klager - De ikke udpegede medarbejdere havde alle BC-opgaver i varierende omfang, men mindst to yngre medarbejdere havde BC-opgaver i tilsvarende eller større omfang end klager Indklagede har anført, at man reelt kun kunne vælge mellem klager og én anden medarbejder. Dette bestrider klager. Der var mindst ni medarbejdere, der alle var yngre end klager, der var kompetente til at varetage BC-opgaver andetsteds. Indklagede valgte at afskedige klager, der var blandt de ældste af medarbejdere med BC-opgaver. Indklagede har ikke bevist, at der ved udpegningen ikke blev lagt vægt på klagers alder. Klager beskæftigede sig ganske lidt med BC-opgaver (17,1 procent). Klagers andel af BC-opgaver var betydeligt mindre end flere af hendes kollegers - medarbejder 3 (27,4 procent) og medarbejder 2 (93,4 procent). Klagers andel af BC-opgaver var ikke væsentligt højere end andre medarbejderes. Klager gør gældende, at medarbejder 2's funktion som bogholderiekspert må have været af ganske underordnet karakter henset til den overvældende andel af BC-opgaver på 93,4 procent. Det er derfor ikke sagligt at udpege klager frem for medarbejder 2. Indklagede kunne have udpeget den yngre medarbejder 3, der havde en betydeligt højere andel af BC-opgaver end klager. Det fremgår af indklagedes generelle kriterier, at der ved udvælgelsen blandt andet skulle lægges vægt på, om medarbejderen kunne videreudvikle opgaven på forsvarlig vis. Andre ikke udpegede medarbejdere opfyldte dette kriterium bedre end klager. Klager var 61 år og havde derfor en relativt kort arbejdsperiode, i hvilken hun kunne udvikle opgaven. Alle andre medarbejdere med BC-opgaver på nær én, opfyldte dette kriterium bedre end klager. De af indklagede fremlagte dokumenter viser ikke, hvorvidt indklagede fortrinsvist udpegede ældre medarbejdere. Det er ikke relevant at sammenligne gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved skattecenter G med den generelle aldersdemografi hos indklagede. Det er derimod relevant at sammenligne gruppen af udpegede personer med den samlede gruppe af personer, der kunne være udpeget. Blandt disse var der et betydeligt antal yngre medarbejdere, der opfyldte kriterierne for forflyttelse og havde en andel af BC-opgaver, der var sammenlignelig med klagers eller højere. En arbejdsgivers skøn må ikke administreres på en sådan måde, at udvælgelsen diskriminerer ældre medarbejdere. Anvendelsen af andelen af BC-opgaver som eneste kriterium stillede ældre medarbejdere dårligere end yngre, der også var kvalificerede til at bemande det nye center. Indklagedes anvendelse af andelen af BC-opgaver som kriterium var ikke stringent, og er derfor ikke et objektivt bevis for, at indklagede ikke forskelsbehandlede ældre personer. Udvælgelsen foregik således ikke udelukkende på baggrund af andelen af BC-opgaver, idet der også blev taget andre hensyn. Indklagede har i andre sager vedrørende forflyttelse til betalingscentret i X-by ladet andre kriterier end blot andel af BC-opgaver indgå i vurderingen af, hvilke blandt flere kvalificerede medarbejdere, der skulle udvælges til forflyttelse. I en anden sag blev en 63-årig medarbejder udvalgt frem for yngre medarbejdere, der havde en lidt mindre andel af BC-opgaver. Indklagede har i den sag anført, at andelen af BC-opgaver som eneste kriterium var et sagligt og objektivt udvælgelseskriterium for at forflytte den pågældende frem for yngre medarbejdere med marginalt mindre andele af BC-opgaver. Det er uforståeligt, at indklagede ikke anvendte samme udvælgelseskriterier i klagers sag, hvor klager havde en mindre andel af BC-opgaver end sammenlignelige yngre kolleger. Indklagede har ikke i tilstrækkeligt omfang redegjort for anvendelsen af de enkelte udvælgelseskriterier og dermed heller ikke bevist, at kriterierne for så vidt angår indhold og administration blev anvendt sagligt og objektivt. Indklagede har i en lang række lignende sager valgt at afskedige ældre medarbejdere frem for yngre med sammenlignelige kvalifikationer og andele af BC-opgaver. Klager henviser til, at det af de af indklagede fremlagt dokumenter fremgår, at gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved - skattecenter A var 61 år - skattecenter B var 60 år - skattecenter C var 57 år - skattecenter D var 49 år - skattecenter E var 52 år - skattecenter F (klagers ansættelsessted) var 61 år - skattecenter G var 54 år - skattecenter H var 51 år. Indklagede afviser, at de har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede bestrider, at det på landsplan i overvejende grad var de ældste medarbejdere, som blev udvalgt til forflyttelse. 16,4 procent af medarbejderstaben hos indklagede var på landsplan mellem 50 og 54 år, mens 26,4 procent af medarbejderstaben på landsplan var 55 år eller derover. I disse procentsatser er undtaget medarbejdere med løntilskud, tjenestefrihed og vikarer, idet disse efter de overordnede kriterier var undtaget fra udpegning samt ledere. Alderssammensætningen er således generelt set relativ høj. Den gennemsnitlige alder på de udpegede medarbejdere ved skattecenter G er 49,44 år. Når man sammenholder dette med alderssammensætningen på landsplan er aldersgennemsnittet for de udpegede ikke påfaldende højt. Det var ud fra en landsdækkende fordelingsnøgle på overordnet niveau besluttet, at skattecenter G skulle udpege 1,8 årsværk svarende til to medarbejdere til forflyttelse til betalingscentret. Medarbejderne blev udvalgt på baggrund af sagligt fastsatte objektive kriterier, som overordnet varetog dels hensynene til en kompetent drift af betalingscentret og det tilbageblevne skattecenter. Da ingen medarbejdere meldte sig frivilligt til forflyttelse, måtte udvælgelsen ske blandt alle afdelingens 12 medarbejdere. Kun tre af de 12 var under 50 år på udvælgelsestidspunktet. Disse var henholdsvis 37, 43 og 47 år. To af disse - medarbejder 10 på 37 år og medarbejder 11 på 43 år - arbejdede ikke med BC-opgaver. Den sidste relativt "yngre" medarbejder - medarbejder 1 - blev udpeget sammen med klager. Seks medarbejdere - medarbejder 9, 8, 7, 6, 5 og 4 - arbejdede alle kun med BC-opgaver 10,6 % af tiden eller væsentligt derunder. De var på denne baggrund ikke kandidater til udvælgelse. Udover klager var der således to medarbejdere at vælge imellem, som havde beskæftiget sig med BC-opgaver i rimelig grad. Medarbejder 2 var placeret i inddrivelsesafdelingen og havde i overvejende grad beskæftiget sig med BC-opgaver. Hun fungerede imidlertid samtidigt som afdelingens bogholderiekspert, idet hun i modsætning til afdelingens øvrige ansatte ikke var pantefoged. Medarbejder 2 besad nogle væsentlige kompetencer, som uanset, at de i perioder måtte være hvilende, ikke kunne undværes i den tilbageværende bemanding af afdelingen. Medarbejder 2 fungerede med sin erfaring og ekspertise inden for bogholderiet som hele afdelingens problemløser, og denne viden var der kontinuerligt brug for i afdelingen. Medarbejder 2 kunne derfor ikke undværes og blev derfor ikke udpeget. Udvælgelsen af den sidste medarbejder måtte herefter ske på baggrund af et skøn over, hvem af de sidste to medarbejdere, som bedst kunne dels opfylde behovene i det nye betalingscenter og dels kunne undværes i forhold til den fremtidige drift af afdelingen i skattecenter G. Der tilkommer i denne forbindelse en arbejdsgiver et vidt skøn. Af de tilbageværende - medarbejder 3 og klager - vurderede ledelsen på baggrund af et individuelt skøn, at klager bedst ville kunne undværes i afdelingen efter omorganiseringen. Forskellen mellem klager og medarbejder 3 var marginal - både med hensyn til alder og andel af BC-opgaver. Indklagede gør gældende, at de ikke har forskelsbehandlet klager på grund af alder i forbindelse med forflytningerne. Klager var ansat i en afdeling med en høj gennemsnitsalder. Det var derfor ikke muligt at udvælge medarbejdere til forflyttelse, som ikke havde en vis høj alder og som samtidig opfyldte det overordnede kriterium om at arbejde med BC-opgaver. Klager blev udpeget på grund af sine kvalifikationer og sit arbejde med BC-opgaver, hvilket er saglige kriterier, idet opgaverne skulle flyttes til betalingscentret. Alder er således ikke indgået i kriterierne for udvælgelsen. Der tilkommer generelt arbejdsgivere et vidt skøn i forbindelse med udvælgelse blandt ligestillede medarbejdere i omstruktureringssituationer og det er ubestridt, at den gennemførte omstrukturering hos indklagede forfulgte saglige økonomiske og driftsmæssige hensyn. Når der tages højde for, at der ganske enkelt ikke var yngre medarbejdere at udpege i afdelingen, må det nødvendigvis føre til, at der også udpeges ældre medarbejdere. Det er påvist, at der ikke blev udvalgt en relativt højere andel af ældre medarbejdere, når henses til, at der i medarbejdersammensætningen generelt var tale om en gruppe medarbejdere, hvor 16,4 procent var mellem 50-54 år, mens hele 26,4 procent var 55 år eller derover. Aldersfordelingen mellem de udpegede og de ikke udpegede medarbejdere ved skattecenter G skyldes den generelle aldersfordeling blandt de medarbejdere, som beskæftigede sig mest med BC-opgaver. Klager har således ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder, der giver en formodning for forskelsbehandling og under alle omstændigheder må det lægges til grund, at udvælgelsen er foretaget på baggrund af saglige kriterier. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at der foreligger forskelsbehandling, er denne indirekte, og må i givet fald som sådan anses for retfærdiggjort ud fra de opstillede kriterier og det forhold, at der var en saglig interesse i at bemande betalingscentret med de rigtige kompetencer. Under alle omstændigheder må de anførte omstændigheder, navnlig det faktum, at der blev valgt ud fra objektive kriterier, og at der ikke var andre relativt yngre medarbejdere at udpege, alene føre til tilkendelse af en symbolsk godtgørelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Klager har fremlagt en oversigt over gennemsnitsalderen for udpegede medarbejdere ved skattecenter A-H. Nævnet finder ikke, at der med denne oversigt er skabt en formodning for, at klagers alder er blevet tillagt betydning i forbindelse med, at hun blev udpeget til forflyttelse til betalingscentret. Nævnet har herved lagt vægt på, at der var tale om forskellige enheder med egen ledelse, og at udpegningen af medarbejdere således ikke er sket samlet for indklagedes organisation som helhed. Da sagen er en del af et sagskompleks med flere klagere ansat ved forskellige skattecentre, viser oplysningerne om medarbejderne fra de forskellige sager, at der var medarbejdere ved andre skattecentre som havde samme alder som klager eller som var ældre, som ikke blev udpeget til forflyttelse. Når man anskuer forflyttelserne som helhed for alle skattecentre, er der således ikke ud fra de foreliggende oplysninger påvist faktiske omstændigheder, der giver en formodning for, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Dette udelukker imidlertid ikke, at der ikke ved udpegningen af klager som en af dem, der skulle forflyttes, ved det enkelte skattecenter er blevet lagt vægt på alder. Det fremgår af oplysningerne, at der ved skattecenter G skulle udpegede to medarbejdere til forflyttelse. Ifølge de generelle kriterier skulle medarbejdere med en andel af BC-opgaver under 10 procent ikke udpeges til forflyttelse. Derved var der fire medarbejdere, medarbejder 1, 2 og 3 samt klager, som havde BC-opgaver i relevant omfang, som kunne udpeges. Klager var den næstældste i den samlede gruppe af medarbejdere i afdelingen, og hun var den ældste af de medarbejdere, som havde BC-opgaver i et omfang, der ifølge de vedtagne generelle retningslinjer kunne begrunde forflyttelse. Af de fire havde klager den laveste andel af BC-opgaver. Udover klager blev udpeget medarbejder 1 på 47 år, som havde den næsthøjeste andel af BC-opgaver på 76 procent. Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver en formodning for, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager havde den højeste alder i gruppen af de fire medarbejdere med BC-opgaver i relevant omfang, og at hun samtidig var den af de fire, der havde den laveste andel af BC-opgaver. Det påhviler herefter indklagede at godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet finder, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke i tilstrækkeligt omfang har redegjort for, hvorfor klager var den af de fire som bedst kunne undværes i afdelingen. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klager var den af de fire, der havde den laveste andel af BC-opgaver. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 200.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 200.000 kr. til klager med procesrente fra den 27. september 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100188-12>

Versioner

  1. 2012-10-31