Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10286@2012-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100223-12 En 64-årig kvinde blev tvangsmæssigt forflyttet fra by A til betalingscenteret i by B. Nævnet lagde til grund, at klager var ansat som tjenestemand, og at hendes ansættelsesforhold var reguleret af reglerne i tjenestemandslovgivningen. Klager var derfor omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist. Kravet mod indklagede var at betragte som forældet med virkning fra den 20. marts 2010. Da klager ikke inden denne dag havde taget retslige skridt til inddrivelse, måtte det eventuelle krav anses for forældet. Klagen blev derfor ikke taget til følge.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med tvangsmæssig forflyttelse fra by A til betalingscenteret i by B. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Klagen tages ikke til følge. Sagsfremstilling Klager er født i 1943. Den 1. august 1962 blev hun ansat ved indklagede i by A. Klager var ansat som tjenestemand og arbejdede i inddrivelsesafdelingen, hvor hun var told- og skattefoged og eksamineret i bobehandling. Hun havde også almindelig restancearbejde, opkrævning af told, skat og moms. Ved brev af 5. marts 2007 fra indklagede blev klager forflyttet til betalingscenteret i by B pr. 1. oktober 2007. Ved brev af 29. marts 2007 skrev indklagede til klager, at besættelsen af de ledige stillinger i betalingscenteret havde 1. prioritet, og at klagers indsigelse havde ikke ført til ændringer af den påtænkte forflyttelse. Man fastholdt derfor, at klager var forpligtet til at acceptere forflyttelsen til betalingscenteret i by B. Hvis klager ikke accepterede den uansøgte forflyttelse, ville indklagede indlede en afskedsprocedure efter tjenestemandslovens regler. Ved brev af 12. december 2007 klagede hun over forflyttelsen og anmodede om tilladelse til at arbejde fra kontoret i by A 5 dage om ugen. Køreturen fra hendes bopæl til betalingscenteret var på 125 kilometer og tog 7 kvarter hver vej. Ved brev af 30. december 2007 opsagde klager sin stilling. I opsigelsesbrevet anførte klager blandt andet: "[. . . ] Rent arbejdsmæssigt synes jeg som tjenestemand, at jeg er blevet dårligt behandlet. Jeg har i ca. 10 år været told- og skattefoged og arbejdet meget selvstændigt og med alle opgaver inden for inddrivelse, men ved sammenlægningen med kommunerne, fik jeg ikke lov at komme i inddrivelsesafdelingen, jeg tror det er på grund af min alder, og bliver derfor tvangsforflyttet. [. . . ]" Ved brev af 25. januar 2008 besvarede indklagede henvendelsen fra klager af 12. december 2005. indklagede fastholdt forflyttelsen. Den 9. januar 2008 blev klager bevilliget afsked med pension med udgangen af marts måned 2008. Af brev af 15. februar 2008 fra Økonomistyrelsen til klager fremgår det, at pensionen blev nedsat med 1,50 procent, da klager valgte at blive pensioneret som 64-årig. Den 19. juni 2011 sendte klager en klage til skatteministeren. I klagen anførte hun, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med forflyttelsen. Ved brev af 16. september 2011 svarede indklagede blandt andet, at der i forbindelse med udpegningen af klager til betalingscenteret blev lagt vægt på, at hun beskæftigede sig med opgaver, der skulle overføres til betalingscenteret. Klager var derfor i stand til at løse opgaverne i betalingscenteret med det samme, og hun havde kompetencer for at videreudvikle opgaverne på forsvarlig vis. Klagers alder indgik således ikke som en kriterium ved udpegningen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med indklagedes beslutning om at forflytte hende fra afdelingen i by A til betalingscenteret i by B fra den 1. oktober 2007. Klager er derfor berettiget til en godtgørelse. Klager blev forflyttet sammen med to andre medarbejdere. Den ene medarbejder var 56 år, og den anden medarbejder var 62 år. Sammen med klager på 64 år var de de ældste medarbejdere i afdelingen. Klager var den ældste medarbejder i afdelingen i by A. Indklagedes afdeling i by A skulle aflevere 7 medarbejdere til betalingscenteret. 3 medarbejdere herunder klager, blev udpeget, og 4 medarbejdere søgte selv. Disse 4 medarbejdere var alle i 40'erne og 50'erne. På tidspunktet for forflytningen fik de 4 medarbejdere alligevel lov til at blive i by A uden at klager kunne få en begrundelse for denne beslutning. Klager prøvede også at få lov til at blive i afdelingen i by A uden held. Hun arbejdede herefter mandag og onsdag i betalingscenteret i by B, og tirsdag, torsdag og fredag i by A. Klager ville gerne have arbejdet lidt længere, men kunne ikke klare turen til betalingscenteret, der var 250 kilometer. Hun søgte derfor sin afsked. Klager og de to andre kollegaer blev ikke behandlet som de andre kollegaer. Fra udpegningen og frem til den 1. oktober 2007 havde klager det dårligt. Hun blev sat i det dårligste kontor og blev frataget told- og skattefogedgerningen. Klager havde på dette tidspunkt været ansat i 30 år og var tjenestemand, så hun kunne få pension, hvilket hun dog ikke ønskede, da hun kun manglede 5 måneder til fuld pension. Klager afviser, at spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder skulle være forældet fra den 29. marts 2010. Dansk Told og Skatteforbund har ført klagers sag ved domstolene. Den 25. september traf Østre Landsret afgørelse i sagen. Den 23. november 2010 traf Højesteret afgørelse i sagen. Klager fik i et møde mundtlig meddelelse om, at Dansk Told og Skatteforbund ville sørge for, at sager vedrørende overflyttelse til betalingscenteret ikke blev forældet. Hun er derfor i god tro. Hun regnede hele tiden med, at sagerne ved Østre Landsret og Højesteret var prøvesager. Hun tænkte derfor ikke på, at kravet kunne blive forældet. Indklagede gør gældende, at det af klager rejste krav endeligt forældede den 29. marts 2010. Sagen begrænses derfor i første omgang til Ligebehandlingsnævnets stillingtagen til påstanden om frifindelse på baggrund af forældelse. Hvis nævnet mod forventning måtte finde, at kravet ikke er forældet, tages der forbehold for at fremkomme med bemærkninger til sagens realitet. Allerede på tidspunktet for opsigelsen i december 2007 var klager bekendt med aldersindsigelsen. Klagers krav er derfor omfattet af forældelsesloven, der trådte i kraft den 1. januar 2008. I henhold til lovens § 2 løber forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne stille sit krav. Det betyder i den aktuelle sag, at forældelsen skal beregnes fra den endelige beslutning om forflyttelse, som blev truffet af indklagede i brev af 29. marts 2007. Det følger af lovens § 3, at den almindelige forældelsesfrist er 3 år, med mindre andet følger af andre bestemmelser. Det antages i den sammenhæng, at den forlængede forældelsesfrist på 5 år alene vedrører ansættelsesforhold, der hviler på kontraktsmæssigt grundlag, hvor der er tale om overenskomstansættelse eller ansættelse på individuel kontrakt. Bestemmelsen omfatter derfor ikke tjenestemandsansatte, hvis ansættelsesforhold baseres på lov. Da klager var tjenestemandsansat er forældelsesfristen derfor 3 år, og kravet forældedes derfor den 29. marts 2010. Klager rejste først kravet igen ved brev af 19. juni 2011. Vedrørende den af klager påberåbte dom fra Højesteret af 23. november 2010 så var klager ikke part i denne sag. Dommen er fremlagt i fuld udskrift med angivelse af de berørte parter. Dommen omhandlede ikke spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder men derimod spørgsmålet om, hvilke stillingsændringer de omhandlede medarbejdere var pligtige at tåle i forbindelse med den af indklagede gennemførte omorganisering. Der blev i forbindelse med behandlingen af denne sag ikke indgået en suspensionsaftale vedrørende forældelse. Hverken mellem indklagede og klager eller mellem indklagede og CO10 omhandlende klager. Det må derfor afvises, at den fremlagte dom fra Højesteret har suspenderet den indtrådte forældelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det følger af forældelsesloven, at fristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Forældelsesfristen er 3 år, med mindre andet følger af andre bestemmelser. Af loven fremgår det også, at forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Denne bestemmelse omfatter alle tilfælde, hvor et ansættelsesforhold hviler på et kontraktsmæssigt grundlag, uanset om der er tale om en overenskomst eller en individuel kontrakt. Det følger også af forældelsesloven, at forældelsen afbrydes når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skylderen. I visse tilfælde sker der en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. Det er blandt andet tilfældet, hvis der inden forældelsesfristens udløb er anlagt en rets- eller voldgifts om grundlaget for fordringen. Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse. Nævnet lægger til grund, at klager var ansat som tjenestemand, og at hendes ansættelsesforhold var reguleret af reglerne i tjenestemandslovgivningen. Da ansættelsesforholdet således ikke hviler på et kontraktsmæssigt grundlag, er klager omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist. Nævnet lægger også til grund, at indklagede i brev af 29. marts 2007 meddelte klager, at hun med virkning fra den 1. oktober 2007 var forflyttet til betalingscenteret, og at klager ved modtagelsen af brevet var bekendt med de forhold, hun nu gør gældende. Nævnet finder derfor, at forældelsesfristen for klagers eventuelle krav på godtgørelse på grund af aldersdiskrimination må regnes fra den 29. marts 2007. Det kan ikke medføre en ændret vurdering eller en suspension af forældelsesfristen, at klager afventede udfaldet af en retssag. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klager ikke var part i retssagen, at retssagen ikke drejede sig om spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder, og at der ikke er blevet indgået en aftale om suspension af forældelse mellem indklagede og CO10 omhandlende klager. Kravet mod indklagede er således at betragte som forældet med virkning fra den 29. marts 2010. Da klager ikke inden denne dag har taget retslige skridt til inddrivelse, må det eventuelle krav anses for forældet. Klagen tages derfor ikke til følge. <7100223-12>

Versioner

1. 2012-10-31