Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10296@2012-06-06/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

J.nr. 7100196-12 En 61-årig børnesagkyndig rådgiver blev opsagt fra sin stilling pga. manglende bevillinger. Han mente, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede begrundede afskedigelsen med at finanslovsbevillingen i 2010 ikke var tilstrækkelig til at dække de forventede udgifter til løn og drift. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at det var de to ældste i den børnesagkyndige gruppe i X by, der blev opsagt. Nævnet lagde derudover vægt på, at indklagede ikke konkret havde forholdt sig til, hvordan klager blev vurderet i forhold til kriterierne for afskedigelse eller i forhold til de øvrige ansatte. Indklagede var heller ikke fremkommet med en individuel begrundelse for, hvorfor klager var den, der bedst kunne undværes. Indklagede havde derfor ikke godtgjort, at klagers alder ikke havde været medvirkende årsag til afskedigelsen. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 330.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 61-årig mand blev opsagt fra sit job som børnesagkyndig rådgiver på grund af manglende bevillinger. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit job som børnesagkyndig rådgiver hos indklagede. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 330.000 kr. med procesrente fra den 7. oktober 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev ansat i en statsforvaltning i en afdeling i X by den 1. januar 2007 som børnesagkyndig rådgiver. I brev af 27. juni 2009 meddelte indklagede, at de påtænkte at afskedige klager. I brev af 30. juli 2009 blev klager afskediget med fratræden den 29. januar 2010. Som begrundelse for afskedigelsen var anført, at indklagedes finanslovsbevilling i 2010 ikke var tilstrækkelig til at dække de forventede udgifter til løn og drift. Indklagede så sig derfor nødsaget til at foretage en reduktion i antallet af medarbejdere. Udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse skete på baggrund af kriterierne - Produktivitet og faglig dygtighed - Fleksibilitet - Samarbejdsevner - Projektansvar - Innovation Det fremgik af brevet, at der blev foretaget en samlet vurdering af de enkelte medarbejdere i forhold til de ovenstående kriterier med henblik på at identificere de medarbejdere, der i givet fald skulle afskediges. Det fremgik desuden af brevet, at afskedigelsen ikke skyldes, at klager blev anset for uegnet til de opgaver han udførte. På baggrund af de ovenfornævnte kriterier fandt indklagede, at klager var blandt de medarbejdere, der bedst kunne undværes, når indklagede skulle fungere bedst muligt med den reducerede stab. Der blev lagt særlig vægt på produktiviteten, idet indklagede af hensyn til deres samlede produktivitet var nødt til at reducere i antallet af tværfaglige møder, med henblik på at reducere tidsforbruget på samværssager og dermed øge produktiviteten sammenlignet med andre statsforvaltninger. Klagers opsigelsesvarsel blev i perioden mellem den påtænkte afskedigelse og den endelige afskedigelse forlænget fra tre til seks måneder efter forhandling mellem klagers forbund og indklagede, fordi klager så kunne vælge at gå på efterløn til fuld sats. Klager blev fritstillet de sidste tre måneder. Indklagede har i forbindelse med indgåelsen af denne aftale i en mail til klagers forbund anført, at de anså sagen for afsluttet til fuld og endelig afgørelse, hvilket klagers forbund erklærede sig for enig i. Gruppen af børnesagkyndige i X by bestod af to psykologer og seks socialrådgivere. Klager var på opsigelsestidspunktet 61 år. Han overgik pr. 1. februar 2010 til efterløn. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han blev afskediget på grund af sin alder. Han ønsker en godtgørelse fra indklagede. Klager henviser til, at han på opsigelsestidspunktet var den næstældste af 8 børnesagkyndige på statsforvaltningens kontor i X by. Han var den ældste af de 6 socialrådgivere. Den ene af de to psykologer, som også var den ældste i gruppen, blev også afskediget. Han henviser desuden til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 2500294-10, som vedrører hans kollega, som også blev opsagt. Han gør i den forbindelse opmærksom på, at den sandsynlighedsberegning, der er fremlagt i den sag, også vedrører ham. Det fremgår af beregningen foretaget af en professor i økonomi, at sandsynligheden for, at det er de to ældste, der bliver afskediget, hvis alder ingen betydning er tillagt, er 1/28, mens sandsynligheden for et andet afskedigelsesmønster er 27 gange højere, nemlig 27/28. Klager oplyser, at han på grund af sin alder var den mest lønsumsbelastende børnesagkyndige rådgiver med socialrådgivermæssig baggrund. Klager mener ikke, at indklagede i forbindelse med afskedigelsen af ham har foretaget en konkret og individuel vurdering. Klager anså sig fra begyndelsen for urimeligt forskelsbehandlet på grund af sin alder, men fra afskedigelsestidspunktet og i tiden derefter måtte han dagligt kæmpe med depressionslignende symptomer på grund af afskedigelsen. Da han blev bekendt med Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 2500294-10, valgte han efter nogen betænkningstid at udarbejde en klage til Ligebehandlingsnævnet. Han har fremlagt en mail, som han sendte til indklagede den 29. juni 2009, hvor han beder om at få oplyst, hvilke af de omtalte kriterier, der i særlig grad har gjort sig gældende, idet det jo ikke kunne være hans alder, da alder slet ikke er noget kriterium. Klager fik samme dag svar fra indklagede, hvoraf det fremgik, at kriteriet havde været produktivitet forstået på den måde, at de af hensyn til statsforvaltningens samlede produktivitet var nødt til at reducere i antallet af tværfaglige møder, idet de brugte for meget tid på samværssager og dermed havde en lavere produktivitet sammenlignet med andre statsforvaltninger. Indklagede gør gældende, at klager har fortabt et eventuelt krav som følge af retsfortabende passivitet. Herudover gør indklagede gældende, at klager i forbindelse med afskedigelsen hverken har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede henviser til, at klager ikke på noget tidspunkt siden modtagelse af meddelelse om afskedigelsen i juli 2009 har gjort gældende, at han mente sig uberettiget afskediget på grund af alder, ligesom vilkårene for hans afskedigelse blev forhandlet med klagers forbund, som heller ikke gjorde dette gældende. Der blev aftalt et forlænget opsigelsesvarsel med tre måneder fra 1. november 2009 til 31. januar 2010, således at klager kunne vælge at gå på efterløn med fuld sats, og i den periode var klager fritstillet. Aftalen med klager blev i enighed anset for at være til fuld og endelig afgørelse af sagen. Indklagede henviser også til, at statsforvaltningens medarbejdere skal ses under et, idet statsforvaltningen organisatorisk er fordelt med hovedkontor i Y by og et afdelingskontor i X by og Z by. Indklagede måtte på grund af bevillingsbeskæring i 2010 foretage en reduktion i antallet af medarbejdere. I denne proces afskedigede indklagede 12 medarbejdere i alderen 32 - 65 år fordelt på geografiske og faglige områder. Herudover blev bemandingen i et omfang reduceret ved frivillige aftaler om afgang. Indklagede oplyser, at de den 27. juni 2009 varslede klagers afskedigelse samtidig med 11 andre medarbejdere i hele statsforvaltningen. Indklagede oplyser, at et af besparelsesområderne var antallet af tværfaglige møder, og dermed reduktion i gruppen af børnesagkyndige rådgivere. Tværfaglige møder anvendes i ansøgningssager om samvær vedrørende særligt udsatte børn. I et tværfagligt møde deltager både en sagsbehandler og en børnesagkyndig, hvilket gør denne mødeform omkostningsfyldt. Indklagede måtte konstatere, at de i sammenligning med de øvrige statsforvaltninger var mindre produktive som følge af afholdelse af et relativt stort antal tværfaglige møder. Den børnesagkyndige gruppe i hele statsforvaltningen bestod i 2009 af følgende medarbejdere. By - Køn - Alder - Uddannelse - Årsløn - Ansættelsestidspunkt - Øvrigt X by - kvinde - 65 år - Psykolog - 231.378,81 - 01.01.2007 X by - mand - 54 år - Psykolog - 226.966,41 - 01.02.2008 X by - mand - 61 år - Socialrådgiver - 195.488,39 - 01.01.2007 - Klager X by - kvinde - 54 år - Socialrådgiver nr. 2 - 184.297,02 - 01.08.2003 - Fleksjob + TR X by - Kvinde - 37 år - Socialrådgiver nr. 3 - 183.644.13 - 01.09.2004 - Koordinator X by - Kvinde - 54 år - Socialrådgiver nr. 4 - 181.293,27 - 01.03.2007 X by - Kvinde - 57 år - Socialrådgiver nr. 5 - 150.286,73 - 06.12.2004 - 30/37 X by - Kvinde - 45 år - Socialrådgiver nr. 6 - 103.216,49 - 01.03.2007 - 21/37 Y by - Mand - 56 år - Psykolog - 252.413,77 - 01.02.2005 - Koordinator Y by - Kvinde - 58 år - Socialrådgiver - 152.019,41 - 01.11.1997 - 30/37 Y by - Kvinde - 34 år - Socialrådgiver - 179.079,51 - 01.01.2007 Y by - Kvinde - 40 år - Psykolog - 148.647,92 - 01.01.2007 - 30/37 + TR Suppleant Z by - Kvinde - 64 år - Psykolog - 184.766,27 - 01.12.1994 - 30/37 Z by - Kvinde - 57 år - Socialpædagog - 149.834,74 - 01.01.1992 - 30/37 Z by - Kvinde - 47 år - Socialpædagog - 189.741,98 - 01.01.2007 - Koordinator ´ Ved den konkrete udvælgelse af de børnesagkyndige rådgivere, der blev afskediget, tog indklagede udgangspunkt i lønsumsbelastningen inden for gruppen samt hensynet til gruppens fremtidige struktur. Det anses for vigtigt, at den faglige sammensætning i gruppen rummer såvel psykologuddannede som socialrådgiveruddannede rådgivere, ligesom det anses for hensigtsmæssigt, at begge køn så vidt muligt er repræsenteret i gruppen, der behandler sager om børn og samvær og forældremyndighed. Begrundelsen for at tage udgangspunkt i lønsumsbelastningen var det overordnede krav om besparelse sammenholdt med, at gruppen var meget homogen i forhold til de opstillede kriterier for afskedigelse. De børnesagkyndige rådgiveres produktion er ikke individualiseret, idet antallet af møder er relativt fast og ens normeret i forhold til den enkeltes ansættelsesnorm. Endelig adskilte flertallet inden for gruppen sig heller ikke indbyrdes i forhold til anciennitet eller øvrige tjenesteforhold. Hensynet til den faglige sammensætning, sammenholdt med at de psykologuddannede var mest lønsumsbelastende, førte til en udvælgelse af en af de to psykologer, hvor det udslagsgivende var en vurdering af løn ud fra kriteriet produktivitet og hensynet til gruppens fremtidige sammensætning. Indklagede finder i den sammenhæng, at det ved en udvælgelse mellem de to psykologer på henholdsvis 54 og 65 år, forekommer vanskeligt at anse alder som et parameter, der har været årsag til udvælgelsen. Alder kan ganske vist betragtes som en relativ størrelse - den ene er ældre end den anden - men er også en absolut størrelse, hvor begge disse medarbejdere må anses for at være i kategorien "ældre medarbejdere". Når udvælgelsen af klager ses i forhold til gruppen af de seks socialrådgivere, førte kriterierne om innovation og projektansvar til en udelukkelse af socialrådgiver nr. 3 og udelukkelse af socialrådgiver nr. 2, som havde tillidsmandsbeskyttelse. I forhold til de sidste tre socialrådgivere i gruppen nr. 4, 5 og 6 er der lagt afgørende vægt på lønsumsbelastningen, ligesom anciennitet er indgået i vurderingen, men uden afgørende selvstændig vægt. Indklagede fandt ud fra en samlet vurdering i forhold til de nævnte saglige kriterier og hensyn, at klager var en af de medarbejdere, som bedst kunne undværes for at opnå de nødvendige besparelser vedrørende nedbringelsen af antallet af tværfaglige møder. Indklagede henviser til, at alder ifølge forarbejderne til forskelsbehandlingsloven er en afgørende forudsætning for, at der kan være diversitet i beskæftigelsen. Indklagede mener, at alderssammensætningen i den børnesagkyndige gruppe afspejlede og fortsat afspejler dette. Indklagede henviser til, at alderssammensætningen i den børnesagkyndige gruppe var og er relativt høj, og indklagede fastholder, at alder ikke har haft betydning for udvælgelsen af, hvem der skulle afskediges. Indklagede oplyser, at klagers anciennitet hos indklagede var to et halvt år. Han blev ansat i en alder af 58 år. Alder var ikke et parameter ved ansættelsen af klager, ligesom den heller ikke indvirkede på udvælgelsen af ham ved den nødvendige reduktion af medarbejdere. Indklagede mener ikke, at størrelsen af klagers løn kan ses som en afspejling af hans alder, idet den ikke er anciennitetsbestemt, men baseret på funktion og individuel aftale. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Nævnet skal indledningsvist bemærke, at der ikke er nogen lovbestemt klagefrist i forhold til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet, og nævnet finder ikke grund til at afvise sagen på grund af klagers passivitet, da klagen er indgivet umiddelbart efter, at klager blev bekendt med nævnets afgørelse i sagen 2500194-10, der vedrørte klagers kollega. Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at indklagede havde behov for en reduktion i antallet af medarbejdere, idet finanslovsbevillingen for 2010 ikke var tilstrækkelig til at dække de forventede udgifter til løn og drift. Nævnet har lagt vægt på, at det var de to ældste i den børnesagkyndige gruppe i X by, der blev opsagt. Hvis man ser på hele den børnesagkyndige gruppe i statsamtet, var klager den tredje ældste i den samlede gruppe af børnesagkyndige. Ifølge sagens oplysninger var det således den ældste psykolog og den ældste socialrådgiver (klager), der blev opsagt. Nævnet finder derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin alder. Indklagede har i opsigelsen og i forbindelse med denne sag henvist til, at nogle nærmere vedtagne kriterier er lagt til grund for udvælgelsen af medarbejdere til opsigelse. Indklagede har desuden henvist til den økonomiske situation samt til statsforvaltningens samlede produktivitet som begrundelse for klagers opsigelse. Endelig har indklagede i et indlæg til sagen oplyst, at de ved den konkrete udvælgelse tog udgangspunkt i lønsumsbelastningen inden for gruppen og hensynet til gruppens fremtidige struktur. Anciennitet indgik desuden i vurdering, men uden afgørende selvstændig vægt. Indklagede har imidlertid ikke konkret forholdt sig til, hvordan klager blev vurderet i forhold til disse kriterier eller i forhold til de øvrige ansatte eller i øvrigt fremkommet med en individuel begrundelse for, at klager var den, der bedst kunne undværes. Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund ikke, at indklagede har godtgjort, at klagers alder ikke har været medvirkende årsag til, at han blev opsagt. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 330.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 330.000 kr. til klager med procesrente fra den 7. oktober 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100196-12>

Versioner

1. 2012-06-06