Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - kommuner - sagsbehandling - sprog - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10309@2012-03-14/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - kommuner - sagsbehandling - sprog - ej medhold
J.nr. 7100087-12 Klager, der kommer fra Tyskland, mente, at et jobcenter udsatte hende for forskelsbehandling på grund af national oprindelse, da de besluttede, at hun, under deltagelse i et kommunalt aktiveringsprojekt, ikke længere skulle arbejde i køkkenet, fordi hendes danskkundskaber var for dårlige. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin nationale oprindelse. Da formålet med opholdet var, at forbedre klagers sprogkundskaber, og da indklagede fik oplyst af aktiveringsprojektet, at der var en del sprogvanskeligheder i forbindelse med klagers arbejde i køkkenet, findes indklagede at have haft saglige grunde til at ændre aktiveringstiltagene. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om angivelig forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med et jobcenters beslutning om, at klager, under deltagelse i et kommunalt aktiveringsprojekt, ikke længere skulle arbejde i køkkenet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke fik lov til at fortsætte med at arbejde i køkkenet i forbindelse med hendes deltagelse i et kommunalt aktiveringsprojekt. Sagsfremstilling Klager kommer fra Tyskland. Hun har gået på sprogskole tre dage om ugen og deltaget i et kommunalt aktiveringsprojekt to dage om ugen. Parternes bemærkninger Klager påstår, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin nationale oprindelse. Klager henviser til, at hun i juli 2010 fik mulighed for at starte i et køkken som medhjælper. Hun var meget glad for dette, idet hun fik mulighed for at komme ud og lære mere om sproget, og fordi hun før havde arbejdet inden for dette område. Klager oplyser, at en medarbejder på aktiveringsstedet satte hende til at arbejde i køkkenet. Sagsbehandleren i jobcentret havde imidlertid ikke kendskab til dette, fordi hun var på ferie. Da sagsbehandleren kom tilbage fra ferie stoppede hun klagers arbejde i køkkenet på grund af manglende sprogkundskaber, selv om klager ikke havde haft problemer med kollegerne eller de med hende. Klager mener, at sagsbehandlerens reaktion skyldes, at hun er udlænding. Hun mener ikke, sagsbehandleren har vist interesse i at hjælpe hende til at finde en arbejdsplads. Sagsbehandleren har fra starten haft antipati mod klager, hvilket man kunne mærke. Indklagede , som er et jobcenter, påstår, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling. Indklagede henviser til, at formålet med klagers deltagelse i aktiveringsprojektet var at forbedre hendes danskkundskaber, da indklagede ikke mente, at klagers sprogkundskaber udviklede sig tilfredsstillende udelukkende ved at deltage i sprogundervisning tre dage om ugen. Indklagede aftalte med koordinatoren på klagers forløb ved det kommunale aktiveringsprojekt, at klager kunne prøve at komme ud i deres køkken, da det var inden for dette område, klager gerne ville arbejde. Koordinatoren oplyste efter et stykke tid, at der var en del sprogvanskeligheder. Det er udelukkende jobcenterets vurdering, hvordan en borger hurtigst muligt kan komme ud på arbejdsmarkedet. De stiller sig uforstående overfor klagers påstand om antipati. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet national oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder også enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed i form af erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling og enhver der anviser beskæftigelse. Det er nævnets vurdering, at indklagede i den konkrete situation må anses for at drive vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og at klagen derfor er omfattet af forskelsbehandlingsloven. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Som sagen foreligger oplyst traf indklagede beslutning om, at klager ikke længere skulle være i køkkenet i det kommunale aktiveringsprojekt, fordi hendes danskkundskaber var for dårlige. Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin nationale oprindelse. Da formålet med opholdet på aktiveringsprojektet var, at forbedre klagers sprogkundskaber, og da indklagede fik oplyst af aktiveringsprojektet, at der var en del sprogvanskeligheder i forbindelse med hendes arbejde i køkkenet, findes indklagede at have haft saglige grunde til at ændre aktiveringstiltagene. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100087-12>