Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10311@2012-10-24/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - ansættelse - ej medhold

J.nr. 7100330-12 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med ansøgning om ansættelse som læge hos indklagede og manglende anerkendelse af udenlandsk speciallægeuddannelse. Nævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at klager uopfordret søgte om ansættelse hos indklagede, og at han fik tilbud om ansættelse hos indklagede som reservelæge. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at det på tidspunktet for ansættelsen af klager kun var muligt at tilbyde ham ansættelse som reservelæge, idet der ikke var andre ledige stillinger. Der var i øvrigt ikke fremlagt oplysninger til sagen om, at klagers nationale oprindelse skulle være indgået i beslutningen om at tilbyde klager ansættelse som reservelæge. Klager fik derfor ikke medhold i klagen

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med ansøgning om ansættelse som læge hos indklagede og manglende anerkendelse af udenlandsk speciallægeuddannelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at tilbyde klager ansættelse som reservelæge. Sagsfremstilling Klager stammer fra et sydeuropæisk land, hvor han er uddannet læge og speciallæge i neurologi. I september 2008 henvendte klager sig uopfordret til indklagede med anmodning om ansættelse ved den neurologiske afdeling. Den 29. september 2008 var klager til ansættelsessamtale hos indklagede og talte med den ledende overlæge. Ved mail af samme dag til klager fremgik, at man glædede sig til at byde klager velkommen fredag den 3. oktober 2008, hvor han ville få lejlighed til at møde kolleger, få fremvist afdelingen og følge en kollega i løbet af dagen. Dernæst så indklagede frem til, at klager kunne begynde hos indklagede med første reelle arbejdsdag den 6. oktober 2008. Når indklagede havde modtaget klagers papirer, ville klager blive indstillet til stillingen i første omgang som reservelæge med mulighed for avancement til 1. reservelæge efter en gensidig bedømmelse efter minimum 6 - 12 måneder. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med ansøgning om stilling som neurolog og en manglende anerkendelse af hans udenlandske speciallægeuddannelse. Klager blev tilbudt ansættelse som reservelæge med en tilsvarende lavere løn. Det er udtryk for forskelsbehandling. Hvis man gjorde det samme i forhold til en dansk speciallæge i neurologi ville det betyde, at man ikke tillagde den danske speciallægeuddannelse nogen betydning. Klager undrer sig over, hvilken betydning de danske hospitaler tillægger de autorisationer, der bliver givet af Sundhedsstyrelsen. Under samtalen med den ledende overlæge blev det klart tilkendegivet, at klager skulle starte i en stilling som reservelæge. Der var ikke andre muligheder. Den ledende overlæge vidste udmærket godt, at reservelægestillinger besættes af læger, der er i gang med deres speciallægeuddannelse. Den ledende overlæge gav også meget klart udtryk for, at han ikke tillagde det betydning, at klager havde en anerkendt speciallægeuddannelse fra sit hjemland. Klager søgte ikke en uopfordret stilling med henblik på ansættelse som reservelæge. Det må være logisk, at han som speciallæge i neurologi ønskede en speciallægestilling. Han forstår ikke, hvorfor den ledende overlæge ikke informerede klager om at vente med at søge, til der blev en overlægestilling ledig. Da klager påbegyndte sin karriere i Sverige og Norge fik han af chefen besked om, at han ikke skulle søge stillinger til læger, der var i gang med deres speciallægeuddannelse, men at han skulle vente på, at der blev en speciallægestilling ledig. Hvis det er rigtigt, at der på daværende tidspunkt kun var en stilling som reservelæge ledig, kunne den ledende overlæge have stillet klager i udsigt, at han ville få en speciallægestilling, når der blev en stilling ledig, ligesom han kunne have tilbudt klager løn svarende til en speciallæge. I stedet foreslog han klager en konkret plan; reservelæge i 6 - 12 måneder og herefter ansættelse som 1. reservelæge. Klager tvivler på, om man ville gøre det samme, hvis der havde været tale om en dansk læge med dansk speciallægeuddannelse. Klager tvivler også på rigtigheden af oplysningen om, at man tilbød klager en stilling som reservelæge, da der på daværende tidspunkt ikke var andre ledige stillinger. Hvis det havde været tilfældet, så kunne den ledende overlæge jo bare have sagt til klager, at det var den stilling, man kunne tilbyde ham, og at han ville få en stilling som speciallæge snarest mulig. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager. Der blev ikke på noget tidspunkt sat spørgsmålstegn ved klagers sydeuropæiske speciallægeuddannelse. Tværtimod blev den anerkendt på lige fod med en dansk eller anden europæisk speciallægeanerkendelse. Indklagede mente, at man med ansættelsen af klager var nået til enighed med ham og havde imødekommet hans ønske om ansættelse. Indklagede bemærker, at man finder det ret besynderligt, at der kommer en klage nu, fire år efter ansættelsessamtalen. På daværende tidspunkt var der ingen ledige overlæge- eller afdelingslægestillinger, men kun en reservelægestilling til besættelse. Da klager allerede var uddannet speciallæge i sit hjemland var indklagede naturligvis interesseret i at ansætte klager på afdelingen. Det fremgår af mailkorrespondancen, at indklagede var af den opfattelse, at klager havde taget imod deres tilbud om at starte i en reservelægestilling for herefter at rykke op i en 1. reservelægestilling med baggrund i hans speciallægeuddannelse så snart som mulig. Hvis det herefter viste sig, at han faldt godt til rette i afdelingen ville han naturligvis klart være kvalificeret til at komme i betragtning til en fastansættelse som afdelings- eller overlæge, når der blev en stilling ledig. Klager stod imidlertid for at skulle rejse en tur til Norge. Indklagede havde forstået på klager, at der alene var tale om en kort ferietur. Umiddelbart herefter fik indklagede besked fra klager om, at han havde fået arbejde i Norge, og man hørte først fra ham i forbindelse med klagen til Ligebehandlingsnævnet. På daværende tidspunkt havde indklagede en afdelingslæge ansat med polsk speciallægeuddannelse og PhD grad fra Polen. Denne person er nu ansat som overlæge. Indklagede fik efterfølgende også behov for at søge efter speciallæger fra hele Europa til besættelse af ledige overlægestillinger ved afdelingen. Klager er fuldt kvalificeret til at søge en overlægestilling hos indklagede, når en sådan annonceres ledig til besættelse via stillingsopslag. Stillingerne er på nuværende tidspunkt alle besat. En overlægestilling opslåes ledig til besættelse efter afgang eller i forbindelse med eventuel oprettelse af en ny overlægestilling ved afdelingen. Sidstnævnte forudsætter imidlertid ekstraordinær tildeling af økonomiske midler, og besættelsen af stillingen sker i konkurrence med andre kvalificerede ansøgere. Den/de bedst egnede til stillingen udvælges af et eksternt bedømmelsesudvalg, og et internt ansættelsesudvalg indstiller den bedst egnede til ansættelse. Dette sikrer objektivitet og gennemskuelighed i ansættelsesproceduren. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet national oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af blandt andet en bestemt national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klager uopfordret søgte om ansættelse hos indklagede, og at han fik tilbud om ansættelse hos indklagede som reservelæge. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at det på tidspunktet for ansættelsen af klager kun var muligt at tilbyde ham ansættelse som reservelæge, idet der ikke var andre ledige stillinger. Der er i øvrigt ikke fremlagt oplysninger til sagen om, at klagers nationale oprindelse skulle være indgået i beslutningen om at tilbyde klager ansættelse som reservelæge. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100330-12>

Versioner

1. 2012-10-24