Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/10317@2012-06-20/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - chikane - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100299-12 En dansk statsborger af polsk afstamning blev afskediget fra sin stilling som jurist i en virksomheds inkassoafdeling. Indklagede begrundede afskedigelsen med samarbejdsvanskeligheder og klagers manglende produktivitet. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klager ikke havde påvist omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling eller chikane pga. hans etniske eller nationale oprindelse.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk eller national oprindelse i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling hos indklagede. Klagen drejer sig desuden om chikane under klagers arbejde for indklagede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager er jurist og blev den 22. oktober 2007 ansat i den indklagede virksomheds inkassoafdeling. Klager er af polsk afstamning, men er opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Klager blev afskediget fra sin stilling den 27. april 2009. Indklagede har den 6. maj 2009 skriftligt begrundet afskedigelsen af klager. Det fremgår heraf, at klager "har over en længere periode ydet en utilstrækkelig og uhensigtsmæssig prioriteret arbejdsindsats trods gentagne anvisninger om ændret arbejdsmønster. To mundtlige advarsler er givet i den forbindelse. Hertil har [indklagede] modtaget flere klager fra kunder og eksterne samarbejdspartnere, herunder en skriftlig klage fra [navn på samarbejdspartner], samt klager fra kolleger i [indklagede]. Det gennemgående tema i disse klager har været, at [klager] - ubegrundet - har udvist bedrevidende og tilrettevisende attitude. [Klager] har ligeledes tilsidesat [indklagedes] IT-sikkerhedsregler ("Code of conduct"), hvilket medførte virusalarm på windows-serverne. Endvidere har [klager] tilsidesat rejseregulativet ved uden forudgående accept at foretage indenrigs flyverejse med heraf unødige omkostninger til taxa i samme forbindelse. Endelig har [klager] generelt udvist manglende situationsfornemmelse og samarbejdsevne. . ." Indklagede udbetalte pr. kulance én måneds løn til klager efter afskedigelsen. Klager anlagde den 16. december 2009 sag ved X byret med påstand om, at afskedigelsen var usaglig, da opsigelsen ikke var rimeligt begrundet i klagers egne forhold. Klager nedlagde påstand om godtgørelse på 63.400 kr. efter funktionærlovens bestemmelse om godtgørelse for usaglig afskedigelse. Klager gjorde gældende, at afskedigelsen var usaglig, da klager ikke havde modtaget nogen advarsel forud for afskedigelsen eller havde modtaget en begrundelse for afskedigelsen. Byretten afsagde dom den 20. december 2010. Indklagede blev frifundet af byretten, og klager blev pålagt at betale sagsomkostninger til indklagede med 25.000 kr. Retten lagde på baggrund af begrundelsen for afskedigelsen sammenholdt med B og D's forklaringer til grund, at årsagen til afskedigelsen af klager var klagers angiveligt lave produktivitet. Retten fandt ikke, at det var godtgjort, at klager ved mødet den 21. november 2008 blev tildelt en formel advarsel. Retten fandt imidlertid, at det, når klager to gange inden for en periode på ca. tre en halv måned var blevet foreholdt, at hans prioriteringer var forkerte, måtte have stået klart for klager, at en opsigelse kunne være nært forestående. Retten fandt videre, at de fremlagte oplysninger om antallet af aktive sager gav et realistisk billede af klagers arbejdsindsats. Sammenholdt med de øvrige forhold, som var nævnt i begrundelsen for afskedigelsen, fandt retten, at der tegnede sig et billede af, at klager var mindre egnet til at udføre det arbejde, som han var ansat til. Retten fandt derfor, at klager ikke havde godtgjort, at afskedigelsen var usaglig. Klager ankede den 14. januar 2011 dommen til landsretten. Ifølge indklagedes advokat blev anken afvist. Det fremgår af redegørelse i sagen, at klager forklarede i retten, at inkassochef B i forbindelse med, at en kunde ringede, omtalte klager som "den lille polak". Klager forklarede også, at han i forbindelse med en henvendelse fra en af indklagedes samarbejdspartnere omkring et konkret forhold, ikke modtog nogen påtale fra indklagede. Det var utilsigtet, at klager tilsluttede sit eget USB-stik til den af indklagede udleverede hjemmearbejdscomputer og derved kom til at udløse virusalarm. I forbindelse med MUS-samtale den 21. november 2008 fik klager at vide, at han skulle prioritere anderledes i det daglige arbejde. Klager spurgte, om denne tilkendegivelse skulle opfattes som en advarsel, hvorpå inkassochef D svarede, at der ikke var noget ansættelsesretligt i det. Klager havde et nyt møde med inkassochef D den 5. marts 2009, hvor de talte om tilrettelæggelsen af klagers advokatuddannelse. Der blev intet sagt om klagers produktivitet. På mødet udleverede klager en liste over klagers produktion til D. D lovede at vende tilbage, men gjorde det aldrig. Klager gik derfor ud fra, at alt var i orden. Klager modtog heller ikke nogen advarsler. Inkassochef D forklarede i retten blandt andet, at D ikke havde noget at udsætte på klagers faglighed. Samarbejdet med klager var godt i det første halve år af ansættelsen, men herefter kom der klager fra skadesafdelingen og it-afdelingen over klagers attitude. Der var forskellige opfattelser af, hvad stillingsindholdet var. Ved MUS-samtalen den 21. november 2008 blev der kun drøftet ét forhold, nemlig klagers lave produktivitet. Klagers nærmeste foresatte, B, havde gennem længere tid gjort opmærksom på det. De kom også ind på en udviklingsdel, hvor de drøftede klagers ønske om at tage en advokatuddannelse. D viste klager en opgørelse over klagers daglige produktivitet, som viste, at klager lå på samme niveau som de deltidsansatte studenter. D sagde, at der skulle rettes op på det, og foreslog en ny samtale tre måneder senere, hvor de kunne gå tingene igennem og overveje, om ansættelsen kunne fortsætte. D gav således klager en mundtlig advarsel. D havde på ny en samtale med klager den 5. marts 2009. D viste klager et nyt udtræk af produktiviteten, som blandt andet viste, hvor stor en del af de aktive sager hver enkelt medarbejder stod for. B var noteret for en tredjedel af sagerne. D forklarede også, at klager påtog sig arbejdsopgaver, som han ikke var ansat til at udføre. Klagers arbejde bestod i at udføre inkassoarbejde, ikke advokatarbejde. Klager blev opsagt den 27. april 2009, fordi der fortsat var samarbejdsvanskeligheder, og klagers produktivitet havde heller ikke ændret sig. Teamleder B forklarede i retten, at samarbejdet med klager var godt i starten. Som tiden gik, blev klager dårligere til at løse opgaverne, og klager gav sig selvbestaltede opgaver og trak sig væk fra den daglige drift. B blev irriteret over klagen fra samarbejdspartneren, og han drøftede dette med klager. B tilkendegav overfor klager, at det var meget utilfredsstillende med sådan en klage. B blev også kontaktet af en kunde, som overvejede at afslutte samarbejdet med indklagede, hvis de på ny blev ringet op af klager. B gav klager en ny påtale vedrørende dette forhold. B havde ikke nogen aftale med klager om, at klager skulle overtage E's sager. Alle arbejdede solidarisk med E's sager efterhånden som de kom ind i afdelingen. B mente ikke, at han nogensinde havde kaldt klager for "den lille polak", men at han muligt havde kaldt klager for "vores polske ekspert". Studentermedhjælp A forklarede i retten blandt andet, at han i februar eller marts måned 2009 fik udleveret den fratrådte medarbejder E's forfaldsliste og skulle tage sig af de mest presserende sager. A forklarede også, at han i starten kun oprettede sager. Han oprettede sager i klagers og B's navne, og sagerne blev fordelt jævnt. Skadeschef G forklarede i retten blandt andet, at klager har samarbejdet med hendes medarbejdere. Klager kendte ikke sin rolle i sagerne og legede nærmest "advokat" på sagerne. Klager virkede altid bedrevidende. Der var ikke noget behov for, at klager rådgav G eller hendes medarbejdere. En fejl klager havde lavet, var blandt andet, at han havde accepteret at dække retslige omkostninger, som ikke kan dækkes af indklagede. Klager havde også i en anden sag accepteret en akkord på 20 %, hvilket ikke lå inden for klagers beføjelser. G drøftede disse forhold med klagers chef. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet og chikaneret under sin ansættelse hos indklagede og i forbindelse med, at han blev afskediget. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 50.000 kr. I januar 2008 oplevede klager, at inkassoafdelingens teamchef B i en telefonsamtale med en ekstern samarbejdspartner nedsættende omtalte klager som "den lille polak". Klager påtalte senere dette forhold overfor B, som alligevel fortsatte med at chikanere klager ved at kalde ham "den polske ekspert". Under en personalekonference i februar 2008 fremkom B med nedsættende bemærkninger vedrørende de øvrige ansatte. Om samarbejdsforholdet med D sagde B, at han havde lyst til at "smadre inkassochefens hoved mod en mur". B fortalte også om D's helt private forhold af ægteskabelig karakter. B forsøgte på denne måde at få allierede, som kunne hjælpe ham med at overtage posten som inkassochef fra D. Klager gjorde det meget klart over for B, at klager ikke ønskede at blive involveret. Det udgør chikane og mobning overfor klager, at B forsøgte at diskreditere de øvrige ansatte overfor klager, for at klager også skulle blive fjendtligt indstillet. Klager vidste, at B's fokus nu ville blive rettet mod klager selv. Under denne samtale med B, bad klager B undskylde, at han havde kaldt klager for "den lille polak", og klager gjorde det klart for B, at arbejdsforholdet herefter var af rent professionel karakter. I april 2008 meddelte B, at inkassokontoret havde modtaget en skriftlig klage fra en samarbejdspartner omkring klagers arbejde. Klager havde ansvaret for afregninger med en instruks om at holde øje med fakturaerne fra samarbejdspartneren. Samarbejdet mellem inkassoafdelingen og samarbejdspartneren var således anstrengt forud for, at klager blev ansat. Der havde længe været uregelmæssigheder i fakturaerne fra samarbejdspartneren, og inkassochef D havde instrueret klager om at notere disse uregelmæssigheder. Sammen med B udarbejdede klager en liste over ca. 20 sager med konkrete forespørgsler til fakturaerne. Denne liste blev udleveret til samarbejdspartneren på et møde i februar 2008. Samarbejdspartneren besvarede ikke, hvorfor prislisterne var fraveget, men sendte i stedet en henvendelse til indklagede. Da samarbejdspartneren ikke redegjorde for grunden til, at samarbejdsaftalen var fraveget, bad B klager om at afvise betalingerne af samarbejdspartnerens tilgodehavender. B oplyste, at dette var clearet med inkassochef D. Samarbejdspartneren betragtede fejlagtigt dette som en misligholdelse af samarbejdsaftalen fra klagers side. B oplyste over for klager, at samarbejdspartnerens henvendelse blev afvist fordi, den var grundløs, og fordi klager havde inkassoafdelingens opbakning. Klager bad om en kopi af henvendelsen fra samarbejdspartneren, hvilket B afviste, da henvendelsen var grundløs. Det er derfor usagligt, at indklagedes opsigelsesskrivelse 1 ½ år efter denne episode fremhæver en grundløs henvendelse. Ved nærmere gennemgang af henvendelsen fremgår det, at der var tale om en rykkerskrivelse. Indklagede gav ikke nogen påtaler eller henstillinger i anledning af rykkerskrivelsen. Tværtimod modtog klager en bevilling på 50.000 kr. til advokatuddannelsen. Det forhold, at indklagede brugte denne grundløse henvendelse som begrundelse for opsigelsen af klager 1 ½ år efter, udgør grov chikane. Nogen tid efter oplyste B pludseligt, at inkassoafdelingen havde modtaget flere skriftlige klager over klager. Da der ikke lå noget i disse klager, kunne klager ikke få dem at se. Klager bad straks om et møde med B og D. På mødet kunne B ikke fremlægge nogen skriftlige klager om klager eller redegøre for nogen klager overhovedet. D hævede mødet med instruks om, at der ikke skulle gøres mere ud af den sag. D var således helt klar over den chikane, som B udsatte klager for. Efter mødet gjorde B det klart for klager, at B var utilfreds med, at klager havde afsløret B's helt uacceptable adfærd. Det var imidlertid først senere, at klager opdagede, at denne utilfredshed bevirkede, at B blev primus motor i iscenesættelsen af den usaglige afskedigelse af klager. Det blev også først under hovedforhandlingen i byretten afsløret nøjagtigt, hvordan B havde iscenesat afskedigelsen ved at tilsikre, at 200-300 sager blev registreret i hans eget navn. Der er tale om en svigagtig tilvirkning af produktionslister, som skulle bruges til at legitimere afskedigelsen af klager. Indklagede brugte som begrundelse for afskedigelsen også en henvendelse fra en kunde. Under hovedforhandlingen kunne ingen af vidnerne dog huske sagsforløbet, eller hvad henvendelsen vedrørte. Det er grov chikane og diskrimination, at indklagede som begrundelse for afskedigelsen af klager brugte en henvendelse, som ingen kan huske hvad vedrørte. Klager var den 20. november 2008 til MUS-samtale. Her meddelte inkassochef D, at klager skulle forbedre prioriteringen af det daglige arbejde. Klager havde bistået skadesafdelingen i nogle omfattende bedragerisager, hvilket D ikke var klar over. Der blev ikke på dette møde eller forud for afskedigelsen af klager givet nogen advarsel. Det fremgår af referatet fra samtalen, at klager i det kommende år skulle fokusere på advokatuddannelsen. Klager afviser, at han den 20. november 2008 eller den 5. marts 2009 skulle havde modtaget en mundtlig, ansættelsesretlig advarsel. Den påtænkte afskedigelse blev holdt hemmelig for klager frem til selve afskedigelsen den 27. april 2009. Dette betyder, at afskedigelsen er groft usaglig. Den manglende underretning forud for afskedigelsen udgør en så grov chikane og diskrimination af klagers rettigheder på arbejdsmarkedet, at indklagede har handlet ansvarspådragende. Det udgør også uacceptabel diskrimination og chikane, at afskedigelsen skete to måneder før klager skulle til den afgørende skriftlige advokateksamen. Hertil kommer indklagedes manipulerende bilag, der skulle give et ukorrekt indtryk af klagers effektivitet. Som begrundelse for afskedigelsen henviste indklagede blandt andet til klagers produktion. Dette er groft usagligt, eftersom indklagede bag om klagers ryg udarbejdede de produktionslister, som skulle sikre, at der blev givet et negativt billede af klagers produktion. Under hovedforhandlingen i byretten forklarede vidnet A, som er ansat i indklagedes inkassoafdeling, at inkassoafdelingens teamleder B bad A om at registrere 200-300 sager i B's navn umiddelbart forinden, klager blev opsagt af indklagede. B indstillede i december 2008 al sagsoprettelse, hvilket undrede de ansatte. Efter juleferien blev A pludselig ansat, og det var herefter alene A, der skulle stå for oprettelsen af 300-500 nye sager, som B havde fjernet fra de øvrige medarbejdere, herunder særligt klager. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at opsigelsen er sagligt begrundet i klagers forhold, men har i stedet fremlagt groft manipulerende bilag for retten som dokumentation for klagers utilfredsstillende arbejdsindsats. De produktionslister, som indklagede har fremlagt, viser, hvem der har oprettet sagen, men ikke den pågældende sagsbehandlers produktion eller daglige arbejdsopgaver. En afgørende fejl i bilagene er, at studentermedhjælp E pr. 23. februar 2009 fejlagtigt står som aktiv medarbejder med ansvaret for 195 sager, selvom hun allerede den 1. januar 2009 var fratrådt sin stilling hos indklagede. Det blev i forbindelse med E's fratræden aftalt, at klager skulle overtage sagsbehandlingen af E's sager. Disse 195 sager skal derfor tælles med i klagers sagsportefølje bestående af 202 særligt vanskelige, omfattende og krævende inkassosager. Klager udførte således arbejde svarende til to stillinger - en fuldtidsmedarbejders og en studentermedhjælps. Indklagede har særligt begrundet afskedigelsen af klager med, at B stod som ansvarlig sagsbehandler på et større antal sager end klager. B var registreret med 546 sager, hvoraf 318 var uafsluttede, forfaldne sager. B varetog således reelt kun 228, idet 318 var uafsluttede eller forfaldne. Klager havde til sammenligning ansvaret for godt 400 sager, hvoraf kun 262 var uafsluttede eller forfaldne, fordi klager kort tid forinden havde overtaget E's sager. B's sagsportefølje skal også ses i lyset af, at B i januar 2009 bad den nyansatte inkassomedarbejder A om at registrere 200-300 sager i B's eget navn. Dette skulle sikre, at klager ikke fik sagerne, og at der senere skulle gives et falsk indtryk af, at B var mere produktiv end klager. Indklagede kan derfor ikke sagligt begrunde afskedigelsen af klager med, at B var registreret som sagsbehandler på et større antal sager end klager. Dette bekræftes også af indklagedes bemærkninger i duplikken i forbindelse med retssagen, hvor indklagede oplyste, at klager pr. 20. november 2008 ikke blev tildelt flere sager. Indklagede har flere gange ændret forklaring omkring proceduren for registrering af sager i inkassoafdelingen. Indklagede har således først forklaret, at det var korrekt, at studenterne til tider oprettede sager, men at dette ikke var til hinder for, at en anden medarbejder var ansvarlig for sagen. Senere har indklagede forklaret, at de ikke havde nogen formaliseret procedure for registrering af sagsansvarlig. Dette betyder, at de sagsansvarlige ikke fremgår af de lister, som indklagede har brugt som dokumentation for klagers produktion. Det forhold, at B er registreret som sagsansvarlig på et større antal sager end klager, skyldes også, at klager i det første halve år af ansættelsen havde ansvaret for inkassoafdelingens afregninger, og derfor ikke oprettede så mange sager i den periode, hvor det alene var B og studentermedhjælp F, der oprettede sagerne. Det kan ikke komme klager til skade, at indklagede havde valgt at fordele arbejdet på denne måde. Klager gør gældende, at han blev forskelsbehandlet på arbejdspladsen i forhold til øvrige medarbejdere af dansk afstamning, idet klager ikke modtog nogen ansættelsesretlig advarsel forud for afskedigelsen. Det må antages, at indklagedes medarbejdere af dansk afstamning modtager en ansættelsesretlig advarsel forud for en afskedigelse. Denne forskelsbehandling er begrundet i, at indklagede betragter klager som en "polsk ekspert", der på grund af polsk afstamning ikke skal behandles med samme ret som personer af dansk afstamning. Det kendetegner en racist at finde på øgenavne. Indklagedes brug af øgenavnet "den polske ekspert" er racistisk, diskriminerende adfærd, der havde til hensigt at chikanere klager. Denne form for adfærd udgør forskelsbehandling, idet det må antages, at indklagedes øvrige ansatte behandles med en vis værdighed, herunder i forbindelse med en afskedigelse. Øgenavnet skulle særligt signalere over for eksterne samarbejdspartnere, at klager ikke skulle betragtes som en del af indklagedes øvrige, danske medarbejdere. I udtrykket ligger det underforstået, at klager ikke var "dansk ekspert". Dette kom til udtryk ved, at klager ikke modtog nogen advarsel forud for afskedigelsen, og at han ikke jævnt blev tildelt sager på samme måde som øvrige danske medarbejdere. Klager gør videre gældende, at det udgør grov chikane og diskrimination, at klager først blev udelukket fra den almindelige sagsbehandling, idet han ikke jævnt blev tildelt nye sager, for derefter at afskedige klager med henvisning til, at han ikke havde fået tildelt flere sager. Klager gør også gældende, at han på grund af sin polske afstamning ikke fik samme lønstigning som sine øvrige danske kolleger Indklagedes afvisningspåstand Klager gør gældende, at byrettens dom er så fejlbehæftet, at den er uden retskraft. Dommeren havde inden hovedforhandlingen afgjort, at klager ikke kunne løfte sin bevisbyrde under sagen. Dommeren sørgede for, at der ikke var en stenograf til stede under hovedforhandlingen, således at hun selv kunne stå for referatet. Det fremgår af dommen, at referatet udgør en ufuldstændig sagsfremstilling. Mere korrekt er det udtryk for, at indklagedes sagsfremstilling er gengivet fuldt ud, mens klagers sagsfremstilling slet ikke er gengivet. Dette er pligtforsømmelse og misbrug af dommerens embede. Dommeren havde desuden sørget for, at otte parts- og vidneforklaringer, som støttede klagers sagsfremstilling, ikke er gengivet i domsreferatet. Klager afviser, at sagen skulle være afgjort i kraft af dommen fra byretten, og at sagen derfor ikke kan behandles i Ligebehandlingsnævnet. Da indklagede har opgivet at inddrive de sagsomkostninger, der blev tilkendt dem ved byretsdommen, har dommen ingen retsvirkning eller retskraft inter partes. Da indklagede ikke selv finder, at dommen kan fuldbyrdes i fogedretten, er de nu afskåret fra at påberåbe sig dommen som afvisningsgrund inter partes eller for Ligebehandlingsnævnet. Dommen kan heller ikke fuldbyrdes efter sit indhold, fordi det ikke fremgår af dommen, at dommeren har taget stilling til parternes tvist. Domsreferatet er en direkte, ordret copy-past af indklagedes påstandsdokument, hvorved dommeren ikke har taget stilling til de af klager anførte påstande, anbringende og beviser. Dommen savner retskraft, da den ikke overholder retsplejens fundamentale krav, og kan derfor ikke i fogedretten eller for Ligebehandlingsnævnet påberåbes som en gyldig afgørelse af parternes tvist. Hertil kommer vidneerklæringen fra A, som også modstrider dommen. Der må ses med alvor på, at vidnet A ikke kan finde sin egen afgørende forklaring i dommerens redegørelser for dommen. Klager har desuden i processkrift I og processkrift II taget almindeligt procesforbehold for så vidt angår sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet. Indklagede er af den fejlagtige opfattelse, at det er B's forklaring for byretten, som klagen til Ligebehandlingsnævnet støttes på. Dette er ikke korrekt, idet procesforbeholdet vedrører "sagsøgtes bemærkninger, som disse er dokumenteret i duplikken". Da indklagede selv påpeger, at B i byretten forklarede, at han muligvis har omtalt klager som den polske ekspert, må klager konstatere, at indklagedes advokat, B, C og D har afgivet falsk forklaring for retten, da de i indklagedes duplik har oplyst, at B, C og D omtalte klager, som "den polske ekspert", hvorefter B i byretten falsk forklarede, at de muligvis har omtalt klager som "den polske ekspert". Det er ubestridt i sagen, at B, C og D omtalte klager som "den polske ekspert". Klager har ikke udvist retsfortabende passivitet ved sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet. Klager henviser til, at oplysningerne om de 300 sager, som B, C og D i fællesskab havde registreret i B's navn, først kom frem under A's vidneforklaring i retten. Klager henviser desuden til, at indklagedes advokat, B, C og D i ankesvarskrift har tilkendegivet, at de ikke længere vil udtale sig om sagen, herunder særligt om B's vidneerklæring og vidneforklaring om bilag til retssagen. Herudover har klager i ankereplikken meddelt, at advokatens samt B's, C's og D's adfærd ville blive "fulgt til dørs". Klager indbragte desuden sagen for Ligebehandlingsnævnet allerede den 23. juni 2011. Indklagede afviser, at klager er blevet forskelsbehandlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager har derfor ikke har ret til en godtgørelse. Indklagede har under retssagen gjort gældende, at afskedigelsen af klager ikke var usaglig. Indklagede havde fra samarbejdspartnere, kunder og kolleger modtaget flere klager over klager. Klager havde desuden en for lav produktivitet, hvilket blev påtalt løbende over for klager af inkassochef D og teamleder B, og i hvert fald ved møderne den 21. november 2008 og 5. marts 2009. Klager fik en mundtlig advarsel ved mødet den 21. november 2008, og klager fik utvetydigt besked om, at såfremt klager ikke straks hævede sit produktionsniveau, ville indklagede se sig nødsaget til at afbryde samarbejdet. Dette blev gentaget over for klager den 5. marts 2009. Klager havde ikke påvist forhold, der beviser, at særlige forhold kan retfærdiggøre hans lave produktion. Indklagede afviste, at den lave produktivitet kunne forklares med arbejdsgangen for sagsoprettelse, klagers arbejde med økonomi, klagers lejlighedsvise arbejde på B's sager eller at klagers arbejdsopgaver skulle afvige væsentligt fra B's. Indklagede afviste endvidere, at klagers lave produktivitet kunne forklares med, at han varetog E's sager, som ikke var registreret under klagers navn. Klager havde desuden overtrådt indklagedes IT Code of Conduct ved at tilslutte eksterne enheder til sin computer samt installeret programmer eller foretaget ureglementerede downloads i strid med indklagedes IT Code of Conduct. Dette havde i høj grad eksponeret klagers computer for vireusangreb. Afskedigelsen af klager skete efter at indklagede ved flere lejligheder havde givet klager mundtlige advarsler, således at klager havde mulighed for at rette op på de påtalte forhold. Dette skete ikke. Indklagede har overfor Ligebehandlingsnævnet gjort gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager under sin ansættelse eller i forbindelse med afskedigelsen, er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Klager henviser i klagen til, at han under sin ansættelse angiveligt er blevet kaldt "den polske ekspert". En henvisning til en persons etniske oprindelse udgør ikke i sig selv forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager har ikke påvist andre faktiske omstændigheder, der medfører, at den pågældende udtalelse - under forudsætning af, at Ligebehandlingsnævnet overhovedet måtte finde det bevist, at klager er blevet kaldt "den polske ekspert" - medfører, at udtalelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven. Dette understøttes af, at byretten ikke i sin behandling af sagligheden af opsigelsen af klager tillagde udtalelsen nogen vægt. Endelig gør indklagede gældende, at klager har udvist retsfortabende passivitet ved først næsten tre år efter ansættelsens ophør at rejse dette krav, og vel at mærke først efter at have ført retssag vedrørende sagligheden af afskedigelsen. Indklagede har således rimeligvis kunne antage og indstille sig på, at der ikke ville blive rejst yderligere krav i anledning af klagers afskedigelse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet etnisk eller national oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt etnisk eller national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til blandt andet etnisk eller national oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Efter Ligebehandlingsnævnets vurdering har klager ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <7100299-12>

Versioner

1. 2012-06-20