Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00177
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9000@2012-01-03/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00177
Resumé Klager – en journalist – anmodede om genoptagelse af sag nr. 10-70-00005, United Plantations Berhad mod Politiken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om en eventuel genoptagelse af sagen. En part har krav på genoptagelse og en ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Herudover kan nævnet tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Da [Klager] ikke var part i Pressenævnets kendelse af 2. marts 2011 i sag nr. 10-70-00005, United Plantations Berhad mod Politiken, afvises anmodningen. De forhold, at klager den 23. november 2011 er omtalt i Politiken, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder heller ikke af egen drift anledning til at genoptage behandlingen af sagen. [Klager]s klage over artiklerne fra den 23. november 2011 vil blive behandlet i en selvstændig sag imellem [Klager] og Politiken, sag nr. 11-70-00185.
[Klager] har ved e-mail af 12. december 2011 anmodet Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sag nr. 10-70-00005, United Plantations Berhad mod Politiken, som nævnet traf afgørelse i den 2. marts 2011. Klagen angik en artikelserie om blandt andet United Plantations Berhads anvendelse af sprøjtemidler på sine plantager i Malaysia. [Klager] har endvidere klaget over to artikler i Politiken den 23. november 2011, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling I Pressenævnets kendelse af 2. marts 2011 hed det: ”3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Lene Sarup og Karsten Kolding. Efter det oplyste lægges til grund, at brugen af paraquat og monocrotophos er forbudt i EU. Begge midler er tilladt i Malaysia, dog må monocrotophos ikke anvendes som sprøjtemiddel. I overensstemmelse med de stedlige regler injiceres monocrotophos i træerne hos United Plantations Berhad og anvendes ikke som sprøjtemiddel. Pressenævnet har ikke mulighed for at pålægge et medie at udlevere råbånd og kan derfor ikke afgøre, hvorvidt kvinderne i indslaget den 8. september 2010 er identiske med de kvinder, som United Plantations Berhad efterfølgende har offentliggjort videoer med. Der foreligger ligeledes modstridende forklaringer om Politikens adfærd dels i forbindelse med adgangen til plantagerne, dels i forbindelse med interviews af de ansatte. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis kan Pressenævnet ikke tage stilling til disse forhold. Dr. [Person A] har afgivet erklæringer om, at han er blevet fejlciteret, og at han ikke udtalte sig specifikt om United Plantations Berhad i det interview, som blev offentliggjort på politiken.tv den 8. september 2010. Endvidere har NGO-organisationen, Tenaganita, hvis repræsentanter var til stede under interviewet, ved brev 11. oktober 2010 meddelt, at det er organisationens opfattelse, at doktoren udtalte sig generelt om pesticidforgiftning. Pressenævnet har – som ovenfor anført – ikke mulighed for at pålægge et medie at udlevere råbåndene, og kan derfor ikke tage stilling til, om redigeringen af interviewet er foretaget loyalt i forhold til de fremkomne udtalelser. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. United Plantations Berhad har fremlagt dokumentation i form af videooptagelser med arbejdere, fra fagforeningsmøder, af udtalelser fra fagforeningsrepræsentant, og af rapporter om undersøgelser af United Plantations Berhad fra det malaysiske Arbejdsministerium, Energistyrelsen og AarhusKarlshamn AB/PricewaterhouseCoopers. Heraf fremgår, at arbejdere på United Plantations Berhads plantage ikke er blevet forgiftet. Det fremgår bl.a. af brevet fra det malaysiske Arbejdsministerium, at deltagerne på fagforeningsmødet den 13. september 2010 alle var uenige med Politikens anklager, og det konkluderes, at ingen love er blevet overtrådt af United Plantations Berhad. Ministeriet tager dog forbehold for, at man ikke er klar over, hvorvidt Politikens kilder var til stede under besøget. Endvidere konkluderes det i rapporten fra AarhusKarlshamn, at der ikke findes bevis for de beskyldninger, som Politiken har fremsat. Klagers direktør oplyste i pressemeddelelsen den 8. september 2010, at man var bekendt med, at medarbejderne i nogle tilfælde havde undladt at anvende det obligatoriske beskyttelsesudstyr. Det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til de lægefaglige spørgsmål, men på baggrund af dr. [Person A]s oplysning om, at der ikke var foretaget blodprøver, lægges det til grund, at det ikke er endeligt afklaret, om Politikens kilder var forgiftede med paraquat eller monocrotophos. Politiken rettede forud for 8. september 2010 såvel som under artikelseriens offentliggørelse henvendelse til United Plantations Berhad med detaljerede oplysninger om artiklernes indhold for at få selskabets kommentarer hertil. Tre medlemmer – Jan Kristensen, Lene Sarup og Karsten Kolding – udtaler herefter: Under henvisning til de løbende og detaljerede henvendelser til klager forud for ethvert artikelkompleks og at Politiken bragte uddrag af de af klager udsendte udtalelser, finder vi ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at kontrollere beskyldningerne yderligere. Vi har i den forbindelse også tillagt det betydning, at den administrerende direktør erkendte, at medarbejdere undertiden tog beskyttelsesudstyret af, og at avisen på ny rettede henvendelse til medarbejderne med henblik på at få sagen yderligere belyst. Et medlem – Axel Kierkegaard – udtaler: Jeg finder, at Politiken burde have foretaget yderligere undersøgelser for at få afklaret, om arbejdernes forklaringer om arbejdsforholdene og de påståede forgiftningstilfælde var korrekte. Det forhold, at United Plantations Berhad ikke ønskede at medvirke i artikelserien, kan ikke føre til et andet resultat, idet avisen har haft mulighed for at undersøge forholdene på anden vis. Beskyldningernes meget skadelige virkning må i den forbindelse også tillægges betydning, hvorfor jeg udtaler min kritik. Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet vedrørende dette forhold, og nævnet udtaler ikke sin kritik. I artiklen den 21. oktober 2010 – som er bragt både i avisen og på politiken.dk – anfører Politiken i billedteksten, at ”United Plantations har fået lavet en rapport, der viser…” Herved kan læseren få det indtryk, at rapporten er at sammenligne med et partsindlæg fra United Plantations Berhad, selvom rapporten er udarbejdet på AarhusKarlshamns foranledning. Den korrekte sammenhæng fremgår imidlertid af artiklen, og Politiken har den 27. oktober 2010 berigtiget oplysningen. For så vidt angår politiken.dk, er udsagnet imidlertid stadig tilgængeligt. Nævnet finder, at avisen burde have foranlediget udsagnet korrigeret, men finder ikke tilstrækkelig grundlag til at udtale kritik herover. [Person H] har ved brev af 4. november 2010 til Politiken tilkendegivet, at han er blevet fejlciteret i Politikens artikel, som blev bragt den 29. oktober 2010, idet han ikke udtalte sig om United Plantations Berhad, men generelt. FN har således ikke kritiseret klager, hvad overskriften ”FN kritiserer dansk plantefirma” af 9. september 2010 giver indtryk af. Politiken har herefter den 8. november 2010 bragt en rettelse i avisen i rubrikken ”Fejl og Fakta”. På den baggrund finder Pressenævnet, at Politiken – som erkendt – har bragt ukorrekt information, idet [Person H], FAO, ikke udtalte sig specifikt om forholdene på United Plantations Berhad. Pressenævnet udtaler sin kritik af Politiken for at anvende [Person H]s udtalelser i en for United Plantations Berhad skadelig sammenhæng, der ikke var belæg for. Da forholdet imidlertid den 8. november 2010 er berigtiget, finder nævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse vedrørende dette forhold. Der er afgivet modstridende forklaringer vedrørende [Person H]s udtalelser om Energistyrelsens rapport, hvorfor Pressenævnet ikke kan afgøre, om [Person H] i denne sammenhæng er blevet fejlciteret. Pressenævnet finder – ud over det anførte – ikke grundlag for at fastslå, at Politiken har tilsidesat god presseskik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at beskyldningerne i artikelserien sammenholdt med de påståede arbejdsmæssige forhold har karakter af faktiske oplysninger. Det anføres således i artikelserien, at arbejderne på United Plantations Berhads plantage har symptomer på pesticidforgiftning, og der gives konkrete eksempler herpå. Det anføres bl.a., at ”arbejderne siger, at mange af dem lider af bl.a. udslæt, åndedrætsbesvær og negle, der bliver røde og går i opløsning, hvilket er klassiske symptomer på forgiftning med sprøjtemidler”, at arbejderne ”er bange for, at sprøjtemidlerne gør os syge”, og at ”når jeg spildte noget af giften på min arm, faldt hårene på armen af”. Det samme gælder underoverskriften ”Efter Politikens afsløring af giftproblemer på United Plantations er sikkerheden nu i orden”. Pressenævnet finder, at Politiken ikke har dokumenteret, at oplysningerne om arbejdsforholdene på United Plantations Berhad og oplysningerne vedrørende forgiftning som følge af arbejdet med paraquat eller monocrotophos er utvivlsomt rigtige. Disse er alene baseret på udtalelser fra arbejderne og fra en læge, som er uden tilknytning til arbejdspladsen, og som efterfølgende har bestridt at have udtalt sig som citeret. Oplysningerne er egnede til at påføre klager skade af betydning, og UP er således berettiget til at få bragt et genmæle over for oplysningerne i Politikens artikler. Af medieansvarslovens § 39 fremgår det, at genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen skal indskrænkes til faktiske oplysninger. Pressenævnet finder videre, at offentliggørelsen af indlægget ”United Plantations Berhad går i rette med Politiken” af 13. oktober 2010 på debatsiderne i et kulturtillæg ikke opfylder kravene i medieansvarslovens § 39 til et genmæle. Nævnet har lagt vægt på, at de påklagede artikler i papirudgaven bl.a. har været genstand for omfattende omtale, navnlig i avisens 1. sektion og sektionen Økonomi, hvor der er bragt flere forsideartikler. Hverken indlægget i papirudgaven eller på politiken.dk er bragt på en så fremtrædende måde, som man med rimelighed kan forvente. Hertil kommer, at teksten i papirudgaven er bragt i forlængelse af det redaktionelle indlæg ”Problemfyldt arbejdsmiljø hos United Plantations”, der går ud over redaktionelle faktiske oplysninger. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken og politiken.dk efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre følgende: ”Genmæle fra United Plantations Politiken og politiken.dk bragte i september og oktober 2010 en artikelserie om anvendelse af sprøjtemidler på selskabet United Plantations Berhads plantage ”Jendarata” i Malaysia. Frugterne fra plantagens frugttræer indsamles og anvendes til at producere palmeolie, der blandt andet anvendes i chokolade. United Plantations Berhad har klaget til Pressenævnet. Nævnet har pålagt Politiken at bringe følgende genmæle fra virksomheden. Om forgiftningssymptomer I artiklerne har Politiken citeret en læge for at oplyse, at han behandler 5-10 patienter fra United Plantations Berhad om måneden med symptomer på pesticidforgiftning. Over for det har United Plantations Berhad oplyst, at den pågældende læge aldrig har behandlet patienter fra United Plantations Berhad med symptomer på pesticidforgiftning. I artiklerne fortæller medarbejderne, at de har indåndet sundhedsskadelige giftstoffer, og at de har fået uacceptable skader, samt at de har symptomer på pesticidforgiftning. Over for det har United Plantations Berhad oplyst, at en lægeundersøgelse har vist, at ingen af medarbejderne har skader som følge af pesticidforgiftning. I Politiken den 8. september 2010 vises et billede af en hånd med beskadigede negle, som angives som et klassisk tegn på forgiftning med sprøjtemidler. Over for det har United Plantations Berhad blandt andet oplyst, at de beskadigede negle er indgroede negle og ingen sammenhæng har med sprøjtemidler. På Politikens hjemmeside, i et online indslag samt i artiklerne vises billeder af fem kvindelige medarbejdere, som er citeret for at udtale sig om deres personlige erfaringer, når de bruger sprøjtegifte. Over for det har United Plantations Berhad oplyst, at ingen af kvinderne har arbejdet med sprøjtemidler de seneste syv år. Medarbejderen, der i indslaget oplyser, at hun har fået skæve fødder af at sprøjte sig på foden, har aldrig arbejdet med sprøjtemidler. Det oplyses i artiklerne, at United Plantations Berhad bruger ”sprøjtemidlet monocrotophos”, og at United Plantations Berhad sprøjter med monocrotophos. Til dette har United Plantations oplyst, at det i Malaysia ikke er lovligt at anvende monocrotophos som sprøjtemiddel. United Plantations Berhad benytter monocrotophos, men alene ved injektion i angrebne palmer og ikke som sprøjtemiddel. Det er oplyst i artiklerne, at der sprøjtes lige inden/dagen inden, der samles løse frugter. United Plantations Berhad har oplyst, at løse frugter ikke bliver oversprøjtet med pesticider, hverken før, under eller efter indsamling. Der samles løse frugter ca. hver 14. dag, og mellem palmerne sprøjtes der med herbicider (ukrudtsbekæmpelsesmidler) 3-4 gange om året. Alle de anvendte ukrudtsbekæmpelsesmidler opløses hurtigt og bliver omdannet til en blanding af harmløse forbindelser, når de kommer i kontakt med jorden og eksponeres for mikroorganismer. Ukrudtsbekæmpelse (sprøjtning med herbicider) foregår ikke forud for, eller samtidig med løsfrugtindsamling. Om medarbejdernes forhold Det anføres, at kvinderne bærer sække med løse frugter, som vejer 50 kg. Over for det har United Plantations oplyst, at det er mændene, der bærer sække med løse palmefrugter ud til vejen, og disse sække vejer ca. 16 kg i gennemsnit. Det anføres, at løsfrugtindsamlere må arbejde i 4½ time uden drikkepause. Heroverfor har United Plantations Berhad oplyst, at det ikke er korrekt. Medarbejderne opfordres til at medbringe og drikke rigeligt med vand. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk, Kendelser, 10-70/5.” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.” Politiken bragte den 23. november 2011 artiklerne ”United Plantations pudsede advokat på kritiske eksperter” og ”Må jeg så be’ om navnet på din chef, så jeg kan få en forklaring dér” . [Klager] er omtalt i begge artikler. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har i sin klage dateret 13. december 2011 (modtaget i Pressenævnet den 12. december 2011) anført følgende: ”… Men jeg ser ikke stort på selve Politikens kampagne imod UP. Den har kørt i halvandet år, og er igen blusset op den 23. november 2011. Det er en kampagne hvor avisen har bragt et halvt hundrede ofte dokumenterbart usande artikler om miljø- og arbejdsforhold på selskabets plantager. Påstande der alle er tilbagevist i fem uafhængige tilsynsrapporter. Artiklerne i kampagnen er ofte baseret på anonyme kilder og kampagnen er så usædvanlig i dansk pressehistorie, at jeg er nødt til at forholde mig til den. Grundlæggende var Politikens metodik i kampagnen imod UP, at avisen anvender en række anonyme kilder som fundamentet i sin kampagne imod UP. Sagen og vidnernes udsagn kan ikke tjekkes eller verificeres, fordi Politiken efterfølgende henholder sig til princippet om kildebeskyttelse. … Det der igangsatte rapporterne var blandt andet et indslag på Politiken TV den 8. september 2010. I Politikens video blev det indgående beskrevet, hvordan fem kvinder på UP - der alle optræder anonymt - havde pådraget sig alvorlige giftskader ved at sprøjte med plantemidler på UP. Det urigtige videoindslag med kvinderne er stadig på Politikens Internetside: http://politiken.dk/poltv/nyheder/udland/ECE1054141/dansk-firma-udsaetter-arbejdere-for-farlige-sproejtegifte/ … Et hensyn der virker mere som om det skal beskytte Politiken end kvinderne, men som intet ændrer ved den kendsgerning, at kvinder ikke sprøjter på UP og at påstandene om deres giftskader derfor ikke kan være sande. De kvindelige tamilske plantagearbejdere mrs. [Person G], [Person D], [Person C], [Person F] og [Person E], fortalte efter at Politikens historie var publiceret, at det var dem der var blevet interviewet af Politikens reporter [Person B]. Sammen med den NGO, Tenaganita der samarbejdede med Politiken i Malaysia – havde [Person B] inviteret dem til at deltage i et stormøde for kvinder i byen Teluk Intan, et forum hvor de blev lovet, at de kunne rejse deres hverdagsproblemer. De var angiveligt optaget af, at vandløbene i deres boliger var stoppede. … To medarbejdere fra den malaysiske NGO Tenaganita, mrs. [fornavnet er identisk med person D’s i sag nr. 10-70-00005] og [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005] - der var til stede på hotelværelset - siger samstemmende, at de fortalte Politikens reporter, at mrs. [Person G], [Person D], [Person C], [Person F] og [Person E] ikke var plantesprøjtere, men at han insisterede på at gennemføre interviewet alligevel. ”We informed Mr. [Person B] that these 5 women employees of United Plantations Berhad were not working with pesticides, they are general workers. We also told him that there are no female sprayers in United Plantations Berhad. Mr. [Person B] replied that it does not matter, that he wanted to interview them, which he did together with ourselves and Miss [Person J, dette navn fremgår ikke af sag nr. 10-70-00005] of Tenaganita at Anson Hotel in Teluk Intan,” siger [fornavnet er identisk med person D’s i sag nr. 10-70-00005] og [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005] i en skrivelse, der er attesteret af en malaysisk Notarius publicus. (Bilag 6.) Det var denne usande historie om kvinderne og deres giftskader - som siden af Politiken gang på gang er blevet brugt til at indhente kommentarer fra organisationer, producenter, professorer, styrelser, ministre, internationale organisationer og adskillige andre, der helt naturligt og forståeligt var forargede over at kvinderne som beskrevet i Politiken fik sprøjteskader på en danskejet UP plantage. Den 3. marts sidste år [rettelig i 2011] udtalte Pressenævnet følgende om Politikens omtale af kvinderne: "Pressenævnet har ikke mulighed for at pålægge et medie at udlevere råbånd og kan derfor ikke afgøre, hvorvidt kvinderne i indslaget den 8. september 2010 er identiske med de kvinder, som United Plantations Berhad efterfølgende har offentliggjort videoer med. Der foreligger ligeledes modstridende forklaringer om Politikens adfærd dels i forbindelse med adgangen til plantagerne, dels i forbindelse med interviews af de ansatte. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis kan Pressenævnet ikke tage stilling til disse forhold." Både bilag 6 og 10 er nye oplysninger der dokumenterer, hvem de kvinder som Politiken interviewede er. Men alligevel er kernen i sagen stadig, at kvinder ikke sprøjter med plantemidler på United Plantations , hvorfor Pressenævnet burde have kommet til en mere klar konklusion på dette punkt. Jeg vil lade det være op til nævnet selv at tage initiativ til en korrektion. … Der er på nuværende tidspunkt lavet fem rapporter om UP på baggrund af Politikens artikler. Blandt andet af PricewaterhouseCoopers, Det malaysiske Arbejdstilsyn, organisationen Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO), Energistyrelsen, og Malaysias LO. … Det jeg vil bede Pressenævnet tage stilling til er, om Politiken har håndteret en allerede dementeret påstand - som nævnet selv har kritiseret - på rette etiske vis ved at gentage påstanden den 23. november 2011 - et år efter FAO’s dementi, og et halvt år efter Pressenævnets påtale. Jeg skal endvidere gøre opmærksom på, at på trods af at Pressenævnet direkte har kritiseret at Politikens bragte forkerte udtalelser af [Person H] fra FAO - så har avisen hverken fjernet eller korrigeret de urigtige citater som Pressenævnet fandt kritisable. Og den samlede og ukorrigerede artikel er stadig fuldt tilgængelige på Politikens Internetside, hvor man den dag i dag kan læse: “FN’s særlige landbrugsorganisation, FAO, kritiserer i skarpe vendinger, at den danskkontrollerede plantagevirksomhed i Malaysia United Plantations bruger livsfarlige sprøjtegifte – heriblandt midlet paraquat, som selv i små doser kan ødelægge lungerne.” http://i.pol.dk/erhverv/ECE1055248/fn-kritiserer-dansk-plantefirma/ … Politikens kampagne er ikke kun et alvorligt angreb imod UP. Den er også et slag imod den samlede journaliststand og profession, fordi den er så bevidst fejlagtig – og ikke mindst - og mest alvorligt - fordi redaktionsledelsen hårdnakket bakker op om avisens påstande, selv om de ikke kan være uvidende om at kampagnen er usand. At jeg for 18 år siden har lavet en TV2 dokumentarudsendelse om UP og senere nogle videoer for selskabet fratager mig ikke min ret til at forholde mig til det som i Politiken har udviklet sig til en kampagne der har mere til fælles med Mccarthyismen i USA end med journalistik, og hvor beskyldninger bliver rettet uden noget hensyn til bevisførelsen. … Klima- og miljøminister Martin Lidegaard var i samråd i Folketingets Energiudvalg den 23. november. Hans svar til udvalget var ikke til at tage fejl af. Der var ikke hold i en eneste af Politikens påstande. (bilag 11.)” Som bilag seks er fremlagt ” STATUTORY DECLARATION” underskrevet af [fornavnet er identisk med person D’s i sag nr. 10-70-00005] og [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005] den 21. april 2011 (samt stemplet med underskrift samme dag). Af dokumentet fremgår følgende: “We [fornavnet er identisk med person D’s i sag nr. 10-70-00005] (NRIC NO. 750908-08-6186) and [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen I sag nr. 10-70-00005] (NRIC NO. 741101-10-5732) hereby make this statutory declaration on our own free will. We work for Tenaganita and during August 2010, we assisted Danish Journalist Mr. [Person B] during his visit to United Plantations Berhad. We were instructed by Miss [Person J, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005] of Tenaganita and Mr. [Person B] of Politiken to bring 5 women employees of United Plantations Berhad to Anson Hotel Teluk Intan for video shooting. The five women are Messrs [Person E], [Person F], [Person C], [Person D] and [Person G] and they were shown in Politiken on-line video on 8 th of September 2010. We informed Mr. [Person B] that these 5 women employees of United Plantations Berhad were not working with pesticides, they are general workers. We also told him that there are no female sprayers in United Plantations Berhad. Mr. [Person B] replied that it does not matter but that he wanted to interview them which he did together with ourselves and Miss [Person J, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005] of Tenaganita at Anson Hotel in Teluk Intan. To erase all doubts we hereby confirm that the 5 women shown in the video prepared by Mr. [Person B] are the above 5 sad women employees of United Plantations Berhad. The three pictures delivered today, taken from [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005]’s mobile telephone should once and for all eliminate any doubts about the identity of the five female employees of United Plantations Berhad interviewed and filmed in the on-line video of Politiken dated 8 th September 2010. We are willing to testify our above statement to any authorities. And we make this solemn Declaration conscientiously believing the same to be true and by virtue of Provision of the Statuory Declarations Act, 1960. Made and declared to be true by the above named at Teluk Intan, Perak, Malaysia on 21 st April 2011.” Som bilag 10 er fremlagt et dokument med tre billeder af nogle kvinder med teksten: ”The three pictures delivered today, taken from [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005]’s mobile telephone should once and for all eliminate any doubts about the identity of the five female employees of United Plantations Berhad interviewed and filmed in the on-line video of Politiken dated 8th September 2010. [Dokumentet er underskrevet af [Person I, dette navn fremgår ikke af kendelsen i sag nr. 10-70-00005] og [fornavnet er identisk med person D’s i sag nr. 10-70-00005] den 21. april 2011 samt stemplet med underskrift samme dag.]” 2.2 Politikens synspunkter Politiken har påstået sagen afvist. De forhold, der klages over, involverer på ingen måde klager. [Klager] ringede efter eget udsagn til [Person H] for at høre, om FAO-repræsentanten var citeret korrekt i Politiken den 29. oktober 2010, men det gør ikke klager til part i sagen. Var det tilfældet, ville enhver kunne gøre sig til part i en sag blot ved at henvende sig til en person, der er omtalt i en artikel. [Klager] understreger, at han er uden tilknytning til United Plantations Berhad. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Lene Sarup og Karsten Kolding. Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om en eventuel genoptagelse af sagen. En part har krav på genoptagelse og en ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Herudover kan nævnet tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Da [Klager] ikke var part i Pressenævnets kendelse af 2. marts 2011 i sag nr. 10-70-00005, United Plantations Berhad mod Politiken, afvises anmodningen. De forhold, at klager den 23. november 2011 er omtalt i Politiken, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder heller ikke af egen drift anledning til at genoptage behandlingen af sagen. [Klager]s klage over artiklerne fra den 23. november 2011 vil blive behandlet i en selvstændig sag imellem [Klager] og Politiken, sag nr. 11-70-00185. Afgjort den 30. december 2011