Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00188
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9038@2012-02-08/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00188
Resumé Klager – en sagsbehandler – klagede over artiklen ”Borgeropgør i Svendborg Kommune” i Politiken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det er Pressenævnets opfattelse, at et medie, som kritiserer en virksomhed, ikke i den forbindelse bør omtale ikke ledende medarbejdere på en sådan måde, at de ud fra mediets oplysninger kan identificeres, da dette normalt ikke vil være nødvendigt af hensyn til formålet med medieomtalen. I den påklagede artikel er klager omtalt ved navns nævnelse og kan derfor identificeres. Da kritikken i artiklen imidlertid hverken er rettet mod Jobcentret Svendborg eller klagers sagsbehandling, men mod Svendborg Kommune, der tilsidesatte klagers indstilling, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Politiken for ikke at sløre klagers identitet. Efter det oplyste lægges det til grund, at de refererede uddrag fra Jobcentret Svendborgs indstilling vedrørende borgeren [Person A] er korrekt citeret. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for klager.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Politiken den 1. januar 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Politiken bragte den 1. januar 2012 på side 10 artiklen ”Borgeropgør i Svendborg Kommune” med underoverskriften ”Syge som raske borgere demonstrerer hver uge imod kommunens halvering af førtidspensioner.” I forlængelse af artiklen bragte avisen på samme side under overskriften ”Afvisning: »De behandler os som kvæg«” og underoverskriften ”Speciallæge, arbejdsgiver og sagsbehandler underkendt af Svendborg Kommunes pensionsudvalg” . Af artiklen fremgik følgende: ”Slitage i rygsøjlen og kronisk nervebetændelse i begge ben, står der i den 62-årige [Person A]s ressourceprofil i jobcenteret i Svendborg. Problemerne er så store, at [Person A] ikke kan arbejde foroverbøjet i mere end to minutter ad gangen. Hele sit arbejdsliv har han som vvs-installatør lavet fysisk krævende arbejde, men siden januar 2010 har han været sygemeldt. Perioden for sygedagpenge er udløbet, og svendborgenseren ser ingen anden udvej end at søge førtidspension. Men 23. november 2011 begrundede kommunen sit afslag med, »at de behandlingsmæssige og arbejdsmæssige muligheder ikke vurderes udtømte«. Samme dag modtog [Person A] endnu et brev fra Svendborg Kommune, denne gang fra jobcenteret, hvor kommunen afviser at forlænge dagpengene. Begrundelsen er, »at der er lagt vægt på, at du med udgangspunkt i arbejdsevneafklaringen ikke vurderes at kunne vende tilbage til ordinær selvforsørgelse«. »Jeg har været på arbejdsmarkedet i 45 år og altid tjent rigtig godt. Jeg har betalt skat, godt nok med beskeden glæde, men jeg var af den overbevisning, at skulle man en dag ende som et skvat og ikke længere være særlig arbejdsduelig, ville man nærmest per automatik blive hjulpet«, siger [Person A]. »Den opfattelse har jeg måttet revurdere, idet vi bliver kørt rundt som en flok kvæg. Jeg er 62 år, og kommunen har efter flere mislykkede arbejdsprøvninger foreslået, at jeg skulle uddanne mig til ejendomskonsulent. Den uddannelse tager altså fire år. Jeg er udsat for aldersdiskriminering«. I Svendborg Kommune afviser socialchef Finn Boye ikke at afprøve [Person A]s sag i pensionsudvalget igen. Foreløbig er vurderingen dog, at arbejdsprøvningerne har været forkert udvalgt. »[Person A] er relativt ressourcefyldt og velformulerende. Han er normalt og godt begavet med nogle fysiske gener. Man kan sagtens forestille sig en arbejdsprøvning, hvor vi mere jagter modsvaret til hans muligheder, i stedet for at han skal samle papirer op, som han er blevet arbejdsprøvet i«, siger socialchefen. Ikke speciallægens ansvar [Person A] har også haft et alkoholmisbrug, som kan være skyld i den kroniske nervebetændelse i benene, og kom i december 2009 i kontakt med alkoholbehandlingscenteret i Svendborg Kommune. I april 2010 viste en blodprøvekontrol normale levertal. Men fysikken kan ikke holde til at arbejde, og sagsbehandleren i jobcenteret, [Klager], indstillede i september 2011 [Person A] til førtidspension. »[Person A] har så afgørende skånehensyn, at det er urealistisk at matche disse med arbejdsmarkedets krav, selv understøttet beskæftigelse. Arbejdsgiver har udtrykt, at [Person A]s nytteværdi er minus«, skrev han. I begrundelsen for førtidspensionen lagde [Klager] også vægt på den lægefaglige vurdering: »Der henvises til tidligere lægeskøn, hvor det fremgår, at [Person A]s helbredssituation er kronisk og uden behandlingsmuligheder«. Speciallægens faglige vurdering er dog heller ikke nok til en førtidspension. »Det er ikke en speciallæges ansvar at vurdere, om en borger skal have pension. Det er socialområdet, der har kompetencen. Men vi ser ikke bort fra lægeerklæringerne«, forklarer Finn Boye. Socialchefen henviser til, at langt de fleste sager bliver efterprøvet i Beskæftigelsesankenævnet. Samtidig begrunder Finn Boye halveringen af førtidspensioner i 2010 i forhold til 2009 med, at kommunen har tolket reglerne forkert: »Selvfølgelig er det en barsk sag og en barsk lovgivning. Det er der ingen tvivl om. Vi tager praksisundersøgelserne meget alvorligt. Vi er til eksamen, hver gang en sag bliver anket til Ankestyrelsen, og vi vinder næsten altid sagerne«. Borgerbevægelsen mener dog, at kommunen manipulerer med tallene. »Eksempelvis har en borger netop fået tilkendt sin pension efter fem års kamp. Inden sagen afgøres i Ankenævnet, tilkender kommunen hende førtidspension, fordi de kan se, at de taber«, siger en af tre stiftere, William Fibæk Mikkelsen. Den påstand afviser Svendborg Kommune. »Vi manipulerer ikke med tingene. Faktum er, at kommunen vinder sagerne«, replicerer socialchefen.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at det er i strid med god presseetik, at avisen uden at partshøre og orientere klager vælger at bringe klagers fulde navn i en artikel omkring Svendborg Kommunes håndtering af en person-/pensionssag. Som offentlig ansat embedsmand må det være i strid med de presseetiske regler, at klager via venner og netværk, der spørger ind til indholdet af artiklen, finder ud af, at han er fremhævet i personsagen i Politiken. [Klager] har videre anført, at han i sin hverdag værner om sit privatliv og sjældent drøfter sit arbejde, når han har fri. Igennem længere tid har dette været svært, da medierne har bragt mange artikler om klagers arbejdsområde. Såfremt det er tilladt at bringe klagers navn i en sådan artikel, håber han, at han fremadrettet vil blive orienteret, så det er muligt at forberede sig på reaktionerne. 2.2 Politikens synspunkter Politiken har anført, at omtalen ikke er i strid med god presseskik. I artiklen refereres der loyalt og faktuelt fra en indstilling om førtidspension, som [Klager] i sin egenskab af sagsbehandler i jobcentret i Svendborg har udfærdiget om borgeren [Person A]. Den aktuelle artikel rummer ingen oplysninger, der kan virke skadelige eller krænkende for klager, eller som kan nedsætte hans generelle agtelse. Tværtimod fremstår klager i artiklen som en støtte for den alvorligt syge borger i dennes bestræbelser på at få pension. Der ytres ingen kritik af klagers arbejde, som umiddelbart fremstår korrekt udført og sagligt velbegrundet. Klagers personlige forhold inddrages på ingen måde. På denne baggrund fandt Politiken det unødvendigt at forelægge oplysningerne for klager eller at orientere ham, inden artiklen blev bragt. Politiken har dog forståelse for klagers overraskelse over at have fået sit navn nævnt i artiklen. Det er avisens praksis at anonymisere sagsbehandlere, ikke mindst i sager som denne, hvor deres vurderinger ikke bliver draget i tvivl, og hvor deres identitet er irrelevant. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det er Pressenævnets opfattelse, at et medie, som kritiserer en virksomhed, ikke i den forbindelse bør omtale ikke ledende medarbejdere på en sådan måde, at de ud fra mediets oplysninger kan identificeres, da dette normalt ikke vil være nødvendigt af hensyn til formålet med medieomtalen. I den påklagede artikel er klager omtalt ved navns nævnelse og kan derfor identificeres. Da kritikken i artiklen imidlertid hverken er rettet mod Jobcentret Svendborg eller klagers sagsbehandling, men mod Svendborg Kommune, der tilsidesatte klagers indstilling, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Politiken for ikke at sløre klagers identitet. Efter det oplyste lægges det til grund, at de refererede uddrag fra Jobcentret Svendborgs indstilling vedrørende borgeren [Person A] er korrekt citeret. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere Politiken for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for klager. Afgjort den 6. februar 2012