Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00212
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9053@2012-02-22/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00212
Resumé Klager – en prostitueret – klagede over artiklen ”BAGMANDEN” i Viborg Stifts Folkeblad. Pressenævnets formand udtaler: Sådan som sagen foreligger påklaget, har nævnet opfattet klagen som en klage over tilsidesættelse af god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34. Klage over god presseskik kan rettes til mediet selv eller direkte til Pressenævnet. Fristen for at klage til Pressenævnet er fire uger efter offentliggørelsen i massemediet eller fire uger efter massemediets afgørelse, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Da klagen vedrører en artikel og et svar fra journalisten den 16. januar 2012, og klagen først er modtaget i Pressenævnet den 17. februar 2012, er klagen indgivet efter 4-ugers klagefristens udløb. Brevet af 13. februar 2012 til avisen kan ikke føre til et andet resultat, da der i brevet er anmodet om tortgodtgørelse. Spørgsmålet om tortgodtgørelse henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Klagen afvises herefter som for sen i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 3.
[Klager] har ved advokat Lars Thousig Jensen klaget til Pressenævnet over artiklen ”BAGMANDEN” i Viborg Stifts Folkeblad mandag den 16. januar 2012, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 12-70-00211, [Klager] mod B.T., der vedrører en næsten identisk artikel. [Klager] ved advokat Lars Thousig Jensen har til støtte for klagen bl.a. anført, at der fejlagtigt gives indtryk af, at man har talt med klager. Ifølge advokaten bekræftede journalisten mundtligt mandag den 16. januar 2012, at det ikke var tilfældet. Advokaten har anmodet Pressenævnet om at pålægge avisen offentliggørelse af nævnets afgørelse. Ved brev af mandag 13. februar 2012 rettede advokaten på vegne af klager henvendelse til Viborg Stifts Folkeblads chefredaktør. Af brevet fremgår bl.a. følgende: ”Der vil ske særskilt klage til Pressenævnet over ovennævnte [overtrædelse af de vejledende regler for god presseskik, punkt A.3 og B.1]. Ifølge medieansvarslovens § 11 er det Dem som redaktør, der er ansvarlig for indholdet af artiklen. Såfremt De mener, at det er forfatteren/journalisten, som er rette sagsøgte, beder jeg Dem straks meddele dette. På min klients vegne kræver jeg endvidere tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26, idet der er tale om retsstridigt krænkelse af min klients privatliv, hvorfor min klient bør modtage en tortgodtgørelse. Godtgørelsen kan passende fastsættes til kr. 20.000,-. På min klients vegne kræver jeg endvidere, at De erstatter de omkostninger, der er forbundet med min sagsbehandling. Jeg beder Dem venligst meddele mig, om De er indforstået med at være rette ansvarlige, samt hvorvidt De kan anerkende at betale den nævnte godtgørelse.” Klagen er modtaget i Pressenævnet fredag den 17. februar 2012. Pressenævnets formand udtaler : Sådan som sagen foreligger påklaget, har nævnet opfattet klagen som en klage over tilsidesættelse af god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34. Klage over god presseskik kan rettes til mediet selv eller direkte til Pressenævnet. Fristen for at klage til Pressenævnet er fire uger efter offentliggørelsen i massemediet eller fire uger efter massemediets afgørelse, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. Da klagen vedrører en artikel og et svar fra journalisten den 16. januar 2012, og klagen først er modtaget i Pressenævnet den 17. februar 2012, er klagen indgivet efter 4-ugers klagefristens udløb. Brevet af 13. februar 2012 til avisen kan ikke føre til et andet resultat, da der i brevet er anmodet om tortgodtgørelse. Spørgsmålet om tortgodtgørelse henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Klagen afvises herefter som for sen i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 3. Afgjort den 17. februar 2012