Gelex

Påbud om at standse arbejde udført uden fastgjort faldline

GældendeVersion 2012-03-02
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9074@2012-03-02/da

Indhold
  1. Indledning

Påbud om at standse arbejde udført uden fastgjort faldline

Arbejdstilsynet konstaterede to ansatte fra en virksomhed arbejde i 20-22 meters højde i gang med at opstille overdækning af et facadestillads. Begge ansatte var iført faldsikringsudstyr, men faldlinen var ikke fastgjort til et forankringspunkt. Arbejdstilsynet afgav påbud om at standse arbejdet med overdækningen, indtil der var en effektiv sikkerhed mod nedstyrtning. Virksomheden havde i klagen anført, hvilke forholdsregler og initiativer, som virksomheden havde iværksat, for at få de ansatte til at benytte faldsikringsudstyr efter hensigten, og virksomheden vurderede derfor, at et eventuelt ansvar måtte pålægges de ansatte. Virksomheden oplyste, at de to ansatte montører begge har en 2–årig stilladsmontøruddannelse, og de ved ansættelse har bekræftet, at de er bekendt med regler om brug af faldudstyr. Det fremgår af § 77, stk. 2, i arbejdsmiljøloven, at Arbejdstilsynet kan påbyde at en fare straks imødegås, herunder at arbejde i øvrigt standses, hvis Arbejdstilsynet skønner det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed. Det fremgår af § 38, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af § 37, i bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde, at der ved arbejde med risiko for nedstyrtning eller gennemstyrtning skal etableres kollektive sikkerhedsforanstaltninger, der effektivt sikrer mod nedstyrtning eller gennemstyrtning. Faldsikringsudstyr kan kun vælges til arbejdsopgaver, hvor sikkerhedsforanstaltninger til kollektiv beskyttelse ikke med rimelighed kan anvendes på grund af arbejdets art og karakter. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn vurderede, at det var berettiget, at Arbejdstilsynet havde standset arbejdet på byggepladsen. Nævnet lagde vægt på, at de ansatte ikke var sikret mod nedstyrtning til et lavere niveau, og at der var overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed på grund af fare for nedstyrtning. Nævnet bemærkede til klagen, at Arbejdstilsynet har standset arbejdet på grund af den overhængende, betydelige fare, og at det derfor ikke har betydning, at virksomheden har givet instruktion og ført tilsyn. Nævnet henviste i øvrigt til Arbejdstilsynets oplysning om, at virksomhedens argumenter om instruktion og tilsyn kan have betydning under en eventuel straffesag. Det er Arbejdstilsynet, som træffer beslutning om, hvorvidt der skal foretages politianmeldelse.

Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. november 2011 behandlet klagen over Arbejdstilsynets afgørelse meddelt i brev af 13. april 2011. [Virksomhedens navn udeladt] klager over, at virksomheden på byggepladsen [navn udeladt] straks skulle standse arbejdet på overdækningen, indtil der var etableret effektiv sikkerhed mod nedstyrtning til lavere niveau. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder, at [virksomhedens navn udeladt] på byggepladsen [navn udeladt] skulle standse arbejdet på overdækningen, indtil der var etableret effektiv sikkerhed mod nedstyrtning til lavere niveau. [Virksomhedens navn udeladt] har den 15. april 2011 meldt til Arbejdstilsynet, hvordan påbuddet er efterkommet. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at de ansatte den 11. april 2011 arbejdede i 20-22 meters højde med opstilling af overdækning på et facadestillads. Begge ansatte var iført faldudstyr uden, at faldlinen var anhugget et forankringspunkt. De ansatte var dermed ikke sikret mod nedstyrtning til et lavere niveau. Nævnet lægger desuden vægt på, at situationen medførte overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed på grund af fare for nedstyrtning. Det var derfor berettiget, at Arbejdstilsynet standsede arbejdet. Virksomheden oplyser, at de to ansatte montører begge har den 2-årige stilladsmontøruddannelse, og at de ved ansættelse har bekræftet, at de er bekendt med regler om brug af faldudstyr. Arbejdslederen havde inden arbejdets begyndelse den 11. april 2011 mundtligt informeret de ansatte om, at de skulle fastgøre sig med deres faldudstyr. Virksomheden havde – udleveret nye personlige seler til alle virksomhedens montører, og montørerne havde fået fri til at deltage i møde om brugen af seler – indskærpet, at de ansatte skulle være omhyggelige med at fastgøre sig – drøftet problematikken i virksomhedens sikkerhedsmøde. Virksomheden mener derfor, at montørerne havde alle muligheder for at sikre sig mod nedstyrtning, og at ansvaret og eventuel politianmeldelse derfor burde rettes mod montørerne selv. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at Arbejdstilsynet har standset arbejdet på grund af den overhængende, betydelig fare. I den situation har det ikke betydning, at virksomheden har givet instruktion og har ført tilsyn. Arbejdsmiljøklagenævnet kan i øvrigt henvise til Arbejdstilsynets oplysning om, at virksomhedens argumenter om instruktion og tilsyn kan have betydning under en eventuel straffesag. Det kan oplyses, at Arbejdstilsynet træffer beslutning om, hvorvidt der skal foretages politianmeldelse. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om sikring mod nedstyrtning: • § 38, stk. 1 og § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 37, stk. 1, stk. 2 og stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde. Om Arbejdstilsynets ret til at standse arbejde: • § 77, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til – Arbejdstilsynet, – [Virksomhedens navn udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. Skønner Arbejdstilsynet det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan det påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses. Stk. 3. … Bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde … Kapitel 4 Risiko for nedstyrtning, nedskridning og fald m.v. … Sikring mod nedstyrtning og gennemstyrtning § 37. Ved arbejde og færdsel i og på bygninger og konstruktioner m.v., på arbejdsdæk, arbejdsplatforme, stilladser, adgangsveje o.l. samt i øvrigt, hvor der er risiko for nedstyrtning eller gennemstyrtning, skal der, hvor det er nødvendigt af hensyn til de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, etableres kollektive sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. rækværk, skærme eller net, der effektivt sikrer mod nedstyrtning eller gennemstyrtning. Ved arbejde og færdsel på tage skal der træffes sikkerhedsforanstaltninger som angivet i § 38. Stk. 2. Sikkerhedsforanstaltningerne skal vælges under hensyn til arbejdets art og karakter, højden, der arbejdes i, samt under hensyn til de forhold, hvorunder arbejdet udføres. Sikkerhedsforanstaltningerne skal desuden vælges således, at faren under deres etablering og fjernelse er mindre end den fare, de skal afværge. Stk. 3. Rækværk, skærme og net m.v. skal være tilstrækkeligt høje, have fornøden styrke og være forsvarligt udført. Rækværk skal mindst bestå af en håndliste, en knæliste og en fodliste. Overdækninger over huller m.v. skal være forsvarligt udført, have tilstrækkelig styrke og være sikret mod forskydning. Stk. 4. Faldsikringsudstyr kan kun vælges til arbejdsopgaver, hvor sikkerhedsforanstaltninger til kollektiv beskyttelse, f.eks. rækværk, skærme og net, ikke med rimelighed kan anvendes på grund af arbejdets art og karakter.

Versioner

  1. 2012-03-02