Gelex

Påbud med frist om at sikre forsvarlig anvendelse af en maskine, men ophævelse af strakspåbud om midlertidige foranstaltninger

OphævetVersion 2012-03-02fra 2012-03-02 til 2021-06-02
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9076@2012-03-02/da

Indhold
  1. Indledning

Påbud med frist om at sikre forsvarlig anvendelse af en maskine, men ophævelse af strakspåbud om midlertidige foranstaltninger

Resumé Arbejdstilsynet konstaterede ved et tilsynsbesøg på et gartneri, at det var muligt at række ind til de bevægelige maskindele på virksomhedens automatiske pottemaskine, hvorved der var en risiko for, at personer kan komme i klemme. Maskinen var ikke CE-mærket. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud med frist til at imødegå ulykkesrisiko ved anvendelsen af pottemaskinen og et påbud om brug af arbejdsmiljørådgiver til løsning af problemet. Samtidig gav Arbejdstilsynet et strakspåbud om at træffe midlertidige foranstaltninger til sikring af maskinen. Virksomheden klagede over alle 3 påbud og anførte, at de ansatte under driften ikke kommer i nærheden af de bevægelige dele, da betjeningen ikke levner tid til dette. Det fremgår af § 77, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, at Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Det fremgår af § 45, i arbejdsmiljøloven, at maskiner, maskindele og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige, og anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Det fremgår af § 4 og § 6, i bekendtgørelsen om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at anvendelsen skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde, og at hjælpemidlet kun må anvendes, hvis det opfylder kravene i bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler. Det fremgår af § 13, i samme bekendtgørelse, at arbejdsgiveren skal sørge for, at hjælpemidlet kun anvendes af personer, der specielt er udpeget hertil, og som har modtaget den fornødne instruktion og oplæring. Det fremgår af § 38, stk. 1 og stk. 2, i bekendtgørelsen om indretning af tekniske hjælpemidler, at det skal sikres at personer ikke kommer i berøring med farlige maskindele, og hvis fornøden sikring ikke kan opnås gennem konstruktionen, skal den gennemføres på betryggende måde ved afskærmning eller andre sikkerhedstekniske forholdsregler. Det fremgår af § 77 a, i arbejdsmiljøloven, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser efter arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Det fremgår af § 6, i bekendtgørelsen om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, at en arbejdsgiver skal efterkomme påbud om brug af en arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en afgørelse om overtrædelse af et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem, som er angivet i bekendtgørelsens kapitel 3. Det fremgår af § 26, i bekendtgørelsens kapitel 3, at manglende eller mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger på alle ikke CE-mærkede tekniske hjælpemidler, hvor virksomheden ikke umiddelbart har en løsning på problemet, er et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fastholdt Arbejdstilsynets påbud med frist, således at virksomheden skal sikre, at anvendelsen af pottemaskinen kan ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde, og at virksomheden skal bruge en arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at den ansatte var udsat for en ulykkesrisiko ved arbejdet med pottemaskinen. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved et tilsynsbesøg havde konstateret, at det var muligt at række ind i maskinens bevægelige maskindele, hvorved der var risiko for en alvorlig personskade. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn ophævede Arbejdstilsynets strakspåbud om midlertidige foranstaltninger, idet nævnet ikke fandt, at der er grundlag for at udstede et strakspåbud vedrørende midlertidige foranstaltninger i forbindelse med påbuddet om at sikre en forsvarlig anvendelse af maskinen. Nævnet henviste til den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, idet nævnet tidligere har afgjort lignende sager uden samtidigt strakspåbud vedrørende midlertidige foranstaltninger.

[Adressat] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 13. december 2011 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelser af 27. juni 2011, hvorved [navn udeladt] blev påbudt: 1) at imødegå ulykkesrisiko ved anvendelse af MAYER pottemaskine, 2) at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå sig med at efterkomme ovennævnte påbud, og 3) straks at træffe midlertidige foranstaltninger til sikring af MAYER pottemaskine. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelser med følgende påbud, således at [navn udeladt] skal: 1) sikre, at anvendelsen af pottemaskine af fabrikat MAYER kan ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarligt måde, og 2) bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå sig med at efterkomme ovennævnte påbud. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse med følgende påbud: 3) straks at træffe midlertidige foranstaltninger til sikring af MAYER pottemaskine. Det betyder, at virksomheden skal efterkomme nævnets afgørelser under punkterne 1) og 2) senest den 10. april 2012. Virksomheden skal sende en tilbagemelding herom til Arbejdstilsynet senest den 17. april 2012. Der fastsættes ingen frist for virksomhedens tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, hvilken autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der er indgået aftale med, idet dette efter det oplyste er sket. B E G R U N D E L S E Påbud om at imødegå ulykkesrisiko. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at den ansatte var udsat for en ulykkesrisiko i forbindelse med arbejdet med pottemaskinen af mærket Mayer. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved et tilsynsbesøg den 22. juni 2011 konstaterede, at det var muligt at række ind til de bevægelige maskindele på den automatiske pottemaskine med klemningsrisiko til følge. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klemning af fingre eller hænder kan medføre alvorlig personskade. På den baggrund finder Arbejdsmiljøklagenævnet, at der er grundlag for Arbejdstilsynets påbud om, at [navn udeladt] skal sikre, at anvendelsen af Mayer automatisk pottemaskine kan ske sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vedrørende virksomhedens bemærkning om, at de ansatte under driften ikke kommer i nærheden af de drejelige dele, da betjeningen ikke levner tid til dette, skal Arbejdsmiljøklagenævnet bemærke, at maskinen efter reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler skal kunne anvendes sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ikke alene under drift, men også ved opstart og justeringer, og for øvrigt hvor det er muligt at komme i berøring med farlige og bevægelige maskindele. Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler om tekniske hjælpemidler, at maskiner skal være indrettet og skal anvendes således, at de er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Det fremgår af reglerne om indretning af tekniske hjælpemidler, at der ved konstruktionen af et teknisk hjælpemiddel skal indgå sikring mod farer ved hjælpemidlet, herunder at personer ikke kan komme i berøring med farlige maskindele, og hvis fornøden sikring ikke kan opnås gennem konstruktionen, skal den gennemføres på betryggende måde ved afskærmning eller andre sikkerhedstekniske forholdsregler. Endvidere fremgår det af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at anvendelsen af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Efter de samme regler må et teknisk hjælpemiddel kun anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom. Arbejdsmiljøklagenævnet skal i øvrigt henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 19. september 2011 om faren ved brug af pottemaskinen, som klagenævnet er enig i. Rådgivningspåbud. Med afgørelsen ovenfor er der truffet en afgørelse om en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Overtrædelsen er konstateret ved et tilsynsbesøg den 22. juni 2011 i virksomheden på adressen [adresse udeladt], der er en produktionsenhed. Overtrædelsen angår et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, fordi det drejer sig om et ikke CE-mærket teknisk hjælpemiddel, med manglende eller mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger, hvor virksomheden ikke umiddelbart har en løsning på problemet. Det medfører ikke et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Arbejdstilsynet har i udtalelsen af 19. september 2011 oplyst, at virksomheden ikke har gennemført en løsning for et identisk arbejdsmiljøproblem inden for det seneste år. Dette har Arbejdsmiljøklagenævnet lagt til grund for afgørelsen. Påbud om midlertidige foranstaltninger. Arbejdsmiljøklagenævnet finder ikke, at der var grundlag for at udstede et strakspåbud vedrørende midlertidige foranstaltninger i forbindelse med påbuddet om at sikre, at anvendelsen af pottemaskine af fabrikat MAYER kan ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Arbejdsmiljøklagenævnet har herved lagt vægt på den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, idet nævnet tidligere har afgjort lignende sager uden strakspåbud om midlertidige foranstaltninger. Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt vægt på, at Arbejdstilsynet i andre tidligere, lignende sager ikke har udstedt strakspåbud vedrørende midlertidige foranstaltninger. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om anvendelse af tekniske hjælpemidler: • § 45, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. • § 4, § 6, og § 13, i bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler som ændret ved bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995 og bekendtgørelse nr. 832 af 27. november 1998. Om indretning af tekniske hjælpemidler: • § 45, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. • § 38, stk. 1 og 2 og § 70, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler. Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: • § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. • § 6 og § 26, stk. 1 og § 43, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til: – [navn udeladt] – Arbejdstilsynet Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 46. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler m.v., herunder om 1) konstruktion, udførelse, opstilling, anmeldelse og afprøvning, 2) forelæggelse for Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse af planer for konstruktion, udførelse og opstilling, 3) godkendelse fra Arbejdstilsynet af et teknisk hjælpemiddel m.v., før det overdrages eller overlades til brugeren eller tages i brug, 4) anvendelse, vedligeholdelse og pasning. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet ... § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. .. § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler som ændret ved bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995 og bekendtgørelse nr. 832 af 27. november 1998. Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 4. Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. … § 6. Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom. … Instruktion og oplæring … § 13. Hvis anvendelsen af et teknisk hjælpemiddel frembyder en særlig fare for den, der beskæftiges herved eller andre personer, skal arbejdsgiveren sørge for, at det kun anvendes af personer, der er specielt udpeget hertil, og som har modtaget den hertil fornødne instruktion og oplæring. … Bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretningen af tekniske hjælpemidler. … Kapitel 2 CE - mærkede maskiner og sikkerhedskomponenter ... Kapitel 3 Andre maskiner og øvrige tekniske hjælpemidler Konstruktion, fremstilling, udstyr og udformning § 19. Reglerne i dette kapitel gælder for tekniske hjælpemidler, der ikke er omfattet af kapitel 2, herunder maskiner, der er leveret til brug før ikrafttrædelsen af kapitel 2, jf. bilag VIII. Bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler. … Kapitel 2 CE-mærkede maskiner samt delmaskiner … Kapitel 3 Andre maskiner og øvrige tekniske hjælpemidler Konstruktion, fremstilling, udstyr og udformning § 36. Reglerne i dette kapitel gælder for tekniske hjælpemidler, der ikke er omfattet af kapitel 2. Stk. 2. .. … § 38. I konstruktionen af et teknisk hjælpemiddel skal indgå sikring mod farer ved hjælpemidlet. Det skal herunder sikres, at 1) personer ikke kan komme i berøring med farlige maskindele eller stoffer 2) værktøj, emner eller dele heraf, stænk o.l. ikke kan udslynges til fare for sikkerhed og sundhed, og 3) varme, kulde, stråling, støj, vibrationer, støv, fugtighed, røg, dampe, gasser eller andet, som udvikles ved anvendelsen af hjælpemidlet, ikke afgives på en sådan måde, at det frembyder fare for sikkerhed eller sundhed. Stk. 2. Hvis fornøden sikring ikke kan opnås gennem konstruktionen, skal den gennemføres på betryggende måde ved afskærmning, udsugning, andet sikkerhedsudstyr eller andre sikkerhedstekniske forholdsregler. Stk. 3… Kapitel 7 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser … § 70. … Stk. 4. Samtidig med denne bekendtgørelses ikrafttræden ophæves bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler, bortset fra kapitel 2, jf. §§ 5 – 18 herunder bilag I-VIII, der finder anvendelse for maskiner og sikkerhedskomponenter, der er markedsført eller ibrugtaget i perioden fra 1. januar 1995 til 29. december 2009. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen … Det fysiske område … § 26. Alle ikke CE-mærkede tekniske hjælpemidler samt CE-mærkede tekniske hjælpemidler, der er mere end 5 år gamle, med manglende eller mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger, hvor virksomheden ikke umiddelbart har en løsning på problemet. Stk. 2… Kapitel 4 Rådgivningspligt … § 43. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning senest 6 uger efter, at påbuddet om rådgivning er modtaget. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 3. Modtageren af påbud om rådgivning skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til § 43. Stk. 4. Bygherren er undtaget fra pligten i stk. 2. …

Versioner

  1. 2012-03-02 · til 2021-06-02