Gelex

Påbud om at håndtere skotøjsæsker sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ved placering på lagerhylde i en butik

OphævetVersion 2012-03-02fra 2012-03-02 til 2022-04-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9080@2012-03-02/da

Indhold
  1. Indledning

Påbud om at håndtere skotøjsæsker sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ved placering på lagerhylde i en butik

Resumé Ved et tilsynsbesøg i en skotøjsbutik konstaterede Arbejdstilsynet, at de ansatte arbejdede stående på det øverste trin på en trappestige i en højde af 111 cm. Arbejdet bestod i placering og rokering af skotøjsæsker med fodtøj på butikkens øverste lagerhylde i en højde på 230 cm fra butiksgulvet til de lavest placerede skotøjsæsker og 330 cm fra butiksgulvet til de øverste skotøjsæsker. Arbejdstilsynet fandt ikke stigen egnet til arbejdet og gav virksomheden påbud om at anvende et egnet teknisk hjælpemiddel i forbindelse med opfyldning/rokering af skotøjsæskerne på lagerhylderne. Det fremgår af § 38, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det fremgår af § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at et teknisk hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af et arbejde, skal være egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbuddet, således at virksomheden skal sikre, at det tekniske hjælpemiddel, der anvendes ved opfyldning og rokering af skotøjsæsker på butikkens øverste hylde, er egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. Et flertal af nævnets medlemmer fandt således, at arbejdet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet der er risiko for, at de ansatte mister balancen på trappestigen, da de ansatte ved at stå på trappestigens øverste trin giver et højtliggende tyngdepunkt, som samtidig påvirkes af, at de ansatte skal løfte, bære og placere skotøjsæskerne på lagerhylderne. Flertallet lagde herved vægt på trappestigens højde i forhold til, at der arbejdes stående på trappestigens øverste trin, samtidig med at der med begge hænder løftes og bæres kasser med fodtøj op til hylden op til en højde på 330 cm. Flertallet lagde desuden vægt på det oplyste om, at placering og rokering af skotøjsæsker til og på overlageret sker dagligt, at arbejdet med opfyldning foregår 2-3 gange om ugen, hvor der skal placeres 20-25 kasser på lagerhylderne, og at der bæres 1-5 skotøjsæsker ad gangen. Et mindretal på 1 medlem, fandt ikke grundlag for påbuddet, idet medlemmet ikke fandt, at der er overensstemmelse mellem sagens faktiske oplysninger, og de forhold, der er lagt til grund for afgørelsen.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. november 2011 og den 13. december 2011 behandlet [navn udeladt]'s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af den 6. december 2010, hvorved [navn udeladt] i butikken [adresse udeladt] fik påbud om at anvende et egnet teknisk hjælpemiddel i forbindelse med opfyldning/rokering på overlager. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud således, at [navn udeladt] i butikken [adresse udeladt] skal sikre, at det tekniske hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af arbejdet med opfyldning og rokering af kasser med fodtøj (skotøjsæsker) på butikkens øverste hylde (overlageret) er egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. Virksomheden skal efterkomme nævnets afgørelse senest den 26. marts 2012, og virksomheden skal senest den 2. april 2012 give Arbejdstilsynet en tilbagemelding om, at påbuddet er efterkommet. B E G R U N D E L S E Flertallet finder, at arbejdet med opfyldning og rokering af kasser med fodtøj (skotøjsæsker) på butikkens øverste hylde (overlageret), ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Flertallet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg i virksomhedens butik, beliggende [adresse udeladt], konstaterede og fik oplyst, at de ansatte arbejdede, stående på det øverste trin (standplade) på en trappestige i en højde af 111 cm. Arbejdet bestod i placering og rokering af skotøjsæsker med fodtøj på butikkens øverste hylde, der bruges til lager (overlageret), således at der er 230 cm. fra butiksgulvet til de lavest placerede skotøjsæsker, og 330 cm. fra butiksgulvet til de øverst placerede skotøjsæsker på overlageret. Flertallet finder, at der er risiko for, at de ansatte mister balancen på trappestigen, da de ansatte ved at stå på trappestigens øverste trin giver et højtliggende tyngdepunkt, som samtidig påvirkes af, at de ansatte skal løfte, bære og placere skotøjsæskerne på overlageret. Flertallet lægger herved vægt på trappestigens højde i forhold til, at der arbejdes stående på trappestigens øverste trin, samtidig med at der med begge hænder løftes og bæres kasser med fodtøj op til hylden op til en højde på 330 cm. Flertallet lægger tillige vægt på det oplyste om, at placering og rokering af skotøjsæsker til og på overlageret sker dagligt, at arbejdet med opfyldning foregår 2-3 gange om ugen, hvor der skal placeres 20-25 kasser på overlageret, og at der bæres 1-5 skotøjsæsker ad gangen. Ifølge arbejdsmiljøloven skal arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Efter reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler skal et teknisk hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af et arbejde, være egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. [navn udeladt] har i klagen bl.a. anført, at brugen af trappestigen sker i overensstemmelse med BAR-vejledningen ”Små lagre”. Hertil bemærker flertallet, at det fremgår af BAR-vejledningens afsnit om trappestiger, at trappestiger er en let og stabil løsning, når man skal nå hylder og varer, der er højt placeret i lagerreoler. Det fremgår desuden, at man med en trappestige kan få en god arbejdshøjde og en mindre rækkeafstand til de varer, man skal nå. Flertallet finder, at dette afhænger af trappestigen, der anvendes, vurderet konkret i forhold til placeringen af de varer, man skal nå. Hvis disse forhold er tilpasset det arbejde, der skal udføres, er flertallet enig i, at man, som det fremgår af BAR–vejledningen, vil kunne bære ting med begge hænder både op og ned ad trappestigen, når den har brede trin og en hældningsgrad på mindre end 45 grader. Nævnets afgørelse er truffet af et flertal på 10 af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse: – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om arbejdets udførelse: – § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om anvendelse af tekniske hjælpemidler: – § 45, stk. 1 og § 46, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler. Reglerne kan læses på den følgende side. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og [navn udeladt]'s brev af den 5. juli 2011. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Mindretallet, som udgør 1 medlem, finder ikke grundlag for påbuddet, idet der ikke er overensstemmelse mellem de faktiske oplysninger i sagen og de forhold, der lægges til grund for afgørelsen. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: – [navn udeladt] – [navn udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet ... § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler … Kapitel 2 Almindelige bestemmelser … § 5. Et teknisk hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af et arbejde, skal være egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. Stk. 2. Valget af et teknisk hjælpemiddel skal ske under hensyn til de forhold, hvorunder det skal anvendes, samt de risici, der måtte opstå ved anvendelsen af det pågældende hjælpemiddel. Stk. 3. Såfremt anvendelsen af et teknisk hjælpemiddel desuagtet indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, skal denne imødegås med egnede foranstaltninger, som f.eks. afskærmning, udsugning og særligt sikkerhedsudstyr eller andre sikkerhedstekniske forholdsregler, der sikrer en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig udførelse af det pågældende arbejde.

Versioner

  1. 2012-03-02 · til 2022-04-07