Hjemvisning af afgørelse om at sikre at de akustiske forhold i et lastvognsværksted er tilfredsstillende
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9082@2012-03-02/da
Indhold
Hjemvisning af afgørelse om at sikre at de akustiske forhold i et lastvognsværksted er tilfredsstillende
Resumé Ved et tilsynsbesøg konstaterede Arbejdstilsynet, at der var meget larm i et lastvogsnværksted, når der fx blev brugt slagnøgler eller taget luft ud af dæk. Man kan tydeligt høre støjen, selvom man står cirka 30 meter fra støjkilden, og at larmen blev i rummet efter støjkildens ophør, ligesom det virkede meget larmende, selv om man stod på kontoret ved siden af værkstedet, og døren var lukket. Værkstedets loft består af perforerede stålplader, som har en lydabsorberende effekt, og vægge og gulv består udelukkende af hårdt materiale. Der var ingen absorbenter nær de enkelte arbejdspladser. Det blev oplyst at værkstedet er 780 m², og at højden til loft er cirka 4,8 meter og cirka 5,5 meter til indersiden ved kip. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at sikre, at de akustiske forhold i værkstedet er tilfredsstillende. Klageren anførte blandt andet, at det lydabsorberende materiale i hallen udgør arealmæssigt 1 gange gulvarealet, mens kravet er 0,7 gange gulvarealet for en hal over 1000 m³ med en loftshøjde på mere end 5 meter. Det fremgår af § 42, stk. 1, i arbejdsmiljøloven, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af § 9, i bekendtgørelsen om beskyttelse mod udsættelse for støj i forbindelse med arbejdet, at unødig støj skal undgås, og de akustiske forhold skal være tilfredsstillende. Af At-vejledning om akustik i arbejdsrum, 1. Akustik, fremgår blandt andet, at hvis der er lydabsorberende materiale spredt i rummet, men akustikken alligevel er dårlig, kan der være tvivl om, hvorvidt forholdene er gode nok, og det kan være nødvendigt af foretage en måling eller beregning. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn hjemviste Arbejdstilsynets afgørelse om de akustiske forhold, idet et enigt Arbejdsmiljøklagenævn ikke fandt sagen tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, idet det er oplyst at hele loftet i hallen er lydabsorberende, men at Arbejdstilsynet konstaterede at akustikken alligevel er dårlig. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i dette tilfælde ikke er foretaget måling af akustikken og henviser til Arbejdstilsynets vejledning A.1.15, afsnit 1, om akustik i arbejdsrum, hvor der er lydabsorberende materiale i rummet, men akustikken alligevel er dårlig. Nævnet bemærkede hertil, at det kan have betydning, at lofthøjden i hallen ikke er over 5 meter i hele hallens udstrækning, men har en varierende højde på 4,8 – 5,5 meter. Kravet til absorbtionsarealet kan derfor være mindre end 0,7 gange gulvarealet.
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 13. december 2011 behandlet [navn udeladt]'s klage på vegne af [virksomhedens navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2010. [Navn udeladt] klager over Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden skal sikre, at de akustiske forhold er tilfredsstillende i LV-værksted, [afdelingens navn udeladt]. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2010 om, at virksomheden skal sikre, at de akustiske forhold er tilfredsstillende i LV-værksted, [afdelingens navn udeladt]. Det betyder, at [virksomhedens navn udeladt] ikke skal sende en tilbagemelding til Arbejdstilsynet. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse. Nævnet lægger vægt på, at det er oplyst, at hele loftet i hallen er lydabsorberende, men Arbejdstilsynet konstaterede, at akustikken alligevel er dårlig. Det lydabsorberende materiale udgør 1 gange gulvarealet, hvor kravet sædvanligvis er 0,7 gange gulvarealet for en hal over 1.000 m³ med en lofthøjde på mere end 5 meter. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der i dette tilfælde ikke er foretaget måling af akustikken og henviser til Arbejdstilsynets vejledning A.1.16, afsnit 1, om akustik i arbejdsrum, hvor der er lydabsorberende materiale i rummet, men akustikken alligevel er dårlig. Det har endvidere betydning, at loftshøjden i hallen ikke er over 5 meter i hele hallens udstrækning, men har en varierende højde på 4,8 - 5,5 meter. Kravet til absorptionsarealet kan derfor være mindre end 0,7 gange gulvarealet. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om akustik: – § 42, stk. 1 og § 43, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 – § 9, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 63 af 6. februar 2006 om beskyttelse mod udsættelse for støj i forbindelse med arbejdet. Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse: – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, [navn udeladt]’s breve af 30. maj 2011 og 11. august 2011 samt Arbejdstilsynets supplerende udtalelser af 24. juni 2011 og 2. september 2011. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] Kopi til – [Adressat udeladt] – Arbejdstilsynet, – [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 63 af 6. februar 2006 om beskyttelse mod udsættelse for støj i forbindelse med arbejdet … Kapitel 2 Arbejdsgiverens pligter … § 9. Unødig støjbelastning skal undgås. Støjniveauet under arbejdet, herunder niveauet for infralyd og ultralyd, skal derfor holdes så lavt, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling. Stk. 2. De akustiske forhold skal være tilfredsstillende. … Arbejdstilsynets vejledning Akustik i arbejdsrum At-vejledning A.1.16 December 2008 … 1. Akustik I arbejdsrum med støjende arbejde vil det normalt være en fordel, at rummets overflader dæmper (absorberer) støj mest muligt. Herved undgås det, at støjen reflekteres tilbage i rummet. I nogle rum vil en for kraftig dæmpning dog være en ulempe. I fx auditorier, rum til tavleundervisning o.l. vil en alt for kraftig dæmpning gøre det svært at “tale rummet op”. I mindre lokaler, hvor der fx foregår gruppebaseret undervisning, er det dog en fordel, at rummet er godt dæmpet. Hvis lydrefleksionerne i et arbejdsrum ikke dæmpes tilstrækkeligt, bliver akustikken dårlig. Først og fremmest stiger det generelle støjniveau, og støjen vil påvirke personer, der opholder sig i lokalet, selv i stor afstand fra støjkilden. Støjskærme vil ikke få den optimale effekt, og det vil være vanskeligt at opfatte lydsignaler o.l., fx samtale på nogen afstand. Man vil ofte blot ved at være til stede i rummet kunne vurdere, om de akustiske forhold er tilfredsstillende. Hvis der ikke findes lydabsorberende materiale på loft eller vægge, og rummet har en dårlig akustisk, er forholdene utilfredsstillende. Hvis der er noget lydabsorberende materiale spredt i rummet, men akustikken alligevel er dårlig, kan der være tvivl om, hvorvidt forholdene er gode nok, og det kan være nødvendigt at foretage en måling eller en beregning. …