Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00242
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9149@2012-04-12/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00242
Resumé Klager – den tidligere direktør – anmodede om genoptagelse af sag nr. 11-70-00150: [En tidligere direktør] mod Dagbladet Børsen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Ved behandlingen af Pressenævnets kendelse af 19. december 2011 i sag nr. 11-70-00150, som der er anmodet genoptaget, deltog følgende medlemmer: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og John Meinert Jacobsen. I denne sags behandling erstatter Jesper Rothe og Ulrik Holmstrup henholdsvis Axel Kierkegaard og Kaare R. Skou, der begge udtrådte af Pressenævnet 31. december 2011. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Da klageren ikke er fremkommet med sådanne nye oplysninger, finder nævnet ikke grundlag for at genoptage behandlingen af sag nr. 11-70-00150. Det bemærkes, at klagen over artiklerne af 8., 28. og 30. december 2011 vil blive realitetsbehandlet i en selvstændig sag, sag nr. 12-70-00208, [Klager] mod Dagbladet Børsen.
[Klager] har ved advokat Rolf Dane anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 11-70-00150, som nævnet traf afgørelse i den 19. december 2011. I kendelsen hed det: ”Efter det oplyste er overskriften ”To Danfoss direktører under anklage i kartelsag” ikke bragt i Dagbladet Børsen. Dette forhold behandles derfor ikke. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. På baggrund af det indgåede forlig af 4. oktober 2011 mellem Danfoss Flensburg GmbH og den amerikanske stat lægges det til grund, at [Klager]s forhenværende arbejdsplads for perioden oktober 2004 – september 2007 har erkendt at have medvirket til at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer. [Klager]s navn fremgår ikke af forliget. Af forligets punkt 14 fremgår det blandt andet, at den amerikanske stat som udgangspunkt fraskriver sig muligheden for at rejse sigtelse mod nuværende og tidligere direktører, ledere eller medarbejdere hos Danfoss Flensburg GmbH og tilknyttede moder- eller datterselskaber. Danfoss Flensburg GmbH er endvidere stævnet i et civilt gruppesøgsmål, som amerikanske kunder har rejst mod bl.a. Danfoss Flensburg GmbH med påstand om, at selskaberne skal erstatte sagsøgernes tab som følge af en påstået karteldannelse. [Klager]s navn er nævnt i den reviderede stævning af 21. september 2010 i punkt 72 som en af flere personer, der hævdes at have deltaget i møder, der har haft til formål at begrænse konkurrencen på markedet. Efter det oplyste er der ikke faldet dom i denne sag, hvorfor [Klager]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde heller ikke i den forbindelse er bevist. Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt virksomheder samarbejder om at begrænse konkurrencen i markedet, har klar almen interesse. Klager var som salgsdirektør en ledende medarbejder i Danfoss Flensburg GmbH i den periode, selskabet har erkendt et konkurrencebegrænsende samarbejde. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Dagbladet Børsen for at omtale [Klager] i forbindelse med omtalen af de to sager. Nævnet bemærker, at avisen ikke i sin dækning af sagerne har taget stilling til, om klager har begået noget strafbart. I artiklen ”Forlig freder nuværende Danfoss-top” af 6. oktober 2011 omtaler Dagbladet Børsen klager som ”sagsøgt” i sætningen: ”Da Børsen tilbage i september satte navn på de to Danfoss-chefer, der er sagsøgt for at have indgået prisaftalerne.” Det er rettelig selskabet Danfoss Flensburg GmbH og en række af virksomhedens konkurrenter, som er sagsøgt i gruppesøgsmålet. Formulering går således ud over, hvad der i de faktiske forhold er dækning for, og nævnet udtaler kritik heraf. Pressenævnet finder, at udsagnet ”Det er en meget irriterende sag, og det er yderst ubehageligt, når der er brodne kar, der ikke kan finde ud af at følge vores interne regler” klart fremstår som Ole M. Daugbjergs kommentar til de omtalte forhold, og nævnet udtaler ikke kritik af Dagbladet Børsen for at bringe hans vurdering. Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. Pressenævnet finder, at overskriften ”Salgsdirektør udråbt til skurk” af 12. september 2011 har dækning i artiklen og de faktiske forhold, herunder beskyldningerne i den reviderede stævning af 21. september 2010 om, at [Klager] skulle have deltaget i møder med den øverste ledelse fra konkurrerende virksomheder. Pressenævnet udtaler ikke kritik af overskriftens udformning. Uanset det ikke er fastslået, at forholdene omtalt på side 7 i anmodningen af 7. september 2011 også omfatter [Klager]s forhold, finder Pressenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overskriften ”Nye afsløringer på vej i kartelsag” af 13. september 2011. Det fremgår således af artiklen og underoverskriften ”Topcheferne i Danfoss-kartellet, herunder to navngivne danskere, brugte alt fra dæknavne, private telefoner, anonyme e-mail-konti og referatforbud til at pumpe priserne i vejret, lyder nye anklager” , at der er tale om den ene parts anbringender i stævningen i gruppesøgsmålet mod bl.a. Danfoss Flensburg GmbH. Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af overskriften. Pressenævnet finder, at overskriften ”Amerikansk kartelsag truer Danfoss” af 15. september 2011 og mellemrubrikken ”To direktører i søgelys” korrekt refererer artiklens gengivelse af de amerikanske myndigheders synspunkter. Klagers kommentar fremgår af artiklen. Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere mellemrubrikkens eller overskriftens formulering. Af artiklen ”Kartelmagere risikerer fængselsstraf i USA” af 15. september 2011 fremgår det, at det i USA er muligt at idømme personer, som deltager i kartelsamarbejde, fængselsstraf. Det fremgår videre, at dette ikke er tilfældet i Danmark. På denne baggrund finder nævnet, at overskriften har dækning i artiklen og de faktiske forhold. Det fremgår af brødteksten, at overskriften ”Tidligere Danfoss-chef risikerer fængselsdom” af 6. oktober 2011 refererer til [Person A] og ikke klager, og nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af overskriftens formulering. [Klager] ønskede ikke at kommentere Dagbladet Børsens oplysninger ud over de allerede bragte citater. Artiklerne giver derfor ikke anledning til kritik for ikke at forsøge at indhente klagers kommentarer. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt – ud over ovennævnte forhold – anledning til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat. I medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1, skal en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. På baggrund af ordlyden af forliget af 4. oktober 2011 finder Pressenævnet, at oplysningen om, at [Klager] som udgangspunkt er omfattet af forliget mellem Danfoss og de amerikanske myndigheder er en faktisk korrekt oplysning. Nævnet finder, at Dagbladet Børsen ikke i omtalen har taget stilling til, hvorvidt klager har erkendt et strafbart forhold. [Klager] er herefter ikke berettiget til at få bragt et genmæle. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Børsen at offentliggøre følgende: [rubrik] ”Pressenævnet kritiserer Dagbladet Børsen [underrubrik] Pressenævnet har udtalt kritik af Dagbladet Børsen for fejlagtigt at omtale tidligere salgsdirektør i Danfoss, [Klager], som sagsøgt. [brødtekst] Dagbladet Børsen bragte den 6. oktober 2011 artiklen ”Forlig freder nuværende Danfoss-top” . Artiklen omtaler et forlig i en straffesag. Danfoss indgik i oktober måned et forlig med den amerikanske stat, og selskabet erkendte derved at have deltaget i ulovlige konkurrencebegrænsende samarbejder (i årene 2004-2007). I artiklen omtales det, at [Klager] er sagsøgt. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Dagbladet Børsen har tilsidesat god presseskik ved at omtale [Klager] som ”sagsøgt”. [Klager] hævdes i en stævning at have mødt andre ledere med henblik på at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer, men personligt hverken er eller har han været sagsøgt eller tiltalt. Det var således Danfoss, der var tiltalt i straffesagen i USA, og som forligte denne. Det er også selskabet, der blev mødt med et erstatningskrav fra selskabets kunder som følge af kartelsagen (et civilt søgsmål). Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” [Klager] har ved advokat Rolf Dane efterfølgende endvidere klaget til Pressenævnet over Dagbladet Børsens offentliggørelse af nævnets pålæg den 28. december 2011. Klagen omfatter tillige artiklerne ”Det må aldrig ske igen” og ”5 spørgsmål: Tvivlsomme motiver i kartelsag” af 8. december 2011 samt artiklen ”Danfoss får kartelbøde” af 30. december 2011. Den nye klage har sag nr. 12-70-00208. Advokat Rolf Dane har til støtte for anmodningen om genoptagelse bl.a. anført, at Børsen siden 12. september 2011 bragte forkerte oplysninger i relation til klager. Anmodningen er videre nødvendig, så Pressenævnet sikres frie rammer ved bedømmelsen af klagen i Pressenævnets sag nr. 12-70-00208. Klagers advokat har navnlig anført følgende: ” Jeg [Rolf Dane] anmoder derfor nu formelt om at genoptage kendelsen af 20.12.2011 [rettelig 19.12.2011] ud fra oplysninger og Børsens holdning, idet Børsens indstilling er væsentlige nye oplysninger for Pressenævnet, ligesom de indsendte bilag må til overflade i sine oplysninger, så Pressenævnet sikres en adgang til at kunne bedømme klagesagen i helhed på de punkter, som vi ikke fik medhold i sidst, grundet manglende tilstrækkelig dokumentation på daværende tidspunkt i relation til de forhold, der er omfattet af den daværende klage, og med henblik på, at der en gang for alle kan ske et dementi af [Klager]s påståede forbindelse til kartelsag.” Til støtte for anmodningen er der endvidere fremlagt ansættelsespapirer vedrørende [Klager]. Der er blandt andet fremlagt et ”Amendment” (tillæg til ansættelseskontrakt) underskrevet af [Klager] den 24. august 2010. Af tillægget fremgår det, at en kontrakt af august 2007 er blevet forlænget til 28. februar 2011. Dette tillæg blev ved klagers underskrift den 21. februar 2011 forlænget til 30. juni 2011. Af Danfoss Flensburg GmbHs opsigelsesbrev af 14. juli 2011 til [Klager] fremgår bl.a. følgende: ”Kære hr. [Klager], Vi skal hermed opsige din ansættelseskontrakt med selskabet med det kontraktmæssige varsel på 12 måneder til udløb den 31. juli 2012 alternativt med virkning snarest muligt. Opsigelsen er begrundet i selskabets lukning og det forhold, at det ikke har været muligt at finde et andet passende arbejde til Mr. [Klager] i Danfoss-koncernen.” I bilagene henviste klagers advokat endvidere til, at personnavnet [Klager] stadig fremgår af de tidligere påklagede artikler ”Salgsdirektør udråbt til skurk” af 12. september og ”Kartelmagere risikerer fængselsstraf i USA” af 15. september 2011 på Dagbladet Børsens hjemmeside. Klagers advokat har herudover henvist til følgende presseomtale: Danfoss’ meddelelse ”Danfoss undersøges af konkurrencemyndighederne” af 20. februar 2009, artiklen ”Kartelsag mod Danfoss vokser” af 3. april 2010 i Berlingske, artiklerne ”Danfoss kartelsag har fået hoveder til at rulle i Flensborg” og ”Kartelsag: Danfoss fyrer nu medarbejdere” af 31. august 2010 i Berlingske, artiklen ”Danfoss kan score kæmpe kartelrabat” af 10. september 2011 i Berlingske, artiklen ”Nye afsløringer på vej i kartelsag” af 13. september 2011 i Børsen, artiklen ”To Danfoss direktører under anklage i kartelsag” af 13. september 2011 på Metal-Supply.dk, en e-mail fra [Klager] indeholdende meddelelsen ”Former Executives from Panasonic Corp., Whirlpool Corp. Subsidiary, and Tecumseh Products Co. Subsidiary Indicted in Alleged Compressor Price-Fixing Conspiracy” af 27. september 2011, overskriften ”Danfoss-chef risikerer fængsel” (artiklen under denne overskrift er bragt den 6. oktober 2011 på dinby.dk, overskriften ”Tidligere Danfoss-chef risikerer fængselsdom” er bragt i Børsen samme dag) og artiklen ”Kartelsag vil plage Danfoss i årene frem” af 8. december 2011 i Børsen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Ved behandlingen af Pressenævnets kendelse af 19. december 2011 i sag nr. 11-70-00150, som der er anmodet genoptaget, deltog følgende medlemmer: Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og John Meinert Jacobsen. I denne sags behandling erstatter Jesper Rothe og Ulrik Holmstrup henholdsvis Axel Kierkegaard og Kaare R. Skou, der begge udtrådte af Pressenævnet 31. december 2011. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Da klageren ikke er fremkommet med sådanne nye oplysninger, finder nævnet ikke grundlag for at genoptage behandlingen af sag nr. 11-70-00150. Det bemærkes, at klagen over artiklerne af 8., 28. og 30. december 2011 vil blive realitetsbehandlet i en selvstændig sag, sag nr. 12-70-00208, [Klager] mod Dagbladet Børsen. Afgjort den 10. april 2012