Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00198

GældendeVersion 2012-04-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9151@2012-04-13/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00198

Resumé Fire klagere – Rønshoved Højskole, forstanderparret og bestyrelsesformanden – klagede over artikler om højskolen i Gråsten Avis (i sektionen Bov Avis) i april 2011 og januar 2012. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Klagens rettidighed Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over god presseskik kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen fire uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet. Klagefristen vedrørende artiklerne bragt i april 2011 udløb i maj måned 2011. Da Pressenævnet først har modtaget klagen over Gråsten Avis i januar 2012, er klagen over artiklerne fra april 2011 indgivet efter klagefristens udløb. Indgår for sent påklagede artikler i en samlet reportage i en snæver indholds- og tidsmæssig sammenhæng med artikler, som er påklaget rettidigt (artiklerne af januar 2012), kan en sådan helhedsvurdering i nogle tilfælde omfatte samtlige påklagede artikler. Pressenævnet finder imidlertid ikke, at de to artikler fra april 2011 indgår i så nær tidsmæssig sammenhæng med påklagede artikler fra januar 2012, at der er grundlag for at behandle denne del af klagen. Det forhold, at højskolens økonomiske forhold, der er emnet for artiklerne fra april 2011, også kort omtales i artiklen af 17. januar 2012, kan ikke føre til andet resultat. Klagen over artiklerne fra april 2011 afvises herefter som for sen. Den øvrige del af klagen vedrørende artiklerne offentliggjort i januar 2012 realitetsbehandles. Realitetsbehandlingen Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlige interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Det forhold, at [redaktøren] trods sin tidligere tilknytning til Rønshoved Højskole og baggrunden for hans afskedigelse har skrevet om forhold vedrørende højskolen, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udtale kritik af avisen. Nævnet finder imidlertid, at redaktøren i en sådan nyhedsdækning må være særlig varsom med, at oplysningerne er korrekte, og de krænkede personer får lejlighed til at udtale sig. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkterne A.1 og A.3. På baggrund af referatet af bestyrelsesmødet den 31. august 2011 lægges det til grund, at højskolens bestyrelse meddelte daværende formand [tidl. bestyrelsesformand] et mistillidsvotum. Højskolens nuværende bestyrelsesformand, [Klager C], har ikke været ansat på Rønshoved Højskole, hvorimod Gråsten Avis’ redaktør [redaktøren] var ansat som lærer i perioden januar 2003 – november 2007 og sad i skolebestyrelsen i perioden december 2003 – september 2007. Pressenævnet finder herefter, at Gråsten Avis har bragt ukorrekte oplysninger, da avisen skrev, at [tidl. bestyrelsesformand] selv havde valgt at trække sig som formand på grund af utilfredshed med forstanderne. Den fejlagtige oplysning om [Klager C] er berigtiget den 6. marts 2012. Nævnet finder, at navnlig forholdet omkring valget af en ny bestyrelsesformand burde have været kontrolleret yderligere inden offentliggørelse, så de fejlagtige og krænkende oplysninger kunne være undgået. Da dette ikke ses at være sket, udtaler nævnet kritik af Gråsten Avis. Pressenævnet finder, at [tidl. bestyrelsesformand]s beskyldninger om, at relevante oplysninger ikke blev forelagt bestyrelsen, og at forstanderboligen blev anskaffet til en ”særdeles favorabel pris” (1,3 millioner kroner), der i artiklen 24. januar 2012 holdes op mod et købstilbud på 2,5 millioner kroner tilbage i 2009. Nævnet finder, at disse beskyldninger burde have været forelagt klagerne inden offentliggørelse. Da klagerne ikke fik mulighed for at kommentere beskyldningerne, udtaler nævnet kritik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte finder nævnet, at oplysningerne er egnede til at påføre klagerne skade af betydning, hvorfor de er berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor. Af medieansvarslovens § 39 fremgår det, at genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen skal indskrænkes til faktiske oplysninger. Da Gråsten Avis den 24. januar 2012 stillede spørgsmålstegn ved rigtigheden af oplysningerne i [Klager A] og [Klager B]s genmæle, har avisen bragt redaktionelle kommentarer i strid med medieansvarslovens § 39. I medfør af medieansvarslovens § 49, jf. lovens § 39, pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Gråsten Avis at offentliggøre et genmæle.

Forstanderne [Klager A] og [Klager B] har på egne vegne, på vegne af Rønshoved Højskole og i henhold til fuldmagt fra bestyrelsesformand [Klager C] klaget til Pressenævnet over artikler i Gråsten Avis den 5. og 12. april 2011 og den 10., 17. og 24. januar 2012, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere avisens afslag på genmæle. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 30. januar 2012. 1 Sagsfremstilling Den 5. april 2011 bragte Gråsten Avis på side 17 artiklen ”Færre på højskole” , hvoraf følgende fremgik: ”Færre unge og ældre pakker kufferten og sætter kurs mod Rønshoved Højskole. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at højskolen ved Flensborg Fjord er trængt på både elevtal og økonomi. Tallene viser, at skolen kun har 53 årselever. Det er et fald fra 65 årselever for blot tre år siden. Skolens omstridte forstanderpar er [Klager A] og [Klager B], som har været frontfigurer siden 2001. Rønshoved Højskolen var i 1970’erne Danmarks næststørste højskole, da Hans Haarder og Oskar Haarder var forstandere.” Den 12. april 2011 bragte avisen på side 6 artiklen ”Dårligt regnskab” . Af artiklen fremgik følgende: ”2010 blev endnu et brat år for Rønshoved Højskole. Højskolen kom ud af 2010 med et dårligt regnskab, hvor overskuddet var tæt på nul. Overskuddet blev kun på 42.919 kr., og det på baggrund af en omsætningsnedgang på næsten 400.000 kr. til en samlet omsætning i 2010 på 13,6 millioner kroner. Højskolen holder generalforsamling torsdag den 14. april.” Den 10. januar 2012 bragte Gråsten Avis på side 8 i sektionen Bov Avis artiklen ”Atter uro på Rønshoved Højskole: Formand trådt tilbage” . Af artiklen fremgik følgende: ”Ganske uventet har direktør [tidl. bestyrelsesformand] valgt at trække sig som formand for Rønshoved Højskole. Det sker angiveligt på grund af utilfredshed med højskolens forstanderpar [Klager A] og [Klager B]. Erhvervsmanden [tidl. bestyrelsesformand] har været formand for bestyrelsen gennem godt fem år. Ny formand for højskolen er blevet [Klager C], Gelsted på Fyn, der er tidligere sognepræst. Det er ikke første gang, der er uro på Rønshoved Højskole. For nogle år siden var der røre om en hushandel, der betød, at forstanderparret erhvervede skolens forstanderbolig til en særdeles favorabel pris. Dette medførte stor utilfredshed i skolekredsen. Flere naboer har klaget over et dårligt forhold til skolens ledelse, og for nylig fremsendte en række medarbejdere en klage til bestyrelsen vedrørende forskellige forhold på skolen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den afgående formand [tidl. bestyrelsesformand].” Den 17. januar 2012 bragte avisen på forsiden af Bov Avis artiklen ”Rønshoved Højskole: Formand står frem med kritik” . Af artiklen fremgik følgende: ”Den tidligere bestyrelsesformand for Rønshoved Højskole, direktør [tidl. bestyrelsesformand], har i en rum tid forholdt sig tavs omkring baggrunden for hans tilbagetrædelse. Men nu tager han bladet fra munden. [tidl. bestyrelsesformand] giver i en kommentar udtryk for, at der gennem hans fem år som bestyrelsesformand har været adskillige tvister mellem bestyrelsen og forstanderparret [Klager A] og [Klager B]. - Højskolens økonomiske situation har gennem de seneste år været udfordret. I de seneste halvandet år har været store administrative problemer, som har gjort det svært for bestyrelsen at gennemskue økonomien, siger [tidl. bestyrelsesformand], som ikke føler, at forstanderparret [Klager A] og [Klager B] har spillet med åbne kort, og at relevante oplysninger ikke er blevet forelagt bestyrelsen. Rønshoved Højskole havde i 2010 et overskud på 44.000 kroner, hvilket er meget lavt sammenlignet med andre højskoler. For [tidl. bestyrelsesformand] blev det dråben, at forstanderparret for nylig har fået overtalt et flertal i bestyrelsen til at bruge 30.000 kroner på at få malet et portræt af dem. Portrættet er bestilt i anledning af en stor fest på lørdag, hvor forstanderparret fejrer 10 års jubilæum på Rønshoved Højskole. [tidl. bestyrelsesformand] er nu menigt medlem af bestyrelsen på Rønshoved Højskole. Ny formand er pastor emeritus [Klager C] fra Gelsted på Fyn, som forstanderparret nu også har ansat i en stilling som gæstelærer.” Ved brev af 19. januar 2012 anmodede [Klager C] Gråsten Avis om at bringe følgende: ” Gråsten Avis og Bov Bladet er usandfærdig I to små stykker i avisen i uge 2 og 3 har avisen fremført usande påstande om forholdene på Rønshoved Højskole. Modsat hvad direktør [tidl. bestyrelsesformand] siger, gælder det, at han blev væltet som formand pga. et habilitetsproblem, da hans kone Susanne Ewald måtte fyres fra sit sommervikariat på skolen pga. inkompetence/uduelighed! [tidl. bestyrelsesformand] er altså ikke fratrådt af egen vilje, men stemt ud som formand. Det næste, [tidl. bestyrelsesformand] hævder, er, at der har været adskillige tvister imellem forstanderne [Klager A] og [Klager B] og ham selv. Dem har kun [tidl. bestyrelsesformand] hørt om. Alle vi andre ikke. Med hensyn til administrative problemer, som skulle have gjort det svært for bestyrelsen at gennemskue økonomien, så er dette en fantastisk udtalelse af den nu tidligere formand. Vi andre har ikke hørt herom, ej heller er der skrevet noget som helst herom i bestyrelsens protokol. At [tidl. bestyrelsesformand] først nu, efter at han ufrivilligt måtte forlade formandsposten for skolens bestyrelse, og ikke på bestyrelsesmøderne, fremkommer med dette angreb på forstandernes ærlighed er intet mindre end ærerørende. De usandfærdige påstande fortsætter med, at forstanderne skulle have overtalt bestyrelsen til at købe et maleri til skolens festsal, men der er ikke bestilt noget maleri. Så [tidl. bestyrelsesformand]s hellige forargelse over dette påtænkte køb på baggrund af skolens lille overskud på 44.000 kr. i 2010 kan roligt dampe af! Efter alle beregninger vil højskolens overskud i 2011 være 500.000 kr., et tal der i sammenligning med flertallet af højskoler vidner om en skole drevet med rettidig omhu – en omhu som [tidl. bestyrelsesformand] indtil nu har medvirket til, så hvorfor dette æselspark? Så er der endnu en fejl i artiklen. Jeg er ikke, som påstået, blevet ansat som lærer på højskolen, i så fald ville jeg pådrage mig et habilitetsproblem, og jeg agter ikke som formand at komme ud i samme uklarhed som direktør [tidl. bestyrelsesformand]s, heller ikke hvad dette angår. Til sidst: redaktør for Gråsten Avis hr. [redaktøren], som blev fritstillet på Rønshoved i 2007 og hr. [tidl. bestyrelsesformand] har personlige grunde til at etablere en opinion mod skolen og sværte forstanderne, bestyrelsen og medarbejderne til. På Højskolens hjemmeside www.ronshoved.dk kan man læse de øvrige svar til [tidl. bestyrelsesformand], [redaktøren] og Gråsten Avis. [Klager C] formand for Rønshoved Højskoles bestyrelse” Gråsten Avis har ikke reageret på anmodningen. Den 24. januar 2012 bragte Bov Avis forsideartiklen ”Rønshoved Højskole: Nabo politianmeldt” , hvoraf følgende fremgik: ”Der føjes endnu en brik til billedet af de twister, som omgiver Rønshoved Højskole. Bov Avis har tidligere beskrevet problemer i bestyrelsen med videre. Læs også side 2. En ny sag handler om, at forstanderparret [Klager A] og [Klager B] har politianmeldt en nabo. Årsagen er, at naboerne i Rønshoved de senere år generelt har følt sig generet af musik og larm fra højskolens elever. En aften i november gik en nabo ind på højskolens område, hvor hun mødte den ene af forstanderparret, [Klager A], for at påtale forstyrrelsen. Overfor berusede unge blev naboen åbent - mens hun selv var til stede - betegnet som en tosset kone. Derudover blev naboens hus udpeget. Naboen gjorde herefter opmærksom på, at hun ikke brød sig om at blive behandlet på denne måde. Kort tid efter får naboen besked om, at hun er blevet politianmeldt for ulovlig indtrængen på højskolens grund. - Jeg er meget rystet over denne oplevelse. For år tilbage var der aldrig problemer med støj og larm fra højskolens unge, og det virker utroligt, at højskolen vælger at reagere på denne måde. Min indsigelse er blot i overensstemmelse med den opfattelse, som andre naboer gennem flere år har haft, siger naboen. Redaktionen er bekendt med naboens fulde navn, men naboen ønsker ikke at optræde ved navns nævnelse i avisen. ” Samme dag bragte Bov Avis øverst på side 2 artiklen ”Rønshoved Højskole: Kulturministeriet ind i sagen” . Af artiklen fremgik følgende: ”Den seneste tids artikler om Rønshoved Højskole har medført, at forstanderparret [Klager A] og [Klager B] har sendt et læserbrev til Bov Avis. Heri afviser de adskillige af de punkter, som den tidligere bestyrelsesformand, direktør [tidl. bestyrelsesformand], har ladet sig citere for. I genmælet hævder forstanderparret bl.a., at det er usandt, at bestyrelsen skulle have behandlet en anmodning om at få malet et billede til 30.000 kroner af [Klager A] og [Klager B]. Billedet skulle males i anledning af forstanderparrets 10-års jubilæum på højskolen. Referater fra bestyrelsesmøderne er ikke offentligt tilgængeligt, men en kilde bekræfter, at forslaget har været behandlet i bestyrelsen, men at forslaget nu er stillet i bero. I læserbrevet hævder [Klager A] og [Klager B] også, at den tidligere bestyrelsesformand [tidl. bestyrelsesformand] ikke valgte at gå selv, men at et flertal i bestyrelsen valgte at stemme ham ud. Referater fra bestyrelsesmøderne er ikke offentligt tilgængelige, men kilder bekræfter, at der ikke har fundet nogen afstemning sted i bestyrelsen. [tidl. bestyrelsesformand] bekræfter, at han selv valgte at trække sig netop på baggrund af uenigheder. I genmælet hævder forstanderparret, at deres 190 m2 store forstanderbolig på en stor grund med liebhaverudsigt ud over Flensborg Fjord ikke blev solgt til en favorabel pris. Købesummen var 1,3 millioner kroner. Det er imidlertid et faktum, at der på højskolens generalforsamling i 2009 blev fremsat et tilbud til forstanderparret om at købe deres villa for 2,5 millioner kroner. Dette tilbud blev afvist af [Klager A] og [Klager B]. Det er desuden et faktum, at mindre nabohuse på mindre grunde i Rønshoved, er blevet handlet til mindst 2,2 millioner kroner. På baggrund af røre omkring højskolen har Kulturministeriet bedt om en redegørelse i sagen. Alle parter i sagen imødeser nu generalforsamlingen på Rønshoved Højskole, som finder sted i april/maj. - Det bliver spændende at se, om skolekredsen vil godkende formandens beretning, siger [tidl. bestyrelsesformand].” På samme side bragte avisen under overskriften ”Rønshoved Højskole: Genmæle fra forstanderpar” følgende: ”Ifølge LBK nr. 85 af 09.02.1998, kapitel 6 §§ 36-40 ønskes følgende genmæle til artikler i Bov Avis nr. 2 & 3 2012 offentliggjort: I Bov Avis nr. 2/2012 fremgår det at tidligere bestyrelsesformand for Rønshoved Højskole, hr. [tidl. bestyrelsesformand], har valgt at træde tilbage fra formandsposten. Dette er ikke korrekt. Hr. [tidl. bestyrelsesformand] måtte fratræde formandsposten, fordi bestyrelsen stemte ham ud som formand på grund af et habilitetsproblem. Af samme artikel fremgår det at højskolens forstanderpar har købt et hus „til en særdeles favorabel pris“. Dette er ikke korrekt. Forstanderparret købte det omtalte hus til en pris der lå over den statsautoriserede ejendomsmæglers salgsvurdering. I Bov Avis nr. 3/2012 gør hr. [tidl. bestyrelsesformand] gældende, at forstanderne ikke har fremlagt alle relevante oplysninger om økonomien på højskolen. Ingen i bestyrelsen har imidlertid hørt hr. [tidl. bestyrelsesformand] fremlægge en sådan beskyldning på bestyrelsesmøderne og intet er blevet ført til bestyrelsesprotokol desangående. Af samme artikel fremgår desuden at det har været svært for bestyrelsen at gennemskue højskolens økonomi pga. administrative problemer. Dette er ikke korrekt. Hverken højskolens statsautoriserede revisor, ej heller hr. [tidl. bestyrelsesformand] selv har på noget tidspunkt i sin formandsperiode undladt at godkende højskolens årsregnskaber. Videre fremgår det, at højskolens bestyrelse har bestilt et portrætmaleri af forstanderparret. Dette er ikke korrekt. Der er hverken bestilt et maleri eller truffet nogen beslutning om at gøre dette. Slutteligt påstår Bov Avis, at nuværende formand for bestyrelsen [Klager C] er ansat som gæstelærer på skolen. Dette er ikke korrekt. [Klager C] har aldrig ønsket eller næret intention om både at være formand og gæstelærer. Forstanderteam [Klager A] og [Klager B].” Den 6. marts 2012 bragte Bov Avis på side 6 følgende: ”Præcisering Den nye formand på Rønshoved Højskole, [Klager C], er ikke ansat på højskolen, men har tidligere modtaget honorar som foredragsholder på korte kurser.” Yderligere oplysninger Af referatet af et bestyrelsesmøde på Rønshoved Højskole den 31. august 2011 fremgår følgende: ”Som afslutning på punktet [”Nyt fra forstanderne” hvor afskedigelsen blev drøftet] afholdt bestyrelsen, uden formand [tidl. bestyrelsesformand]s og forstanderteamet [Klager B] og [Klager A]s tilstedeværelse, et lukket møde. Vi indledte med at beklage, at vi ikke ved ansættelsen af [vikaren, bestyrelsesformandens kone] havde været opmærksomme på paragrafferne om formandens inhabilitet ved hans kones ansættelse på skolen. På denne måde har vi vores andel i, at hele forløbet omkring ansættelsen – som jo synes velkommen i en vanskelig situation – og afskedigelsen af [vikaren] har trukket sine spor helt op til i dag. Efter at både forstanderteamets, medarbejderrepræsentanternes og [tidl. bestyrelsesformand]s udtalelser til forløbet var blevet hørt, tog bestyrelsen følgende beslutning: Samarbejdet mellem [tidl. bestyrelsesformand] og forstanderteamet samt medarbejderne ved skolen har lidt skade, og derfor har bestyrelsen ikke mere tillid til, at [Person D] kan fortsætte som formand. Denne afgørelse meddelte bestyrelsen derefter til [tidl. bestyrelsesformand]. Det aftaltes med næstformanden som mødeleder et bestyrelsesmøde til tirsdag den 13. september 2011 kl. 10, hvor bestyrelsen skal konstitueres på ny […]. … For referat d. 8.9.2011 [Klager A]” Referatet er godkendt og underskrevet af alle tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer med undtagelse af [tidl. bestyrelsesformand]. 2 Parternes synspunkter 2.1 Klagernes synspunkter Klagerne har oplyst, at Gråsten Avis i de to artikler bragt i april 2011 fejlagtigt har oplyst, at højskolen har elevtilbagegang, og at Rønshoved Højskoles økonomi er presset. Klagerne har navnlig anført, at Rønshoved Højskole i Gråsten Avis i fire artikler bragt i januar 2012 er blevet omtalt med en række faktisk forkerte udsagn, som er til skade for skolens økonomiske forretningsgrundlag. Påstandene er derudover ærekrænkende for højskolens forstandere, bestyrelsesformand og bestyrelsen som sådan. Der er ifølge klagerne intet i højskolens bestyrelsesprotokol, som kan bekræfte tidligere bestyrelsesformand [tidl. bestyrelsesformand]s beskyldning om, at forstanderne har tilbageholdt relevante oplysninger for bestyrelsen. Klagerne har videre anført, at [tidl. bestyrelsesformand] måtte fratræde formandsposten i højskolens bestyrelse, fordi bestyrelsen bortstemte ham på grund af habilitetsproblemer. Ifølge klagerne har [Klager C] aldrig været ansat på Rønshoved Højskole, ligesom det ville være ulovligt, hvis [Klager C] var både bestyrelsesformand og lærer på højskolen. Beskyldningen herom medførte, at Kulturministeriet som højskolens tilsynsmyndighed bad om en redegørelse. Ministeriet har den 27. februar 2012 meddelt højskolen, at den ikke forfølger sagen yderligere. Præciseringen, som Gråsten Avis bragte 6. marts 2012, burde have været en beklagelse af, at avisen har hængt [Klager C] ud som værende ansat på skolen med deraf følgende problemer. Gråsten Avis bragte den 24. januar 2012 [Klager A] og [Klager B]s genmæle. Avisen kommenterede genmælet i en artikel med nye beskyldninger, hvilket ikke er presseetisk korrekt. Kommentaren indeholder en beskyldning om, at Rønshoved Højskole har solgt forstanderboligen til forstanderne til en særlig favorabel pris. Forud for salget blev boligen vurderet to gange. Huset blev solgt til forstanderne til en pris, som lå 100.000 kroner over den højeste vurdering. Beskyldningen om, at forstanderboligen er solgt til særlig favorabel pris er ekstra prekær, da Gråsten Avis’ ansvarshavende redaktør [redaktøren], der var lærer på Rønshoved Højskole fra 1. januar 2003 til 1. december 2007, sad i højskolens bestyrelse fra december 2003 til september 2007 som lærerrepræsentant, og altså også da hussalget blev drøftet og vedtaget i bestyrelsen. [redaktøren]s kritik er først kommet efter, at han blev afskediget på grund af pligtforsømmelse. Motivet til artiklerne om Rønshoved Højskole synes at være afskedigelsen af [redaktøren], der efter sin afskedigelse sammen med medlemmer af skolekredsen og tidligere kursister blandt andet forsøgte at få forstanderne og bestyrelsen fjernet. Ved højskolens generalforsamling i 2009 tilbød en af redaktørens støtter at købe boligen for 2,3 millioner kroner uden at kunne udpege huset for forsamlingen. Det er problematisk, at redaktøren skriver stærkt kritiske artikler om sin gamle arbejdsplads, når han er afskediget. Han burde helt have undladt at skrive artiklerne eller bedt en journalist, som ikke var personligt involveret i sagen, skrive artiklerne. Højskolen har forkøbsret til boligen, der også tidligere har været ejet af højskolens forstander. Trods [redaktøren]s viden om forholdene undlod avisen i omtalen af salget at oplyse, at forstanderboligen er placeret på højskolens matrikel, hvilket gjorde salget vanskeligere, og at huset var nedslidt. Ingen af de i artiklerne omtalte klagere er blevet hørt i forbindelse med artiklerne, der ikke indeholder svar fra klagerne. Det er problematisk, at artiklerne ikke er krediterede, da læserne ikke kan se, hvem der er primær ophavsmand til artiklerne. [Klager C]s genmæletekst supplerer [Klager A] og [Klager B]s genmæletekst, ligesom det er vigtigt, at Gråsten Avis’ læsere – hvoraf mange indgår i højskolens skolekreds, og som sådan har betydning for den kommende generalforsamling får det indtryk, at forstanderne ikke står alene med kritikken. Gråsten Avis’ manglende reaktion på anmodningen om genmæle er i strid med god presseskik. 2.2 Gråsten Avis’ synspunkter Gråsten Avis har vedrørende artiklerne fra 2011 anført, at oplysningerne i artiklerne er korrekte. Det er korrekt, at oplysningen om den nuværende bestyrelsesformand [Klager C]s status som gæstelærer ikke har været i overensstemmelse med fakta. Misforståelsen beror på, at [Klager C] tidligere har været ansat som gæstelærer. Berigtigelsen er bragt i Gråsten Avis den 6. marts 2012. Lokalt er det et faktum, at der hersker uro omkring Rønshoved Højskole. Medarbejdere har klaget til bestyrelsen over forstanderparret, bestyrelsesformand [tidl. bestyrelsesformand] har trukket sig, og naboer er blevet politianmeldt af højskolen. Forholdene på højskolen har bred interesse i Gråsten Avis’ læserkreds. Gråsten Avis er bevidst om de penible sider. Af samme grund har det været afgørende for Gråsten Avis, at samtlige artikler har været båret af udsagn fra kilder, der har ønsket at stå frem. Dog har en politianmeldt nabo til skolen ikke ønsket at få sit navn i avisen, men såvel forstanderparret som Gråsten Avis er bekendt med hendes identitet. Det er korrekt, at den ansvarshavende redaktør på Gråsten Avis indtil 2007 har været tilknyttet Rønshoved Højskole, men dette må anses som værende irrelevant i forhold til den kritik, som navngivne kilder står frem med. Det er ligeledes irrelevant for sagen, at de påklagede artikler er uden byline, da avisen har en ansvarshavende redaktør. Gråsten Avis har i overensstemmelse med reglerne herom bragt forstanderparrets genmæletekst uredigeret. [Klager C]s genmæletekst har ikke været bragt, da begge genmæletekster blev sendt til redaktionen samtidig. [Klager C]s synspunkter er fuldt ud dækket i forstandernes genmæletekst. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Klagens rettidighed Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over god presseskik kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen fire uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet. Klagefristen vedrørende artiklerne bragt i april 2011 udløb i maj måned 2011. Da Pressenævnet først har modtaget klagen over Gråsten Avis i januar 2012, er klagen over artiklerne fra april 2011 indgivet efter klagefristens udløb. Indgår for sent påklagede artikler i en samlet reportage i en snæver indholds- og tidsmæssig sammenhæng med artikler, som er påklaget rettidigt (artiklerne af januar 2012), kan en sådan helhedsvurdering i nogle tilfælde omfatte samtlige påklagede artikler. Pressenævnet finder imidlertid ikke, at de to artikler fra april 2011 indgår i så nær tidsmæssig sammenhæng med påklagede artikler fra januar 2012, at der er grundlag for at behandle denne del af klagen. Det forhold, at højskolens økonomiske forhold, der er emnet for artiklerne fra april 2011, også kort omtales i artiklen af 17. januar 2012, kan ikke føre til andet resultat. Klagen over artiklerne fra april 2011 afvises herefter som for sen. Den øvrige del af klagen vedrørende artiklerne offentliggjort i januar 2012 realitetsbehandles. Realitetsbehandlingen Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlige interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.2. Det forhold, at [redaktøren] trods sin tidligere tilknytning til Rønshoved Højskole og baggrunden for hans afskedigelse har skrevet om forhold vedrørende højskolen, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udtale kritik af avisen. Nævnet finder imidlertid, at redaktøren i en sådan nyhedsdækning må være særlig varsom med, at oplysningerne er korrekte, og de krænkede personer får lejlighed til at udtale sig. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkterne A.1 og A.3. På baggrund af referatet af bestyrelsesmødet den 31. august 2011 lægges det til grund, at højskolens bestyrelse meddelte daværende formand [tidl. bestyrelsesformand] et mistillidsvotum. Højskolens nuværende bestyrelsesformand, [Klager C], har ikke været ansat på Rønshoved Højskole, hvorimod Gråsten Avis’ redaktør [redaktøren] var ansat som lærer i perioden januar 2003 – november 2007 og sad i skolebestyrelsen i perioden december 2003 – september 2007. Pressenævnet finder herefter, at Gråsten Avis har bragt ukorrekte oplysninger, da avisen skrev, at [tidl. bestyrelsesformand] selv havde valgt at trække sig som formand på grund af utilfredshed med forstanderne. Den fejlagtige oplysning om [Klager C] er berigtiget den 6. marts 2012. Nævnet finder, at navnlig forholdet omkring valget af en ny bestyrelsesformand burde have været kontrolleret yderligere inden offentliggørelse, så de fejlagtige og krænkende oplysninger kunne være undgået. Da dette ikke ses at være sket, udtaler nævnet kritik af Gråsten Avis. Pressenævnet finder, at [tidl. bestyrelsesformand]s beskyldninger om, at relevante oplysninger ikke blev forelagt bestyrelsen, og at forstanderboligen blev anskaffet til en ”særdeles favorabel pris” (1,3 millioner kroner), der i artiklen 24. januar 2012 holdes op mod et købstilbud på 2,5 millioner kroner tilbage i 2009. Nævnet finder, at disse beskyldninger burde have været forelagt klagerne inden offentliggørelse. Da klagerne ikke fik mulighed for at kommentere beskyldningerne, udtaler nævnet kritik. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte finder nævnet, at oplysningerne er egnede til at påføre klagerne skade af betydning, hvorfor de er berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor. Af medieansvarslovens § 39 fremgår det, at genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen skal indskrænkes til faktiske oplysninger. Da Gråsten Avis den 24. januar 2012 stillede spørgsmålstegn ved rigtigheden af oplysningerne i [Klager A] og [Klager B]s genmæle, har avisen bragt redaktionelle kommentarer i strid med medieansvarslovens § 39. I medfør af medieansvarslovens § 49, jf. lovens § 39, pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Gråsten Avis at offentliggøre følgende: [Overskrift] ”Genmæle fra Rønshoved Højskole [Underoverskrift] Pressenævnet har udtalt kritik af Gråsten Avis og pålagt avisen at bringe nedenstående genmæle fra skolen, forstanderne og bestyrelsesformanden. [Brødtekst] I sektionen Bov Avis nr. 2/2012 fremgik det, at den tidligere bestyrelsesformand for Rønshoved Højskole havde valgt at træde tilbage fra formandsposten. Dette er ikke korrekt. Den daværende formand fratrådte formandsposten pga. et mistillidsvotum fra bestyrelsen (forstanderparret deltog ikke i beslutningen). Af samme artikel fremgår det at højskolens forstanderpar har købt et hus „til en særdeles favorabel pris“. Dette er ikke korrekt. Forstanderparret købte det omtalte hus til en pris, der lå 100.000 kroner over den statsautoriserede ejendomsmæglers salgsvurdering. I sektionen Bov Avis nr. 3/2012 gør den tidligere bestyrelsesformand gældende, at forstanderne ikke har fremlagt alle relevante oplysninger om økonomien på højskolen. Årsregnskaberne er underskrevet og godkendte af højskolens statsautoriserede revisor og den tidligere formand har heller ikke undladt at godkende regnskaberne i sin formandsperiode. Heller ingen af disse beskyldninger er tilført bestyrelsesprotokollen. Videre fremgår det, at højskolens bestyrelse har bestilt et portrætmaleri af forstanderparret. Dette er ikke korrekt. Der er hverken bestilt et maleri eller truffet nogen beslutning om at gøre dette. Pressenævnet har pålagt avisen at bringe ovennævnte meddelelse. Nævnet har endvidere kritiseret Gråsten Avis for ikke at kontrollere oplysninger og for at miskreditere klagernes genmæletekst, der også var bragt i Bov Avis nr. 3/2012. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 11. april 2012

Versioner

  1. 2012-04-13