Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00206
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9156@2012-04-13/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00206
Resumé Klagerne – sønnen og svigerdatteren – klagede over artiklen ”Farmor uden børnebørn” i Kristeligt Dagblad. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør udvises kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkterne A.2 og B.1. Pressenævnet finder, at artiklen skildrer et emne af samfundsmæssig betydning, og at [farmoderen] har ret til at fortælle sin historie. Dette indebærer dog som udgangspunkt ikke, at [svigerdatteren] og [sønnen]s samlivsforhold har almen interesse. Ud fra billedet af [farmoderen] og hendes fornavn samt oplysningerne i artiklen lægges det til grund, at det for personer med kendskab til familien er muligt at identificere såvel [farmoderen] som klagerne. Under hensyn til, at der ikke i artiklen oplyses om årsagen til, at [svigerdatteren] på vegne af parret oplyste, at de ikke længere ønskede kontakt med farmoderen, samt at [farmoderen]s historie i det væsentlige fremstår som hendes fortælling, som hun subjektivt har oplevet hændelserne, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere [farmoderen]s oplysninger yderligere. Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysningernes mindre følsomme karakter. Hertil kommer, at klagerne ikke nærmere har konkretiseret, hvilke faktiske forhold, der måtte være ukorrekte. Nævnet udtaler ikke kritik.
[Svigerdatteren] og [sønnen] har klaget til Pressenævnet over en forsidehenvisning og en artikel i Kristeligt Dagblad den 4. februar 2012, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.[Svigerdatteren] og [sønnen] er henholdsvis [farmoderen]s svigerdatter og søn. 1 Sagsfremstilling Kristeligt Dagblad bragte den 4. februar 2012 forsidehenvisningen ”Farmor uden børnebørn” , hvoraf følgende fremgår: ”I tre et halvt år har [farmoderen] ikke set sine børnebørn. Flere bedsteforældre står i samme situation. FAMILIELIV SIDE 4” Til henvisningen var indsat et billede af [farmoderen]. På side 4 i 1. sektion bragte avisen artiklen ”Farmor ingen adgang” med underoverskriften ”I tre et halvt år har [farmoderen] ikke haft kontakt til sin søn og svigerdatter. Hun undrer sig over, hvad der er gået så galt, at de ikke kan tale om det” . Af artiklen fremgik følgende: ”[Farmoderen] er ved at skrive sin livshistorie. At skrive sit livs krønike er en god, men også smertelig proces, for når hun sidder ved computeren i hjemmet på Fyn, skriver hun til de børnebørn, som hun ikke må se. "Hvis det sker, at jeg aldrig kommer til at se mine børnebørn, så skal de kunne læse min historie, for måske vil de en dag undre sig over, hvem deres fars mor er," siger [farmoderen]. Når hun skriver, overmandes hun ofte af et påtrængende "hvorfor?". I dag er det tre et halvt år siden, at hun via en mail fra svigerdatteren fik at vide, at den unge familie ikke ønskede kontakt med hende. "I første omgang tænkte jeg, at min svigerdatter måske bare var lidt forvirret, og at de havde brug for lidt ro, men da jeg efter en tid forsøgte mig med et brev, fik jeg ikke noget svar, og de gaver, som jeg sendte, fik jeg retur. Jeg havde det helt forfærdeligt, og spørgsmålet om, hvad jeg havde gjort galt, forfulgte mig," siger [farmoderen], som valgte at gå til en psykolog, hvor hun fik hjælp til at se på sagen med nye øjne. "Jeg brugte megen energi på at overveje, hvad jeg mon kunne have gjort, for det var nogle virkelig bebrejdende ord, som min svigerdatter havde skrevet til mig i mailen. Havde jeg været en så dårlig mor? Psykologen fortalte mig, at jeg skulle lade være med at påtage mig et ansvar, som ikke var mit, og jeg mærkede med tiden, at jeg blev mindre tynget af skyld og bebrejdelser," siger [farmoderen]. At hun skulle blive farmor uden at have kontakt med børnebørnene, kom som et chok for hende. Hun har været en engageret mor og har forsøgt at indprente sønnen, at hun altid vil være der for ham. "Da vores børn var to og seks år, fandt min mand en anden, og jeg var alene med vores to drenge og et hus. Det var hårdt både økonomisk og følelsesmæssigt, men vi indrettede os, så vores yngste dreng boede hos mig gennem hele opvæksten. Han var et stille, følsomt barn, som var lidt svær at motivere, for han blev let slået ud. Når jeg har talt med mine veninder om vores ulykkelige forhold, så har de højlydt undret sig, for de har set, hvordan jeg altid lagde mig i selen for at gøre livet godt for min yngste søn," siger [farmoderen], som blandt andet flyttede i bofællesskab i en periode, men siden fravalgte den boform, da hun fornemmede, at sønnen ikke trivedes i miljøet. Hendes søn udviklede sig til en stille og følsom dreng. Da han havde afsluttet 10. klasse, vidste han ikke rigtigt, hvad han ville. Han boede hjemme og tilbragte megen tid på sofaen, hvilket gik hans mor på. Da han fyldte 18 år, besluttede [farmoderen] sig for at hjælpe ham med at finde en bolig, for hun syntes, at hans inaktive livsstil var uholdbar, og hun håbede, at miljøskiftet kunne hjælpe ham. "Selvom han var flyttet, kom jeg jævnligt hos ham og gav for eksempel en hånd med vasketøjet. En dag, hvor jeg kom forbi efter vasketøj, var døren åben, og jeg gik ind og så en kvinde i sengen. Jeg undskyldte og ville trække mig, men vi fandt ud af det, og jeg blev præsenteret for hans kæreste," siger [farmoderen]. Det unge par havde kun kendt hinanden i få uger, da kæresten blev gravid. Nyheden om familieforøgelsen kom bag på [farmoderen], men hun lovede, at hun ville støtte dem praktisk og økonomisk. "Jeg syntes, vi havde et godt forhold til hinanden. Hans kæreste var begejstret for mig, og jeg prøvede at finde måder, hvor vi kunne være sammen og lære hinanden at kende. Da de fik deres lille datter, var jeg ganske overvældet. Hun var en meget køn, lille pige. I dag kan jeg se, at jeg var fuldstændig skudt i den lille pige, men jeg sørgede stadig for, at jeg aldrig kom uanmeldt på besøg," siger [farmoderen]. Da barnebarnet var et halvt år, brød den unge familie med [farmoderen] og har siden afbrudt kontakten til den øvrige del af hendes søns familie. Han har i dag fået en læreplads, svigerdatteren har afsluttet sin uddannelse, og familien er blevet forøget med en dreng, som nu er et år. "De har kontakt med mormor og morfar. Min svigerdatter er enebarn og har forældre, som økonomisk kan støtte dem." "Når man bliver forældre, er det ikke usædvanligt, at man reflekterer over, hvordan ens egen opvækst har været. Jeg har spurgt mig selv gang på gang, hvad han er stødt på, som kan have været så voldsomt. Hvad er det, som er så galt, at vi ikke kan tale om det? Når jeg har talt med andre om min situation, så har det ofte slået mig, hvor forholdsvis udbredt det er med dårlige forhold mellem forældre og deres voksne børn. Der er flere farmødre end mig i denne situation, men det får ikke min smerte til at blive mindre," siger hun. [Farmoderen] bor i samme by som den unge familie, og hun har ofte tænkt, hvordan hun vil reagere, hvis hun tilfældigt skulle møde dem. … [Farmoderen] øver sig i ikke at lade den brudte relation fylde hele sit liv. Når hun skriver på livshistorien, går hun ind i det, som hun kalder for afsavnets rum. Men hun har et aktivt socialt liv og er desuden engageret i den lokale kirke, hvor hun er formand for menighedsrådet. … [Farmoderen]s fulde navn og identitet er redaktionen bekendt, men af hensyn til hendes familie har vi valgt ikke at bringe hendes efternavn.” Artiklen var illustreret af et billede af [farmoderen]. På side 4 bragte Kristeligt Dagblad endvidere artiklen ”Det går ofte galt mellem svigermor og svigerdatter” med underoverskriften ”BRUDTE RELATIONER At voksne børn afskærer sig fra kontakt med deres forældre, er mere udbredt, end man tror, men det er samtidig et tabu. Særligt forholdet mellem svigermor og svigerdatter giver problemer” . I artiklen henviste en familierådgiver til, at der i [farmoderen]s tilfælde påhvilede svigerdatterens forældre et ansvar for at opfordre datteren til at tage kontakt til svigermoderen. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Svigerdatteren] og [sønnen]s synspunkter Klagerne har anført, at det på grund af billederne af [farmoderen] er muligt at identificere klagerne. Artiklen lever ikke op til god presseskik og krænker privatlivets fred. Klagerne har endvidere anført, at [farmoderen]s fremstilling af sig selv og andre ikke er sandfærdig. Klagerne bliver i artiklen – uden grund – udstillet som en forfærdelig familie. Derfor vil der fremover blive ”kigget skævt” til klagerne, når de besøger [svigerdatteren]s forældre, der ligesom farmoderen bor i landsbyen Fangel nær Odense. 2.2 Kristeligt Dagblads synspunkter Kristeligt Dagblad har anført, at den påklagede artikel beskriver en eksistentiel livssituation for en mor, der har mistet kontakt med sin søn og svigerdatter og derfor ikke kan se sine børnebørn. Artiklens ærinde er at skildre, hvordan denne mor håndterer den brudte kontakt. Artiklen er ikke noget forsøg på at beskrive det forløb, der har ført til, at kontakten er afbrudt. Klagerne hverken udstilles eller omtales nedladende. Ud fra artiklen kan man med lige så god ret konkludere, at [farmoderen] er skyld i det brud, der har fundet sted. Artiklen indgår som en case-beskrivelse i et samlet kompleks sammen med en principiel baggrundsartikel, der beskriver det problem, at et betydeligt antal børn afskærer sig fra al kontakt til deres forældre. Dette problem kan ikke beskrives, hvis man ønsker at høre begge parter i sagen, da den ene part som oftest netop ikke ønsker nogen dialog. Derfor har Kristeligt Dagblad valgt at betone de principielle spørgsmål ved problemet set fra den ene forældres side, ligesom interviewet med [farmoderen] forholder sig til hendes mere generelle sorg over at have mistet kontakt og hendes håndtering af tabet. Ved at bringe et foto af farmoderen kan man se dét – som flere kalder for et samfundsmæssigt tabu – direkte i øjnene. Kristeligt Dagblad har i artiklen bestræbt sig på at skåne familien ved ikke at bringe [farmoderen]s særprægede efternavn eller navnet på den by, hvor hun bor. Da artiklen efter en tid tillige bliver tilgængelig på Kristeligt Dagblads hjemmeside, har avisen ønsket at tage det hensyn til [farmoderen]s børn og børnebørn, at de ikke sættes i forbindelse med farmoderen og bruddet mellem dem ved al fremtidig Google-søgning. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der bør udvises kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkterne A.2 og B.1. Pressenævnet finder, at artiklen skildrer et emne af samfundsmæssig betydning, og at [farmoderen] har ret til at fortælle sin historie. Dette indebærer dog som udgangspunkt ikke, at [svigerdatteren] og [sønnen]s samlivsforhold har almen interesse. Ud fra billedet af [farmoderen] og hendes fornavn samt oplysningerne i artiklen lægges det til grund, at det for personer med kendskab til familien er muligt at identificere såvel [farmoderen] som klagerne. Under hensyn til, at der ikke i artiklen oplyses om årsagen til, at [svigerdatteren] på vegne af parret oplyste, at de ikke længere ønskede kontakt med farmoderen, samt at [farmoderen]s historie i det væsentlige fremstår som hendes fortælling, som hun subjektivt har oplevet hændelserne, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere [farmoderen]s oplysninger yderligere. Pressenævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysningernes mindre følsomme karakter. Hertil kommer, at klagerne ikke nærmere har konkretiseret, hvilke faktiske forhold, der måtte være ukorrekte. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 11. april 2012