Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00208
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9157@2012-04-13/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00208
Resumé Klager – en person – klagede over artiklerne ”Fængselsdomme skal stoppe karteller”, ”Pressenævnet kritiserer Dagbladet Børsen” og ”Danfoss får kartelbøde” i Dagbladet Børsen Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Formalia Massemediets afgørelse om, hvorvidt god presseskik er tilsidesat og hvorvidt klager er berettiget til at få bragt et genmæle, kan senest fire uger efter, at afgørelsen er ”kommet frem” til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 34 og § 40. For så vidt angik spørgsmålet om klagens rettidighed, bemærkedes det, at Børsens brev af fredag den 13. januar 2012 formodes at være kommet frem til advokat Rolf Dane dagen efter, lørdag den 14. januar 2012. Fristen for at klage til Pressenævnet er som udgangspunkt fire uger efter, dvs. lørdag den 11. februar 2012. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper forlænges fristen til den følgende hverdag, hvilket ville sige mandag den 13. februar 2012. Klagen er herefter rettidig. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. På baggrund af det indgåede forlig af 4. oktober 2011 mellem Danfoss Flensburg GmbH og den amerikanske stat lægges det til grund, at [Klager]s forhenværende arbejdsplads Danfoss Flensburg GmbH for i 2004 – 2007 har erkendt at have medvirket til at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer ([Klager]s navn fremgår ikke af forliget). Danfoss Flensburg GmbH er endvidere stævnet i et civilt gruppesøgsmål, som amerikanske kunder har rejst mod bl.a. Danfoss Flensburg GmbH med påstand om, at selskaberne skal erstatte sagsøgernes tab som følge af en påstået karteldannelse. [Klager]s navn er nævnt i den reviderede stævning af 21. september 2010 i punkt 72 som en af flere personer, der hævdes at have deltaget i møder, der har haft til formål at begrænse konkurrencen på markedet. Efter det oplyste er der ikke faldet dom i denne sag, hvorfor [Klager]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde heller ikke i den forbindelse er bevist. [Klager] er ikke identificeret i artiklerne ”5 spørgsmål: Tvivlsomme motiver i kartelsag” og ”Det må aldrig ske igen” af 8. december 2011 eller ”Danfoss får kartelbøde” af 30. december 2012, men var nævnt ved navn i Dagbladet Børsen i forbindelse med tidligere omtale i september og oktober 2011. Ud fra de faktiske forhold er det nærliggende, at [Klager] er én af de personer, der henvises til som de tre personer, der har afholdt hemmelige møder og som efterfølgende er afskediget. På denne baggrund finder nævnet, at klager har retlig interesse i at få klagen over alle artiklerne behandlet. Klagen realitetsbehandles i sin helhed. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Nævnet finder, at læserne på baggrund af tidligere omtale i Dagbladet Børsen i september og oktober 2011 må forventes at henlede udsagnene i artiklen til blandt andre [Klager] som én af de tre medarbejderes handlinger medførte, at Danfoss indgik et forlig i straffesagen på ca. 669 og 16,5 millioner kroner for henholdsvis det europæiske og det amerikanske marked. Da parternes oplysninger om de faktiske forhold ikke er modstridende, og der heller ikke er taget stilling til spørgsmålet om en eventuel skyld hos de tre medarbejdere, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. Under henvisning til det ovennævnte forlig og navnlig den reviderede stævning i den civile sag, hvori det anføres, at [Klager] deltog i møderne, finder nævnet hverken anledning til at at kritisere formuleringen ”de tre ansvarlige for kartelmøderne” eller, at Børsen ikke præciserede, om [Klager] var én af de tre omtalte medarbejdere. I den forbindelse bemærkes det dog, at sådan som sagen foreligger oplyst for Pressenævnet, ses det civile gruppesøgsmål, hvor klager er omtalt i stævningen endnu ikke at være afgjort, hvorfor der heller ikke er stilling til [Klager]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde. Genmæle I medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte finder nævnet, at Dagbladet Børsen har bragt faktisk korrekte oplysninger, og [Klager] allerede af den grund ikke er berettiget til et genmæle. I den forbindelse bemærkes det, at Dagbladet Børsen ikke i artiklerne har taget stilling til skyldspørgsmålet. Offentliggørelse af nævnets kendelse Det følger af medieansvarslovens § 49, at offentliggørelsen af nævnets kendelse skal ske snarest muligt. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og være på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Offentliggørelsen fandt sted onsdag den 28. december 2011, dvs. efter nævnets fremsendelse af kendelsen den 20. december 2011, er avisen udkommet torsdag den 21., fredag den 22. og tirsdag den 27. december 2011. Nævnet finder, at en offentliggørelse bør finde sted i førstkommende udgave af mediet, hvorfor en offentliggørelse onsdag den 28. december 2011 ikke ses at være i overensstemmelse med medieansvarslovens § 49. Nævnet udtaler kritik af Dagbladet Børsen for ikke at offentliggøre kendelsesresuméet snarest muligt. Derimod finder nævnet, at artiklen 30. december 2011, der er bragt to dage efter offentliggørelsen af nævnets kendelse, ikke kan anses for at være en kommenterende tilføjelse, og nævnet udtaler ikke kritik af dette forhold. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger nævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Børsen at offentliggøre et kendelsesresumé.
[Klager] har ved advokat Rolf Dane klaget til Pressenævnet over tre artikler i Dagbladet Børsen henholdsvis den 8., 28. og 30. december 2011, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen angår tillige mediets afslag på genmæle. Klagen er modtaget i Pressenævnet mandag den 13. februar 2012. 1 Sagsfremstilling Forudgående omtale Forud for offentliggørelsen af de påklagede artikler udtalte Danfoss’ direktør sig på et pressemøde den 7. december 2011. En optagelse fra pressemødet er indsat som tv-klip til artiklen ”Danfoss: Det har ramt os lige i hjertekulen” på tv2.dk. Af tv-klippet fremgår blandt andet følgende: ” [Person A], direktør, Danfoss: Først og fremmest handler sagen om tre betroede medarbejdere fra vores datterselskab uden topledelsens vidende og i direkte modstrid med de interne retningslinjer i perioden april 2004 til oktober 2007 udvekslede informationer med konkurrenter i et forsøg på at koordinere priser for visse kølekompressorer solgt i Europa. Forliget betyder, at vi betaler en bøde på 90 millioner euro svarende til ca. 669 millioner kroner til kommissionen for de overtrædelser, der har fundet sted, dermed holder bøden sig på det niveau, vi forventede, da vi hensatte i halvårsregnskabet tidligere på året. … Jeg vil gerne samtidig understrege, at det kan være utrolig svært at opdage denne her type sager. Der var intet i det tyske datterselskabs drift og resultater, der gav anledning til mistanke. Forretningen klarede sig dårligt igennem en lang årrække, og det ændrede sig ikke i den periode, hvor vi nu ved, at overtrædelserne fandt sted. Vi fik derfor først nys om sagen, da kommissionen i februar 2009 inspicerede vores kontor. … I slutningen af 2009 og starten af 2010, der vendte Europakommissionen så tilbage til os med en lang række spørgsmål og informationer. På den baggrund iværksatte vi så nye undersøgelser, herunder med omfattende afhøringer af medarbejdere. Det gjorde, at vi i perioden frem til juli 2010 fik tilstrækkeligt med fakta til, at vi ikke længere kunne afvise, at overtrædelserne havde fundet sted. Vi valgte derfor at søge om udvidet samarbejde med kommissionen, såkaldt ”leanelse”. Det betød, at vi kunne begynde en god dialog med kommissionen, som altså nu er endt med et forlig. … De involverede medarbejdere i vores tyske datterselskab udvekslede konkurrencefølsomme oplysninger for eksempel priser med konkurrenter. Udvekslingen foregik på møder og via telefon. En sådan adfærd er helt uacceptabel, og derfor arbejder de involverede medarbejdere ikke længere for Danfoss. … Det ser ud til, at de involverede medarbejdere stoppede udvekslingen af informationer igen, fordi den ikke havde nogen effekt. Forretningen klarede sig dårligt i en årrække og det ændrede sig ikke i den periode, overtrædelserne fandt sted. Blandt andet derfor valgte vi også i 2010 at sælge forretningsområdet fra.” Forløbet omkring offentliggørelsen af de påklagede artikler Dagbladet Børsen bragte den 8. december 2011 på side 6-7 artiklen ”Fængselsdomme skal stoppe karteller” med underoverskriften ”Efter gårsdagens historiske karteldom til Danfoss vil regeringen stramme dansk kartellovgivning, der er blandt Europas slappeste. Bagmandspolitiet og flere eksperter ønsker kartelmagerne bag tremmer”. Til artiklen var under overskriften ”Tvivlsomme motiver i kartelsag” indsat følgende fem spørgsmål og svar: ”5 spørgsmål [Person B], journalist [billede indsat] 1. Hvornår kommer vi kartellerne til livs? Når risikoen for at blive opdaget og straffen for at blive afsløret overstiger gevinsten, hvilket der trods ønsker og nye initiativer ikke er umiddelbar udsigt til. Et godt skridt på vejen er dog fængselsstraffe til kartelmagere. det vil kunne sætte skub i den ordning om rabat til sladrehanke, som vi allerede har i Danmark, men som indtil videre kun har været brugt i sagen om VVS-kartellet på Grønland og entreprenør-kartellet i Danmark. 2. Hvorfor er Danfoss gået med i kartellet? Det mest oplagte svar ville være for at tjene flere penge. Men Danfoss’ egne undersøgelser har ifølge Danfoss vist, at selskabet faktisk ikke hævede priserne, selvom det var blevet aftalt på de hemmelige møder. Internt i Danfoss spekuleres der i, at de tre ansvarlige for kartelmøderne har gjort det for at netværke og stå bedre i fremtidige jobskift, men Danfoss’ interne granskning har ikke vist noget økonomisk motiv – hverken for selskabet eller hos de tre involverede chefer. 3. Hvor plettet efterlader skandalen topchef [Person A]? Det kommer an på, om der kommer mere frem om hans viden og ageren i sagen. Som det står nu, har [Person A] kun gjort sig skyldig i to ting – han har ikke haft styr på, hvilke fupnumre, tre chefer i kompressorforretningen har bedrevet. Og han har været naiv nok til at tro på deres oprindelige forklaringer, da EU-Kommissionen første gang kom til Danfoss med sin mistanke. 4. Hvorfor er Danfoss den af kartelmagerne, der har fået mindst rabat på bøden? Fordi Danfoss alt for længe stædigt fastholdt, at man intet forkert havde gjort. Først da beviserne tårnede sig op om ørerne, bad Danfoss om et forlig og dermed fik Danfoss kun 15 pct. rabat for at samarbejde, mens de fire andre fik henholdsvis 20, 25, 40 og 100 pct. rabat. 5. Hvorfor er bøden til Danfoss så stor? Bøden på 669 mio. kr. udgør mere end halvdelen af den samlede bøde til de fire største skurke i det globale kompressorkartel, fordi Danfoss har den største markedsandel på det europæiske marked. I USA var bøden til Danfoss på 16,5 mio. kr. tilsvarende langt mindre end gigantbøderne på samlet 700 mio. kr. til de andre i kartellet.” På side 7 bragte Børsen endvidere artiklen ”Det må aldrig ske igen” , hvoraf blandt andet følgende fremgik: ”Rystede Danfossansatte … ”De [Danfoss’ medarbejdere] ved jo, at vi træner alle i at optræde etisk rigtigt. De ved desuden, at vi vil have, at man på alle niveauer vælger den etiske vej, selv om det måtte koste forretning,” siger [Person A] og understreger, at han vil gøre alt for, at forhindre, at Danfoss skal igennem en tilsvarende sag på et eller andet tidspunkt.” Samme dag bragte Børsen på side 8 artiklen ”Kartelsag vil plage Danfoss i årene frem” og artiklen ”EU-Kommissionen: Fristelsen vil altid være for stor” . Af sidstnævnte fremgik bl.a. følgende: ”Gårsdagens bøde til Danfoss på 669 mio. kr. er væsentlig højere end bøden til de andre skyldige kompressorleverandører, og det skyldes blandt andet, at Danfoss først meget sent i forløbet var klar til at erkende, at der var hold i EU-Kommissionens mistanke om svindel med priserne. Det var først da EU-Kommissionen, efter at være blevet afvist af Danfoss, kom tilbage med mere belastende bevismateriale om tre navngivne personer fra Danfoss havde deltaget i de hemmelige møder, at de pågældende ændrede forklaring og indrømmede, at der var noget om snakken.” Pressenævnet afsagde den 19. december 2011 kendelse i sag nr. 11-70-00150, [Klager] mod Dagbladet Børsen. Af kendelsen fremgik bl.a. følgende: ”Yderligere oplysninger Af en revideret stævning ”Second Consolidated Amended Complaint” modtaget ved distriktsdomstolen i Michigan den 21. september 2010 fremgår det af stævningens indledning, at: […] Af stævningens punkter 70-72 fremgår det, at: ”70. In 2004 and 2005, for example, Defendants’, including Tecumseh and Embraco, met in Europe prior to negotiations with the OEMs. Defendants also engaged in telephone conversations to facilitate their bid rigging and market allocation scheme. 71. In 2006, Defendants met again in Europe to discuss prices for Hermetic Compressors for 2007. 72. Many of Defendants’ top executives participated in these meetings. A document from the Brazilian investigatory authority shows the following five executives, among others, were instrumental in furthering the Defendants’ conspiracy: Gerson Verissimo, the head of Defendant Tecumseh Brasil Ernesto Henzelmann, CEO and President of Embraco Valter Taranzano, CEO and President of ACC [Klager], Director of Sales and Marketing for Danfoss; and Kaisha Masuda, Sales and Marketing Associate at Panasonic”. […] 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: […] På baggrund af det indgåede forlig af 4. oktober 2011 mellem Danfoss Flensburg GmbH og den amerikanske stat lægges det til grund, at [Klager]s forhenværende arbejdsplads for perioden oktober 2004 – september 2007 har erkendt at have medvirket til at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer. [Klager]s navn fremgår ikke af forliget. Af forligets punkt 14 fremgår det blandt andet, at den amerikanske stat som udgangspunkt fraskriver sig muligheden for at rejse sigtelse mod nuværende og tidligere direktører, ledere eller medarbejdere hos Danfoss Flensburg GmbH og tilknyttede moder- eller datterselskaber. Danfoss Flensburg GmbH er endvidere stævnet i et civilt gruppesøgsmål, som amerikanske kunder har rejst mod bl.a. Danfoss Flensburg GmbH med påstand om, at selskaberne skal erstatte sagsøgernes tab som følge af en påstået karteldannelse. [Klager]s navn er nævnt i den reviderede stævning af 21. september 2010 i punkt 72 som en af flere personer, der hævdes at have deltaget i møder, der har haft til formål at begrænse konkurrencen på markedet. Efter det oplyste er der ikke faldet dom i denne sag, hvorfor [Klager]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde heller ikke i den forbindelse er bevist. Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt virksomheder samarbejder om at begrænse konkurrencen i markedet, har klar almen interesse. Klager var som salgsdirektør en ledende medarbejder i Danfoss Flensburg GmbH i den periode, selskabet har erkendt et konkurrencebegrænsende samarbejde. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Dagbladet Børsen for at omtale [Klager] i forbindelse med omtalen af de to sager. Nævnet bemærker, at avisen ikke i sin dækning af sagerne har taget stilling til, om klager har begået noget strafbart. I artiklen ”Forlig freder nuværende Danfoss-top” af 6. oktober 2011 omtaler Dagbladet Børsen klager som ”sagsøgt” i sætningen: ”Da Børsen tilbage i september satte navn på de to Danfoss-chefer, der er sagsøgt for at have indgået prisaftalerne.” Det er rettelig selskabet Danfoss Flensburg GmbH og en række af virksomhedens konkurrenter, som er sagsøgt i gruppesøgsmålet. Formulering går således ud over, hvad der i de faktiske forhold er dækning for, og nævnet udtaler kritik heraf. […] Pressenævnet finder, at overskriften ”Salgsdirektør udråbt til skurk” af 12. september 2011 har dækning i artiklen og de faktiske forhold, herunder beskyldningerne i den reviderede stævning af 21. september 2010 om, at [Klager] skulle have deltaget i møder med den øverste ledelse fra konkurrerende virksomheder. Pressenævnet udtaler ikke kritik af overskriftens udformning. […]” Pressenævnet sendte ved e-mail af tirsdag 20. december 2011 kl. 12.20 kendelsen til parterne i sagen, [Klager] ved advokat Rolf Dane og Dagbladet Børsen ved den ansvarshavende redaktør med kopi til journalist [Person B]. Den 21. december 2011 blev kendelsen offentliggjort på nævnets hjemmeside, pressenaevnet.dk. Børsen bragte onsdag den 28. december 2011 på side 2 nævnets kendelse under overskriften ”Pressenævnet kritiserer Dagbladet Børsen” og underoverskriften ”Pressenævnet har udtalt kritik af Dagbladet Børsen for fejlagtigt at omtale tidligere salgsdirektør i Danfoss [Klager] som sagsøgt. ” Af det offentliggjorte kendelsesresumé fremgik følgende: ”Dagbladet Børsen bragte den 6. oktober 2011 artiklen ”Forlig freder nuværende Danfoss-top”. Artiklen omhandler et forlig i en straffesag. Danfoss indgik i oktober måned et forlig med den amerikanske stat, og selskabet erkendte derved at have deltaget i ulovlige konkurrencebegrænsende samarbejder (i årene 2004-2007). I artiklen omtales det, at [Klager] er sagsøgt. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Dagbladet Børsen har tilsidesat god presseskik ved at omtale [Klager] som ”sagsøgt”. [Klager] hævdes i en stævning at have mødt andre ledere med henblik på at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer, men personligt hverken er eller har han været sagsøgt eller tiltalt. Det var således Danfoss, der var tiltalt i straffesagen i USA, og som forligte denne. Det er også selskabet, der blev mødt med et erstatningskrav fra selskabets kunder som følge af kartelsagen (et civilt søgsmål). Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Dagbladet Børsen bragte den 30. december 2011 på side 11 under overskriften ”Danfoss får kartelbøde” følgende: ”Industrikoncernen Danfoss får danmarkshistoriens største bøde, efter at virksomheden i årevis ulovligt har styret priserne sammen med flere af verdens største producenter af kompressorer. Danfoss, der skal betale 669 mio. kr. i bøde, har sammen med branchens fem største virksomheder brugt dæknavne, private mobiltelefoner og hemmelige møder til at aftale priser og fordele markedsandelene mellem sig. Danfoss afskediger tre medarbejdere for at have stået bag det ulovlige samarbejde. Topchef [Person A] er hurtig til at undskylde samarbejdet. Han forklarede, at sagen ligger langt fra den danske virksomheds værdier. ”Det, der er sket, må aldrig ske igen,” sagde han under et hurtigt indkaldt pressemøde i København efter EU-Kommissionen har afsagt dommen. I dagene efter siger både regeringen, forskellige eksperter og Bagmandspolitiet, at straffene for kartelsamarbejde er for milde. Kartellerne bør i alvorlige tilfælde kunne give fængselsstraffe, fordi de sætter markedsmekanismerne ud af kraft, og har store økonomiske konsekvenser for forbrugerne, lyder argumentet.” I artiklens første spalte var Danfoss’ logo indsat. Advokat Rolf Dane klagede til Dagbladet Børsen over omtalen i december 2011. Avisen afviste klagen ved brev af fredag den 10. januar 2012. Klagen er modtaget i Pressenævnet mandag den 13. februar 2012. Yderligere oplysninger Rolf Dane har over for Pressenævnet fremlagt kopi af ansættelsespapirer vedrørende [Klager]. Der er blandt andet fremlagt et ”Amendment” (tillæg til ansættelseskontrakt) underskrevet af [Klager] den 24. august 2010. Af tillægget fremgår det, at en kontrakt af august 2007 er blevet forlænget til 28. februar 2011. Dette tillæg blev ved klagers underskrift den 21. februar 2011 forlænget til 30. juni 2011. Af Danfoss Flensburg GmbHs opsigelsesbrev af 14. juli 2011 til [Klager] fremgår bl.a. følgende: ”Kære hr. [Klager], Vi skal hermed opsige din ansættelseskontrakt med selskabet med det kontraktmæssige varsel på 12 måneder til udløb den 31. juli 2012 alternativt med virkning snarest muligt. Opsigelsen er begrundet i selskabets lukning og det forhold, at det ikke har været muligt at finde et andet passende arbejde til Mr. [Klager] i Danfoss-koncernen.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Advokat Rolf Dane har henvist til omtalen den 12. og 15. september samt 6. oktober 2011, der var påklaget i nævnets kendelse af 19. december 2011 i sag nr. 11-70-00150, [Klager] mod Dagbladet Børsen, hvor Børsen udråbte [Klager] som ”hovedskurk” og omtalte ham ved navns nævnelse 21 gange. Artiklerne fra december 2011 må ses i sammenhæng med den tidligere omtale. Børsen valgte fra starten, den 12. september 2011, at udpege [Klager] som skyldig, selvom han hverken er sigtet eller tiltalt – som nævnets kendelse også fastslår. I og med at Børsen valgte at navngive to personer, hvoraf [Klager] er den ene, kan læseren kun referere til klager som en af de ”tre betroede medarbejdere i vores datterselskab”, som ikke arbejder hos Danfoss. Når Børsen i relation til omtalen 8. december 2011 forsvarer sig med, at avisen blot citerede fra Danfoss’ pressemeddelelse 7. december 2011, må det være, fordi avisen mener, at den fortsat kan bringe misvisende oplysninger, der krediterer [Klager]. Af klagers ansættelsespapirer fremgår det netop, at han ikke er afskediget i 2010, men at han fik forlænget sin kontrakt. I sommeren 2011 blev han fritstillet, fordi der ikke var arbejde, der modsvarede hans kvalifikationer. I artiklen ”Tvivlsomme motiver i kartelsag” er der gengivet spørgsmål og svar uden angivelse af, hvem der svarer. Artiklen har derved karakter af beskyldninger. Børsen spekulerer i motiver for personer, som de selv tidligere har sat navn på – og hver gang med henvisning til afdelingen i Flensborg. Læseren får det indtryk, at [Klager] er én af de tre, der beskyldes for et strafbart forhold på henholdsvis 16 og 669 millioner kroner. Når Danfoss går ud med en oplysning i deres pressemeddelelse om, at de skyldige i bøderne er tre anonyme i en bestemt afdeling Danfoss GmbH, [Klager]s ansættelsessted, må avisen være særlig agtpågiven. Advokaten har henvist til følgende udsagn: ”Internt i Danfoss spekuleres der i, at de tre ansvarlige for kartelmøderne har gjort det for at netværke og stå bedre i fremtidige jobskift, men Danfoss’ interne granskning har ikke vist noget økonomisk motiv – hverken for selskabet eller hos de tre involverede chefer” og ”- han ([Person A]) har ikke haft styr på hvilke fupnumre, tre chefer i kompressorforretningen har bedrevet.” Til spørgsmål 2 i ”5 Spørgsmål” : ”Hvorfor er Danfoss den kartelmager, der har fået mindst rabat på bøderne” og svaret: ”… Først da beviserne tårnede sig op om ørerne, bad Danfoss om forlig og dermed fik Danfoss 15 % rabat…” er advokat Rolf Dane undrende over for, hvilke beviser Børsen henviser til. Sammenkædningen i artiklen ”EU-Kommissionen: Fristelsen vil altid være for stor” mellem erkendelse af bøden og de fyrede medarbejdere er tendentiøs og efterlader det fejlagtige indtryk, at der er sammenhæng, hvilket Pressenævnet ifølge klager i kendelsen af 19. december 2011 fastslog, at der ikke er. Det må endvidere kræves, at Børsen er speciel agtpågiven, når avisen vælger at bringe ”året der gik” den 30. december 2011 , to dage efter det bragte dementi. Bladet ignorerer og omgår kendelsen ved ikke at præcisere, at [Klager] intet har med kartelsagen at gøre, idet han hverken er sagsøgt, sigtet eller tiltalt og heller ikke blev fyret i 2010. Igen henvises til ”tre medarbejdere”. I artiklen ”Danfoss får kartelbøde” står blandt andet, at ”Danfoss, der skal betale 669 millioner kroner i bøde, har … Danfoss afskediger tre medarbejdere for at have stået bag det ulovlige samarbejde.” Artiklen den 30. december 2011 må endvidere anses som en kommenterende tilføjelse til Pressenævnets kendelse, der blev offentliggjort kun to dage tidligere, den 28. december 2011. Hertil kommer, at offentliggørelsen først bringes otte dage efter nævnets afgørelse. Børsen har valgt at viderebringe oplysningerne i pressemeddelelsen uden at udbede sig [Klager]s kommentar. Klager bør gives adgang til genmæle vedrørende følgende: at [Klager] intet har med bøden og strafskyld på de 16 og på 669 mio. kr. at gøre, at han ikke er fyret i 2010. [Klager] er først i 2011 opsagt med den grund, at der ikke for tiden var job, der modsvarede hans kvalifikationer, at Børsen dementerer den forkerte faktaboks den 8. december 2012 om tvivlsomme motiver, og at Børsen tilbagekalder den grove beskyldning om strafbart forhold, angiveligt begået af tre personer. Advokat Rolf Dane har herudover anført, at der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 267 (injurier) og § 268 (bagvaskelse). 2.2 Dagbladet Børsens synspunkter Dagbladet Børsen har anført, at Børsen besvarede klagen over artiklerne fra december 2011 ved brev af 13. januar 2012, og klagen over disse er tillige indgivet efter klagefristens udløb. Til artiklen ”Det må aldrig ske igen” af 8. december 2011 har Børsen anført, at [Klager] ikke er identificeret i artiklen. Kravet om retlig interesse i klagen er derfor ikke opfyldt. Såfremt klager måtte anses for klageberettiget, har Dagbladet Børsen anført, at kartelsagen har klar almen interesse, og det er sædvanligt og tilsigtet, at indholdet af pressemøder gengives i medierne. Danfoss afholdt den 7. december 2011 pressemøde i anledning af den af EU-Kommissionen pålagte bøde i kartel-sagen. Børsen omtalte pressemødet og direktør [Person A]s udsagn. Børsen har ikke – som anført i klagen – fremsat ”negative beskyldninger om de udpegede skyldige”. Avisen har alene videregivet udsagn, der blev fremsat på pressemødet. Der er henvist til tv-klippet på tv2.dk samme dag. Det forhold, at der ved offentliggørelsen verserede en sag for Pressenævnet om tidligere artikler i Børsen, kan ikke føre til, at Børsen anses for afskåret fra at omtale kartelsagen. Til artiklen ”5 spørgsmål: Tvivlsomme motiver i kartelsag” af 8. december 2011 har avisen anført, at ”5 spørgsmål”-artikler er et fast indslag i Børsen. Artiklerne har til formål at give et overblik over en sag ved, at journalisten stiller – og selv besvarer – fem centrale spørgsmål. [Klager] er ikke identificeret i artiklen. Kravet om retlig interesse i klagen er derfor ikke opfyldt. Tages klagen alligevel under påkendelse, anføres det, at artiklen indeholder journalistens vurdering af kartel-sagen, og der er ikke i artiklen gengivet urigtige faktuelle oplysninger. Spørgsmål to henviser til, at der ikke var et økonomisk motiv i kartelsagen. Oplysningen stammer bl.a. fra pressemødet den 7. december 2011. I artiklen ”Danfoss får kartelbøde” den 30. december 2011 bragte Børsen et overblik over begivenheder i 2011. [Klager] er ikke identificeret i artiklen. Kravet om retlig interesse i klagen er derfor ikke opfyldt. Artiklen indeholder i øvrigt heller ikke udsagn, der kan være i strid med god presseskik. Børsen har afvist at have omgået Pressenævnets pålæg. Artiklen den 30. december 2011 blev ikke bragt i forbindelse med optrykningen af kendelsesresuméet, og artiklen indeholder ikke kommentarer m.v. til kendelsesresuméet. Efter medieansvarslovens § 49 skal offentliggørelsen af et kendelsesresumé ske ”snarest muligt”. Børsen modtog afgørelsen fra Pressenævnet umiddelbart før jul. På grund af juleferie og da Børsen alene udkommer på hverdage, blev kendelsesresuméet bragt en uge efter Pressenævnets afgørelse, den 28. december 2011 . 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Formalia Massemediets afgørelse om, hvorvidt god presseskik er tilsidesat og hvorvidt klager er berettiget til at få bragt et genmæle, kan senest fire uger efter, at afgørelsen er ”kommet frem” til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 34 og § 40. For så vidt angik spørgsmålet om klagens rettidighed, bemærkedes det, at Børsens brev af fredag den 13. januar 2012 formodes at være kommet frem til advokat Rolf Dane dagen efter, lørdag den 14. januar 2012. Fristen for at klage til Pressenævnet er som udgangspunkt fire uger efter, dvs. lørdag den 11. februar 2012. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper forlænges fristen til den følgende hverdag, hvilket ville sige mandag den 13. februar 2012. Klagen er herefter rettidig. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. På baggrund af det indgåede forlig af 4. oktober 2011 mellem Danfoss Flensburg GmbH og den amerikanske stat lægges det til grund, at [Klager]s forhenværende arbejdsplads Danfoss Flensburg GmbH for i 2004 – 2007 har erkendt at have medvirket til at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer ([Klager]s navn fremgår ikke af forliget). Danfoss Flensburg GmbH er endvidere stævnet i et civilt gruppesøgsmål, som amerikanske kunder har rejst mod bl.a. Danfoss Flensburg GmbH med påstand om, at selskaberne skal erstatte sagsøgernes tab som følge af en påstået karteldannelse. [Klager]s navn er nævnt i den reviderede stævning af 21. september 2010 i punkt 72 som en af flere personer, der hævdes at have deltaget i møder, der har haft til formål at begrænse konkurrencen på markedet. Efter det oplyste er der ikke faldet dom i denne sag, hvorfor [Klager]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde heller ikke i den forbindelse er bevist. [Klager] er ikke identificeret i artiklerne ”5 spørgsmål: Tvivlsomme motiver i kartelsag” og ”Det må aldrig ske igen” af 8. december 2011 eller ”Danfoss får kartelbøde” af 30. december 2012, men var nævnt ved navn i Dagbladet Børsen i forbindelse med tidligere omtale i september og oktober 2011. Ud fra de faktiske forhold er det nærliggende, at [Klager] er én af de personer, der henvises til som de tre personer, der har afholdt hemmelige møder og som efterfølgende er afskediget. På denne baggrund finder nævnet, at klager har retlig interesse i at få klagen over alle artiklerne behandlet. Klagen realitetsbehandles i sin helhed. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Nævnet finder, at læserne på baggrund af tidligere omtale i Dagbladet Børsen i september og oktober 2011 må forventes at henlede udsagnene i artiklen til blandt andre [Klager] som én af de tre medarbejderes handlinger medførte, at Danfoss indgik et forlig i straffesagen på ca. 669 og 16,5 millioner kroner for henholdsvis det europæiske og det amerikanske marked. Da parternes oplysninger om de faktiske forhold ikke er modstridende, og der heller ikke er taget stilling til spørgsmålet om en eventuel skyld hos de tre medarbejdere, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. Under henvisning til det ovennævnte forlig og navnlig den reviderede stævning i den civile sag, hvori det anføres, at [Klager] deltog i møderne, finder nævnet hverken anledning til at at kritisere formuleringen ”de tre ansvarlige for kartelmøderne” eller, at Børsen ikke præciserede, om [Klager] var én af de tre omtalte medarbejdere. I den forbindelse bemærkes det dog, at sådan som sagen foreligger oplyst for Pressenævnet, ses det civile gruppesøgsmål, hvor klager er omtalt i stævningen endnu ikke at være afgjort, hvorfor der heller ikke er stilling til [Klager]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde. Genmæle I medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte finder nævnet, at Dagbladet Børsen har bragt faktisk korrekte oplysninger, og [Klager] allerede af den grund ikke er berettiget til et genmæle. I den forbindelse bemærkes det, at Dagbladet Børsen ikke i artiklerne har taget stilling til skyldspørgsmålet. Offentliggørelse af nævnets kendelse Det følger af medieansvarslovens § 49, at offentliggørelsen af nævnets kendelse skal ske snarest muligt. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og være på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Offentliggørelsen fandt sted onsdag den 28. december 2011, dvs. efter nævnets fremsendelse af kendelsen den 20. december 2011, er avisen udkommet torsdag den 21., fredag den 22. og tirsdag den 27. december 2011. Nævnet finder, at en offentliggørelse bør finde sted i førstkommende udgave af mediet, hvorfor en offentliggørelse onsdag den 28. december 2011 ikke ses at være i overensstemmelse med medieansvarslovens § 49. Nævnet udtaler kritik af Dagbladet Børsen for ikke at offentliggøre kendelsesresuméet snarest muligt. Derimod finder nævnet, at artiklen 30. december 2011, der er bragt to dage efter offentliggørelsen af nævnets kendelse, ikke kan anses for at være en kommenterende tilføjelse, og nævnet udtaler ikke kritik af dette forhold. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger nævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Børsen at offentliggøre følgende: [rubrik] ”For sen offentliggørelse [underrubrik] Pressenævnet har udtalt kritik af Dagbladet Børsen for ikke at offentliggøre en kendelse snarest muligt efter afsigelsen. [brødtekst] I efteråret 2011 blev der indgivet klage til Pressenævnet over en omtale i Børsen vedrørende Danfoss’ bøde for karteldannelse. Pressenævnet afsagde kendelsen den 19. december og sendte kendelsen til parterne (én af de afskedigede chefer i Danfoss og Dagbladet Børsen) ved e-mail af tirsdag den 20. december 2011 kl. 12.20. Kendelsen blev offentliggjort i Børsen onsdag den 28. december 2011. Inden da er avisen udkommet torsdag den 21. december, fredag den 22. december og tirsdag den 27. december 2011 (mandag den 26. december 2011 var 2. juledag). Klageren i sagen har klaget til Pressenævnet over offentliggørelsestidspunktet og over, at Børsen den 30. december 2011 igen omtalte sagen. I medieansvarsloven er det skrevet, at en offentliggørelse skal ske snarest muligt, og at den skal være uden kommenterende tilføjelser. Pressenævnet finder, at offentliggørelsen ikke er sket snarest muligt og derfor heller ikke er i overensstemmelse med loven. Nævnet har derfor udtalt kritik af Dagbladet Børsen. Derimod finder nævnet, at omtalen to dage efter offentliggørelsen ikke kan anses for en kommentar til Pressenævnets kendelse, hvilket kunne være i strid med loven. Nævnet har pålagt avisen at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Afgjort den 11. april 2012