Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00247

GældendeVersion 2012-04-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9187@2012-04-26/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00247

Resumé Klager – en tidligere direktør – anmodede om genoptagelse af sag nr. 11-70-00208: [En tidligere direktør] mod Dagbladet Børsen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. En part har krav på genoptagelse og en ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Herudover kan nævnet tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet finder, at der ikke er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og anmodningen afvises herefter. Det bemærkes, at det civile gruppesøgsmål, hvor [en tidligere direktør] er omtalt i stævningen endnu ikke var afgjort, hvorfor der heller ikke ved kendelsen af 11. april 2012 er taget stilling til [en tidligere direktør]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde.

[En tidligere direktør] har ved advokat Rolf Dane anmodet om genoptagelse af sag nr. 12-70-00208, som nævnet traf afgørelse i den 11. april 2012. Anmodningen er modtaget i Pressenævnet mandag den 16. april 2012 kl. 8.56. I kendelsen hedder det: ”[Kendelsesudskriftets side 17. Sidehenvisningerne er indskrevet af Pressenævnet den 24. april 2012.] 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Formalia Massemediets afgørelse om, hvorvidt god presseskik er tilsidesat og hvorvidt klager er berettiget til at få bragt et genmæle, kan senest fire uger efter, at afgørelsen er ”kommet frem” til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 34 og § 40. For så vidt angik spørgsmålet om klagens rettidighed, bemærkedes det, at Børsens brev af fredag den 13. januar 2012 formodes at være kommet frem til advokat Rolf Dane dagen efter, lørdag den 14. januar 2012. Fristen for at klage til Pressenævnet er som udgangspunkt fire uger efter, dvs. lørdag den 11. februar 2012. I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper forlænges fristen til den følgende hverdag, hvilket ville sige mandag den 13. februar 2012. Klagen er herefter rettidig. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [side 18 i kendelsen] På baggrund af det indgåede forlig af 4. oktober 2011 mellem Danfoss Flensburg GmbH og den amerikanske stat lægges det til grund, at [en tidligere direktør]s forhenværende arbejdsplads Danfoss Flensburg GmbH for i 2004 – 2007 har erkendt at have medvirket til at begrænse konkurrencen på markedet for kompressorer ([En tidligere direktør]s navn fremgår ikke af forliget). Danfoss Flensburg GmbH er endvidere stævnet i et civilt gruppesøgsmål, som amerikanske kunder har rejst mod bl.a. Danfoss Flensburg GmbH med påstand om, at selskaberne skal erstatte sagsøgernes tab som følge af en påstået karteldannelse. [En tidligere direktør]s navn er nævnt i den reviderede stævning af 21. september 2010 i punkt 72 som en af flere personer, der hævdes at have deltaget i møder, der har haft til formål at begrænse konkurrencen på markedet. Efter det oplyste er der ikke faldet dom i denne sag, hvorfor [en tidligere direktør]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde heller ikke i den forbindelse er bevist. [En tidligere direktør] er ikke identificeret i artiklerne ”5 spørgsmål: Tvivlsomme motiver i kartelsag” og ”Det må aldrig ske igen” af 8. december 2011 eller ”Danfoss får kartelbøde” af 30. december 2012, men var nævnt ved navn i Dagbladet Børsen i forbindelse med tidligere omtale i september og oktober 2011. Ud fra de faktiske forhold er det nærliggende, at [en tidligere direktør] er én af de personer, der henvises til som de tre personer, der har afholdt hemmelige møder og som efterfølgende er afskediget. På denne baggrund [sideskift til side 19] finder nævnet, at klager har retlig interesse i at få klagen over alle artiklerne behandlet. Klagen realitetsbehandles i sin helhed. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Nævnet finder, at læserne på baggrund af tidligere omtale i Dagbladet Børsen i september og oktober 2011 må forventes at henlede udsagnene i artiklen til blandt andre [en tidligere direktør] som én af de tre medarbejderes handlinger medførte, at Danfoss indgik et forlig i straffesagen på ca. 669 og 16,5 millioner kroner for henholdsvis det europæiske og det amerikanske marked. Da parternes oplysninger om de faktiske forhold ikke er modstridende, og der heller ikke er taget stilling til spørgsmålet om en eventuel skyld hos de tre medarbejdere, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for ikke at kontrollere oplysningerne yderligere inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [en tidligere direktør]. Under henvisning til det ovennævnte forlig og navnlig den reviderede stævning i den civile sag, hvori det anføres, at [en tidligere direktør] deltog i møderne, finder nævnet hverken anledning til at at kritisere formuleringen ”de tre ansvarlige for kartelmøderne” eller, at Børsen ikke præciserede [sideskift til side 20], om [en tidligere direktør] var én af de tre omtalte medarbejdere. I den forbindelse bemærkes det dog, at sådan som sagen foreligger oplyst for Pressenævnet, ses det civile gruppesøgsmål, hvor klager er omtalt i stævningen endnu ikke at være afgjort, hvorfor der heller ikke er stilling til [en tidligere direktør]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde. Genmæle I medfør af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte finder nævnet, at Dagbladet Børsen har bragt faktisk korrekte oplysninger, og [en tidligere direktør] allerede af den grund ikke er berettiget til et genmæle. I den forbindelse bemærkes det, at Dagbladet Børsen ikke i artiklerne har taget stilling til skyldspørgsmålet. Offentliggørelse af nævnets kendelse Det følger af medieansvarslovens § 49, at offentliggørelsen af nævnets kendelse skal ske snarest muligt. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og være på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. [side 21 i kendelsen] Offentliggørelsen fandt sted onsdag den 28. december 2011, dvs. efter nævnets fremsendelse af kendelsen den 20. december 2011, er avisen udkommet torsdag den 21., fredag den 22. og tirsdag den 27. december 2011. Nævnet finder, at en offentliggørelse bør finde sted i førstkommende udgave af mediet, hvorfor en offentliggørelse onsdag den 28. december 2011 ikke ses at være i overensstemmelse med medieansvarslovens § 49. Nævnet udtaler kritik af Dagbladet Børsen for ikke at offentliggøre kendelsesresuméet snarest muligt. Derimod finder nævnet, at artiklen 30. december 2011, der er bragt to dage efter offentliggørelsen af nævnets kendelse, ikke kan anses for at være en kommenterende tilføjelse, og nævnet udtaler ikke kritik af dette forhold. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger nævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Børsen at offentliggøre følgende: [rubrik] ” For sen offentliggørelse [underrubrik] Pressenævnet har udtalt kritik af Dagbladet Børsen for ikke at offentliggøre en kendelse snarest muligt efter afsigelsen. [brødtekst] I efteråret 2011 blev der indgivet klage til Pressenævnet over en omtale i Børsen vedrørende Danfoss’ bøde for karteldannelse. [side 22 i kendelsen] Pressenævnet afsagde kendelsen den 19. december og sendte kendelsen til parterne (én af de afskedigede chefer i Danfoss og Dagbladet Børsen) ved e-mail af tirsdag den 20. december 2011 kl. 12.20. Kendelsen blev offentliggjort i Børsen onsdag den 28. december 2011. Inden da er avisen udkommet torsdag den 21. december, fredag den 22. december og tirsdag den 27. december 2011 (mandag den 26. december 2011 var 2. juledag). Klageren i sagen har klaget til Pressenævnet over offentliggørelsestidspunktet og over, at Børsen den 30. december 2011 igen omtalte sagen. I medieansvarsloven er det skrevet, at en offentliggørelse skal ske snarest muligt, og at den skal være uden kommenterende tilføjelser. Pressenævnet finder, at offentliggørelsen ikke er sket snarest muligt og derfor heller ikke er i overensstemmelse med loven. Nævnet har derfor udtalt kritik af Dagbladet Børsen. Derimod finder nævnet, at omtalen to dage efter offentliggørelsen ikke kan anses for en kommentar til Pressenævnets kendelse, hvilket kunne være i strid med loven. Nævnet har pålagt avisen at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Dagbladet Børsen bragte fredag den 13. april 2012 kendelsesresuméet på side 2 i avisen. Advokat Rolf Dane har på vegne af [en tidligere direktør] til støtte for anmodningen om genoptagelse bl.a. anført, at der er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl. Advokaten har henvist til Pressenævnets kendelse af 10. april 2012 i sag nr. 12-70-00242, hvor nævnet afviste en anmodning om genoptagelse fra [en tidligere direktør] af sag nr. 11-70-00150. Nævnet må ikke indlede en ny realitetsbehandling af kendelsen af 19. december 2011, når nævnet netop den 10. april 2012 blev afvist at genoptage behandlingen, da der ikke var tale om væsentlig nye oplysninger. Det indsendte bilag – der blandt andet begrundede anmodningen om genoptagelse i sag nr. 12-70-00242, som nævnet traf afgørelse i den 10. april 2012 – viser, at [en tidligere direktør]s ansættelsesforhold først ophører til sommer 2012. Som anført i kendelsen af 19. december 2011 i sag nr. 11-70-00150 er [en tidligere direktør] ikke sagsøgt eller tiltalt. Dette burde også have været lagt til grund på side 18 i nævnets afgørelse den 11. april 2012, hvor det er citeret på side 9). Kendelsen af 19. december 2011 er reelt omgjort, og Pressenævnet tager stilling til skyldspørgsmålet ved øverst side 22 i kendelsen af 11. april 2012 i sag nr. 12-70-00208 at skrive, at kendelsen af 19. december 2011 er sendt til ”(én af de afskedigede chefer i Danfoss og til Dagbladet Børsen)”. Denne tilføjelse er overflødig og må af de af Pressenævnets medlemmer, der traf afgørelse i december 2011, forlanges at udgå som stridende mod kendelsen. Der sker reelt en omgørelse af kendelsen ved tilføjelsen. Advokaten har anført, at [en tidligere direktør] uberettiget bliver sammenkædet med karteldannelsen. [En tidligere direktør] og afskedigelsen har intet med karteldannelsen at gøre. For klagers afskedigelse og karteldannelsen er der to års forskel. Advokat Rolf Dane har endvidere anført, at Pressenævnet vurderer skyldspørgsmålet ved at henvise til Danfoss’ bøde for karteldannelse sammen med afskedigelsen. Selve synspunktet om, at klager er skyld i en bøde for karteldannelsen er sket på grundlag af en ulovlig genvurdering af, hvorvidt klager er sagsøgt, hvilket blev dementeret af nævnet i december 2011. Alt, hvad der angår bedømmelse af stævning og det civile søgsmål, må udgå af kendelsen af 11. april 2012, fordi det allerede er vurderet i kendelsen af 19. december 2012. I kendelsen fra december 2011 fremgår det korrekt, at det er Danfoss – det vil sige Danfoss A/S – der er tiltalt, og som har erkendt og forligt sagen. Danfoss Flensborg GmbH eksisterede ikke længere, men var lukket, da forliget blev indgået den 4. oktober 2011. Af forliget fremgår bl.a. følgende: ”Pg 1 of 16 [side 1 af 16] UNITED STATES OF AMERICA v. DANFOSS FLENSBORG GmbH, Defendant. PLEA AGREEMENT … Pg 16 of 16 [side 16 af 16] … Respectfully submitted, BY: s/Anders Stahlschmidt Anders Stahlschmidt General Council Danfoss A/S BY: s/Eric A. Dubelier Eric A. Dubelier, Esq. Reed Smith LLP Councel for Danfoss Flensborg GmbH …” Advokaten har herudover anført, at Pressenævnet bør rette for sig. Såfremt kendelsen af 11. april 2012 er offentliggjort bør den straks dementeres. Et sæt nye medlemmer er pligtige til at lægge den korrekte kendelse af 19. december 2011 til grund, og sag nr. 12-70-00208 skal gå om med det nye sæt medlemmer. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. En part har krav på genoptagelse og en ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde, hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Herudover kan nævnet tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet finder, at der ikke er begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og anmodningen afvises herefter. Det bemærkes, at det civile gruppesøgsmål, hvor [en tidligere direktør] er omtalt i stævningen endnu ikke var afgjort, hvorfor der heller ikke ved kendelsen af 11. april 2012 er taget stilling til [en tidligere direktør]s involvering i det konkurrencebegrænsende samarbejde. Afgjort den 24. april 2012

Versioner

  1. 2012-04-26