Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9207@2012-05-12/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag 12-70-00218

Resumé Klager – en mor – klagede over artiklen ”Myndigheder svigter i bortførelsessager – historien om [Drengen]” på 180grader.dk og et indlæg på Facebook-siden ”Hvor er [Drengen]”. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Da Facebook-siden ”Hvor er [Drengen]” på Facebook.com ikke er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagen over indlæg på denne side hører således ikke under nævnets kompetence. Denne del af klagen afvises. Klagen over 180grader.dk fremmes for realitetsbehandling. Pressenævnet bemærker, at nævnet i overensstemmelse med § 34 i medieansvarsloven (lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998) træffer afgørelse om, hvorvidt massemediers indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik. Det er mediet – og ikke den enkelte journalist – der er part i nævnets sager, når der indgives klage over offentliggjorte artikler. Det er således 180grader.dk, der er part i sagen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Det er videre massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkterne A.1-A.3. Efter det oplyste lægges det til grund, at [Moren] havde forældremyndigheden over [Drengen] alene (efter dansk ret), da hun i den 17. juli 2010 flyttede til Østrig med sønnen. [Faren] ansøgte om fælles forældremyndighed den 2. juli 2010. Det fremgår af Retten i Helsingørs dom af 22. december 2010, som senere er blevet stadfæstet af Østre Landsret den 17. juni 2011, at [Faren]s anmodning om fællesforældremyndighed ikke var trukket tilbage på tidspunktet for [Moren]s og sønnens flytning til Østrig. [Faren] blev den 24. august 2010 midlertidigt tillagt forældremyndigheden og ved dommen af 22. december 2010 blev han tillagt forældremyndigheden efter dansk ret. De østrigske myndigheder har imidlertid afslået at fuldbyrde den danske forældremyndighedsafgørelse under henvisning til, at den oprindelige afgørelses virkninger ikke længere er forenelige med, hvad der er bedst for barnet. Spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en børnebortførelse den 17. juli 2010 – og om 180grader.dk derved kunne omtale det som en bortførelse – samt hvorvidt sønnen skulle have været tilbageført til Danmark, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence. [Faren] er imidlertid modpart til [Moren] i forældremyndighedssagen, hvilket gav 180grader.dk anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for kildens historie og vurderinger. Pressenævnet finder, at 180grader.dk – som erkendt – burde have kontrolleret [Faren]s udtalelser, herunder ved forelæggelse for [Moren], inden offentliggørelse. Da dette ikke skete, kom artiklens indhold til udelukkende at gengive den ene parts synspunkter i sagen, ligesom det ikke klart fremgik af artiklen, at [Moren] på tidspunktet for flytningen havde forældremyndigheden over drengen. Nævnet udtaler kritik . Af Helsingør Byrets dom af 22. december 2010, som er stadfæstet af Østre Landsret den 17. juni 2011, fremgår det, at [Faren] betragtes som den primære omsorgsperson. Nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af 180grader.dks omtale heraf. Til artiklen var indsat et billede af [Drengen]. Nævnet finder, at det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at offentliggøre navne og billeder af børn i følsomme sager, som den foreliggende. Da [Faren] imidlertid ifølge dansk ret på tidspunktet for offentliggørelsen den 2. februar 2012 var indehaver af forældremyndigheden, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Af lovens § 36, stk. 3, fremgår det, at anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest fire uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Det forhold, at anmodningen om genmæle fejlagtigt blev indgivet til journalisten (og Pressenævnet) i stedet for redaktøren, kan ikke føre til en afvisning af spørgsmålet om, hvorvidt [Moren] har krav på at få bragt et genmæle. Under henvisning til det ovenfor anførte, har Pressenævnet ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt der ved flytningen i juli 2010 var tale om en bortførsel. Da oplysningen ikke er dokumenteret som utvivlsom rigtig og samtidig er egnet til at påføre [Moren] skade af betydning, er klager berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af 180grader.dk efter retningslinjerne i medieansvarslovens § 39 at offentliggøre følgende: [rubrik] ”Olivers mor: Flytning til Østrig var ingen bortførsel [underrubrik] Pressenævnet har kritiseret 180grader.dk for ikke at bringe morens side af forældremyndighedssagen, hvor den østrigske mor og den danske far begge ønsker forældremyndigheden. [brødtekst] Den 2. februar 2012 omtalte 180grader.dk en forældremyndighedssag i artiklen ”Myndigheder svigter i bortførelsessager – historien om Oliver”. 180grader.dk skrev, at moder i forbindelse med en flytning til Østrig i juli 2010 havde bortført den dengang knap 4-årige søn, Oliver. Moren havde imidlertid forældremyndigheden i juli 2010, da flytningen fandt sted. Faren havde dog inden flytningen bedt Statsforvaltningen om fælles forældremyndighed. Den sag var ikke afgjort. Moren har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at 180grader.dk har tilsidesat god presseskik ved i artiklen at skrive, at der var tale om en bortførelse. Denne alvorlige beskyldning blev bragt uden at morens kommentarer hertil blev indhentet og uden at oplyse, at moren havde eneforældremyndigheden på tidspunktet for flytningen. Det er ikke dokumenteret, at man kunne omtale flytningen som en bortførelse, og Pressenævnet har kritiseret 180grader.dk for ikke at kontrollere, om man kunne beskylde moren for noget kriminelt i den forbindelse. Pressenævnet har pålagt 180grader.dk at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på hjemmesiden: www.pressenaevnet.dk.” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.

[Moren] har klaget til Pressenævnet over en artikel på 180grader.dk den 2. februar 2012 samt indlæg på Facebook siden ”Hvor er [Drengen]” (www.facebook.com/hvorer[Drengen]), idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere [Moren]s anmodning om genmæle. 1 Sagsfremstilling 180grader.dk bragte den 2. februar 2012 under overskriften ”Myndigheder svigter i bortførelsessager – historien om [Drengen]” en artikel skrevet af journalist [Journalist]. I artiklen er enkelte ord efterfølgende ændret. Af den oprindelige version fremgik følgende: ”Danske [Faren] mødte sin østrigske ekskone [rettet til: ”ekskæreste”], M., på en skiferie i Østrig i april 2000. Efter flere års turbulent forhold, hvorunder M. ved flere lejligheder uden et ord forsvinder med deres fælles søn, [Drengen], bliver de skilt [rettet til: ”opløser de deres forhold”]. M. truer efter skilsmissen [rettet til: ”efter bruddet”] gentagne gange med at bortføre [Drengen], hvis [Faren] fastholder sin ansøgning om fælles forældremyndighed over drengen, og den 19. juli 2010 [rettelig den 17. juli 2010] bortfører M. [Drengen] til Østrig. Den dengang tre og et halvt-årige [Drengen] har siden da – til trods for at [Faren], her i Danmark er blevet tilkendt fuld forældremyndighed over ham – boet hos M. i Østrig. Han nåede aldrig at sige farvel til hverken familie, venner eller børnehave i Danmark. Moderen nægter at udlevere drengen til Danmark, og forhindrer enhver normal kontakt mellem [Drengen] og hans far, der ellers var primær omsorgsperson for sønnen inden bortførelsen. [Faren] har kun, siden marts 2011, kunnet se [Drengen] 3 timer hver tredje uge under overvåget samvær i Graz, hvorunder det er forbudt for ham at tale andet end tysk – et sprog, han ikke mestrer særligt godt. [Faren] og [Drengen] er derfor afskåret fra at tale meningsfuldt sammen. ”Jeg har ikke engang kunnet snakke med ham over telefonen til jul eller til hans fødselsdag. Han og jeg var rigtigt tætte på hinanden og jeg var den primære person for [Drengen]. Hvad halvandet års adskillelse og påvirkning fra hans moder vil gøre ved ham og vores relation, tør jeg næsten ikke tænke på. Jeg er meget bekymret for hvad der er gået tabt i mit og [Drengen]s nære forhold i al den tid hun har forsøgt at fremmedgøre ham overfor mig,” fortæller [Faren] til 180Grader. Han har ifølge både retten i Helsingør og Østre Landsret fået tilkendt fuld forældremyndighed over [Drengen], fordi moderen, som det hedder i begge domme, ”helt åbenlyst ikke magter at tilgodese [Drengen]s ve og vel, og kun forfølger egne interesser. Faderen anses desuden for at have været den primære forælder.” Byretten i Graz dømmer i strid med konventionerne Det sidste store chok for [Faren] kom for ganske nylig, da byretten i Graz stadfæstede, at eftersom drengens mor ikke vil forlade Østrig, vil det være bedst for [Drengen] ikke at blive udleveret til sin far i Danmark. Byretten i Graz har i flere omgange forhalet behandlingen af [Drengen]-sagen og overskredet den tidsfrist på 6 uger, som pålægges den af internationale konventioner om børnebortførelser. Den nye dom er ligeledes i strid med internationale konventioner, som pålægger Østrig at udlevere drengen til Danmark. I Haagerkonventionen af 1980, som både Danmark og Østrig har underskrevet, hedder det for eksempel: ”Konventionen definerer en bortførelse eller tilbageholdelse som ulovlig, hvis den strider mod en forældremyndighedsindehavers rettigheder.” ”Østrig legaliserer jo med denne dom en kriminel handling,” fastslår [Faren]. ”En bortførelse bør under ingen omstændigheder lovliggøres, blot fordi bortføreren ikke har lyst til at komme tilbage.” Dommen i Graz var et hårdt slag i maven på ham, og han beskriver sit liv i dag som domineret af ”savn, angst og frygt”: ”Jeg er bange for at dette mareridt fortsætter, og [Drengen]s mor får held til at fortsætte sine kriminelle handlinger uden nogen griber ind,” siger han til 180Grader. Politiet: ”Jeg har mange sager på mit bord, der er vigtigere end din” Det er dog ikke kun myndighederne i Østrig, der svigter [Faren] og [Drengen]. ”Hvad de danske myndigheders formåen og engagement angår, kan jeg ikke udtrykke min skuffelse nok,” fortæller [Faren] og uddyber: ”Familiestyrelsen lovede mig at [Drengen] ville være hjemme inden for 6 uger fra bortførelsen til Østrig, for det foreskriver konventionerne. Når det så ikke sker, og de slet ikke reagerer, så føler man virkelig at de svigter. Når man spørger om de ikke vil rette henvendelse til Østrig og gøre dem opmærksom på, at de overtræder konventionerne, så siger de blot, at de ikke synes de kan tillade sig at rette henvendelse og blande sig i en konkret sag.” Også politiet har syltet sagen, og [Faren] har blandt andet fået følgende bemærkninger med på vejen fra ansatte i det danske politi, når han har rykket for status på sagsbehandlingen: ”Tag det nu roligt, hun kommer nok hjem af sig selv,” ”Jeg har mange sager på mit bord og mange, som er vigtigere end din”, ”At lave en arrestordre er en kompliceret sag, så lad os nu vente og se,” og ”Jeg skal på kursus og bagefter på ferie, så jeg når ikke at kigge på sagen de næste par uger.” Advokat: Danske myndigheders indsats ikke god nok Denne behandling af børnebortførelsessager er almindelig praksis i Danmark, forklarer advokat Laue Traberg Smidt til 180Grader på baggrund af sin arbejdsmæssige erfaring med disse sager. … Mænd tages mindre alvorligt Endelig er der, ifølge Smidt, en tendens til, at mænd, der har fået deres børn bortført, tages mindre alvorligt af myndighederne end kvinder i samme situation: ”Det virker lidt som om stemningen i Danmark er ved at vende tilbage til en situation, hvor kvinder har nemmere ved at blive hørt. I landene syd for Danmark er man meget kvindeorienteret, også i domstolene. I Danmark er situationen nok den, at domstole og statsforvaltning er reelt kønsneutrale, men det er politiet meget ofte ikke,” forklarer han og tilføjer, at det dog somme tider også skyldes manglende indsats fra mændenes egen side: ”Desværre er mændene nok selv ude om det i mange sager, hvor de eksempelvis ikke selv passer børnene under samvær, men overlader det til kvindelige medlemmer af familien, søstre eller en farmor. Jeg har ingen statistik på dette, men det er en iagttagelse baseret på en del sager.” Dette er dog langt fra at være sandt i [Faren]s tilfælde. ”Da [Drengen] boede i Danmark, indrettede jeg mit arbejde, sådan så jeg kunne være mest muligt sammen med ham. Det var som regel mig, der alene tog mig af ham eftermiddag og aften,” fortæller han. ” Savnet er ekstremt” "Da M. og jeg gik fra hinanden, foregik samvær helt på hendes præmisser, og hun ændrede tit planer og annullerede aftaler i sidste øjeblik. Heldigvis kunne jeg have [Drengen] meget, og han omtalte mit hus efter bruddet som ”hjemme”, hvilket gjorde M. meget vred. Hvis vi begge var der, ville han helst trøstes af mig, og M. tog det på et tidspunkt op på et møde i børnehaven, hvor hun spurgte, hvorfor [Drengen] bedre kunne lide mænd (mig) end kvinder (hende), og hvorfor hans forhold til mig var tættere end til hende.” [Faren] fortæller om sagens effekt på hans liv i dag, at ”Der går ikke 5 minutter uden at jeg tænker på min elskede søn. Alting hjemme minder mig på en eller anden måde om ham, eller jeg tænker over hvad jeg skal lege med ham, vise eller lære ham. Når jeg går på gaden eller er ude og ser andre børn, smerter det mig så frygteligt, for det får mig altid til at tænke på [Drengen]. Savnet over ikke at kunne være sammen med [Drengen] er så ekstremt, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg får min hverdag til at hænge sammen. Hele mit liv er sat på standby – jeg har svært ved at koncentrere mig om arbejde og jeg har ingen mulighed for at kunne have et normalt forhold. Jeg tænker ofte over alle de ting og oplevelser, som vi går glip af, og med alt jeg gør tænker jeg over hvordan det ville være, hvis [Drengen] var med.” [Drengen]-sagens udvikling kan følges i Facebookgruppen "Hvor er [Drengen]", http://www.facebook.com/hvorer[Drengen] Til artiklen var indsat et profilbillede af [Drengen]. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 24. februar 2012. Klagen var sendt pr. e-mail og samtidig adresseret til journalist [Journalist], der kommenterede klagen over for Pressenævnet 25. og 26. februar 2012. Pressenævnet anmodede den 27. februar 2012 redaktøren af 180grader.dk om en udtalelse til sagen. 180grader.dks redaktør har i sit svar af 6. marts 2012 til Pressenævnet tilbudt klager at få bragt et genmæle. Yderligere oplysninger [Moren] har over for Pressenævnet fremlagt statsforvaltningen Hovedstadens notat af 30. juli 2010 , hvoraf følgende fremgår: ”Drøftet, hvornår der er tale om en bortførelse. SR [person fra Familiestyrelsen] oplyser, at der ikke er tale om en bortførelse, når mor har forældremyndigheden alene, heller ikke selv om far har rejst forældremyndighedssag, inden mor rejste ud af DK. SR oplyser, at Statsforvaltningen fortsat har kompetence til at behandle fars ansøgning om midlertidig forældremyndighed, da barnet havde bopæl i DK, da han rejste sagen. SR oplyser, at far kan søge om midlertidig overførsel af forældremyndighed. Såfremt far får overført forældremyndigheden, skal mor sammen med afgørelsen have oplyst, at hun nu uretmæssigt opholder sig med barnet i udlandet og have en rimelig frist til at tilbagelevere barnet. Såfremt mor ikke tilbageleverer barnet vil der være tale om en børnebortførelse, som skal overdrages til Familiestyrelsen.” I forbindelse med et grundlovsforhør afsagde Retten i Helsingør den 7. september 2010 kendelse i sagen, Anklagemyndigheden mod [Moren]. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at [Moren] ulovligt havde ført [Drengen] ud af landet den 17. juli 2010 og ikke tilbageført ham efter [Faren] i august 2010 midlertidigt fik tillagt forældremyndigheden. Retten afviste at varetægtsfængsle klager med følgende begrundelse: ” Kendelse: Sigtede havde forældremyndigheden alene, da hun den 17. juli 2010 bragte [Drengen] til Østrig, og der verserede ingen sag i Statsforvaltningen, da den sag først blev anlagt den 22. juli 2010. I 1990 blev lov om forældremyndighed § 3 ændret, således at begge forældre i relation til § 215, stk. 2, skal give samtykke. § 3 vedrører imidlertid den situation, at forældrene har fælles forældremyndighed. Retten finder herefter ikke grundlag for at fængsle vedr. forhold 1. Statsforvaltningen har den 24. august 2010 truffet afgørelse, hvorefter [Faren] midlertidigt tillægges forældremyndigheden. Klagefristen, der er på 4 uger, er ikke udløbet, og afgørelsen er således ikke endelig. Efter det oplyste bestrider sigtede, at Statsforvaltningen har international kompetence til at behandle sagen. Såfremt retten skulle varetægtsfængsle vedr. forhold 2 ville dette forudsætte, at retten efterprøvede Statsforvaltningens internationale kompetence, da klagefristen som nævnt ikke er udløbet. Da en sådan efterprøvelse ikke bør foretages i forbindelse med behandling i grundlovsforhør, finder retten, at der ikke er grundlag for fængsling vedr. forhold 2, da Statsforvaltningens afgørelse ikke er endelig. Derfor bestemmes: [Moren] løslades.” I kendelsen oplyses ikke om [Faren]s ansøgning af 2. juli 2010 til Statsforvaltningen om fælles forældremyndighed. Af Nordsjællands Politis brev af 23. november 2010 fremgår følgende: ”I den forbindelse kan jeg [politiadvokaten] oplyse, at der i det materiale, som blev fremlagt i sagen den 7. september 2010 mod [Moren], ikke forelå oplysninger om, at der siden 2. juli 2010 havde verseret en sag ved Statsforvaltningen, men at jeg efterfølgende af Dem har fået tilsendt en skrivelse, der ses dateret den 16. november 2010 fra Familiestyrelsen i Justitsministeriet, og af hvilken det fremgår, at Statsforvaltningen Hovedstaden har oplyst, at forældremyndighedssagen er anlagt den 2. juli 2010.” Helsingør Byrets kendelse 7. september 2010 blev kæret til Østre Landsret. Landsretten stadfæstede ved kendelse af 19. juli 2011 byrettens afgørelse om ikke at varetægtsfængsle [Moren]. Retten i Helsingør afsagde den 22. december 2010 dom i forældremyndighedssagen, [Faren] mod [Moren]. Af domsudskriftet fremgår det, at forældremyndigheden blev overført til [Faren]. Følgende fremgår af ”Rettens begrundelse og afgørelse”: ”Det kan lægges til grund, at [Faren] indgav en anmodning om fælles forældremyndighed og samvær den 2. juli 2010. [Drengen] fraflyttede ifølge folkeregisteret Danmark den 17. juli 2010. Ved mail af 19. juli 2010 meddelte [Faren] statsforvaltningen, at han under pres tilbagekaldte sin anmodning, forudsat at [Moren] straks kom til Danmark, og han fik samvær med [Drengen]. Statsforvaltningen Hovedstaden har i sit brev af 21. oktober 2010 oplyst, at sagen ikke har været trukket tilbage. Da forudsætningen for tilbagekaldelsen ikke blev opfyldt, blev sagen ikke henlagt, men behandlingen fortsat. Den 22. juli 2010 blev der i medfør af forældremyndighedslovens § 26 inddraget spørgsmål om midlertidig forældremyndighed og samvær i sagen. Sagen har således reelt været verserende uafbrudt i statsforvaltningen fra den 2. juli 2010 til statsforvaltningen afsluttede sagen og på [Faren]s anmodning fremsendte den til retten den 31. august 2010. Da betingelsen i retsplejelovens § 488 f var opfyldt den 2. juli 2010, er retten kompetent til at behandle sagen. Det kan ud fra [Faren]s forklaring og udtalelsen fra institutionen Lundely lægges til grund, at [Drengen] er tæt knyttet til begge sine forældre, og at det er [Faren], der i de seneste år frem til [Drengen]s flytning i juli 2010 har været den primære omsorgsperson. Det er hovedsageligt ham, der har bragt og hentet [Drengen] fra institution og deltaget i forældremøder og arrangementer i institutionen. … [Moren] har ved sine dispositioner i forbindelse med den uvarslede flytning til Østrig, den manglende overholdelse af samværsaftalen indgået i statsforvaltningen den 11. august 2010 og den efterfølgende kategoriske afvisning af enhver form for kontakt mellem [Drengen] og hans far, tilsidesat [Drengen]s ret til to forældre. … [Moren] har ikke påklaget statsforvaltningens afgørelse af 24. august 2010. Under hensyn til, at hendes manglende vilje til at opretholde kontakten mellem [Drengen] og hans far nu har medført, at [Drengen] i over 4 måneder hverken har set eller talt med sin far, bestemmer retten, at dommen i medfør af retsplejelovens § 480, stk. 2 kan fuldbyrdes, selv om den ankes inden for fuldbyrdelsesfristen.” Dommen blev anket til Østre Landsret, der den 17. juni 2011 stadfæstede byrettens dom. [Moren] var ikke selv mødt op i retten. Af domsudskriftet fremgår det, at byretten i Graz-Øst i 8. november 2010 – og siden landsretten i Graz den 16. marts 2011 – afslog at anerkende og fuldbyrde statsforvaltningens afgørelse om midlertidig forældremyndighed af 24. august 2010. Byretten i Graz havde den 3. marts 2011 afslået at anerkende og fuldbyrde Helsingør Rets dom af 22. december 2010. Ifølge Østre Landsret undlod byretten i Graz ved kendelsen af 3. marts 2011 at tage stilling til [Moren]s anmodning om at få fastslået, om hun i henhold til østrigsk ret skulle have den fulde forældremyndighed over [Drengen]. Retten i Helsingør afviste ved kendelse af 8. juli 2011 i sagen, Anklagemyndigheden mod [Moren], at varetægtsfængsle klager. Østre Landsret stadfæstede den 19. juli 2011 kendelsen. Procesbevillingsnævnet i Danmark meddelte ved brev af 5. september 2011 afslag på [Moren]s anmodning om tilladelse til at indgive anke til Højesteret af dommen afsagt af Østre Landsret den 17. juni 2011 (afslag på 3. instansbevilling). Den 10. november 2011 anmodede klager om genoptagelse af behandlingen af afslaget. (Der er ikke over for Pressenævnet fremlagt en afgørelse heraf.) Familiestyrelsen oplyste ved brev af 14. december 2011 til [Faren] følgende: ”Du har bedt Familiestyrelsen om at oplyse, om der i den tid, hvor din sag om udleveringen af din søn, [Drengen], fra Østrig har verseret [/] er truffet afgørelse om forældremyndigheden over [Drengen] i Østrig. Vi kan oplyse, at Familiestyrelsen ikke er bekendt med, at der i den periode – siden den 27. august 2010 – hvor din sag har verseret i Familiestyrelsen, er truffet afgørelse i Østrig vedrørende forældremyndigheden over [Drengen].” Pressenævnet bemærker, at det fremgår af omtale i massemedierne, at [Faren] den 3. april fratog moren sønnen i Graz i det sydlige Østrig, da moren var ved at aflevere ham i en børnehave, og at han derefter kørte sønnen til Danmark. Af Familiestyrelsens side boernebortfoerelse.dk fremgår bl.a. følgende: ” Overtrædelse af straffeloven [§ 215] En forælder må ikke føre sit barn ud af landet eller tilbageholde sit barn i udlandet i disse tilfælde: Den anden forælder har forældremyndigheden og har ikke givet samtykke. Der er fælles forældremyndighed, der er uenighed om forældremyndigheden, og den anden forælder har ikke givet samtykke. Den anden forælder har fået overført forældremyndigheden til sig, fordi barnet er blevet i udlandet længere end aftalt eller fastsat. Strafansvaret forudsætter, at forælderen i udlandet er gjort bekendt med eller på anden måde må indse, at han/hun ikke længere har del i forældremyndigheden. Ikke overtrædelse af straffeloven En forælder må gerne føre sit barn ud af landet i disse tilfælde: Forælderen har forældremyndigheden alene. Statsforvaltningen eller retten har truffet afgørelsen om, at forælderen må rejse ud af landet med barnet i en kortere periode. Retten har truffet afgørelse om, at barnet kan have sin bopæl i udlandet. Hvis du har forældremyndigheden alene Der er tale om en international børnebortførelse, hvis alle disse punkter er opfyldt: Der er ikke truffet afgørelse om at barnet må tage ophold i udlandet. Den anden forælder har taget barnet med til eller tilbageholder barnet i udlandet uden dit samtykke med henblik på at blive i udlandet.” Følgende fremgår af § 10, stk. 2, i loven om internationale børnebortførelser (lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv., kapitel 4. Tilbagegivelse efter Haagerkonventionen): ”Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis: 1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og 2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Moren]s synspunkter [Moren] har anført, at journalist [Journalist] og 180grader.dk har tilsidesat god presseskik. De relevante oplysninger forelå i sagen, da der tidligere var klaget over Danmarks Radios udsendelse ”Aftenshowet”, jf. Pressenævnets kendelse af 5. december 2011 i sag nr. 11-70-00147, [Moren] mod Danmarks Radio. Journalisten skal senest fire uger efter offentliggørelsen informeres om, at man ønsker genmæle. Det skete ved klagen over 180grader.dk, der den 24. februar 2012 også blev sendt til journalisten. [Moren] har anført bl.a., at hun og [Faren] aldrig har været gift. Derved er hun hverken hans ekskone eller blevet skilt fra ham. Dette er meget afgørende i forældremyndighedssager. I artiklen kriminaliseres hun ved betegnelsen ”bortfører”. Indtil 2. december 2010 havde hun forældremyndigheden. Klager er ikke bortfører, og Haagerkonventionen finder ikke anvendelse i dette tilfælde. Domstolen i Graz har derved ikke krænket konventionen, hvilket også bør rettes i artiklen, som der ikke er researchet til. Efter international såvel som dansk lov har der aldrig været tale om en bortførsel. Ifølge klager har hun efter østrigsk ret altid haft forældremyndigheden. For at dokumentere dette har klager fremlagt brev af 1. marts 2012 fra advokat Britta Schönhart, der bekræfter denne opfattelse. Ifølge klager er det blevet stadfæstet af højesteret i Østrig den 18. juli 2011. Det fremgår tillige af en undersøgelse fra en østrigsk børnepsykolog, at [Faren] ikke var den primære forælder. Det fremgår af anken til Østre Landsret. 180grader.dk har bygget artiklen på [Faren]s påstande, uden at hun er blevet kontaktet før offentliggørelsen af artiklen. [Faren]s udsagn: ”Jeg er bange for at dette mareridt fortsætter, og [Drengen]s mor får held til at fortsætte sine kriminelle handlinger uden nogen griber ind”, er ikke korrekt. Fejlene bør rettes på 180grader.dk og på Facebook-siden ”Hvor er [Drengen]”, hvor artiklen danner grundlag for de fleste kommentarer. Hertil kommer, at 180grader.dks måde at håndtere sagen på indebærer en krænkelse af klagers og [Drengen]s privatliv. Ifølge klager burde hun derfor have taget stilling til, hvorvidt der skulle offentliggøres billeder af [Drengen]. 2.2 180grader.dk’s synspunkter 180grader.dks redaktør har erkendt, at det var en fejl, at [Moren]s synspunkter ikke blev hørt, før artiklen blev lagt på hjemmesiden. Redaktøren har anført, at klager burde have anmodet om genmæle direkte over for ham inden klagen til Pressenævnet. Journalist [Journalist] har oplyst, at billedet indsat til artiklen af drengen tjener som profilbillede til den åbne Facebook-gruppen ”Hvor er [Drengen]?” Da [Faren] har fuld forældremyndighed ifølge dansk ret, er han berettiget til at bestemme, hvorvidt billedet af drengen må bruges i journalistisk sammenhæng. Klager er alene omtalt som ”M” i artiklen, og ingen vil således kunne finde frem til artiklen ved en Google-søgning. Klagers tidligere samlever er omtalt uden mellemnavn, men med det almindelige navn ”[Faren]”. Oplysningen om, at de har været gift er rettet i artiklen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Da Facebook-siden ”Hvor er [Drengen]” på Facebook.com ikke er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagen over indlæg på denne side hører således ikke under nævnets kompetence. Denne del af klagen afvises. Klagen over 180grader.dk fremmes for realitetsbehandling. Pressenævnet bemærker, at nævnet i overensstemmelse med § 34 i medieansvarsloven (lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998) træffer afgørelse om, hvorvidt massemediers indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik. Det er mediet – og ikke den enkelte journalist – der er part i nævnets sager, når der indgives klage over offentliggjorte artikler. Det er således 180grader.dk, der er part i sagen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Det er videre massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkterne A.1-A.3. Efter det oplyste lægges det til grund, at [Moren] havde forældremyndigheden over [Drengen] alene (efter dansk ret), da hun i den 17. juli 2010 flyttede til Østrig med sønnen. [Faren] ansøgte om fælles forældremyndighed den 2. juli 2010. Det fremgår af Retten i Helsingørs dom af 22. december 2010, som senere er blevet stadfæstet af Østre Landsret den 17. juni 2011, at [Faren]s anmodning om fællesforældremyndighed ikke var trukket tilbage på tidspunktet for [Moren]s og sønnens flytning til Østrig. [Faren] blev den 24. august 2010 midlertidigt tillagt forældremyndigheden og ved dommen af 22. december 2010 blev han tillagt forældremyndigheden efter dansk ret. De østrigske myndigheder har imidlertid afslået at fuldbyrde den danske forældremyndighedsafgørelse under henvisning til, at den oprindelige afgørelses virkninger ikke længere er forenelige med, hvad der er bedst for barnet. Spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en børnebortførelse den 17. juli 2010 – og om 180grader.dk derved kunne omtale det som en bortførelse – samt hvorvidt sønnen skulle have været tilbageført til Danmark, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence. [Faren] er imidlertid modpart til [Moren] i forældremyndighedssagen, hvilket gav 180grader.dk anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for kildens historie og vurderinger. Pressenævnet finder, at 180grader.dk – som erkendt – burde have kontrolleret [Faren]s udtalelser, herunder ved forelæggelse for [Moren], inden offentliggørelse. Da dette ikke skete, kom artiklens indhold til udelukkende at gengive den ene parts synspunkter i sagen, ligesom det ikke klart fremgik af artiklen, at [Moren] på tidspunktet for flytningen havde forældremyndigheden over drengen. Nævnet udtaler kritik . Af Helsingør Byrets dom af 22. december 2010, som er stadfæstet af Østre Landsret den 17. juni 2011, fremgår det, at [Faren] betragtes som den primære omsorgsperson. Nævnet udtaler på denne baggrund ikke kritik af 180grader.dks omtale heraf. Til artiklen var indsat et billede af [Drengen]. Nævnet finder, at det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at offentliggøre navne og billeder af børn i følsomme sager, som den foreliggende. Da [Faren] imidlertid ifølge dansk ret på tidspunktet for offentliggørelsen den 2. februar 2012 var indehaver af forældremyndigheden, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Af lovens § 36, stk. 3, fremgår det, at anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest fire uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Det forhold, at anmodningen om genmæle fejlagtigt blev indgivet til journalisten (og Pressenævnet) i stedet for redaktøren, kan ikke føre til en afvisning af spørgsmålet om, hvorvidt [Moren] har krav på at få bragt et genmæle. Under henvisning til det ovenfor anførte, har Pressenævnet ikke mulighed for at vurdere, hvorvidt der ved flytningen i juli 2010 var tale om en bortførsel. Da oplysningen ikke er dokumenteret som utvivlsom rigtig og samtidig er egnet til at påføre [Moren] skade af betydning, er klager berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af 180grader.dk efter retningslinjerne i medieansvarslovens § 39 at offentliggøre følgende: [rubrik] ”[Drengen]s mor: Flytning til Østrig var ingen bortførsel [underrubrik] Pressenævnet har kritiseret 180grader.dk for ikke at bringe morens side af forældremyndighedssagen, hvor den østrigske mor og den danske far begge ønsker forældremyndigheden. [brødtekst] Den 2. februar 2012 omtalte 180grader.dk en forældremyndighedssag i artiklen ”Myndigheder svigter i bortførelsessager – historien om [Drengen]”. 180grader.dk skrev, at moder i forbindelse med en flytning til Østrig i juli 2010 havde bortført den dengang knap 4-årige søn, [Drengen]. Moren havde imidlertid forældremyndigheden i juli 2010, da flytningen fandt sted. Faren havde dog inden flytningen bedt Statsforvaltningen om fælles forældremyndighed. Den sag var ikke afgjort. Moren har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at 180grader.dk har tilsidesat god presseskik ved i artiklen at skrive, at der var tale om en bortførelse. Denne alvorlige beskyldning blev bragt uden at morens kommentarer hertil blev indhentet og uden at oplyse, at moren havde eneforældremyndigheden på tidspunktet for flytningen. Det er ikke dokumenteret, at man kunne omtale flytningen som en bortførelse, og Pressenævnet har kritiseret 180grader.dk for ikke at kontrollere, om man kunne beskylde moren for noget kriminelt i den forbindelse. Pressenævnet har pålagt 180grader.dk at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på hjemmesiden: www.pressenaevnet.dk.” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 7. maj 2012

Versioner

1. 2012-05-12