Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00240

GældendeVersion 2012-06-19
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9253@2012-06-19/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00240

Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”Politiet trak kniplerne ved demonstration” på jp.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket. Angreb og svar bør tillige, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.1, A.3 og A.4. I artiklen henviser René Karpantschof til ”nazister”. Da omtalen navnlig angår [Klager], må beskyldningen anses for også at angå klager. Efter det oplyste betegner [Klager] sig som nationaldemokrat og har tidligere færdedes i højreorienterede miljøer. Klager har tidligere været omtalt som nazist og afbilledet foran hagekors i artikler, hvor han selv har medvirket. I den forbindelse har han tillige udtalt sig om sin politiske overbevisning, herunder i Urban den 16. maj 2008, hvor klager er citeret for at sige: ”historien om udryddelse af seks millioner jøder – og den udlægning af Holocaust tror jeg ikke på”. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere jp.dk for at omtale klager som højreekstrem, nazist og holocaustbenægter. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere nyhedsbureauet for ikke at indhente klagers kommentarer til René Karpantschofs udtalelser. Jp.dk har på tilstrækkelig vis gjort opmærksom på, at René Karpantschofs udtalelse er citeret fra den venstreorienterede netavis Modkraft, der er kritisk over for højrefløjen. Nævnet udtaler ikke kritik af avisen.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel på jp.dk den 6. marts 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 12-70-00223, [Klager] mod Ekstra Bladet, og sag nr. 12-70-00226, [Klager] mod Ritzaus Bureau, der begge vedrører lignende omtale. 1 Sagsfremstilling Jp.dk bragte den 6. marts 2012 kl. 20.34 artiklen ”Politiet trak kniplerne ved demonstration” . I forlængelse af udsendelsen af et opdateret telegram fra Ritzaus Bureau, blev artiklen samme dag kl. 22.09 opdateret. Af den opdaterede artikel med underoverskriften ”Politiet brugte peberspray, da demonstranter vil forhindre nazist i at tale i København ” fremgik følgende: ”Politiet har tirsdag aften valgt at gribe ind over for en gruppe demonstranter i Nørre Voldgade i København. Betjentene har trukket stave og brugt peberspray. Demonstranterne protesterer mod den højreekstreme [Klager], som er inviteret til debat i Venstres Ungdoms lokaler. - Der har været noget uro dernede. Det er overstået nu, og mødet er sluttet klokken 21, siger Københavns Politis vagtchef Michael Poulsen til Ritzau. Trak stave Flere medier beretter om, at politiet har valgt at trække stavene for at få demonstranterne til at makke ret, og at der er også anvendt peberspray. - Jeg har ikke talt med delingsføreren endnu, så det kan jeg hverken be- eller afkræfte, siger Michael Poulsen. Demonstranterne protesterede imod, at den 21-årige nynazist og holocaustbenægter [Klager] var inviteret til debat hos VU København. - Vi var forberedt på, at der kunne opstå ballade, så vi var til stede, fortæller Michael Poulsen. Mandag blev demonstrationen annonceret i det såkaldt antifascistiske miljø i København via en kæde-sms under parolen "Ingen platform for nazisme!". Handlingslammet René Karpantschof, der forsker i politisk ekstremisme, har tidligere tirsdag fortalt til den venstreorienterede netavis Modkraft, at arrangementet hos VU er usædvanligt. - Før i tiden ville det være umuligt for nazister at gennemføre et møde midt i København. At de tør gøre dette, skyldes formentlig, at det venstreradikale miljø fremstår handlingslammet, siger Rene Karpantschof til Modkraft. - Hvis det lykkes at holde mødet, vil det være en sejr for nazisterne, siger han.” Yderligere oplysninger Af ”Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark” af 8. marts 2005 udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Politi under ledelse af vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi fremgår bl.a. følgende: ”[side 15] Medlemmernes [af White Pride] optræden på restauranterne er ofte præget af højrøstet sang, obskøne tilråb samt racistiske ytringer. Der ses en ivrig korrespondance med hooligans med tilknytning til modstanderholdet, som foregår via mobiltelefon, dels som SMS beskeder og dels som samtale. Ved disse kontakter udveksles diverse gensidige chikanerier, og der aftales mødesteder for egentlige slagsmål. Slagsmålene søges oftest gennemført efter fodboldkampen. Mødestederne kan ændres hurtigt og i takt med politiets opdækning af grupperne. I forbindelse med AGF’s udekampe ses ”White Pride” oftest i mindre grupper - gruppens størrelse afhænger dels af den geografiske placering af udekampen og dels af hjemmeholdets hooligans rygte og renommé. … ”White Pride” har tidligere været involveret i flere voldelige overfald, hvoraf enkelte kan betegnes som racistiske. Disse overfald har ikke været i forbindelse med fodboldkampe. For at danne sig et mere overordnet billede af ”White Pride’s” kriminalitet har Århus Politi i begyndelsen af 2005 forespurgt lokalt og nationalt på de 25 mest aktive medlemmer af ”White Pride”. Denne undersøgelse har vist, at de 25 medlemmer samlet set inden for de sidste par år har tegnet sig for følgende sigtelser, som dog ikke alene er fodboldrelaterede: 21 sigtelser for vold og lignende, heraf 3 direkte i forbindelse med en superligakamp i Århus, 33 sigtelser for overtrædelse af politivedtægten, heraf 4 direkte i forbindelse med en superligakamp i Århus, 5 sigtelser for overtrædelse af restaurationsloven, 2 sigtelser for overtrædelse af våbenloven og 1 sigtelse for hærværk. [side 16] Herudover ses de 25 medlemmer nævnt som ”sagens person” i et stort antal sager i forbindelse med gadeuorden og slagsmål. ”White Pride” er en del af den nynazistiske og nationalpatriotiske bevægelse i Danmark og gruppen ses at have nære relationer til Combat 18 i England. Medlemmer af ”White Pride” har tidligere organiseret nazifester/nazikoncerter, hvor der har været deltagere fra flere europæiske lande. Ved disse fester ses i øvrigt en forbrødring mellem ”White Pride” og hooligans fra klubber, der ellers er kendt for at være fjendtligt indstillet over for hinanden.” Researchkollektivet Redox bragte den 8. november 2009 artiklen ”Voldsdømt nazist passer på dronningen” på Monotrimonodi.dk. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”En bytur i marts 2008 endte galt for [Klager], han slog et glas i baghovedet på en vagt på det århusianske diskotek ’Broen’. Episoden udløste en voldsdom på 60 dages betinget fængsel og dertil samfundstjeneste. Siden voldsdommen har DNSB’eren igen været i clinch med loven - han og tre højtstående White Pride-medlemmer blev i marts i år dømt for at have malet nazistisk grafitti i Århus. Grafittien blev malet natten forud for en antiracistisk demonstration i oktober 2008, som var vendt mod netop den højreekstreme hærgen i byen. [Klager] blev igen idømt betinget fængsel, denne gang 3 måneder og skulle derudover starte forfra på sin samfundstjeneste.” Af Dansk Institut for Internationale Studiers hjemmeside holocaust.dk fremgår bl.a. følgende vedrørende [Klager]: ”[Klager] er en ung, dansk nynazist, der mellem 2008 og 2011 er blevet voldsomt eksponeret i medierne herhjemme, bl.a. er han blevet kaldt "frontfigur" for Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB). Der er blevet lavet flere portrætter af ham, bl.a. i B.T., Nyhedsavisen, MetroXpress og Søndagsavisen, han er blevet interviewet til DR Update, SKUM-tv og regionale tv-stationer, og hans forældre er blevet interviewet om hans nazistiske tilbøjeligheder i DR’s Aftenshowet.Medieeksponeringen og taletiden til [Klager] skyldes formodentlig hans vilje til offentligt at ytre sig kontroversielt, aggressivt og racistisk – herunder benægte Holocaust – men nok især, at han som blot 16-årig meldte sig ind i DNSB. Han har tidligere været en del af Århus’ yderste højrefløj, der omfatter bl.a. grupperne Eliten og Vederfølner, og han er tilknyttet hooligangruppen White Pride (der støtter fodboldholdet AGF). Selvom han tidligere har udtalt, at han tager afstand fra vold som politisk kampmiddel, er han både blevet anholdt for overfald, gadeuorden og hærværk. Benægtelse af Holocaust Flere af [Klager]s udtalelser benægter Holocaust, fx siger han 16. maj 2008 til avisen Urban, at ” folk tænker fjendsk og hadsk om nationalsocialismen, fordi det eneste, de kender til den, er historien om udryddelse af seks millioner jøder – og den udlægning af Holocaust tror jeg ikke på. Jeg ser Hitler som en stor mand, der har grundlagt det, jeg tror på, men folk har problemer med ham på grund af kommunisternes og amerikanernes propaganda siden 2. Verdenskrig. Det er et kæmpe problem, at folk tror på den demokratiske propaganda .” Urban bragte den 16. maj 2008 artiklen ”[Klager] er en økologisk nazist” med underoverskriften ”18-årige [Klager] drømmer om et udemokratisk og racerent Danmark”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”Folk tænker fjendsk og hadsk om nationalsocialismen, fordi det eneste, de kender til den, er historien om udryddelse af seks millioner jøder – og den udlægning af Holocaust tror jeg ikke på. Jeg ser Hitler som en stor mand, der har grundlagt det, jeg tror på, men folk har problemer med ham på grund af kommunisternes og amerikanernes propaganda siden 2. Verdenskrig. Det er et kæmpe problem, at folk tror på den demokratiske propaganda,” siger [Klager]. Og han ved, at han løber en risiko, når han står åbent frem med sine racistiske synspunkter og deler hagekorssmykkede løbesedler ud i hundredvis.” Til artiklen var indsat et billede af [Klager] siddende i en sofa foran et Dannebrog og et flag med hagekors. Af Danskernes Partis komplette partiprogram fremgår bl.a. følgende: ”3. Befolkningssammensætningen Vi vil hjemsende alle ikke-europæi ske personer fra Danmark, hvad enten de tidligere har opnået dansk statsborgerskab eller ej. Derefter vil vi etablere en udlændingepolitik baseret på et etnisk grundlag, der skal tjene det formål at bevare det danske folk samt sikre vores velstand og fremtid. Danmark er det danske folk — og det at være dansk er bestemt af oprindelse. Danskhed er altså ikke et ”værdisæt” eller lignende, som visse politikere påstår. Kun gennem bevarelsen af det danske folk vil Danmark bestå. Den udlændingepolitik, der har ladet ikke-europæiske mennesker indvandre til Danmark i stor stil har medvirket til en befolkningsudskiftning, som aktuelt er ved at gøre det danske folk til en minoritet i eget land. En sådan udvikling er særlig skadelig, fordi indvandringen for en stor dels vedkommende kommer fra lav-IQ lande, hvilket fører til en reduktion af vores gennemsnitsintelligens. Derfor får vi sværere ved at opretholde og videreudvikle vor civilisation. Udlændingepolitikken af i dag fører os derfor uundgåeligt tilbage i civilisation, tid og velstand. Dette må nødvendigvis standses, såfremt vi ønsker en positiv udvikling af vort samfund. Som alternativ vil vi først og fremmest hjemsende alle personer af ikke-europæisk herkomst. Dernæst vil vi etablere en udlændingepolitik, hvor al ikke-europæisk indvandring forhindres. Til gengæld vil især nordeuropæisk og til dels øvrig europæisk indvandring være mulig i et acceptabelt omfang. Vi accepterer en sådan indvandring, da vi erkender, at vi i Europa har et genetisk og kulturelt fællesskab, som muliggør sameksistens og udvikling. 4. Forældre og børn Vi vil garantere, at de personer, der ønsker og egner sig til at blive forældre , også får mulighed for det, selvom de arbejder eller er under uddannelse. Samtidig skal de bedst egnede opmuntres til at få flere børn gennem belønninger. Gennem restriktioner vil vi endvidere begrænse direkte uegnede personers muligheder for at forplante sig. Ikke så sjældent får vi at vide, at Danmark i fremtiden skal leve af at eksportere viden. Med tanke på det er vi ganske enkelt forpligtede til at sørge for, at der bliver født flere intelligente og sunde børn. I et moderne velfærdssamfund er den naturlige selektion sat ud af spil. Derfor er man nødt til at implementere en bevidst selektion, hvis den evolutionære udvikling skal fortsætte sin forædling af vore efterkommere. De som vil være og i øvrigt er egnede til at blive forældre på tværs af stand og fag, skal opleve vilkår, der muliggør dette uanset beskæftigelse. I samfundet af i dag er der ikke indbefattet nogen form for fleksibilitet i uddannelsessystemet, som kan gøre det let og overskueligt at få børn, mens man er under uddannelse. Konsekvensen af denne infleksibilitet er, at der går længere tid, før danskere under uddannelse bliver forældre første gang. … De, der kan karakteriseres som særligt egnede forældre, skal opmuntres til at få børn, og helst flere end gennemsnittet, ved at få tildelt diverse belønninger. Personer, der på grund af usund livsførelse eller arvelig sygdom må kategoriseres som uegnede til at forplante sig, skal på en human måde forhindres i at gøre børn til ofre for deres egen ulykke.” Ifølge Den Danske Ordbog på ordnet.dk, drevet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, har ”racisme” følgende betydninger: ”1. Diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m. Kendt fra ca. 1965. 2. Forestilling om at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk der gør nogle racer overlegne eller underlegne i forhold til andre.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at han i telegrammet bliver kaldt højreekstremist, nynazist og holocaust-benægter. Jyllands-Posten bragte telegrammet på jp.dk. Klager er hverken højreorienteret eller ekstremist. Han betragter den nationale fløj som værende selvstændig og uafhængig af såvel højre- og venstrefløj i dansk politik. Han ved ikke, hvad det vil sige at være nynazist, men anser ikke sig selv for at være det, da han ikke er nazist. Han anser sig selv for at være nationaldemokrat. Han er ikke holocaust-benægter. [Klager] har videre anført, at han tidligere har begået fejltagelser i sit liv, men kan ikke se det er relevant for nyhedsdækningen af et demokratisk møde, som blev forstyrret af anti-demokrater. Klager har herudover anført, at det er problematisk, at han ikke kommer til orde, når der gengives en udtalelse fra en såkaldt ekspert, René Karpantschof, der er aktiv venstreekstremist. 2.2 Jyllands-Postens synspunkter Jyllands-Posten har anført, at jp.dk bragte et telegram fra Ritzaus Bureau uden yderligere redigering. I betragtning af, hvad der oplyses om klageren i forskellige artikler på avisdatabasen Infomedia og i betragtning af, hvad der skrives om klageren på Dansk Institut for Internationale Studiers hjemmeside, så avisen ingen grund til at formode, at klageren ville betragte udtrykkene nynazist og holocaustbenægter som krænkende eller agtelsesforringende og så således ingen grund til at foretage en yderligere efterprøvning af Ritzau-telegrammets oplysninger. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, der kan være krænket. Angreb og svar bør tillige, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde, jf. punkt A.1, A.3 og A.4. I artiklen henviser René Karpantschof til ”nazister”. Da omtalen navnlig angår [Klager], må beskyldningen anses for også at angå klager. Efter det oplyste betegner [Klager] sig som nationaldemokrat og har tidligere færdedes i højreorienterede miljøer. Klager har tidligere været omtalt som nazist og afbilledet foran hagekors i artikler, hvor han selv har medvirket. I den forbindelse har han tillige udtalt sig om sin politiske overbevisning, herunder i Urban den 16. maj 2008, hvor klager er citeret for at sige: ”historien om udryddelse af seks millioner jøder – og den udlægning af Holocaust tror jeg ikke på”. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere jp.dk for at omtale klager som højreekstrem, nazist og holocaustbenægter. Nævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere nyhedsbureauet for ikke at indhente klagers kommentarer til René Karpantschofs udtalelser. Jp.dk har på tilstrækkelig vis gjort opmærksom på, at René Karpantschofs udtalelse er citeret fra den venstreorienterede netavis Modkraft, der er kritisk over for højrefløjen. Nævnet udtaler ikke kritik af avisen. Afgjort den 18. juni 2012

Versioner

  1. 2012-06-19