Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00256

GældendeVersion 2012-06-19
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9254@2012-06-19/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00256

Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”Selskabsfabrikanterne” i Jyllands-Posten. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. A.6. Pressenævnet finder, at det af artiklen fremgår, at selskabskonstruktionen SMBA (Selskab Med Begrænset Ansvar) er lovlig. Artiklen omtaler blandt andet, hvordan selskabskonstruktionen, der i underoverskriften beskrives som ”under mistanke for at være arnesteder for omfattende økonomisk kriminalitet”, er blevet udbredt, herunder personerne, der har været med til at fremme udbredelsen. Nævnet finder på denne baggrund, at der i artiklen er dækning for overskriften og underskriftens formulering. Det fremgår klart af artiklen, at selskabskonstruktionen er lovlig, og [Klager] omtales ikke som dømt. Det fremgår klart, hvem af de omtalte personer, der er idømt fængselsstraffe, og at klager ikke er en af disse personer. Nævnet udtaler ikke kritik af artiklen.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten den 31. marts 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten bragte den 31. marts 2012 på side 8-9 i sektionen Erhverv&Økonomi en artikel under overskriften ” Selskabsfabrikanterne” og underoverskriften ” KRIMINALITET: En snæver kreds af personer står bag opblomstringen af de såkaldte SMBA-selskaber [Selskaber Med Begrænset Ansvar], der er under mistanke for at være arnesteder for omfattende økonomisk kriminalitet. Ingen har umiddelbart kunnet forstå den eksplosive udvikling i antallet af nye SMBA-selskaber. Her er forklaringen.” Til artiklen var indsat billede af artiklens skribenter og følgende tekst: ”KONKURSKABINETTET Tusindvis af selskaber lukkes hvert år ned i stilhed, fordi ledelsen er forsvundet eller regnskaberne udebliver. Ved nærmere eftersyn åbenbarer de ofte både gæld og kriminalitet, men der er sjældent penge til at undersøge forholdene. Morgenavisen Jyllands-Posten sætter fokus på fænomenet.” Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”[Person A] var nærmest paf. Hvis dette var rigtigt, kunne man stifte et momsregistreret selskab uden en krone på lommen - og uden at man skulle hæfte personligt for noget som helst. Der åbnede sig helt nye forretningsmuligheder. Han havde ellers blot smilet overbærende, da hans forretningspartner [Klager] havde annonceret, at han ville lave et SMBA-selskab for at spare kapitalindskuddet på 125.000 kroner til et anpartsselskab. Men som tidligere skattemedarbejder vidste [Person A] kun alt for godt, at skattevæsenet jo alligevel ville kræve sikkerhed for 125.000 kroner for at momsregistrere firmaet. Så hvad var lige fidusen? Nu stod [Klager] med papirerne i hånden. Selskabet var i luften med momsnummer og det hele. Vel at mærke uden at skattevæsenet havde krævet sikkerhed. Det var i 2007, og de to herrers opdagelse skulle blive indledningen til en dramatisk stigning i antallet af danske SMBA-selskaber. Ifølge data fra erhvervsdatabasen BIQ og Erhvervsstyrelsen blev der i perioden 2007-2011 stiftet 2.406 SMBA-selskaber. Indtil da havde SMBA været en nærmest hemmelig selskabsform, og for 10 år siden blev der typisk stiftet højest en håndfuld om året. [Person A] har langt fra været alene om at drive udviklingen, men: »Det var mig, der satte selskabsformen i masseproduktion,« siger han. Skattemand bag offshore-selskaber … [Person A] er langt fra alene på markedet. Googler man eksempelvis "offshore selskaber" myldrer hjemmesider frem, hvor danskere tilbydes kreative skattekonstruktioner og kreditkort tilknyttet anonyme bankkonti i skattely. Internt i det danske skattevæsen holder man ifølge Jyllands-Postens oplysninger et særligt øje med den forholdsvis snævre gruppe af udbydere, der under ét går under betegnelsen "selskabsfabrikanterne". Få - om nogen overhovedet - har en juridisk uddannelse bag sig. Samme gruppe står i vidt omfang bag den voldsomme vækst i antallet af SMBA-selskaber. Dømt bedrager gav op … [Person B], der har flere domme for blandt andet bedrageri og skyldnersvig bag sig, har i adskillige år solgt skattelyselskaber over internettet, og han forsøgte sig også med SMBA-selskaber. I 1999 stiftede han 10 som en slags prøveklude, men han opgav dem hurtigt igen, fordi skattevæsenet ikke ville momsregistrere dem uden sikkerhedsstillelse. »Hvordan skulle man kunne stille sikkerhed, når der ikke var en krone i kassen? Det var umuligt at få noget fornuftigt ud af dem,« siger [Person B]. Det ændrede sig med ét, da daværende skatteminister Kristian Jensen (V) fremsatte det såkaldte Fair Play II-forslag i Folketinget den 25. januar 2006. Lovændringen blev beskrevet som en skærpelse, som tog »målrettet sigte mod virksomheder, hvor der skønnes at være et særligt behov for at stille krav om sikkerhed« - for eksempel ved mistanke om momskarruseller. Men samtidig ophævede loven det generelle krav om en minimumskapital på 125.000 kroner. »Der vil være tale om en betydelig lettelse ved etableringen af selskaber med et beskedent kapitalgrundlag,« hed det. Spærrede øjnene op Lovændringen trådte i kraft 1. juli 2006, men der gik alligevel godt et halvt år, før [Klager] kunne triumfere med sit første momsregistrerede SMBA. Dermed kunne et pengeløst selskab nu opkræve moms på vegne af staten og indberette egne momsudgifter og få pengene refunderet. [Klager] fortæller, at han er uddannet revisor, men han kastede sig siden over softwareudvikling. Efter flere slagsmål med de danske skattemyndigheder dampede han ifølge eget udsagn af til USA som "skatte-flygtning" i 1988, men vendte i 2005 tilbage til Danmark, hvor han begyndte at studere mulighederne for at drive virksomhed uden strikse krav om revision og regnskaber. Han var kommet i kontakt med [Person A], der på nettet blandt andet solgte filialer af engelske 1-punds selskaber. Kontakten udviklede sig til et egentligt venskab, og de lagde planer om at starte firma sammen. [Klager] havde foreslået et SMBA, men [Person A] afviste på grund af kravet om sikkerhedsstillelse. [Klager] gjorde forsøget alligevel, og den 22. februar 2007 var Aktino Skattetransaktioner SMBA en realitet. [Person A] gjorde store øjne. [Person A] arbejdede i forvejen sammen med to andre selskabsfabrikanter, [Person C] og [Person D], fra GVC Business Center i Bredgade i det indre København, og han introducerede de tre for hinanden på et møde på det fashionable Hotel d'Angleterre i marts 2007. »[Klager] begyndte at tale om disse SMBA-selskaber, og da vi hørte, at de kunne momsregistreres uden sikkerhedsstillelse spærrede vi øjnene op. Det skulle vi prøve,« fortæller [Person C], der i dag er 33 år. 131 selskaber på én dag Siden er det gået stærkt. [Person A] hjalp [Person D] og [Person C] med at skrive vedtægterne til det første selskab, og senere blev aftalen, at [Person A] skulle lave selskaber, som GVC kunne sælge til sine kunder, mens GVC sendte forretninger den anden vej, hvis der var kunder, der bad om juridisk rådgivning. Selskaberne blev markedsført på internettet, og snart blev konceptet kopieret af nye udbydere. … I 2007 blev der stiftet 114 SMBA'er. Året efter steg tallet til 496, og i 2009 nåede udviklingen sit højeste med 801 nystiftede selskaber. På en enkelt dag i 2008 blev der stiftet ikke færre end 131 SMBA-selskaber. Siden har Erhvervsstyrelsen (tidligere Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) strammet praksis og tillader ikke længere SMBA-skuffeselskaber, ligesom det er indskærpet, at der skal være mindst to reelle selskabsdeltagere. Den regel var blevet omgået ved, at udbyderne havde tilbudt selskaber som passive medstiftere, og selv i dag kan man finde hjemmesider, der fortsætter disse tilbud. »Brandærgerlig« stramning Opstramningerne og lange sagsbehandlingstider har betydet, at selskabsformen er knap så interessant længere, og ifølge flere udbydere kan det være svært blot at få lov at oprette en bankkonto som SMBA-selskab, lige som Skat kræver lange redegørelser, hver gang et nyt SMBA søger om momsregistrering. Det har først og fremmest betydet en voldsom opbremsning i antallet af nystiftede SMBA-selskaber, og [Person A] mener, at politikerne lige så godt kan afskaffe selskabsformen, efter at den er blevet stort set umulig at bruge. »Hvis myndighederne fortsætter med at mobbe selskabsformen, som de gør i dag, så dør SMBA i løbet af et par år. Det er brandærgerligt, for det var godt, at vi i Danmark fik samme muligheder som iværksætterne i England (der kan stifte selskaber med et enkelt pund, red.),« siger han. Hvor mange selskaber, udbyderne har stiftet på vegne af kunder, er umuligt at fastslå, men mange af dem står hver især bag hundredvis. Det gælder eksempelvis [Person C], der drev GVC Business Center sammen med [Person D]. [Person C] har selv siddet i ledelsen i 238 virksomheder, herunder et meget betydeligt antal SMBA-selskaber. Over halvdelen er taget under konkursbehandling eller tvangsopløsning. Han fortæller, at mange af udbyderne har arbejdet hos ham, og at de udspringer af det samme miljø. »Det er sælgere, der har pushet dette marked,« siger han. [Person C] er selv en kontroversiel person. Han er uddannet elektriker, men øjnede mulighed for at tjene gode penge som selskabsfabrikant, da han var en del af det amerikanske Prosper International League, som blandt andet i Norge blev beskyldt for at drive pyramide-lignende forretninger, og i 2006 påbød en domstol Prosper at stoppe med at markedsføre skattesvindel-konstruktioner. Momssvindel [Person C] har flere gange været i mediernes søgelys på grund af kontroversielle forretninger, og i januar blev han idømt to års fængsel for momssvindel. Udover fængselsdommen fik han en bøde på fem mio. kr. og blev frakendt retten til at drive virksomhed i Danmark. Han fastholder dog, at han er uskyldig og har anket dommen til Østre Landsret.” Til artiklen var indsat en graf over udviklingen med følgende tekst: ”Fakta: Samba i selskabsuniverset Antallet af nystiftede selskaber steg eksplosivt i 2007 og årene frem, men trafikken er stilnet lidt af igen, efter at myndighederne har strammet kursen. SMBA-selskaber - SMBA (Selskab Med Begrænset Ansvar) er en gammel selskabsform, der ifølge Erhvervsstyrelsen første gang nævnes i lovgivningen i 1889. - Selskaberne er ikke reguleret af den normale selskabslovgivning, og der er eksempelvis intet krav om kapitalindskud, selv om ingen selskabsdeltagere hæfter personligt. - SMBA kan som andre selskaber undgå revision, og kan endog ofte slippe for at udarbejde årsregnskab, eksempelvis hvis der er under 10 medarbejdere og en omsætning på under 14 mio. kr. - Til gengæld skal et SMBA adskille sig »væsentligt« fra et aktie- eller anpartsselskab og hvile på foreningsretlige principper. Det betyder for eksempel, at skal der være mindst to selskabsdeltagere, og deltagernes indflydelse skal være uafhængig af eventuelt indskudt kapital. - Selskabsformen er blevet kritiseret for at invitere til svindel, og Sø- & Handelsretten har advaret om, at de mange nye SMBA'er kan dække over en ny form for selskabstømning.” Til artiklen var indsat et persongalleri med billede af syv personer og blandt andet følgende billedtekst: ”[Person A]: 47 år og uddannet cand.merc.aud. Han var i 10 år ansat ved skattevæsenet, men har siden solgt skattelykonstruktioner og var desuden den første, der satte SMBA-selskaber i masseproduktion. [Person C]: 33 år og uddannet elektriker. Var med til at markedsføre SMBA på internettet som en af de første. [Person D]: 33 år og selvlært. Drev GVC Business Center sammen med [Person C], og sælger i dag offshoreselskaber og SMBA’er sammen med [Person E]. [Klager]: 67 år og uddannet revisor. Opdagede i 2007, at SMBA'er kunne momsregistreres uden sikkerhedsstillelse, men har ikke selv solgt dem. [Person F]: 24 år, markedsøkonom og bachelor i international markedskommunikation. Har solgt SMBA-selskaber på nettet siden 2008 via firmaet LK Business Group. [Person E]: 29 år og sælger. Har solgt SMBA og offshore sammen med [Person D] i Saris Group i Hørsholm siden 2010. [Person B]: 47 år og professionel selskabsskraldemand med adskillige domme på cv’et. Har solgt skattely-selskaber siden 1990’erne, men droppede SMBA, fordi det var for bøvlet.” [Klager] kontaktede den 22. april 2012 telefonisk avisens erhvervsredaktør, der afviste klagen. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 3. maj 2012. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Jyllands-Posten stempler hans aktivitet som værende økonomisk kriminalitet i overskriften. Klager er en ustraffet person. Artiklen omtaler to andre personer som havende fået fængselsstraffe for uspecificerede forhold. Artiklen har ikke forstået den legale selskabsform, SMBA-selskabsformen. Selskabsformen ligner AMBA-selskaber (Andelsselskab Med Begrænset Ansvar). 2.2 Jyllands-Postens synspunkter Jyllands-Posten har anført, at den pågældende artikel indgår i en serie under fællestitlen "Konkurskabinettet". Uagtet ledeordet "Økonomisk kriminalitet" i underrubrikken hævdes det intet sted i artiklen, at klageren skulle være straffet, kriminel eller involveret i økonomisk kriminalitet. Samtlige oplysninger om klageren er faktuelle og ubestridte. På denne baggrund har avisen afvist at have beskyldt klageren for at være straffet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. A.6. Pressenævnet finder, at det af artiklen fremgår, at selskabskonstruktionen SMBA (Selskab Med Begrænset Ansvar) er lovlig. Artiklen omtaler blandt andet, hvordan selskabskonstruktionen, der i underoverskriften beskrives som ”under mistanke for at være arnesteder for omfattende økonomisk kriminalitet”, er blevet udbredt, herunder personerne, der har været med til at fremme udbredelsen. Nævnet finder på denne baggrund, at der i artiklen er dækning for overskriften og underskriftens formulering. Det fremgår klart af artiklen, at selskabskonstruktionen er lovlig, og [Klager] omtales ikke som dømt. Det fremgår klart, hvem af de omtalte personer, der er idømt fængselsstraffe, og at klager ikke er en af disse personer. Nævnet udtaler ikke kritik af artiklen. Afgjort den 18. juni 2012

Versioner

  1. 2012-06-19