Gelex

Pressenævnes kendelse i sag nr. 12-70-00220

GældendeVersion 2012-08-17
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9379@2012-08-17/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnes kendelse i sag nr. 12-70-00220

Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”Flyttemanden du ikke vil hyre” på dr.dk, udsendelsen ”Kontant: Regnskabets time” på DR 1 og utilstrækkelige berigtigelser på dr.dk og DR 1. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Klagens rettidighed Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 3, at klager over Danmarks Radios overtrædelse af god presseskik senest fire uger efter offentliggørelsen skal indgives til Danmarks Radio. Danmarks Radios afgørelse kan senest fire uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet. Klagen vedrører offentliggørelser den 19., 20. og 23. december 2011 samt 10. januar 2012. Da [Klager]s klage først er modtaget onsdag den 18. januar 2012 (i Pressenævnet og videresendt til Danmarks Radio) er klagen over forholdene mandag den 19. og tirsdag 20. december 2011 som udgangspunkt indgivet efter klagefristens udløb. Danmarks Radio realitetsbehandlede imidlertid klagen – uden at tage forbehold for klagefristens udløb – sammen med klagen over omtalen den 23. december 2011 og 10. januar 2012. Klagen over Danmarks Radios afgørelse af 14. februar 2012 er indgivet til Pressenævnet (den 5. marts 2012) inden fire uger efter modtagelsen af mediets afgørelse, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at afvise klagen over omtalen 19. og 20. december 2011. Hele klagen realitetsbehandles. Pressenævnets kompetence Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt [Klager] er berettiget til erstatning, og hvorvidt der blev indgået en bindende aftale mellem [Klager] og [Person B], henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Disse forhold behandles derfor ikke. Valg af emne [Klager]s selskab [Klager] ApS blev af Østre Landsret i 2004 dømt til at betale beløb tilbage til en række forbrugere som følge af [Klager]s forretningsmetoder. Forretningsmetoderne har også i andre sammenhænge været kritiseret, blandt andet af den brancheforening, han tidligere var medlem af, og af Forbrugerrådet, ligesom der rettes nye beskyldninger mod klager. Pressenævnet finder på den baggrund, at det har almen interesse, at medierne fortsat beskæftiger sig med [Klager]s forretningsmetoder. Opfølgningsprogram Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkterne A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at de beskyldninger som i artiklen den 19. december 2011 og udsendelsen den 20. december 2011 rettes mod [Klager] af den anonyme kilde ”[Person C]”, [Person B] og [Person A] kan være skadelige og krænkende for klager. Det samme gælder de generelle beskyldninger om klagers forretningsmetoder over for sine kunder. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio burde have kontrolleret udsagnene inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. Nævnet lægger til grund, at Danmarks Radio forud for udsendelsen den 20. december 2012 kontaktede [Klager], som henviste til sin advokat. Danmarks Radio kontaktede ikke [Klager]s advokat. Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt samtalen burde have givet Danmarks Radio anledning til at kontakte klagers advokat for en kommentar. Navnlig under hensyn til de nye forhold vedrørende [Person B] og den anonyme kilde ”[Person C]” finder nævnet imidlertid, at Danmarks Radio burde have sikret sig, at klager var bekendt med kritikpunkterne i udsendelsen, således at han havde mulighed for at få et overblik over, hvad spørgsmålene vedrørte. Det må særligt gælde tilfælde, hvor klager tidligere har stillet op til kamera. Under disse omstændigheder udtaler Pressenævnet kritik af Danmarks Radio for ikke at udfolde tilstrækkelige anstrengelser for at forelægge beskyldningerne for [Klager]. Berigtigelse af majudsendelse Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne og seerne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. [Klager]s advokat gjorde første gang ved brev af 4. august – og senest den 13. december 2011 – Danmarks Radio opmærksom på, at klagers selskabskonstruktion ifølge et brev fra Trafikstyrelsen af 18. juli 2011 var lovlig. Danmarks Radio berigtigede forholdet på dr.dk den 23. december 2011 og i Kontant den 10. januar 2012. Uanset, at Danmarks Radio på baggrund af de forskellige udmeldinger fra Trafikstyrelsen (i udsendelsen den 17. maj 2011 og i brevet af 18. juli 2011) måtte finde anledning til at kontrollere, hvorvidt klager lovligt kunne benytte den viste lastbil, finder nævnet, at Danmarks Radio – som erkendt – burde have berigtiget de urigtige oplysninger vedrørende klagers tilladelse på et tidligere tidspunkt, og i hvert fald senest i forbindelse med udsendelsen den 20. december 2011 om [Klager]. I den forbindelse bemærkes det, at det ikke er muligt for Pressenævnet at vurdere, om Danmarks Radio allerede den 17. maj 2011 var i besiddelse af den nødvendige dokumentation, og om Trafikstyrelsens fejlagtige udtalelse skyldes Danmarks Radios eller styrelsens forhold. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for den sene berigtigelse. Ud over de oven for nævnte forhold finder nævnet ikke i øvrigt grundlag for at kritisere Danmarks Radio. I medført af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 og dr.dk at offentliggøre følgende: ”[Følgende overskrift indsættes til offentliggørelsen på dr.dk: Klager fik først rettelse i DR efter et halvt år] Speak: I december 2011 omtalte Kontant i et opfølgningsprogram igen flyttemand [Klager]s forretningsmetoder. Flyttemanden beskyldes i udsendelsen for at tilbageholde kunders indbo som afpresning for forhøjede honorarer. I maj 2011 omtalte DR også klagers forretningsmetoder, og i december 2011 tog Danmarks Radio nye sager op. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet har nu kritiseret Danmarks Radio for ikke at have givet [Klager] tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig mod kritikken. Før udsendelsen af Kontant i december henvender DR sig til [Klager] for at få hans kommentar til beskyldningerne. Han henviser til sin advokat, der i forvejen fører en korrespondance med DR om omtalen i maj. DR undlader imidlertid at kontakte advokaten eller gøre yderligere for at sikre sig, at [Klager] har fået kendskab til udsendelsens kritik. Pressenævnet finder, at det er i strid med god presseskik, når der er tale om grove beskyldninger. Derudover har Pressenævnet kritiseret, at DR først i januar 2012 bragte en rettelse vedrørende udsendelsen i maj 2011. DR var et halvt år tidligere gjort opmærksom på en fejl i udsendelsen fra maj. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel på dr.dk den 19. december 2011, en udsendelse på DR1 den 20. december 2012 og en utilstrækkelig berigtigelse på dr.dk og DR1 henholdsvis den 23. december 2011 og den 10. januar 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 5. marts 2012. 1 Sagsfremstilling Danmarks Radio bragte den 17. maj 2011 kl. 11.12 artiklen ” Flyttekunder føler sig presset og chikaneret” på forbrugermagasinet Kontants hjemmeside: dr.dk/kontant. Det fremgik af artiklen, at Kontant i dagens udsendelse ville beskæftige sig med [Klager], der omtaltes som ”Danmarks måske mest berygtede flyttemand”. DR1 bragte samme dag kl. 21.25 udsendelsen ”Kontant: Presset af flyttemanden” . Udsendelsen vedrørte [Klager]s virksomhed og stillede også spørgsmålstegn ved klagers forretningsmetoder, og hvorfor myndighederne ikke kunne hindre ham i at arbejde som flyttemand. I udsendelsen udtalte flere kunder sig, herunder [Person A], om deres erfaringer med [Klager]. Der blev vist optagelser, som en af [Person A]s ansatte havde optaget fra en episode, hvor [Klager] skulle aflevere en bordplade i Bella Center for [Person A]. På optagelserne rammer [Klager] siden af [Person A] med bildøren. [Person A] står over for [Klager] med ryggen til forsædet. Det oplyses i speak til: ”Bemærk, at [Klager] slår døren ind i siden på [Person A].” Der henvises til følgende firmaer som værende klagers: Brøndby Flytteforretning, Euro-Service, Flytteservice Danmark, Flyttecentralen, Scandinavisk Flytteservice og DK-Flytteforretning. I udsendelsen blev videre vist klip fra Danmarks Radios program ”Journalen” fra 2001 og TV 2’s program ”Basta” fra 2007, der begge omhandlede [Klager]. Danmarks Radio anfører bl.a. følgende i udsendelsen: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen advarede i 1994 mod [Klager]. Forbrugerrådet havde i 2004 på vegne af 11 forbrugere ført en retssag mod [Klager] ved Østre Landsret. Landsretten havde fastslået, at mundtlige aftaler er bindende, og at [Klager] ikke måtte tilbageholde sine kunders indbo, selvom der var uenighed om prisen. I 2004 blev klager ekskluderet af brancheforeningen Dansk Transport og Logistik. I 2008 frikendes [Klager] i en straffesag, hvor han var tiltalt for underslæb. Ifølge en advokats udtalelse skyldtes frifindelsen, at tiltalen burde have været rejst efter straffelovens bestemmelse vedrørende bedrageri i stedet for bestemmelsen vedrørende underslæb. Ifølge udsendelsen afsagde Venstre Landsret 16. maj 2011 dom i en sag imod [Klager]. Udsendelsen fortsatte herefter med følgende: ”Speak : Trafikstyrelsen har på vores opfordring tjekket, om [Klager] har en tilladelse til at køre med gods. Det skal man nemlig have ifølge loven, hvis man bruger lastvogne på over tre et halvt tons. Og det dokumenterer billederne her fra sagen med [Person A], at flyttemanden gør. [Der vises på en computer, der viser episoden, hvor [Klager] afleverer en bordplade i Bella Center til [Person A].] Det viser sig, at [Klager] godt nok har en tilladelse, men til det forkerte firma. Thorbjørn Ancker, kommunikationschef, Trafikstyrelsen : Altså, det er i hvert fald en formel overtrædelse, kan man sige, af lovgivningen. Det er jo noget som. Vi vil nu skrive til [Klager] og bede om en redegørelse. Og så forventer vi selvfølgelig, at forholdene bliver bragt i orden i og med, at han så formentlig vil indsende en ansøgning om en tilladelse til det korrekte firma. Altså til firmaet med det korrekte CVR-nummer. … Speak : Hvis flyttemanden ikke får en ny tilladelse, vil det ikke kunne stoppe hans forretning helt, men dog begrænse hans aktiviteter betydeligt. Thorbjørn Ancker : Det betyder rent praktisk, at så kan han ikke længere anvende vogne over tre et halvt tons. Han kan så flytte med mindre biler, men den type vogn, som vi ser på optagelserne hér, de kræver en tilladelse efter godskørselsloven. Speak : Hvis [Klager] fortsætter med at bruge sine store lastvogne uden tilladelse, risikerer han en politianmeldelse og bødestraf.” Udsendelsen fortsatte herefter med et interview med [Klager], som navnlig generelt afviste beskyldningerne fra kunderne og oplyste, at han var uenig i de domme, som var gået ham imod. Han afviste videre, at han ikke havde den nødvendige tilladelse fra Trafikstyrelsen. Danmarks Radio bragte den 19. december 2011 artiklen ”Flyttemanden du ikke vil hyre” på forbrugermagasinet Kontants hjemmeside på dr.dk. Af artiklen fremgik følgende: ”Stribevis af tabte retssager til sine kunder. Konkurser og tvangsopløsninger. Og et utal af tabte sager i Forbrugerklagenævnet. [Klager] - eller bare [Klager], som han kalder sig i dag - er berygtet for at bruge særdeles grove metoder over for sine kunder. Du indgår en aftale, men så sætter han pludseligt prisen voldsomt op. Og hvis du nægter at betale, bliver han ubehagelig og beholder dine ejendele, indtil du giver dig. Efter Kontants program i maj om [Klager], så det ellers ud til, at politiet ville gribe ind og sætte en stopper for ham. Vi har dog været i kontakt med en kunde, der her i efteråret tre gange har forsøgt at anmelde flyttemanden, men hver gang er blevet afvist i telefonen. - Det er jo bare chokerende, at politiet ikke kan gøre noget i den her situation, når man har med en person at gøre, der decideret stjæler dine ejendele, truer og afpresser, fortæller kunden, der ønsker at være anonym af frygt for, hvad [Klager] kan finde på. Pas på disse firmaer Da [Klager]s eget navn ikke fremgår på hans forskellige hjemmesider, får du her et overblik over hans nuværende flyttefirmaer: Brøndby Flytteforretning [link til virksomhedens hjemmeside] Scandinavisk Flytteservice [link til virksomhedens hjemmeside] DK Flytteforretning [link til virksomhedens hjemmeside] [Klager] ønsker ikke at udtale sig til Kontant, men i programmet i maj påstod han, at han er offer for en sammensværgelse mellem retssystemet, journalisterne og forbrugerjuristerne. Hvis du gerne vil anmelde [Klager], kan du henvende dig til Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.” DR1 bragte den 20. december 2011 kl. 21.25 udsendelsen ”Kontant: Regnskabets time” . Af udsendelsen fremgik bl.a. følgende: ” Speak: [Klager] har brugt de samme forretningsmetoder i over 20 år. [Udsendelsen fortsætter herefter med klip fra Kontant den 17. maj 2011 (en del af klippene fra majudsendelsen er oprindeligt hentet fra udsendelsen ”Journalen” i 2001). Der vises optagelser af episoden, hvor [Klager] afleverer en bordplade i Bella Center for [Person A]:] Speak: Du indgår en aftale, men så sætter han pludselig prisen voldsomt op. Og hvis du nægter at betale, bliver han ubehagelig og beholder dine ejendele, indtil du giver dig. [Person A]: Det er rigtig afpresning, og det er jo ikke behageligt. Speak: Flyttemanden har et langt synderegister. Konkurser, tvangsopløsninger og stribevis af tabte retssager til sine kunder. Selv mener han, at han er offer for en sammensværgelse. Studievært: Er det retssystemet, journalisterne og forbrugerjuristerne, der har sat sig sammen en mørk nat og sagt, du skal ned med nakken? [Klager]: Ja, det kan vi dokumentere. [Herefter vises primært nye optagelser.] [Person B]: Der ligger stævninger. Der ligger skrifter fra retten. Speak: [Person B] kæmper nu på sjette år en hård kamp med [Klager]. Det hele begyndte med en flytning i Spanien, der gik helt galt. De fleste af hendes ejendele kom aldrig til Danmark, og næsten alle de resterende var ødelagte. [Person B]: Det er mit fotoalbum, og det er det eneste, jeg har tilbage herinde i denne her stue. Speak: Oplevelsen har taget hårdt på [Person B]. [Klager] truede hende nemlig med ordene: ”Jeg ved, hvor du bor”. Hun måtte nærmest gå under jorden. Og siden har flyttemanden flere gange trukket hende i retten. Blandt andet for injurier og den sag er ikke afsluttet endnu. … Speak: Men hvorfor kan myndighederne ikke stoppe ham? For at fratage ham retten til at arbejde som flyttemand, kræver det blandt andet, at han bliver dømt i en strafferetssag. Det prøvede politiet faktisk tilbage i 2008, og [Person B]s sag var en del af anklageskriftet. Men ifølge en ekspert i strafferet forkludrede politiet sagen ved at rejse den forkerte tiltale. Og så blev [Klager] frikendt. … Studievært: Hvis du er blevet snydt af [Klager] så skal du melde ham til Københavns Vestegns politi. Speak: Men foreløbig er der tilsyneladende ikke sket noget. Flyttemanden fortsætter i hvert fald ufortrødent med at snyde og afpresse sine kunder. En af dem er [Person C], som vi har valgt at kalde ham. Han vil kun udtale sig anonymt af frygt for, hvad [Klager] kan finde på. Derfor kan [Person C] heller ikke gå i detaljer om sit møde med flyttemanden, men behageligt har det ikke været. [Der vises optagelser fra episoden med [Person A], hvor bildøren rammer [Person A].] [Person C]: Jeg får en oplevelse, som man simpelthen ikke kan forvente sig kan foregå i dagens Danmark. Speak: [Person C] har her i efteråret tre gange ringet til forskellige politistationer og forsøgt at anmelde [Klager]. Men hver gang er han blevet afvist i telefonen. [Person C]: Det er jo bare chokerende, at politiet ikke kan gøre noget i den her situation, når man har med en person at gøre, som decideret stjæler dine ejendele og truer og afpresser. Speak: Københavns Vestegns Politi oplyser, at de siden programmet i maj har fået fire anmeldelser, hvoraf de tre er blevet afvist af forskellige årsager. Men det er måske ikke så mærkeligt, at der ikke er flere anmeldelser, når frustrerede kunder som [Person C] slet ikke kommer igennem. … Studievært: Ja, politiet kan tilsyneladende ikke sætte en stopper for [Klager], så hvis du vil undgå at ryge i kløerne på ham, så må du en tur ind på vores hjemmeside. Her kan du få et overblik over, hvad han kalder sine hjemmesider og firmaer.” På dr.dk/kontant bragte Danmarks Radio den 23. december 2011 en ”Berigtigelse vedr. program d. 17. maj 2011 om [Klager]” . Af berigtigelsen fremgik følgende: ”Rettelse Kontant oplyste den 17. maj 2011, at flyttemand [Klager]s tilladelse til at fragte gods med et køretøj over 3,5 tons var til et forkert firma, hvilket ifølge Trafikstyrelsen var en formel overtrædelse af lovgivningen, og at [Klager] skulle ansøge om tilladelse til det korrekte firma. Trafikstyrelsen har efterfølgende gennemgået [Klager]s firmakonstruktion og konstateret, at den valgte konstruktion ikke er ulovlig. Kontant beklager oplysningen.” Berigtigelsen blev endvidere indsat til artiklen ” Flyttekunder føler sig presset og chikaneret” af 17. maj 2011. Danmarks Radio bragte den 10. januar 2012 udsendelsen ”Kontant: Hajerne fra Malta” . Sidst i udsendelsen fremgik bl.a. følgende: ”Studievært : Inden I skal høre, hvad magasinet Penge har på programmet i morgen, kommer her en rettelse til et tidligere program. Kontant oplyste den 17. maj 2011, at flyttemand [Klager]s tilladelse til at fragte gods med et køretøj på over 3,5 tons var til et forkert firma. Det var ifølge Trafikstyrelsen en formel overtrædelse af lovgivningen, og [Klager] skulle derfor søge tilladelse til det korrekte firma. Trafikstyrelsen har efterfølgende gennemgået [Klager]s firmakonstruktion og konstateret, at den valgte konstruktion ikke er ulovlig. Kontant beklager oplysningen og hermed slut fra os.” Yderligere oplysninger Af præmisserne i Østre Landsrets ankedom af 31. marts 2004 i sagen, [Klager] ApS mod Forbrugerrådet som mandatar for elleve personer, fremgår det, at landsretten fandt, at forbrugerne havde godtgjort et fælles mønster i selskabets indgåelse af aftaler om flytninger, hvorefter [Klager] i forbindelse med mundtlige henvendelser om flytninger var fremkommet med oplysninger, der med rette kunne opfattes som en maksimal pris for flytningen. Ved dommen blev det statueret, at forbrugernes underskrift på ordrebekræftelser med højre priser ikke bandt forbrugerne ud over det, der allerede mundtligt var aftalt, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Da [Klager] ApS i flere tilfælde havde opkrævet højere beløb end det, der mundtligt var aftalt, blev flyttefirmaet dømt tilbagebetaling til forbrugerne. Ved brev af 24. november 2006 rettede [Klager] henvendelse til ”Hr. [Person D]” vedrørende ”Flytning for [Person B]”. Af brevet fremgik bl.a. følgende: ”I henhold til behagelig telefonsamtale, fremsendes hermed info vedr. ovenstående flytning. Du leveres 25 flyttekasser mandag den 27.11.06 om formiddagen på adressen [vejnavn og husnummer] Malaga. … Vi har aftalt med [Person B], at hun giver os besked når hun er færdig med nedpakningen og bohavet kan afhentes, formodentlig i uge 48. Vi videresender beskeden til dig. Bohavet skal opmagasineres på dit lager.” [Klager] har over for Pressenævnet fremlagt dele (siderne 1,4, 7-9 og 12 af dommens 13 sider) af Østre Landsrets dom af 13. maj 2008 i sagen Anklagemyndigheden mod [Klager]. Af domsudskriftet fremgår det blandt andet, at klager var tiltalt for underslæb i forbindelse med en flytning og opbevaring af indbo tilhørende [Person B]. Af rettens bemærkninger hertil fremgår følgende: ”Vidnet [Person B] har forklaret, at hun indgik en mundtlig aftale med tiltalte om opbevaring af 25 flyttekasser på et lager i Spanien, og at det samtidig blev aftalt, at vidnet kunne få nogle flyttekasser gratis med til Danmark på langtidsferie. Det fremgår videre af vidnets forklaring, at hun efterfølgende havde kontakt med en [Person D], som vidnet troede, at tiltalte havde bedt om at udføre arbejdet, og at vidnet betalte regninger til [Person D] vedrørende opbevaringen, samt at vidnet ikke ved, hvor hendes 25 flyttekasser var i perioden fra marts 2007 til januar 2008, hvor hun fik flyttekasserne i Danmark. Det er efter bevisførelsen, som ikke har omfattet en vidneafhøring af [Person D], uafklaret, hvem der har haft flyttekasserne i sin varetægt i den nævnte periode, ligesom det ikke efter bevisførelsen er godtgjort, at tiltalte havde tilegnet sig eller har forsøgt at tilegne sig flyttelæsset. Tiltalte frifindes derfor for tiltales om underslæb.” Ved brev af 18. juli 2011 skrev Trafikstyrelsen følgende til [Klager]s advokat: ”… Deres klient har lovligt kunnet benytte den i udsendelsen viste lastbil til vognmandskørsel på grundlag af en vognmandstilladelse udstedt til Deres klient. For så vidt angår den af Dem citerede udtalelse [i udsendelsen ”Kontant: Presset af flyttemanden” af 17. maj 2011] ”formel overtrædelse af lovgivningen”, bemærkes, at denne udtalelse skal ses som led i en større sammenhæng. Ovennævnte udtalelse skal således efter Trafikstyrelsens vurdering dels ses i sammenhæng med det for udsendelsens helt centrale spørgsmål - nemlig - om, hvorvidt det er lovligt at have en vognmandstilladelse tilknyttet ét CVR-nummer og så anvende vognmandstilladelsen til vognmandskørsel i en virksomhed med et andet CVR-nummer, dels i sammenhæng med følgende tilkendegivelse fra Kåre Quist: ”[Klager] har en tilladelse, men til det forkerte firma. …” Ved brev af 4. august 2011 klagede [Klager]s advokat til Danmarks Radio over udsendelsen den 17. maj 2011. Klagen henviste navnlig til de fejlagtige oplysninger om [Klager]s tilladelser, som beskrevet i brevet fra Trafikstyrelsen og videre: ”I brev af 18. juli 2011, har styrelsen præciseret, at [Klager] ”lovligt [har] kunne benytte den i udsendelsen viste lastbil til vognmandskørsel på grundlag af en vognmandstilladelse udstedt til Deres klient”. … Jeg afventer herefter DR’s stillingtagen til erstatningskravet samt til min klients anmodning om genmæle.” Det fremgår af sagens oplysninger, at advokaten ved brev af 1. september 2011 sendte yderligere til Danmarks Radio, der ved e-mail af 28. september 2011 bekræftede modtagelsen. Advokaten rykkede ved e-mail af 2. november 2011 for en tilbagemelding. Ved e-mail af 13. december 2011 rettede advokaten på ny henvendelse til Danmarks Radio, da [Klager] havde erfaret, at Kontant den 20. december 2011 ville bringe en opfølgningsudsendelse. Advokaten gjorde opmærksom på sine ubesvarede henvendelser og skrev følgende: ”… Såfremt der i indslaget vises eller genudsendes forhold, som min klient forud for udsendelsen og igen efterfølgende udtrykkeligt har dokumenteret redeligheden af, vil min klient indbringe sagen for Pressenævnet ligesom min klient forbeholder sig at kræve erstatning for evt. mistet omsætning som følge heraf. Jeg gentager, at Trafikstyrelsen således har beklaget, at man i udsendelsen har givet fejlagtige oplysninger om min klients tilladelsesforhold og om lovligheden af min klients drift af virksomheden. …” Ved e-mail af 23. december 2011 besvarede Danmarks Radio [Klager]s klage. Af besvarelsen fremgik det blandt andet, at Danmarks Radio hurtigst muligt ville bringe en berigtigelse af oplysningen om [Klager]s tilladelse. Danmarks Radio afviste erstatningskravet. Ved brev af 16. januar 2012 klagede [Klager] til Pressenævnet under emnet: ”DR1 Kontant, udsendelse den 20. december 2011 kl. 21.12 samt artikel på DR1 Kontants hjemmeside med overskriften; ”Flyttemanden du ikke vil hyre”. Nævnet modtog brevet 18. januar 2012 . Da klagen fejlagtigt var sendt direkte til Pressenævnet, blev klagen oversendt til Danmarks Radio for mediets behandling. Ved brev af 14. februar 2012 besvarede Danmarks Radio klagen og beklagede i den forbindelse sagsbehandlingstiden vedrørende berigtigelsen. Danmarks Radio bemærkede i øvrigt følgende: ”Du har ikke klaget over denne udsendelse [den 17. maj 2012] – før du i september klagede over det tidligere nævnte forhold vedr. transporttilladelsen. Fristen for at klage over udsendelsen i maj er overskredet”. [Klager]s klage over Danmarks Radios afgørelse er modtaget i Pressenævnet den 5. marts 2012 . 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Valg af emne [Klager] har anført, at Danmarks Radio gennem mange år har benyttet uetiske metoder for at drive personforfølgelse af ham. Ifølge [Klager] havde artiklerne og udsendelserne fra maj og december 2011 alene til formål at skade ham mest muligt. Det er klagers opfattelse, at Danmarks Radio efterspørger seerhenvendelser. Opfølgningsprogram I artiklen ”Flyttemanden du ikke vil hyre” er der anført udokumenterede udsagn som ”at gøre brug af særdeles grove metoder”, og at [Klager] ”decideret stjæler, truer og afpresser”, at han efter at have indgået en aftale ”sætte prisen pludseligt voldsomt op”, og ”hvis du nægter at betale, bliver han ubehagelig og beholder dine ejendele, indtil du giver dig”. Danmarks Radio forholder sig alene til tidligere klager, herunder en dom fra 2004 som vedrører forhold fra 2001. Herudover advarer Danmarks Radio med udsagnet ”Pas på disse firmaer” mod klagers navngivne firmaer og opfordrer til at politianmelde ham. Danmarks Radios journalist, som kontaktede [Klager] i forbindelse med opfølgningsprogrammet, oplyste fejlagtigt, at der var én ny sag i opfølgningsudsendelsen. Der indgik imidlertid to nye sager: Den anonyme kildes sag og [Person B]s sag. Det blev ikke fortalt, at indslaget skulle omhandle [Person B]. [Klager] har ikke mulighed for at kommentere den anonym kildes udsagn , hvorfor Danmarks Radio burde have dokumenteret udtalelserne. Udtalelser om, at [Klager] skulle have optrådt truende over for kildens svigerforældre er krænkende og er af så belastende karakter, at hensynet til kildens anonymitet skal tilsidesættes. Alene det forhold, at kilden forgæves har forsøgt at henvende sig til tre politikredse, dokumenterer, at der ikke er forhold, som skulle være belastende for klager. Vedrørende [Person B]s sag: [Klager] gav hende et tilbud, men der blev ikke indgået nogen aftale med klager. Hun indgik aftale med tredjemand i Spanien. [Klager] har afvist at have sendt faktura eller modtaget penge fra [Person B]. Ved brev af 24. november 2006 til Hr. [Person D] blev det aftalt, at [Person B] skulle give besked, når bohavet kunne afhentes. [Person B] vendte aldrig tilbage. Cirka tre uger efter, at [Person B] var flyttet, blev [Klager] bekendt med, at hun havde bestilt arbejdet af det firma/den person, som havde leveret flyttekasser til hende. [Klager] har henvist til dommen fra 2008 og anført, at han ikke har været involveret i [Person B]s flytning, hvilket Danmarks Radio har haft anledning til at få dokumentation for. Den omtalte injuriesag blev anlagt på baggrund af de blogs [Person B] havde oprettet og videregivet. Dommeren fandt, at det var injurierende, men at de ikke var fremsat af [Person B], men fra anonyme personer. [Person B] var ikke pligtig til at redigere indlæggene. [Klager] har vedrørende [Person A]s sag anført, at sagen ikke hører hjemme i Kontant, som betegnes som et forbrugerprogram. Flytningen for [Person A] er mellem to erhvervsdrivende og bestilt af [Person A] Group v/[Person A]. Alligevel anvendes [Person A] som case for en ”stakkels uskyldig forbruger”. [Person A]s flytning indebar tre flytninger, ikke alene én flytning. Der skulle flyttes indbo fra Århus til opmagasinering og påfølgende flytning til en lejlighed i Hellerup, og der skulle leveres to udstillingsborde i Bella Center. Da [Person A] ikke kunne betale det fulde beløb tilbageholdt [Klager] det ene. [Person A]s beskyldning om, at der er tale om afpresning skal angiveligt tjene som bevis for Danmarks Radios påstande herom. Danmarks Radio var i besiddelse af dokumentation for, at [Person A] var opfordret til at hente udstillingsbordet, hvilket han ikke har gjort. Der verserer en sag ved Forbrugerklagenævnet mellem [Person A] og klagers firma Euro-Service ApS vedrørende flytningen. I den forbindelse har [Person A] anvendt e-mailadressen ”[e-mailadresse]”. Anvendelsen af optagelserne indhentet med skjult kamera sætter også alvorlige spørgsmålstegn ved troværdigheden af handlingsforløbet. Klippet med lastvognsdøren viser, at [Person A] står ved lastvognens dør og overfuser personen i lastbilen. [Person A] afleverede nogle penge og kastede resten ind på gulvet i lastvognens førerhus. [Person A] blev herefter bedt om at opføre sig ordentligt og forlade stedet. [Klager] troede, at [Person A] ville efterkomme denne besked og ville lukke døren. Da [Person A] ikke forlod stedet holdt [Klager] døren tilbage, så [Person A] ikke skulle komme til skade. Episoden er imidlertid fremstillet, som om [Klager] slog døren ind i [Person A]. [Klager] har herudover anført, at Forbrugerrådets statistik over klager vedrørende ham og hans firmaer er behæftet med fejl. Danmarks Radio forelagde ikke opfølgningsprogrammets indhold for [Klager] forud for offentliggørelsen. Da [Klager] blev kontaktet af Kontants journalist, henviste han i første omgang til sin advokat, idet advokaten havde en igangværende korrespondance med Kontants redaktør vedrørende udsendelsen i maj 2011. I forlængelse af udsendelsen 17. maj 2011 havde klager heller ikke tillid til, at Danmarks Radio overholdt sine aftaler, og han henviste derfor til sin advokat. Journalisten efterkom ikke henvisningen. [Klager]s advokat kontaktede efterfølgende Danmarks Radio ved e-mail af 13. december 2011 og henviste til sit brev af 1. september 2011, som indeholdt en række kritikpunkter vedrørende Danmarks Radios håndtering af sagen. Danmarks Radio reagerede ikke på henvendelsen og tog ikke [Klager]s dokumentation til efterretning. Berigtigelse af majudsendelse Danmarks Radio oplyste i ond tro den 17. maj 2011, at [Klager] ikke havde de fornødne tilladelser, og at organisationen af hans virksomhed var ulovlig. Klager afleverede materiale til Danmarks Radio både den 15. maj og 17. maj 2011 kl. 13.15. Af bekræftelsen 17. maj 2011 fremgår bl.a. følgende: ”Trafikstyrelsen: Kopi af 2 stk. tilladelser”. Tilladelserne var dokumenterede. Spørgsmålet til Trafikstyrelsens medarbejder blev stillet på en sådan måde, at medarbejderen i udsendelsen fejlagtigt udtalte, at [Klager] ikke havde de lovlige tilladelser. Sagsbehandlingstiden hos Danmarks Radio eller erstatningskravet kan ikke begrunde, at berigtigelsen ikke blev bragt tidligere – og berigtigelsen burde senest have været bragt i udsendelsen 20. december 2011, hvor den rettelig hørte til. Danmarks Radio blev ved brev af 4. august 2011 gjort bekendt med fejlen. Der var ingen grund til, at Danmarks Radio selv skulle undersøge, om mediet var enigt med Trafikstyrelsen. Danmarks Radio blev også ved henvendelsen den 13. december 2011 gjort bekendt med forholdet. Den sene berigtigelse 10. januar 2012 er tillige bragt sidst i en udsendelse, som omhandler andre emner og har derfor ikke samme gennemslagskraft. Berigtigelsen er betydningsløs. En afbestilt flytning så sent som den 22. februar 2012 dokumenterer, at berigtigelsen ikke opvejer den skadelige effekt af de forkerte oplysninger. 2.2 Danmarks Radios synspunkter Valg af emne Kontant vælger sine emner blandt andet på baggrund af seerhenvendelser. [Klager] har været genstand for adskillige klager, der blandt andet omhandlede, at han efter aftaleindgåelse og afhentning af kundens bohave forhøjede prisen og holdt bohavet som ”gidsel”, indtil den forhøjede pris blev betalt. Den sidst indkomne klage er sendt til redaktionen den 19. marts 2012. På baggrund af mange seerhenvendelser samt en række civile domme og afgørelser i Forbrugerklagenævnet valgte redaktionen at lave et kritisk program om [Klager]s forretningsmetoder i maj og december 2011. Udsendelsen i december 2011 omhandlede to nye kilders erfaring med [Klager] og havde til formål at belyse, at trods domme, afgørelser og mediernes bevågenhed fortsatte [Klager] med at anvende samme metoder. Det ligger inden for Danmarks Radios redaktionelle frihed at vælge emner til belysning, og [Klager]s forretningsmetoder har almen offentlig interesse. Danmarks Radio har ikke til hensigt at udstille [Klager] uberettiget. Opfølgningsprogram Danmarks Radio har vedrørende artiklen ”Flyttemanden du ikke vil hyre” anført, at det er uomtvistet, at [Klager] har været genstand for adskillige klager over, at han efter mundtlig aftaleindgåelse og afhentning af kundens bohave forhøjede prisen og holdt bohavet som ”gidsel”, indtil den forhøjede pris blev betalt. Denne forretningsmetode har blandt andet medført, at Østre Landsret den 31. marts 2004 dømte [Klager] til at betale beløb tilbage til en række forbrugere som følge af hans forretningsmetoder. Dette mønster er ligeledes blevet bekræftet af Forbrugerrådet og af brancheforeningen Dansk Transport og Logistik (DTL), som i 2004 ekskluderede [Klager] som medlem. Kontant-redaktionen modtog en henvendelse fra den anonyme kilde i november 2011. Som udgangspunkt bruger Danmarks Radio ikke anonyme kilder, men hensynet til en kilde kan medføre, at anonymitet accepteres. I dette tilfælde havde kildens svigerforældre indgået aftale med [Klager] angående en flytning i efteråret 2011. Da [Klager] ifølge kilden optrådte truende over for svigerforældrene, ville kilden kun stille op i programmet på betingelse af, at han var anonym. [Klager]s adfærd over for sine kunder har i flere dokumenterede tilfælde været truende, hvorfor redaktionen fandt kildens bekymring reel. Kildens identitet er redaktionen bekendt. Da kilden i øvrigt var særdeles troværdig, accepterede redaktionen kravet om anonymitet. Danmarks Radio vil ikke afsløre kildens identitet. Danmarks Radio har vedrørende [Person B]s sag anført, at Kontant-redaktionen valgte at anvende [Person B] som kilde, idet hendes historie var velbegrundet og dokumenteret. Det fremgår af skrivelse af 24. november 2006 fra [Klager] til ”Hr. [Person D]”, at der forelå en aftale mellem [Klager] og [Person B], men at [Klager] – uden [Person B]s vidende – efterfølgende lod tredjemand om at forestå flytningen. Dette havde ikke betydning for [Person B], idet hendes kontaktperson fortsat var [Klager]. Da flytningen gik galt, var [Klager] derfor skyld i, at [Person B] mistede en del af sit bohave. Det fremgår tydeligt, at det er [Person B]s version af forløbet. Danmarks Radio har vedrørende [Person A]s sag anført, at selvom Kontant betegnes som et forbrugerprogram, forhindrer det ikke redaktionen i at anvende erhvervsdrivende i programmet. Dette valg ligger inden for Danmarks Radios redaktionelle frihed. [Person A]s erfaringer med [Klager] blev vist i forbindelse med udsendelsen den 17. maj 2011. I udsendelsen den 20. december 2011 vises to klip: Et klip, hvor [Person A] udtaler, at der er tale om afpresning, og et klip, hvor [Klager] slår en lastbilsdør ind i [Person A], hvilket er filmet med skjult kamera. De to klip demonstrerer [Klager]s adfærd og jargon over for sine kunder. [Person A] har klaget til Forbrugerklagenævnet, men sagen er endnu ikke afgjort. Danmarks Radio kontaktede [Klager] forud for udsendelsen den 20. december 2011 og forelagde ham udsendelsens indhold med henblik på, at han skulle medvirke i udsendelsen og forholde sig til kildernes udtalelser. [Klager] afviste klart at medvirke i udsendelsen, og at redaktionen ”kunne tage den med min [Klager] advokat”. Danmarks Radio opfattede ikke denne udtalelse, som om advokaten så skulle forholde sig til udsendelsens kritikpunkter. Berigtigelse af majudsendelse Trafikstyrelsen har efter programmet i maj 2011 oplyst, at [Klager]s selskabskonstruktion er lovlig, og at hans transporttilladelse derfor er til det korrekte selskab. Trafikstyrelsens udtalelse i udsendelsen må derfor anses for forkert. Danmarks Radio meddelte dette til [Klager]s advokat ved e-mail af 23. december 2011, hvori kravet om erstatning dog blev afvist. Uanset Transportstyrelsen efterfølgende har konkluderet over for [Klager], at styrelsens tidligere konklusion var forkert, havde Danmarks Radio på grund af det rejste erstatningskrav haft grund til selv at undersøge, hvorvidt Trafikstyrelsens oplysninger burde berigtiges. Berigtigelsen kunne ikke nås medtaget i Kontant-udsendelsen den 20. december 2011 og blev derfor først medtaget i den næstkommende udsendelse den 10. januar 2012. Berigtigelsen blev endvidere bragt på dr.dk den 23. december 2011. Berigtigelsen er efter Danmarks Radios opfattelse sket på behørig vis på TV og dr.dk. Det er sædvanlig praksis, at Danmarks Radio bringer berigtigelser i slutningen af en udsendelse, hvorfor berigtigelsen den 10. januar 2012 er bragt på sædvanlig vis. Danmarks Radio har ikke forhalet sagsbehandlingen til skade for [Klager], men erkendt og beklaget den lange sagsbehandlingstid. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Klagens rettidighed Det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 3, at klager over Danmarks Radios overtrædelse af god presseskik senest fire uger efter offentliggørelsen skal indgives til Danmarks Radio. Danmarks Radios afgørelse kan senest fire uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet. Klagen vedrører offentliggørelser den 19., 20. og 23. december 2011 samt 10. januar 2012. Da [Klager]s klage først er modtaget onsdag den 18. januar 2012 (i Pressenævnet og videresendt til Danmarks Radio) er klagen over forholdene mandag den 19. og tirsdag 20. december 2011 som udgangspunkt indgivet efter klagefristens udløb. Danmarks Radio realitetsbehandlede imidlertid klagen – uden at tage forbehold for klagefristens udløb – sammen med klagen over omtalen den 23. december 2011 og 10. januar 2012. Klagen over Danmarks Radios afgørelse af 14. februar 2012 er indgivet til Pressenævnet (den 5. marts 2012) inden fire uger efter modtagelsen af mediets afgørelse, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at afvise klagen over omtalen 19. og 20. december 2011. Hele klagen realitetsbehandles. Pressenævnets kompetence Pressenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt [Klager] er berettiget til erstatning, og hvorvidt der blev indgået en bindende aftale mellem [Klager] og [Person B], henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Disse forhold behandles derfor ikke. Valg af emne [Klager]s selskab [Klager] ApS blev af Østre Landsret i 2004 dømt til at betale beløb tilbage til en række forbrugere som følge af [Klager]s forretningsmetoder. Forretningsmetoderne har også i andre sammenhænge været kritiseret, blandt andet af den brancheforening, han tidligere var medlem af, og af Forbrugerrådet, ligesom der rettes nye beskyldninger mod klager. Pressenævnet finder på den baggrund, at det har almen interesse, at medierne fortsat beskæftiger sig med [Klager]s forretningsmetoder. Opfølgningsprogram Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den, der kan være krænket, jf. punkterne A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at de beskyldninger som i artiklen den 19. december 2011 og udsendelsen den 20. december 2011 rettes mod [Klager] af den anonyme kilde ”[Person C]”, [Person B] og [Person A] kan være skadelige og krænkende for klager. Det samme gælder de generelle beskyldninger om klagers forretningsmetoder over for sine kunder. Pressenævnet finder, at Danmarks Radio burde have kontrolleret udsagnene inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. Nævnet lægger til grund, at Danmarks Radio forud for udsendelsen den 20. december 2012 kontaktede [Klager], som henviste til sin advokat. Danmarks Radio kontaktede ikke [Klager]s advokat. Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til, hvorvidt samtalen burde have givet Danmarks Radio anledning til at kontakte klagers advokat for en kommentar. Navnlig under hensyn til de nye forhold vedrørende [Person B] og den anonyme kilde ”[Person C]” finder nævnet imidlertid, at Danmarks Radio burde have sikret sig, at klager var bekendt med kritikpunkterne i udsendelsen, således at han havde mulighed for at få et overblik over, hvad spørgsmålene vedrørte. Det må særligt gælde tilfælde, hvor klager tidligere har stillet op til kamera. Under disse omstændigheder udtaler Pressenævnet kritik af Danmarks Radio for ikke at udfolde tilstrækkelige anstrengelser for at forelægge beskyldningerne for [Klager]. Berigtigelse af majudsendelse Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne og seerne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7. [Klager]s advokat gjorde første gang ved brev af 4. august – og senest den 13. december 2011 – Danmarks Radio opmærksom på, at klagers selskabskonstruktion ifølge et brev fra Trafikstyrelsen af 18. juli 2011 var lovlig. Danmarks Radio berigtigede forholdet på dr.dk den 23. december 2011 og i Kontant den 10. januar 2012. Uanset, at Danmarks Radio på baggrund af de forskellige udmeldinger fra Trafikstyrelsen (i udsendelsen den 17. maj 2011 og i brevet af 18. juli 2011) måtte finde anledning til at kontrollere, hvorvidt klager lovligt kunne benytte den viste lastbil, finder nævnet, at Danmarks Radio – som erkendt – burde have berigtiget de urigtige oplysninger vedrørende klagers tilladelse på et tidligere tidspunkt, og i hvert fald senest i forbindelse med udsendelsen den 20. december 2011 om [Klager]. I den forbindelse bemærkes det, at det ikke er muligt for Pressenævnet at vurdere, om Danmarks Radio allerede den 17. maj 2011 var i besiddelse af den nødvendige dokumentation, og om Trafikstyrelsens fejlagtige udtalelse skyldes Danmarks Radios eller styrelsens forhold. Nævnet udtaler kritik af Danmarks Radio for den sene berigtigelse. Ud over de oven for nævnte forhold finder nævnet ikke i øvrigt grundlag for at kritisere Danmarks Radio. I medført af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 og dr.dk at offentliggøre følgende: ”[Følgende overskrift indsættes til offentliggørelsen på dr.dk: Klager fik først rettelse i DR efter et halvt år ] Speak: I december 2011 omtalte Kontant i et opfølgningsprogram igen flyttemand [Klager]s forretningsmetoder. Flyttemanden beskyldes i udsendelsen for at tilbageholde kunders indbo som afpresning for forhøjede honorarer. I maj 2011 omtalte DR også klagers forretningsmetoder, og i december 2011 tog Danmarks Radio nye sager op. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet har nu kritiseret Danmarks Radio for ikke at have givet [Klager] tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig mod kritikken. Før udsendelsen af Kontant i december henvender DR sig til [Klager] for at få hans kommentar til beskyldningerne. Han henviser til sin advokat, der i forvejen fører en korrespondance med DR om omtalen i maj. DR undlader imidlertid at kontakte advokaten eller gøre yderligere for at sikre sig, at [Klager] har fået kendskab til udsendelsens kritik. Pressenævnet finder, at det er i strid med god presseskik, når der er tale om grove beskyldninger. Derudover har Pressenævnet kritiseret, at DR først i januar 2012 bragte en rettelse vedrørende udsendelsen i maj 2011. DR var et halvt år tidligere gjort opmærksom på en fejl i udsendelsen fra maj. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 15. august 2012

Versioner

  1. 2012-08-17