Ophævelse af påbud om ventilation ved brug af anæstesigasser
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9422@2012-09-08/da
Indhold
Ophævelse af påbud om ventilation ved brug af anæstesigasser
Arbejdstilsynet konstaterede ved et tilsyn, at en ørelægeklinik anvendte anæstesigas i form af sevofluran i forbindelse med bedøvelse af patienter ved operationer. Ved operationerne anvendtes der dobbeltmaske til bedøvelse af patienten. Der var endvidere etableret rumventilation i operationsstuen i form af indblæsning i loftet og udsugningskanal i væg ved gulvet. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at etablere procesudsugning i forbindelse med brug af anæstesigasser. Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede Arbejdstilsynets påbud, idet nævnet fandt, at Arbejdstilsynet ikke havde godtgjort, at der i klinikkens operationsstue ved brug af anæstesigasser, ikke var en tilstrækkelig mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjernede forureningen på det sted, hvor den blev udviklet. Nævnet lagde herved vægt på oplysningen om, at dobbeltmasken, som anvendtes ved brugen af anæstesigasser, fungerede således, at indermasken udgjorde et ”lukket system”, hvori der dels blev tilført anæstesigas og luft til patienten, dels skete en opsugning af overskuddet af den tilførte anæstesigas og patientens udåndingsluft, som derefter blev udledt til det fri. Nævnet lagde desuden vægt på oplysningen om, at der udenpå den almindelige (inder)maske var placeret yderligere en maske med udsugning til det fri, således at et eventuelt udslip af anæstesigas mellem indermasken og patientens ansigt opsuges i spalten mellem yder- og indermasken. Nævnet lagde herudover vægt på, at Arbejdstilsynet havde oplyst, at dobbeltmasken kunne fungere som procesudsugning forudsat, at denne sluttede helt tæt til huden omkring patientens mund og næse. Nævnet lagde yderligere vægt på, at der foruden anvendelsen af dobbeltmasken var etableret rumventilation i klinikkens operationsstue, og at forekomsten af anæstesigasser under opvågningen var meget begrænset, også henset til det begrænsede antal operationer, der blev udført pr. ansat.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. marts 2012 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af den 15. oktober 2010, hvorved virksomheden fik påbud om at etablere procesudsugning i klinikkens operationsstue ved brug af anæstesigasser. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden skal etablere procesudsugning i klinikkens operationsstue ved brug af anæstesigasser. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at Arbejdstilsynet ikke har godtgjort, at der i klinikkens operationsstue ved brug af anæstesigasser, ikke er en tilstrækkelig mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Nævnet lægger herved vægt på oplysningen om, at dobbeltmasken, som anvendes ved brug af anæstesigasser, fungerer således, at indermasken udgør et ”lukket system”, hvori der dels tilføres anæstesigas og luft til patienten, dels sker en opsugning af overskuddet af den tilførte anæstesigas og patientens udåndingsluft, som derefter udledes til det fri. Nævnet lægger desuden vægt på oplysningen om, at der udenpå den almindelige (inder)maske er placeret yderligere en maske med udsugning til det fri, således at et eventuelt udslip af anæstesigas mellem indermasken og patientens ansigt opsuges i spalten mellem yder- og indermasken. Nævnet lægger herudover vægt på, at Arbejdstilsynet har oplyst, at dobbeltmasken kan fungere som procesudsugning forudsat, at denne slutter helt tæt til huden omkring patientens mund og næse. Nævnet lægger yderligere vægt på, at der foruden anvendelsen af dobbeltmasken er etableret rumventilation i klinikkens operationsstue, og at forekomsten af anæstesigasser under opvågningen er meget begrænset, også henset til det begrænsede antal operationer, der udføres pr. ansat. Ifølge arbejdsmiljøloven skal arbejdsstedet indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om faste arbejdssteders indretning, at hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, der er sundhedsskadelige, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Den udsugede luft må ikke føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler. Nævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: – § 77, stk. 1, lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om faste arbejdssteders indretning og ventilation: – § 42, stk. 1 og § 43, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 – § 35, stk. 1, 3 og 10, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning som ændret ved bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt [navn udeladt]s brev af den 8. november 2011. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: – [Navn udeladt] – [Navn udeladt] – [Navn udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning som ændret ved Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006 … Kapitel 8 Ventilation … § 35. Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur. Stk. 2. … … Stk. 3. Den udsugede luft må ikke føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, jf. dog stk. 4, stk. 5 og stk. 6. … Stk. 10. De i stk. 1 og 2 nævnte ventilationsanlæg skal være forsynet med en kontrolanordning, der angiver utilstrækkelig funktion. Ventilationsanlæg, omfattet af undtagelsen i stk. 4, stk. 5 og stk. 6, skal endvidere være konstrueret således, at recirkulation automatisk frakobles eller produktionen stoppes, hvis rensningen er utilstrækkelig. …