Hjemvisning af påbud om at forebygge risiko for vold og traumatiske hændelser i forbindelse med røveri
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9424@2012-09-08/da
Indhold
Hjemvisning af påbud om at forebygge risiko for vold og traumatiske hændelser i forbindelse med røveri
Arbejdstilsynet besøgte dagligvarebutik [navn udeladt] i X – Købing for at undersøge et røveri, der var sket i butikken. En røver havde ved lukketid truet 2 medarbejdere med en pistol og gav dem ordre til, at åbne pengeskabet på kontoret og lægge sig på gulvet. Arbejdstilsynet konstaterede, at butikken er beliggende på et butikstorv, hvor der var en nabobutik på den ene side af butikken. På den anden side af vejen lige over for butikken var der marker, og lidt længere henne af gaden var der en tankstation. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at forebygge risiko for vold og traumatiske hændelser i forbindelse med røveri, og havde i afgørelsen henvist til, at Arbejdstilsynet havde foretaget tilsynsbesøg i virksomhedens butik i ”X – købing”, hvor der på den anden side af vejen lige over for butikken var marker, og en tankstation, mens Arbejdstilsynet i afgørelsens bilag havde oplyst, at butikken er beliggende på et butikstorv i ”Y – købing”. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste sagen til Arbejdstilsynet, idet der er tvivl om, hvilke oplysninger i Arbejdstilsynets beskrivelse og hvilken del af Arbejdstilsynets begrundelse, der vedrører virksomhedens butik i ”X – købing”. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde vægt på, at det fremgår af afgørelsen, at Arbejdstilsynet har foretaget et tilsynsbesøg i virksomhedens butik i ”X –købing”, ligesom det fremgår flere steder i afgørelsens bilag samt i Arbejdstilsynets udtalelse, at sagen drejer sig om forebyggelse af risiko for røveri i virksomhedens butik i ” X –købing”. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af beskrivelsen af de faktiske forhold i afgørelsens bilag, at butikken var beliggende på et butikstorv i ”Y –købing”. Af Arbejdstilsynets begrundelse i afgørelsen fremgik desuden, at forebyggelsen af risiko for røveri i virksomheden i ”Y –købing” ikke er planlagt og tilrettelagt, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. marts 2012 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 30. august 2011. Klagen drejer sig om Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomhedens butik i ”X – købing” effektivt skal forebygge risiko for vold og traumatiske hændelser i forbindelse med røveri. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse af 30. august 2011 om, at virksomheden i butikken i ”X – købing” skal forebygge risiko for vold og traumatiske hændelser i forbindelse med røveri. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at der er tvivl om, hvilke oplysninger i Arbejdstilsynets beskrivelse og hvilken del af Arbejdstilsynets begrundelse, der vedrører virksomhedens butik i ”X – købing”. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af afgørelsen, at Arbejdstilsynet den 26. juli 2011 har foretaget et tilsynsbesøg i virksomhedens butik i ”X – købing”. Ligeledes fremgår det flere steder i Bilag 1 samt i Arbejdstilsynets udtalelse af 31. oktober 2011, at sagen drejer sig om forebyggelse af risiko for røveri i butikken i ”X – købing”. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger desuden vægt på, at det fremgår af beskrivelsen af de faktiske forhold i afgørelsens Bilag 1, at butikken var beliggende på et butikstorv i ”Y – købing”. Af begrundelsen for afgørelsen fremgår endvidere, at forebyggelsen af risiko for røveri i virksomhedens butik i ”Y – købing” ikke er planlagt og tilrettelagt, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til: Om forebyggelse af risiko for vold og traumatiske hændelser: – § 38, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 – § 4, § 7, stk. 1, i Arbejdstilsynet bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse – § 77, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, supplerende bemærkninger til klagen af 21. oktober 2011, høringssvar fra [navn udeladt] af 17. november 2011, høringssvar fra Arbejdstilsynet af 15. december 2011 samt høringssvar fra [navn udeladt] af 16. januar 2012. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] Kopi til – [Navn udeladt] – Arbejdstilsynet – [Navn udeladt] , Arbejdsmiljørepræsentanten eller de ansatte. Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. Skønner Arbejdstilsynet det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan det påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses. Stk. 3. Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at den, der har leveret eller markedsført et teknisk hjælpemiddel, et personligt værnemiddel eller et stof eller materiale, som anvendt i overensstemmelse med dets bestemmelse alligevel viser sig at frembyde fare for sikkerhed eller sundhed, træffer de nødvendige foranstaltninger til afværgelse heraf. Det kan herunder påbydes, 1) at levering eller markedsføring standses, 2) at de pågældende tekniske hjælpemidler, personlige værnemidler eller stoffer eller materialer tilbagekaldes fra markedet. Stk. 4. Arbejdstilsynet kan efter anmodning fra Europa-Kommissionen påbyde, at markedsføring af tekniske hjælpemidler forbydes eller begrænses, eller at de tekniske hjælpemidler underkastes særlige betingelser, når 1) de tekniske hjælpemidler som følge af deres tekniske karakteristika udgør den samme risiko som et teknisk hjælpemiddel, hvor markedsføring er forbudt eller begrænset, eller hvor det tekniske hjælpemiddel er underkastet særlige betingelser, eller 2) de tekniske hjælpemidler har tekniske karakteristika, der udgør en risiko som følge af mangler ved en harmoniseret standard. Stk. 5. Arbejdstilsynet kan 1) forbyde markedsføring af tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler, der er mærket i strid med reglerne om CE-mærkning, 2) påbyde, at tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler, der er mærket i strid med reglerne om CE-mærkning, kaldes tilbage fra markedet, eller 3) påbyde, at markedsføring af tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler, der er mærket i strid med reglerne om CE-mærkning, begrænses. Stk. 6. Arbejdstilsynet kan påbyde den, der har leveret eller markedsført et teknisk hjælpemiddel, et personligt værnemiddel eller et stof eller materiale, at destruere dette på en forsvarlig måde, når det pågældende tekniske hjælpemiddel, personlige værnemiddel eller stof eller materiale udgør en alvorlig risiko for sikkerhed og sundhed. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v. Stk. 3. Hvor arbejdet i særlig grad kan bringe sikkerhed og sundhed i fare, kan Arbejdstilsynet, hvor denne fare ikke kan imødegås på anden måde, stille krav om pauser og begrænset arbejdstid for dette arbejde. Samme krav stilles, hvor der anvendes særligt arbejdstøj og personlige værnemidler.