Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00259

GældendeVersion 2012-09-18
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9439@2012-09-18/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00259

Resumé Klager – en læge – klagede over udsendelsen ”Kontant: Læger tav i årevis” DR1. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks Radios interne retningslinjer er tilsidesat, falder uden for nævnets kompetence. Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at de anvendte klip med [Klager] stammede fra et interview givet til TV Avisen den 6. februar 2012. Klager medvirkede frivilligt i udsendelsen og var klar over, at hans medvirken skete med henblik på offentliggørelse. Der er ikke fremvist dokumentation for, at [Klager] har indgået aftale om, at interviewet ikke måtte genanvendes. Danmarks Radio har erkendt at have tilsidesat en aftale om, at det skulle fremgå, at klager udelukkende udtalte sig som næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab, ikke i kraft af sin stilling som professor hos Odense Universitetshospital. Uanset dette finder nævnet, at det må bero på en konkret vurdering, om det var berettiget at genanvende interviewet med [Klager] uden hans samtykke. Pressenævnet finder, at det havde været bedst i overensstemmelse med god presseskik, om Danmarks Radio havde sikret sig, at [Klager] var orienteret om, at interview givet til TV Avisens redaktion (under afdelingen DR Nyheder) kunne anvendes af andre redaktioner, herunder af Kontant (også under DR Nyheder). Indslaget i TV Avisen og Kontant-udsendelsen var af tids- og indholdsmæssige nær sammenhæng, ligesom Kontants emne – herunder spørgsmålet om, hvorvidt patienter informeres tilstrækkeligt – er af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det fremgår tillige af Kontant udsendelsen, at [Klager]s udtalelser er fra februar måned. Nævnet finder ikke grund til at kritisere Danmarks Radio for at anvende dele af interviewet givet cirka to måneder tidligere uden klagers samtykke. Nævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio på baggrund af navnlig [Klager]s e-mail af 3. april 2012 burde have kontrolleret Dansk Ortopædisk Selskab og Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgis udmelding af 2. marts 2012, hvoraf det fremgår, at de to selskaber mener, at metal-metal-hoften som udgangspunkt bør undgås. Udmeldingerne givet af [Klager] i interviewet den 2. februar 2012 som næstformand i Dansk Optopædisk Selskab er således ikke nødvendigvis dækkende i april 2012. Ved ikke at omtale selskabets nye udmelding fra marts 2012 – som TV Avisen selv omtalte den 4. marts 2012 – har Kontant redaktionen udeladt væsentlige oplysninger, og nævnet udtaler kritik for den utilstrækkelige research. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggøre følgende til dækbilleder fra Kontant-udsendelsen: ” Speak : I Kontant i april omtalte vi metalhofter og de alvorlige bivirkninger, der kunne være ved hofterne. I udsendelsen blev vist optagelser fra et interview med læge og næstformand i Dansk Ortopædisk Selskab, [Klager]. [Klager] ønskede ikke at medvirke i Kontant. Udtalelserne brugt i udsendelsen var derfor taget fra et tidligere interview, som han havde givet til TV Avisen i februar. To måneder tidligere. Lægen har klaget til Pressenævnet over Kontants brug af interviewet. Under Pressenævnets sag er det kommet frem, at lægen inden Kontant udsendelsen gjorde Kontant opmærksom på en meddelelse til hoftespecialister fra Dansk Ortopædisk Selskab og selskabet for hoftekirurgerne. Meddelelsen var fra marts måned – altså fra tidsrummet mellem interviewet i februar og Kontant udsendelsen i april. Af meddelelsen fremgår det, at hofteselskaberne ville ophøre med brugen af metalhofterne. De meddelte en såkaldt ”time-out”. TV Avisen omtalte denne time-out i marts måned. Alligevel blev time-out’en ikke omtalt i Kontant-udsendelsen måneden efter. Her anvendte man de gamle udtalelser fra februar måned. Pressenævnet kritiserer DR for ikke at fortælle om de nye oplysninger og beslutning vedrørende brugen af metalhofterne. Ved ikke at oplyse om den nye melding kom lægen og hofteselskaberne til at fremstå i et unødigt dårligt lys i Kontant-udsendelsen. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk”

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse på DR1 den 10. april 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Forløbet forud for Kontant-udsendelsen [Klager] blev den 2. februar 2012 interviewet af Danmarks Radio, som brugte dele af interviewet til ”TV Avisen” 6. februar 2012 kl. 21.00 . I TV Avisen blev vist et indslag vedrørende en ”metal-metal-hofte” produceret af en amerikansk virksomhed. Indslaget varede ca. 3.30 minutter. Ifølge indslaget var hoftetypen, som var indopereret i over 600 danske patienter, trukket tilbage halvandet år tidligere, fordi den kunne afgive metaller, som skadede væv og muskler. I indslaget blev det oplyst, at den amerikanske producent havde udbetalt ”store beløb” til to lægevidenskabelige organisationer for danske kirurger med speciale i hofter, Dansk Ortopædisk Selskab og Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi. I indslaget afviste Dansk Ortopædisk Selskabs næstformand, [Klager], at kirurgerne lod sig påvirke af sponsorpengene til at foretrække den amerikansk producerede hofte. Lægerne handlede ud fra patientens bedste. [Klager] udtalte, at producenten ønskede at sponsorere selskabet for at komme i kontakt med de læger, som køber producentens produkter. En hofteopereret patient og næstformanden for Lægeforeningen var begge kritiske over for lægernes troværdighed og habilitet i deres rådgivning på grund af sponsoreringen. Den 2. marts 2012 blev offentliggjort en ” Udmelding fra Dansk Ortopædisk Selskab og Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi om anvendelse og opfølgning af metal-metal hofteproteser” . Af udmeldingen fremgik det bl.a., at retningslinjer fra oktober 2009 for anvendelse af metal-metal proteser samt selskabernes opfølgningsprogram for oktober 2010 blev ændret. Det anbefales i udmeldingen, at: ”… 1. Det er selskabernes opfattelse, at patientsikkerhed skal prioriteres højt. På denne baggrund og medhenvisning til den usikkerhed, der eksisterer på nuværende tidspunkt om metal-metal hofter, er det selskabernes opfattelse, at anvendelse af metal-metal hofteproteser bør undgås, indtil sikkerheden og langtidsresultaterne ved anvendelse af metal-metal proteser er klart belyst. Denne vejledning om at undgå anvendelse omfatter enhver form for primære metal-metal hofteproteser, såvel total hofteproteser som resurfacing proteser. 2. Metal-metal proteser bør herefter kun anvendes i forbindelse med videnskabelige undersøgelser, der overholder almindelige krav hertil. Anvendelse af proteserne forudsætter anmeldelse til og godkendelse fra relevante myndigheder samt informeret samtykke. 3. Under henvisning til ovenstående er det DOS’s og DSHK’s opfattelse, at patienter, som har fået isat metal-metal hofteproteser skal følges med klinisk undersøgelser, ion-undersøgelse og røntgenundersøgelse i henhold til det opdaterede opfølgningsprogram. 4. Alle patienter, som har fået isat metal-metal proteser, skal informeres herom.” TV Avisen sendte den 4. marts 2012 indslaget ”STOP FOR METALPROTESER” , hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”… Speak: Nu får den stadige strøm af kritiske rapporter om metalhofterne danske læger til at reagere. I ugevis har lægerne ellers afvist, at der skulle være problemer med den type hofter, men nu vender lægerne rundt. Benn Duus, formand for Dansk Ortopædisk Selskab: Vi synes, at usikkerheden er så stor omkring anvendelse af metal-metal-hofter, at vi bliver nødt til at holde op med at anvende hofterne på nuværende tidspunkt. Speak : Altså, slut med metalhofter, og de op imod 4.000 danskere, der allerede har fået dem, skal til årlig kontrol. Benn Duus : Vi anbefaler, at patienter, der allerede har de hofter, de følges på den afdeling, hvor de blev opereret, og at de kommer til kontrol efter et, to, fem, syv og ti år, og at man ved samtlige af de kontroller – vel at mærke de patienter, der ikke har nogen form for symptomer – foretager røntgenundersøgelse og også målinger af disse metalioner. … Kirurg (udtaler sig i programmet ”Lægens bord” i 2005): Man har undersøgt det meget grundigt både for kræft, for allergi og ikke fundet nogen ting. Speak: Men i dag mener danske eksperter, at lægerne gik i gang med metalhofterne på et alt for tidligt tidspunkt og på trods af undersøgelser, der advarede om risikoen. … Studievært: Velkommen til, Benn Duus. Du er ledende overlæge, og så er du formand for Dansk Ortopædisk Selskab. Kritikken af de her hofter har stået på i lang tid. Vi har bragt flere historier om det, flere afsløringer af, hvor skadelige de er, og i fredags besluttede I så at stoppe brugen af dem. Hvorfor først nu? Benn Duus: Ja, det kan man jo altid diskutere, hvornår skulle det have været. Vi må sige, at metal-metal-hoften havde nogle klare fordele, og dem har vi måttet veje på en vægtskål og sige, at den usikkerhed, der nu er rejst gennem det sidste halve, hele, to år omkring anvendelse af metal-metal-hoften, er efterhånden så overvejende, at vi har følt, at vi må sige stop. Så det er det, der er baggrunden. Studievært : Men jeg står for eksempel her med et brev fra 2006 fra Sundhedsstyrelsen, hvor man anbefaler, man kun bruger dem i forbindelse med kliniske studier. Vi hører i indslaget eksperten fra Storbritannien sige, der var mistanke, der gik årtier tilbage. Hvorfor har man ikke reageret før? Benn Duus: Altså det, der står i brevet fra Sundhedsstyrelsen dengang, det var, at de skulle bruges på en sådan måde, at man kunne lave en erfaringsopsamling på tværs af landet, og det er så også det, der er sket. Disse data, som. … Benn Duus: … at nu synes vi, det er på tide at lave en time-out. Få samlet de her data op og se, om der er et reelt problem. Og hvis der er det, så skal de stoppes og aldrig nogensinde bruges mere. … Benn Duus: … Der er gode resultater efter alle disse metal-metal-hofter bortset fra den ene type, som I har nævnt. Den, der hedder ASR-hoften, og som er trukket af markedet – med god grund vil jeg straks understrege. Der er gode resultater efter de andre, men det vi føler nu, at vi er nødt til, det er at intensivere overvågningen af de patienter, og det er derfor, vi nu går ud og anbefaler en ny og mere intensiv overvågning af patienterne. … Studievært: Jeg skal nå at spørge dig kort her til sidst: Kan man undgå, at det her sker i fremtiden? At man putter ting ind i folks kroppe, som man faktisk ikke ved, hvordan virker på længere sigt? Benn Duus: Vi håber som selskab, at man kan undgå det, men det kræver, at man på europæisk plan laver nogle meget mere klare regler for godkendelse af det, der hedder medicinske implantater eller medicinsk udstyr, som sådan en hofte her også er.” Den 22. marts 2012 blev [Klager] kontaktet af Kontant redaktionen og spurgt, om han ville udtale sig på vegne af hoftekirurgerne om sagen vedrørende metalhofterne. Han afslog den 26. marts 2012 at deltage. Ved e-mail af 2. april 2012 meddelte Kontant [Klager], at dele af interviewet afgivet til TV Avisen ville indgå i Kontants udsendelse 10. april 2012. [Klager] protesterede over for Kontant, som fastholdt, at Danmarks Radio havde ret til at bruge interviewet i udsendelsen, og oplyste, at Kontant var en del af DR Nyheder. Af klagers e-mail af 3. april 2012 til Danmarks Radio fremgår følgende: ”… Jeg har ikke givet interview til Kontant den 10/4, hvorfor udtalelserne ikke anvendes i den rette kontekst da sagen har ændret væsentlig karakter siden interviewet: Blandt andet har DOS [Dansk Ortopædisk Selskab] anbefalet time-out med anvendelse af metal-metal hofter, hvilket er bakket op af Sundhedsstyrelsen samtidig med at der er udsendt en række nye retningslinjer. …” Den påklagede udsendelse DR1 sendte den 10. april 2012 kl. 21.25 udsendelsen ”Kontant: Læger tav i årevis” . Udsendelsen varede ca. 28 minutter og var en opfølgning på ”Kontant: Ny hofteskandale” fra 24. januar 2012. I april-udsendelsen beskyldes danske læger for i årevis at have hemmeligholdt vigtig viden om den amerikansk producerede metalhofte ”ASR-hoften” (Articular Surface Replacement) for patienterne. Forskningslederen i Copenhagen Trial Unit, direktøren i Danske Patienter og formanden for Danske Regioner kritiserede de danske hoftekirurgers brug af ASR-hoften og kirurgernes manglende orientering af patienterne. I april-udsendelsen blev vist klip fra Kontant-udsendelsen i januar og TV Avisen i februar. Af skærmbilledet fremgik henholdsvis teksterne: ”KONTANT JANUAR 2012” og ”DR NYHEDER FEBRUAR 2012”. [Klager] præsenteres som professor på Odense Universitetshospital, næstformand i Dansk Ortopædisk Selskab, leder af Hofteregistreret og tidligere formand for ”Hoftekirurgernes selskab” (Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi). Det anføres, at risikoen ved metal mod metal har været kendt siden 2. Verdenskrig. En ældre metalhoftetype var blevet trukket tilbage i 1970’erne. Der henvises til Sundhedsstyrelsens ”Kommenteret varsel” nr. 1/februar 2006, hvorfra bl.a. følgende ”Kommentarer til: Hip resurfacing” læses op i udsendelsen: ”Det anbefales, at man kun anvender hip resurfacing-protesen i forbindelse med kliniske studier, indtil der foreligger resultater vedrørende klinisk effektivitet og holdbarhed fra randomiserede studier, som er tilfredsstillende set i forhold til total hoftealloplastik.” Af udsendelsen fremgår det, at Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi i februar måned 2006 meddelte sine medlemmer, at de skulle forholde sig afventende med indføring af teknikken, indtil der forelå resultater af kontrollerede forsøg (meddelelsen ”Resurfacing hoftealloplastik” af 7. februar 2006). Det blev oplyst, at [Klager] ikke havde ønsket at deltage i Kontant-udsendelsen, og udsendelsen derfor indeholdt klip fra det tidligere interview givet i februar 2012, men som ikke indgik i TV Avisen i februar. Det fremgik af Kontant, at [Klager] var blandt de læger, som gik imod anbefalingerne fra Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgi og Sundhedsstyrelsen, men at han ikke havde kendskab til organisationens meddelelse fra februar 2006. Der læses følgende op fra Sundhedsstyrelsens udtalelse ” Hip resurfacing ” af 8. februar 2006: ”Det anbefales i varslet, at anvendelse af hip resurfacing-protesen kun sker i forbindelse med kliniske studier, indtil der foreligger resultater vedrørende klinisk effektivitet og holdbarhed fra randomiserede studier, som er tilfredsstillende set i forhold til total hoftealloplastik. De første resultater fra et dansk studie forventes i 2008.” Trods disse forbehold og det forhold, at britiske forskere i 2008 i videnskabelige artikler rapporterede om gener ved brug af ASR-hoften, fik danske hoftepatienter ifølge udsendelsen indopereret ASR-hofter uden at være med i forsøg og uden at blive orienteret om de mulige gener. En forsker udtaler, at det ikke undrer, at mange læger ikke læser de videnskabelige magasiner. I udsendelsen bringes optagelser, hvoraf det fremgår, at [Klager] mener, at han har overholdt anvisninger og regler, men siger, at ASR-hoften ikke ville være brugt, hvis man havde kunnet se bagud. Han påpegede, at langt de fleste patienter, der har ASR-hoften, ikke har haft problemer med den. Ifølge udsendelsen blev ASR-hoften trukket tilbage fra det australske marked i 2009. I 2010 trak producenten hoften tilbage og medsendte et brev, der skulle videresendes til patienternes orientering. Ifølge producentens brev var hver ottende patient med en ASR-hofte blevet omopereret, at hofterne risikerede at gå løs, at metal-ioner kunne slides af, og at de kunne nedbryde muskler, knogler og nerver. Ikke alle danske patienter blev orienteret. Odense Universitetshospitals patienter modtog ifølge udsendelsen et brev (underskrevet af [Klager]). Indholdet af Odense Universitetshospitals brev var ifølge udsendelsen nedtonet til følgende: ”Speak: At tilbagekaldelsen skyldes uforholdsmæssigt mange re-operationer i England, men at de ikke har set samme problem på Odense Universitetshospital”. Brevet fra Odense Universitetshospitals afsluttes med følgende: ”I øvrigt er patient-informationerne ikke specielt anvendelige på danske forhold.” Direktøren for Danske Patienter var uenig. Den manglende orientering af hofteopererede patienter om ASR-hoftens tilbagetrækning skete ifølge [Klager] i den bedste mening, idet man ikke ville bekymre patienterne. Ifølge [Klager] havde danske hoftekirurger været meget proaktive, og der var blevet opereret færre patienter, end hvis de ikke havde været det. Lægerne havde fulgt op på de udmeldinger, der var kommet vedrørende ASR-hoften, og de havde lavet nationale retningslinjer. Formanden for Danske Regioner var uenig. I forbindelse med to af klippene med [Klager] blev han omtalt som ”professor”, ligesom der i to af klippene blev zoomet ind på hans navnskilt fra Odense Universitetshospital, hvoraf titlen fremgik. [Klager] klagede den 6. maj 2012 til Danmarks Radio, der den 8. maj 2012 afviste hans klage. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at dele af interviewet afgivet til TV Avisen i februar 2012 mod hans ønske blev anvendt af Danmarks Radio i Kontant-udsendelsen i april 2012. Interviewet var givet i en helt anden sammenhæng og vedrørte en sag, der efterfølgende havde ændret sig betydeligt. Dansk Ortopædisk Selskab udmeldte efter interviewet en ”time-out” for anvendelse af metalhofterne, hvilket også blev omtalt af Danmarks Radio i nyhedsudsendelsen ”21 Søndag” den 4. marts 2012. At sagen havde ændret sig betydeligt, ville uden tvivl have haft indflydelse på [Klager]s svar, hvilket han klart tilkendegav i sin e-mailkorrespondance med Kontant. Heraf fremgår det således, at optagelserne var afgivet under falske forudsætninger. Ved at anvende et interview i en anden sammenhæng end interviewet oprindeligt blev givet, har Danmarks Radio handlet i strid med såvel god presseskik som mediets egne etiske retningslinjer ”DRs Programetik 2009, Etiske retningslinjer for DRs programmer og medarbejdere” . Såfremt Danmarks Radio mener at have ret til frit at anvende interviewet i andre udsendelser/afdelinger end interviewet er afgivet til – og efter en sag eventuelt har ændret sig – burde mediet have orienteret [Klager] derom, hvilket ikke er sket. I så fald ville klager ikke havde medvirket. Kontant-udsendelsen fokuserede endvidere på, at [Klager] er professor ved Odense Universitetshospital. Det var imidlertid ikke i sin ansættelse som professor, men i sin funktion som næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab, at [Klager] udtalte sig. Der sker således en sammenblanding. 2.2 Danmarks Radios synspunkter Danmarks Radio har anført, at mediet i sin nyhedsformidling samarbejder på tværs af redaktioner. Det er derfor normalt, at et interview kan blive anvendt på andre platforme end den, hvor journalisten bag interviewet arbejder. Det forudsætter, at interviewet anvendes i samme kontekst, som interviewet er givet. Dele af interviewet med [Klager] blev i overensstemmelse med denne praksis anvendt i blandt andet TV Avisen og radioens P1. Danmarks Radio har erkendt, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis Danmarks Radio havde gjort det mere klart for [Klager], at interviewet kunne bruges på samtlige mediets platforme, så han ikke havde været i tvivl. Uanset, at [Klager] ikke blev orienteret om delingen af råmateriale, er redaktionernes anvendelse af interviewet efter Danmarks Radios opfattelse ikke i strid med god presseskik. Danmarks Radio vurderede, at der var så nær tidsmæssig sammenhæng mellem tidspunktet for interviewet og anvendelsen i Kontant-udsendelsen, at der ikke skulle indhentes samtykke fra [Klager] – heller ikke til tidligere ikke-offentliggjorte dele af interviewet. Sagen havde ikke udviklet sig i en sådan grad, at [Klager] ikke længere kunne tages til indtægt for de pågældende udtalelser. [Klager] præciserede i forbindelse med interviewet, at han udtalte sig som næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab og ikke som professor på Odense Universitetshospital. Danmarks Radio har videre erkendt, at det ikke fremgår tilstrækkeligt klart af Kontant-udsendelsen, at [Klager] udelukkende udtaler sig som næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab. Dette er ikke i overensstemmelse med den aftale, der er indgået med [Klager], og det beklages. Klagen over tilsidesættelse af mediets etiske regler bør afvises og henvises til Danmarks Radios interne klageorgan, Lytternes og seernes redaktør. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks Radios interne retningslinjer er tilsidesat, falder uden for nævnets kompetence. Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at de anvendte klip med [Klager] stammede fra et interview givet til TV Avisen den 6. februar 2012. Klager medvirkede frivilligt i udsendelsen og var klar over, at hans medvirken skete med henblik på offentliggørelse. Der er ikke fremvist dokumentation for, at [Klager] har indgået aftale om, at interviewet ikke måtte genanvendes. Danmarks Radio har erkendt at have tilsidesat en aftale om, at det skulle fremgå, at klager udelukkende udtalte sig som næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab, ikke i kraft af sin stilling som professor hos Odense Universitetshospital. Uanset dette finder nævnet, at det må bero på en konkret vurdering, om det var berettiget at genanvende interviewet med [Klager] uden hans samtykke. Pressenævnet finder, at det havde været bedst i overensstemmelse med god presseskik, om Danmarks Radio havde sikret sig, at [Klager] var orienteret om, at interview givet til TV Avisens redaktion (under afdelingen DR Nyheder) kunne anvendes af andre redaktioner, herunder af Kontant (også under DR Nyheder). Indslaget i TV Avisen og Kontant-udsendelsen var af tids- og indholdsmæssige nær sammenhæng, ligesom Kontants emne – herunder spørgsmålet om, hvorvidt patienter informeres tilstrækkeligt – er af væsentlig samfundsmæssig interesse. Det fremgår tillige af Kontant udsendelsen, at [Klager]s udtalelser er fra februar måned. Nævnet finder ikke grund til at kritisere Danmarks Radio for at anvende dele af interviewet givet cirka to måneder tidligere uden klagers samtykke. Nævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio på baggrund af navnlig [Klager]s e-mail af 3. april 2012 burde have kontrolleret Dansk Ortopædisk Selskab og Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastik Kirurgis udmelding af 2. marts 2012, hvoraf det fremgår, at de to selskaber mener, at metal-metal-hoften som udgangspunkt bør undgås. Udmeldingerne givet af [Klager] i interviewet den 2. februar 2012 som næstformand i Dansk Optopædisk Selskab er således ikke nødvendigvis dækkende i april 2012. Ved ikke at omtale selskabets nye udmelding fra marts 2012 – som TV Avisen selv omtalte den 4. marts 2012 – har Kontant redaktionen udeladt væsentlige oplysninger, og nævnet udtaler kritik for den utilstrækkelige research. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggøre følgende til dækbilleder fra Kontant-udsendelsen: ” Speak : I Kontant i april omtalte vi metalhofter og de alvorlige bivirkninger, der kunne være ved hofterne. I udsendelsen blev vist optagelser fra et interview med læge og næstformand i Dansk Ortopædisk Selskab, [Klager]. [Klager] ønskede ikke at medvirke i Kontant. Udtalelserne brugt i udsendelsen var derfor taget fra et tidligere interview, som han havde givet til TV Avisen i februar. To måneder tidligere. Lægen har klaget til Pressenævnet over Kontants brug af interviewet. Under Pressenævnets sag er det kommet frem, at lægen inden Kontant udsendelsen gjorde Kontant opmærksom på en meddelelse til hoftespecialister fra Dansk Ortopædisk Selskab og selskabet for hoftekirurgerne. Meddelelsen var fra marts måned – altså fra tidsrummet mellem interviewet i februar og Kontant udsendelsen i april. Af meddelelsen fremgår det, at hofteselskaberne ville ophøre med brugen af metalhofterne. De meddelte en såkaldt ”time-out”. TV Avisen omtalte denne time-out i marts måned. Alligevel blev time-out’en ikke omtalt i Kontant-udsendelsen måneden efter. Her anvendte man de gamle udtalelser fra februar måned. Pressenævnet kritiserer DR for ikke at fortælle om de nye oplysninger og beslutning vedrørende brugen af metalhofterne. Ved ikke at oplyse om den nye melding kom lægen og hofteselskaberne til at fremstå i et unødigt dårligt lys i Kontant-udsendelsen. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 12. september 2012

Versioner

  1. 2012-09-18