Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00280
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9444@2012-09-18/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00280
Resumé Klager – skribenten – klagede over redigeringen af debatindlægget ”PET i russisk tjeneste” i Information. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigeringer fremstår som uforvansket. Pressenævnet finder, at der ved de skete ændringer og forkortelser i brødteksten ikke er sket en forvanskning af hovedindholdet af klagers læserbrev. Nævnet finder imidlertid, at overskriften ”PET i russisk tjeneste” går ud over, hvad der i [Klager]s debatindlæg under den oprindelige overskrift ”Hvilke hensyn?” er dækning for. Nævnet udtaler kritik af redigeringen af overskriftens formulering. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i medierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et medie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at der i debatindlægget ”PET i russisk tjeneste” ikke er bragt faktisk forkerte oplysninger, hvorfor klager allerede af denne årsag ikke er berettiget til at få bragt et genmæle. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Information og information.dk at offentliggøre følgende: [rubrik] ”Pressenævnet kritiserer redigering af debatindlæg” [underrubrik] I debatindlæg om lukkethed i retssagen om professor, der blev dømt i spionsag, kritiserer nævnet Information for at forvanske skribentens opfattelse. [brødtekst] Information bragte 9. juni 2012 debatindlægget ”PET i russisk tjeneste”. Indlægget var sendt til avisen under overskriften ”Hvilke hensyn?” og stillede spørgsmålstegn ved det rimelige i, at en domstol havde lukket dørene i en sag af offentlig interesse. Da debatindlægget blev bragt på information.dk og i Dagbladet Information, havde avisen ændret overskriften til ”PET i russisk tjeneste”. Information.dk indvilligede efterfølgende i at ændre overskriften på information.dk til ”Urimelig lukkethed i spionsag”. Skribenten bag indlægget, [Klager], har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Information har tilsidesat god presseskik ved at ændre overskriften til en beskyldning, der ikke er dækning for i klagers indlæg sendt til avisen. Skribentens opfattelse fremstod derfor forvansket. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen kan læses på: www.pressenaevnet.dk”
[Klager] har klaget til Pressenævnet over redigeringen af debatindlægget ”PET i russisk tjeneste” bragt i Information den 9. juni 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen af det påklagede debatindlæg sendte [Klager] følgende indlæg til Dagbladet Information: ” Hvilket hensyn? En herboende finsk professor er blevet dømt fem måneders fængsel for spionage til fordel for Rusland. Ingen i den danske offentlighed har haft nogen som helst mulighed for indsigt i hverken bevisbyrdens substans, eller anklagers og forsvarers argumenter. Hemmelighedskræmmeriet skyldes officielt ”hensynet til fremmede magter” - hvilket her kun kan betyde 'hensynet til Rusland'. Samme gummiargument ville svare til, at en borger f.eks. blev anklaget for at lække fortrolige oplysninger til danske rockerbander, hvorefter hele retssagen blev holdt for dobbelt lukkede døre – af hensyn til rockerne(!) Dette er i flere henseender retspolitisk fuldstændig absurd. Hvad enten det drejer sig om spionsager eller rockersager, må enhver anklaget have ret til offentligt at føre et forsvar, ligesom anklagemyndigheden i offentlighed på sin side må løfte den del af bevisbyrden, der ikke er underlagt hensynet til danske – med streg under danske – myndigheders (læs PETs) krav på beskyttelse af efterforskningsmæssige arbejdsmetoder. I Rusland nikker man sikkert med velkendt glæde til de lukkede døre. I Danmark burde en sådan fremgangsmåde fremkalde røde ører hos enhver anstændig jurist og almindelig borger.” Internetavisen information.dk og Dagbladet Information bragte henholdsvis den 8. og 9. juni 2012 debatindlægget under overskriften ”PET i russisk tjeneste” . Af indlægget fremgår følgende: ” En professor er blevet dømt fem måneders fængsel for spionage for Rusland. Offentligheden har ikke haft indsigt i hverken bevisbyrdens substans, eller anklagers og forsvarers argumenter. Hemmelighedskræmmeriet skyldes officielt hensynet til fremmede magter - hvilket kun kan betyde Rusland. Det svarer til, at en borger blev anklaget for at lække fortrolige oplysninger til danske rockerbander, hvorefter hele retssagen blev holdt for lukkede døre af hensyn til rockerne. Dette er i flere henseender retspolitisk absurd. Enhver anklaget må have ret til offentligt at føre et forsvar, ligesom anklagemyndigheden i offentlighed på sin side må løfte den del af bevisbyrden, der ikke er underlagt hensynet til danske myndigheders krav på beskyttelse af arbejdsmetoder. I Rusland nikker man sikkert med velkendt glæde til de lukkede døre. I Danmark burde en sådan fremgangsmåde fremkalde røde ører hos enhver anstændig jurist og almindelig borger.” [Klager] klagede den 9. juni 2012 til Information. Information ændrede den 11. juni 2012 overskriften på debatindlægget på internetavisen information.dk til ”Urimelig lukkethed i spionsag” , men afviste den 12. juni 2012 at bringe en rettelse i den trykte udgave af avisen. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at ændringerne i debatindlægget ikke har dækning i indlæggets oprindelige udgaves indhold. Klagers formål med indlægget var ikke at kritisere PET, men derimod at kritisere det retspolitisk betænkelige ved at føre hele den omtalte spionsag for lukkede døre. PET fører ikke retssager eller kræver som institution samlet set ikke lukkede døre i en retssag. Derfor er Informations overskift forkert. Udeladelsen af teksten ”den del af bevisbyrden, der ikke er underlagt hensynet til danske – med streg under danske – myndigheders (læs PETs) krav på beskyttelse af efterforskningsmæssige arbejdsmetoder” og ændringen af overskriften har derfor forvansket budskabet. Klager har flere gange anmodet om genmæle, idet ansvaret for ændringerne tilfalder skribenten, selv om det er Information, der egenhændigt har foretaget ændringerne. Disse anmodninger er blevet afvist. 2.2 Dagbladet Informations synspunkter Information har anført, at overskriften i form og indhold har dækning i det pågældende læserbrev, og redigeringen har ingenlunde forvansket budskabet. Klager skriver: ”I Rusland nikker man sikkert med velkendt glæde til de lukkede døre”. Avisen fandt den af [Klager] foreslåede overskrift ”Hvilket hensyn?” for ukonkret i forhold til indlæggets indhold og budskab, og derfor blev den ændret for at klargøre tekstens pointe. Det er alene et udtryk for en venlig imødekommenhed af klagers ønsker, at overskriften er blevet ændret i internetudgaven af avisen og dermed også i Informations arkiv. Denne handling ændrer ikke, at avisen mener, at der er dækning for den bragte overskrift. Information afslog således at bringe et genmæle, da der ifølge avisen ikke er tale om faktisk ukorrekte oplysninger, der påfører klager skade af nogen betydning. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigeringer fremstår som uforvansket. Pressenævnet finder, at der ved de skete ændringer og forkortelser i brødteksten ikke er sket en forvanskning af hovedindholdet af klagers læserbrev. Nævnet finder imidlertid, at overskriften ”PET i russisk tjeneste” går ud over, hvad der i [Klager]s debatindlæg under den oprindelige overskrift ”Hvilke hensyn?” er dækning for. Nævnet udtaler kritik af redigeringen af overskriftens formulering. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i medierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et medie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at der i debatindlægget ”PET i russisk tjeneste” ikke er bragt faktisk forkerte oplysninger, hvorfor klager allerede af denne årsag ikke er berettiget til at få bragt et genmæle. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Information og information.dk at offentliggøre følgende: [rubrik] ”Pressenævnet kritiserer redigering af debatindlæg” [underrubrik] I debatindlæg om lukkethed i retssagen om professor, der blev dømt i spionsag, kritiserer nævnet Information for at forvanske skribentens opfattelse. [brødtekst] Information bragte 9. juni 2012 debatindlægget ”PET i russisk tjeneste”. Indlægget var sendt til avisen under overskriften ”Hvilke hensyn?” og stillede spørgsmålstegn ved det rimelige i, at en domstol havde lukket dørene i en sag af offentlig interesse. Da debatindlægget blev bragt på information.dk og i Dagbladet Information, havde avisen ændret overskriften til ”PET i russisk tjeneste”. Information.dk indvilligede efterfølgende i at ændre overskriften på information.dk til ”Urimelig lukkethed i spionsag”. Skribenten bag indlægget, [Klager], har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Information har tilsidesat god presseskik ved at ændre overskriften til en beskyldning, der ikke er dækning for i klagers indlæg sendt til avisen. Skribentens opfattelse fremstod derfor forvansket. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen kan læses på: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 12. september 2012