Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00281

GældendeVersion 2012-09-18
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9445@2012-09-18/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00281

Resumé Klager – en person – klagede over artiklerne ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter” og ”Omstridt: Forskeren bag Stasiafsløring” i Politiken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager over for Pressenævnet har indgivet klage over tilsidesættelse af god presseskik, men ikke klaget over Politikens afvisning af at bringe genmælet ”FALSKE RYGTER”. Sagen behandles derfor alene for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af god presseskik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det følger videre, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvilke danskere, der fungerede som Stasi-agenter, har almen interesse. Nævnet finder imidlertid, at en så krænkende beskyldning må kontrolleres inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. På den ene side er det ikke dokumenteret, at [Klager] skulle have været agent for Stasi. [Forskeren] har ifølge Politikens oplysninger over for avisens kilder tilkendegivet, at han har fundet et dokument, der identificerer [Klager] som tidligere Stasi-agent, uden at [Forskeren] dog offentligt ønsker at bekræfte dette. På den anden side fremgår det af artiklen, at der er tale om rygter, ligesom [Klager] og andre personer i artiklen tager afstand fra påstanden. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at publicere en så alvorlig beskyldning uden nærmere dokumentation herfor. Nævnet udtaler derfor kritik af avisen for at bringe historien. Det forhold, at [Klager] har fået forelagt beskyldningen og udtalt sig til Politiken, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør at Politiken at offentliggøre følgende: [rubrik] Pressenævnet kritiserer beskyldning om Stasi-virksomhed [underrubrik] Politiken får kritik af Pressenævnet for at beskylde en tidligere journalist for at have været Stasi-agent uden dokumentation. [brødtekst] Politiken bragte i maj måned artiklen ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter”. Heraf fremgik det, at [Klager] ifølge to af avisens kilder skulle være identisk med den hidtil ukendte spion, som koldkrigsforskeren [Forskeren] ikke ville navngive offentligt. Ifølge avisens kilder var det [Klager], der skulle være spionen. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at viderebringe rygtet. Den alvorlige beskyldning er ikke dokumenteret i hverken Politikens artikel eller over for Pressenævnet. Nævnet udtaler derfor kritik af Politiken for at bringe det meget skadelige rygte. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk”

[Klager] har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Politiken den 26. maj 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Tidligere omtale i BT BT og bt.dk bragte den 9. april 2012 artiklen ”Dansk storspion tæt på afsløring” . I artiklen udtalte lektor ved Syddansk Universitet, [Forskeren], at en offentlig kendt dansk mands navn skulle være fundet i hidtil hemmeligstemplede dokumenter. Ifølge lektoren knyttede papirerne den unavngivne person til ”flere opsigtsvækkende operationer” for Stasi. De påklagede artikler i Politiken Politiken bragte den 26. maj 2012 på side 5 en artikel under overskriften ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter” og underoverskriften ”Det vakte stor opsigt, da en koldkrigsforsker for nylig omtalte en hidtil ukendt agent. Nu retter mistanken sig mod 69-årig journalist.” Af artiklen fremgik følgende: ”DOBBELTSPIL Han har fået Venstres frihedspris og en række journalistiske hædersbevisninger for at afsløre danskere, der samarbejdede med den østtyske statssikkerhedstjeneste Stasi. Men nu bliver den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, [Klager], selv sat i forbindelse med koldkrigstidens mest berygtede efterretningsvæsen. Ifølge Politikens oplysninger er journalisten identisk med den offentligt kendte dansker, som koldkrigsforskeren [Forskeren] har fundet oplysninger om i det tyske Stasi-arkiv. I sidste måned vakte [Forskeren] stor opsigt, da han fortalte om en hidtil ukendt agent, der skal være af »en helt anden liga«. »Det, han har gjort, er grimt og har påvirket det danske samfund i negativ retning. Det gør dybt indtryk på mig«, sagde lektoren ved Syddansk Universitet til dagbladet BT, men ville ikke røbe den pågældendes identitet. [Forskeren] har »ingen kommentarer« til navnet [Klager], men ifølge Politikens oplysninger har forskeren selv fortalt flere personer, at det er ham, sagen drejer sig om. Samtidig hører det med i billedet, at [Forskeren] og en tysk seniorforsker fra Stasi-arkivet tidligere har taget [Klager]s arbejde under kritisk behandling i artikler. I 2009 undrede de sig således over, hvordan journalisten kunne offentliggøre navne og dæknavne på danske DDR-agenter - to år før Stasi-arkivet fik »styr på dæknavnene« på agenter i udlandet. »Det er næsten (...) umuligt, at Stasi-arkiverne før 1996 har udleveret informationer om »Nelly« og »Gast««, skrev [Forskeren] og hans tyske kollega i tidsskriftet Arbejderhistorie, hvori de også slår fast, at »[Klager] havde forbindelse til folk fra HV A (Stasis udenrigstjeneste, red.)«. Politiken har den seneste uge forsøgt at komme i personlig kontakt med den snart 70-årige [Klager], der ifølge venner og bekendte har været som sunket i jorden. Først i går lykkedes det imidlertid at skabe forbindelse til journalisten, der sendte en kort mail fra Berlin. [Klager] afviser Forelagt anklagerne svarer [Klager], at han ikke kommenterer »anonyme rygter, ej heller mine kilder«. Journalisten har valgt kun at besvare Politikens spørgsmål om, hvorvidt han blev forsøgt hvervet af Stasi: »Svaret er i al sin enkelhed: NEJ! Jeg var bestemt heller ikke den rigtige at gå til, al den stund jeg var på den sorte liste for »undergravende virksomhed« og »antisovjetisme«. Jeg blev smidt ud af DDR på Ulbrichts personlige ordre. Politbureauets sikkerhedschef dengang var Erich Honecker. Ni år senere endte jeg i Ruzynefængslet i Prag, da jeg kontaktede talsmanden for Charta 77, Jiri Hajek, udenrigsminister under Dubcek«, skriver [Klager], der ikke har reageret på Politikens opfølgende henvendelse. Siden [Forskeren] i sidste måned afslørede sit opsigtsvækkende fund i Stasi-arkiverne, er der blevet gættet på livet løs i medierne og i politiske kredse. Få har formentlig haft fantasi til at forestille sig, at sagen skulle dreje sig om en erklæret koldkriger og spionjæger, som Venstre i 2000 hædrede for at udstille »en flok venstreorienterede hyklere«. Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Sven Ove Gade, har da også svært ved at tro sine egne øren: »Jeg vil være mægtig ked af det, hvis det er rigtigt, for jeg sætter stor pris på [Klager]. Umiddelbart synes jeg, at han er for kantet og indadvendt til at passe på profilen. Samtidig kan han dårligt have haft adgang til fortroligt materiale. Så skulle han nærmest have været påvirkningsagent«, siger han. Det var Sven Ove Gade, der sidst i 1970'erne ansatte [Klager] på Ekstra Bladet. Tidligere var journalisten ansat som Tysklandskorrespondent for dagbladet Information og rapporterede også for Danmarks Radio. Da bølgerne om terrorgruppen Baader-Meinhof og mordet på arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer var på sit højeste i 1977, skrev [Klager] nogle kritiske og ifølge Sven Ove Gade »tidstypiske« kronikker i Ekstra Bladet om »udhuling af de demokratiske rettigheder« i Vesttyskland: »Under dække af terrorismens fare indsamles ihærdigt oplysninger om borgere, der med afvigende meninger fuldt legalt arbejder i partier ude på venstrefløjen«, mente [Klager]. Hans Jørgen Bonnichsen, der som operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) stod i spidsen for tjenestens Stasi-efterforskning i 1990'erne, er lige så overrasket som Ekstra Bladets tidligere chefredaktør. »Hvis det er rigtigt, vil det være en kæmpe overraskelse. [Klager] og hans medforfatter til bøgerne om Stasi var meget tidligt ude med deres oplysninger om mistænkte agenter. Men jeg har altid taget det som et udtryk for, at journalister havde nemmere adgang til arkivet end myndigheder, der kun kunne komme igennem med internationale retsanmodninger«, siger Hans Jørgen Bonnichsen. I PET's søgelys Det ligger dog fast, at PET i 60'erne og 70'erne var opmærksom på [Klager], der en overgang arbejdede som journalist inde i det kommunistiske Østberlin. Her flyttede han ind på Hotel Newa, der var »kendt som mødested for MfS (Stasi, red.)«, står der i PET-notat. På et tidspunkt opsøgte journalisten selv PET og forklarede, at han var tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), men i 1968 blev erklæret uønsket af de østtyske myndigheder ved grænseovergangen Checkpoint Charlie. »Det er egentlig mærkeligt, at [Klager] har rettet henvendelse til PET«, noterede tjenesten i et afklassificeret dokument fra 1968. Politiken har ingen oplysninger om, hvad journalistens formodede samarbejde med Stasi konkret skal have gået ud på. [Person A], der var [Klager]s medforfatter til artikelserien og bøgerne om Stasi, finder mistanken »fuldstændig latterlig«. Hun har ikke længere kontakt med journalisten og så ham senest for omkring et halvt år siden i Nyhavn. »Den må [Forskeren] længere ud på landet med. Det tror jeg ikke på«, lyder [Person A]s umiddelbare kommentar: »Vi arbejdede tæt sammen i mange år og talte så meget om disse emner, at jeg ville have kunnet lugte det. Jeg var med i Stasi-arkiverne næsten hver gang, og vi opholdt os i Tyskland i flere måneder. Jeg kan ikke redegøre nærmere for, hvorfor vi fik oplysningerne på et så tidligt et tidspunkt, men vi var i mange arkiver og nogle af de første journalister dernede«, siger medforfatteren.” Følgende citat var fremhævet i artiklen: ”Jeg var på den sorte liste for ”undergravende virksomhed” og ”anti-sovjetisme”. Jeg blev smidt ud af DDR på Ulrichts personlige ordre. [Klager], journalist” På samme side bragte avisen samme dag artiklen ”Omstridt: Forskeren bag Stasiafsløring ” med underoverskriften: ”Få kender Stasi-arkiverne bedre end koldkrigsforsker [Forskeren]”. Af artiklen fremgik følgende: ”Koldkrigsforskeren [Forskeren] er en mand, der deler vandene. I sidste måned gjorde den 37-årig historielektor ved Syddansk Universitet sig bemærket ved at træde frem og fortælle om et opsigtsvækkende fund, han har gjort i de tyske Stasi-arkiver. Her har han ved et tilfælde fundet en sagsmappe om en nulevende dansker, der skal have haft et hidtil ukendt samarbejde med den østtyske statssikkerhedstjeneste. [Forskeren] har dog på intet tidspunkt villet røbe identiteten på den pågældende, hvilket flere kolleger finder tyndt: »Når man kommer med så alvorlig en anklage mod en ganske vist unavngivet person, skal man som god historiker undersøge sagen ordentligt inden offentliggørelsen«, lød det fra professor ved Københavns Universitet, Poul Villaume. Andre historikere mener derimod, at der er al mulig grund til at tage [Forskeren]' oplysninger alvorligt. Ifølge historieprofessor Bent Jensen findes der ingen herhjemme, der har så indgående et kendskab til Stasi-arkiverne. [Forskeren] har forsket i dem siden 90'erne, hvilket blandt andet har resulteret i bogen 'Den usynlige front - DDR's militære spionage i Danmark under den kolde krig'. »Han laver næsten ikke andet end at sidde med dokumenterne og må have nogenlunde fast grund under fødderne for at komme med en sådan udmelding«, har Bent Jensen udtalt om sin forskerkollega. Politiken har talt adskillige gange med [Forskeren] den seneste måned, men hver gang har hans kommentar været den samme: »Jeg vil slet ikke spekulere i navne og personer«. Selv om Politiken nu fra flere sider har fået oplyst, at sagen drejer om den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, [Klager], vil forskeren hverken be- eller afkræfte oplysningen. »Det har jeg ingen kommentarer til«, siger han blot.” Yderligere oplysninger Ved brev af 27. juni 2012 har justitsministeren besvaret § 20-spørgsmålet S 2859 stillet 10. april 2012 (Folketingssamling 2011-12): ”Vil ministeren straks sørge for, at der bliver taget kontakt til de amerikanske myndigheder med henblik på udlevering af materiale, der peger på, at der findes en nulevende person i Danmark, der har været storspion for Stasi, jf. Berlingske Tidende den 10. april 2012?” Af svaret fremgår følgende: ”I Berlingske Tidendes artikler om sagen fra den 10. april 2012 henvises til det såkaldte Rosenholz-arkiv. Jeg går ud fra, at spørgeren sigter til materiale fra dette arkiv. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Rosenholz-arkivet indeholder personkort på østtyske agenter, og at Politiets Efterretningstjeneste har oplyst, at efterretningstjenesten har modtaget relevante dele af arkivet fra en venligtsindet tjeneste. Det er Politiets Efterretningstjenestes opfattelse, at tjenesten har modtaget alle de oplysninger fra arkivet, der vedrører Danmark. Dette har den venligtsindede tjeneste – som ikke ønsker at blive identificeret offentligt – i øvrigt bekræftet over for Politiets Efterretningstjeneste. Vedrørende forskeres mulighed for at få adgang til hele Rosenholzmaterialet, herunder oplysninger som ikke vedrører Danmark, har den venligtsindede tjeneste oplyst over for Politiets Efterretningstjeneste, at kun medarbejdere ved den pågældende tjeneste har adgang til det samlede materiale.” [Klager] anmodede ved e-mail af 7. juni 2012 Politiken om at bringe genmælet ”FALSKE RYGTER”. Dette afviste avisen den 11. juni 2012 med den begrundelse, at genmælet omhandlede en række emner, der ikke havde med Politikens artikler at gøre. I stedet tilbød Politiken at bringe genmælet uforkortet som debatindlæg. Klagen er modtaget i Pressenævnet 2. juli 2012. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Politiken i sine artikler har hængt ham ud for at have været spion for det østtyske Ministerium for Statssikkerhed (Stasi), der havde mord på samvittigheden. Oplysningerne er skadelige, krænkende og usande. Politikens artikler er citeret og spredt i ind- og udland. Ifølge avisens oplysninger skulle klager være identisk med den ukendte storspion, som [Forskeren] fortæller om i BTs artikel den 9. april 2012. BTs artikel indeholder ikke klagers navn og i øvrigt ingen dokumentation for, at klager skulle have været Stasi-spion. Politiken hæfter imidlertid klagers navn på den udokumenterede historie. Avisen burde have været særligt kritisk over for oplysningerne i BTs artikel, idet de er givet af lektor [Forskeren], der flere gange har tilkendegivet en negativ holdning til klagers arbejde. Klager har henvist til artiklen ”The ”Rosenholz-archives” myth and reality” i Baltic Worlds, 1. bind 2012, der ifølge [Klager] blandt andet er skrevet af [Forskeren]. Af artiklen i Baltic Worlds fremgår bl.a. følgende: ” After the opening of the Rosenholz document in 2005, it became possible to establish the thesis that the background of the Stasi campaign of Ekstra Bladet might have been a covert action either by the CIA or more likely by the Danish counterintelligence service, PET. The files showed that the journalist had been able to publish information from the Rosenholz files about a year after the information had become known to the Danish counterintelligence.” Klager har herudover anført, at andre forskere er kritiske over for [Forskeren], og henvist til artiklen ”Kolleger kritiserer spionforsker” på b.dk 10. april 2012 og ”Spionjagt eller spin? Nej til halve afsløringer og domme i formiddagspressen” på udenriget.dk 12. april 2012. [Klager] har afvist at offentliggørelsen af dæknavne var en ”covert action”. Forklaringen på sætningen ”[Klager] havde forbindelse til folk fra HVA [Hauptverwaltung Aufklärung]” fra bogen ”En blomst fra Rosentræet” er enkel. Klager og medforfatter [Person A] stemte dørklokker i Tyskland for at få kontakt til Stasi-officerer og agenter med det formål at interviewe dem. De har sammen skrevet bogen ”STASI OG DANMARK”. Klager har henvist til Hans Jørgen Bonnichsens erindringer ”HÅNDEN – en PET- og politikrønike” fra 2006, hvor hans arbejde også er omtalt i kapitlet ”Fortiden vender tilbage”. [Klager] har understreget, at han hverken er nævnt i Stasi-arkivet i Berlin eller i PETs arkiv i København. Det forholder sig lige modsat. Klager blev forfulgt af Stasi og udvist af DDR i 1968 for ”undergravende virksomhed”. Udvisningssagen er frit tilgængelig i Berlin (klager har fremlagt kopi af udvisningen over for Pressenævnet). Klager har også været gennem timelange tredjegradsforhør i Ruzyne-fængslet i Prag i 1977. I 2004 blev klager sikkerhedsgodkendt af PET til at forske i tjenestens arkiv. I den forbindelse blev det undersøgt, om klager stod opført i deres Rosenholz-arkiv. Klager var ikke på listen over spioner, og det danske Rosenholz-arkiv er komplet. [Klager] har ved brev af 17. juni 2012 anmodet PET oplyse, hvorvidt han står i tjenestens Rosenholz-kartotek F22 over formodede danske spioner (findes som kopi af CIAs mikrofilm). Klager har videre henvist til svaret på spørgsmål nr. S 2859 til justitsministeren. Politiken har ikke undersøgt arkiverne eller på anden måde kontrolleret rigtigheden af rygterne. [Klager] har endelig kritiseret, at han først blev kontaktet af Politiken et par dage inden offentliggørelsen, selvom avisen ifølge eget udsagn har arbejdet på historien en hel måned. Avisen har ifølge klager ikke kontrolleret de i artiklen fremsatte oplysninger. 2.2 Politikens synspunkter Politiken har anført, at de ikke har udpeget [Klager] som Stasi-agent. Avisen har ikke taget stilling, men konstaterer blot, at Bent Jensen og en anden kilde bekræfter, at [Forskeren] ifølge dem har identificeret [Klager] som den hidtil ukendte spion. Samtidig blev avisen opmærksom på artiklen ”EN BLOMST FRA ROSENTRÆET” skrevet af [Forskeren] og den tyske forsker Helmut Müller-Engbergs, bragt i tidsskriftet ”Arbejderhistorie” nr. 1 2009. Heri undrer forfatterne sig over, at klager kunne referere agentnavne på trods af, at Stasi-arkivet endnu ikke ”havde styr på dæknavnene på ikke-tyske HVA-agenter”, og de konstaterer, at klager havde forbindelse til HVA, DDRs efterretningstjeneste. Klager oplyser, han blev sikkerhedsgodkendt af PET i 2004. På det tidspunkt var PETs materiale fra Rosenholz ufuldstændigt. Heller ikke Dansk Institut for Internationale Studier eller PET-kommissionen havde adgang til et fuldstændigt materiale i perioden 2000 til 2009. PET oplyste via Justitsministeriet i et svar til Folketinget, at tjenesten efter egen opfattelse havde alt materiale vedrørende Danmark. Spørgsmålet er imidlertid fra april måned, før Politikens artikler. Uanset, er både arkivet i Berlin og København ufuldstændigt. Langt fra alle Stasis agenter er med. Derfor vil svar derfra hverken kunne be- eller afkræfte et tilhørsforhold til Stasi. I artiklen er både klagers tidligere arbejdsgiver, forhenværende chefredaktør på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, og tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen citeret for, at de ville være stærkt overraskede, hvis [Klager] skulle have haft Stasi-forbindelser. [Klager]s kollega, [Person A], betegner mistanken som ”fuldstændig latterlig”. Det understreges samtidig i artiklen, at det er uklart, hvad det formodede samarbejde med Stasi skulle have gået ud på. Det er ikke i artiklen fastslået som en kendsgerning, at klager havde tilknytning til Stasi. Politiken brugte flere uger på at få oplyst, hvem lektoren havde fundet oplysninger om i Stasi-arkivet, og gik derefter straks i gang med at skabe kontakt til klager. Klager blev flere gange både inden og efter offentliggørelsen forelagt oplysningerne og tilbudt at give en kommentar. Avisen kontaktede klager den 24. maj 2012. [Klager] svarede dagen efter. Svaret er bragt i sin helhed, ligesom et citat er fremhævet i artiklen. Efter offentliggørelsen af artiklen har Politiken henvendt sig til klager [Klager] for at give ham mulighed for at kommentere sagen i et interview, men dette tilbud har han afslået. Klager er også blevet tilbudt at få bragt sine rettelser som et indlæg i uforkortet version, men disse henvendelser har klager ikke reageret på. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager over for Pressenævnet har indgivet klage over tilsidesættelse af god presseskik, men ikke klaget over Politikens afvisning af at bringe genmælet ”FALSKE RYGTER”. Sagen behandles derfor alene for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af god presseskik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det følger videre, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvilke danskere, der fungerede som Stasi-agenter, har almen interesse. Nævnet finder imidlertid, at en så krænkende beskyldning må kontrolleres inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. På den ene side er det ikke dokumenteret, at [Klager] skulle have været agent for Stasi. [Forskeren] har ifølge Politikens oplysninger over for avisens kilder tilkendegivet, at han har fundet et dokument, der identificerer [Klager] som tidligere Stasi-agent, uden at [Forskeren] dog offentligt ønsker at bekræfte dette. På den anden side fremgår det af artiklen, at der er tale om rygter, ligesom [Klager] og andre personer i artiklen tager afstand fra påstanden. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at publicere en så alvorlig beskyldning uden nærmere dokumentation herfor. Nævnet udtaler derfor kritik af avisen for at bringe historien. Det forhold, at [Klager] har fået forelagt beskyldningen og udtalt sig til Politiken, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør at Politiken at offentliggøre følgende: [rubrik] Pressenævnet kritiserer beskyldning om Stasi-virksomhed [underrubrik] Politiken får kritik af Pressenævnet for at beskylde en tidligere journalist for at have været Stasi-agent uden dokumentation. [brødtekst] Politiken bragte i maj måned artiklen ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter”. 1) Heraf fremgik det, at [Klager] ifølge to af avisens kilder skulle være identisk med den hidtil ukendte spion, som koldkrigsforskeren [Forskeren] ikke ville navngive offentligt. Ifølge avisens kilder var det [Klager], der skulle være spionen. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at viderebringe rygtet. Den alvorlige beskyldning er ikke dokumenteret i hverken Politikens artikel eller over for Pressenævnet. Nævnet udtaler derfor kritik af Politiken for at bringe det meget skadelige rygte. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 12. september 2012

Versioner

  1. 2012-09-18