Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00296

GældendeVersion 2012-09-18
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9448@2012-09-18/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00296

Resumé Klager – afdødes søster – klagede bl.a. over forsiden ”[Afdøde] blev dræbt af tigre. DE LEGEDE MED LIGET” i Ekstra Bladet og artiklerne ”Dræbt af tigre: Han så sin var blive slået ihjel” og ”Zoo dagen derpå: Alt er normalt” på ekstrabladet.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, ligesom ofre og deres pårørende skal vises det størst mulige hensyn. Pressenævnet finder, at det forhold, at en mand er fundet død i tigerindhegningen i Københavns Zoologiske Have, kan have en sådan almen interesse, at omtale af hændelsen er berettiget. Nævnet finder imidlertid ikke, at identiteten på en i øvrigt for offentligheden ukendt person har en sådan almen interesse, at der er grundlag for at offentliggøre navnet eller billede af afdøde dagen efter dødsfaldet. Ekstra Bladet var ved søsterens telefoniske henvendelse gjort opmærksom på, at familien ikke ønskede identiteten offentliggjort, og avisen har derved ikke udvist det størst mulige hensyn over for de efterladte eller over for afdøde, og nævnet udtaler kritik . Det forhold, at billederne måtte være hentet fra afdødes offentligt tilgængelige Facebook-profil og en offentlig tilgængelig fanside, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, om andre familiemedlemmer har udtalt sig til Ekstra Bladet som citeret i avisen, ligesom det ikke er muligt at vurdere, om en søster til afdøde skulle have udtalt sig om [afdøde]s psykiske tilstand til BT som oplyst i Ekstra Bladet. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af avisen for at bringe disse udtalelser. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at bringe følgende forsidehenvisning i papirudgivelsen: ”Pressenævnet kritiserer omtale af dødsfald hos tigre” På en fremtrædende plads inde i bladet og på ekstrabladet.dk pålægges redaktøren at bringe følgende: ”[rubrik] Kritik af omtale af dødsfald hos tigre [underrubrik] Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for at identificere manden, der blev dræbt af tigrene i Københavns Zoo. [brødtekst] Ekstra Bladet beskrev i juli måned, hvordan en mand var fundet død hos tigrene i Københavns Zoo. Manden var død efter bid fra tigrene. Forud for omtalen ringer søsteren til Ekstra Bladet og gør opmærksom på, at familien ikke ønsker navnet på afdøde eller afdødes foto offentliggjort. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet ved omtalen af dødsfaldet har tilsidesat god presseskik, idet omtalen hverken har udvist det fornødne hensyn over for de pårørende eller afdøde. Nævnet finder, at omtalen af dødsfaldet i tigerburet har offentlig interesse, men ikke identiteten på afdøde. Nævnet udtaler derfor kritik af Ekstra Bladet. Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk”

[Klager], søster til afdøde [afdøde], har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet og to artikler bragt på hjemmesiden www.ekstrabladet.dk den 12. juli 2012, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 12-70-00297, [Klager] mod BT, der også vedrører omtale af broderens død. 1 Sagsfremstilling Ekstra Bladet bragte den 12. juli 2012 forsideoverskriften ”[Afdøde] blev dræbt af tigre” og med større typer ”DE LEGEDE MED LIGET” . Til overskriften var indsat et billede af henholdsvis en tiger og [Afdøde]. På side 4-5 bragte avisen artiklen ”LEGEDE MED [AFDØDE]S LIG” med underoverskriften ”TIGRENE SLÆBTE RUNDT MED DERES BYTTE: Den 20-årige, afghanske mands tøj fundet over hele arealet” . På side 6 bragte avisen artiklen ”Vi kan ikke sætte ord på sorgen” , hvor et mandligt og et kvindeligt familiemedlem udtaler sig. Deres identitet fremgår ikke. Af artiklen fremgik bl.a. følgende: ”- Vi vil gerne have respekt for vores situation. Vi kan simpelthen ikke tale om det lige nu. Det er alt for hårdt, lød de første ord fra et familiemedlem.” På hjemmesiden www.ekstrabladet.dk bragte avisen den 12. juli 2012 under overskriften ” Dræbt af tigre: Han så sin far blive slået ihjel”. Artiklen blev bragt med underoverskriften : ” Tigrene slæbte rundt med deres bytte: Den 20-årige, afghanske mands tøj fundet over hele arealet - han var traumatiseret efter faderens død” . (Første version af artiklen blev bragt kl. 06.34 og senere opdateret. En tidligere version af artiklen havde ifølge databasen Informedia.dk overskriften ” Legede med [afdøde]s lig” . Nedenstående artikel er ikke fuldstændig identisk med versionen i papirudgaven af Ekstra Bladet.) Af artiklen fremgik følgende: ”Det tog formentlig mindre end et minut, så var den 20-årige [afdøde] død. Kvalt med et nøjagtigt bid i struben af 250 kilo tung Amurtiger, der holdt ham fast, til han ikke længere kunne trække vejret. Den unge mand med afghanske rødder var af uransagelige årsager enten sprunget eller faldet ind i tigeranlægget i Zoologisk Have i København. Og som kattedyr gør, legede tigrene med deres bytte. Med største lethed slæbte de liget af [afdøde] rundt på deres enemærker. Da dyrepassere fra Københavns Zoo til deres gru fandt liget på deres morgenrunde i går, var der tydelige slæbespor på jorden, erfarer Ekstra Bladet. Familien knust Familien til den 20-årige er rystede. Siden de onsdag fik vished om, at det var deres kære, der blev ofre for Zoos tigre, har familien samlet sig på en adresse i det nordlige København for at sørge. Adressen er ikke langt fra der, hvor [afdøde] selv har officiel bopæl. Den dræbtes søster siger til B:T, at [afdøde], har haft en svær opvækst og fortæller, at han som seks-årig så han sin far blive dræbt af Taleban i hjemlandet Afghanistan. Det skulle have medført store psykiske problemer. Passiv, forvirret, lidt mærkelig og absolut ikke typen, der skulle vise sig. Sådan er vennernes beskrivelse af ham. De var i går chokerede over nyheden om deres vens voldsomme død, men forklarer Ekstra Bladet, at den 20-årige, voksede op i Jylland og tumlede med nogle personlige problemer, som han aldrig indviede andre i. [Afdøde] har tilsyneladende tilbragt adskillige timer i zoo. Hvor længe han har været i live er uvist, men allerede ved 22-23-tiden er det lykkedes den unge afghaner at forcere hegnet til haven. Han blev fundet kl. 7.30.” Til artiklen var indsat et billede af [Afdøde] med kildeangivelsen ”Foto: Privatfoto”. Samme dag kl. 11.58 bragte ekstrabladet.dk artiklen ”Zoo dagen derpå: Alt er normalt” med underoverskriften ” God stemning i zoologisk have i København efter gårsdagens tigerdrab af 20-årig mand” . Af artiklen fremgik følgende: ”Dyrepasserne, der i går morges kl. 7.30 fandt 20-årige [Afdøde] død i tigeranlægget, er i dag tilbage på job. – Medarbejderne fik krisehjælp med det samme. Men i dag er der en god stemning i haven, og alle, der skulle være på arbejde, er på arbejde, siger kommunikationsmedarbejder i Zoo, Pernille Honoré, til ekstrabladet.dk. Pernille Honoré beskriver derudover, at Zoo-direktør Steffen Stræde indledte torsdagen med at gå en tur rundt i haven og se, at alt var normalt. …” Til et billede af en tiger var indsat følgende billedtekst: ”Dyrepasserne i Zoo i København er tilbage på arbejde efter gårsdagens makabre fund af en 20-årig død mand i tigeranlægget.” Til artiklen var ligeledes bragt et billede af [afdøde] med kildeangivelsen ”Foto: Privatfoto”. Yderligere oplysninger Ekstra Bladet har over for Pressenævnet fremlagt en telefonsamtale, hvori en kvinde oplyser, at hun er søster til afdøde. I samtalen gør søsteren Ekstra Bladets medarbejder opmærksom på, at familien ikke ønsker afdødes navn eller foto offentliggjort i den kommende dags avis (angiveligt den 12. juli 2012). 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Ekstra Bladet ved at offentliggøre personlige billeder fra broderens Facebook-profil og broderens fulde navn uden familiens samtykke har undladt at vise den fornødne etiske medfølelse og moral. Klager har videre anført, at en af afdødes brødre var i udlandet, og at familien endnu ikke havde fortalt ham om dødsfaldet. På grund af avisens offentliggørelse fandt han ud af det via sin iPhone, mens han var på et marked helt alene. Familien har det ikke godt og var ikke i stand til at komme med en udtalelse i ugerne efter dødsfaldet, som de ikke efterfølgende ville fortryde. Der må være grænser for, hvad et medie kan skrive og bringe, herunder på forsiden. Afdødes familie har ikke haft kontakt til Ekstra Bladet på noget tidspunkt. Derfor kan de udtalelser, Ekstra Bladet bringer fra familiemedlemmer, kun være opdigtede. Klager henvendte sig til Ekstra Bladet. Avisen gjorde i den forbindelse groft opmærksom på, at det ikke var klagers beslutning, om avisen skulle offentliggøre foto og navn. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Ekstra Bladet har anført, at billederne af [Afdøde] er hentet henholdsvis fra afdødes åbne Facebook-profil den 11.-12. juli 2012, henholdsvis fra en offentlig, åben fanside. Billederne var således offentligt tilgængelige, indtil profilen og fansiden senere blev slettet. På hjemmesiden offentliggjorde avisen først et maskeret billede af afdøde den 11. juli 2012. Artiklerne med de uslørede billeder blev først offentliggjort et døgn efter tragedien, den 12. juli 2012, af hensyn til de pårørende. Offentliggørelsen af broderens navn skete efter, at familien var orienteret af politiet, og navnet var blevet offentligt tilgængeligt. Dette er normal praksis i dansk presse i en sag med så stor offentlig interesse som denne. Ekstra Bladet blev onsdag den 11. juli 2012 kontaktet af en kvinde, der ikke ønskede sin identitet afsløret, men præsenterede sig som søster til afdøde. Hun blev stillet igennem til avisens kriminalchef. Samtalen handlede om det samme som klagen til Pressenævnet. I samtalen indgik også sentenser om, hvor svært det havde været for familien, hvor stor en skam de følte, etc. Samtalen blev optaget, og uddrag heraf er tilsendt både Pressenævnet og [Klager]. Papirudgaven Ekstra Bladet bragte den 12. juli 2012 artiklen ”Vi kan ikke sætte ord på sorgen” , hvor der er brugt citater fra denne telefonsamtale. Personen er dog i artiklen anonym, og det blev ikke under samtalen aftalt, at oplysningerne ikke kunne bruges og gengives anonymt. Bladet har også været i kontakt med andre tætte pårørende, herunder brødre, både telefonisk og ved personligt møde. De har tilkendegivet, at de har følt sig godt behandlet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, ligesom ofre og deres pårørende skal vises det størst mulige hensyn. Pressenævnet finder, at det forhold, at en mand er fundet død i tigerindhegningen i Københavns Zoologiske Have, kan have en sådan almen interesse, at omtale af hændelsen er berettiget. Nævnet finder imidlertid ikke, at identiteten på en i øvrigt for offentligheden ukendt person har en sådan almen interesse, at der er grundlag for at offentliggøre navnet eller billede af afdøde dagen efter dødsfaldet. Ekstra Bladet var ved søsterens telefoniske henvendelse gjort opmærksom på, at familien ikke ønskede identiteten offentliggjort, og avisen har derved ikke udvist det størst mulige hensyn over for de efterladte eller over for afdøde, og nævnet udtaler kritik . Det forhold, at billederne måtte være hentet fra afdødes offentligt tilgængelige Facebook-profil og en offentlig tilgængelig fanside, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. Sådan som sagen foreligger oplyst, har nævnet ikke mulighed for at vurdere, om andre familiemedlemmer har udtalt sig til Ekstra Bladet som citeret i avisen, ligesom det ikke er muligt at vurdere, om en søster til afdøde skulle have udtalt sig om [afdøde]s psykiske tilstand til BT som oplyst i Ekstra Bladet. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af avisen for at bringe disse udtalelser. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at bringe følgende forsidehenvisning i papirudgivelsen: ”Pressenævnet kritiserer omtale af dødsfald hos tigre” På en fremtrædende plads inde i bladet og på ekstrabladet.dk pålægges redaktøren at bringe følgende: ”[rubrik] Kritik af omtale af dødsfald hos tigre [underrubrik] Pressenævnet kritiserer Ekstra Bladet for at identificere manden, der blev dræbt af tigrene i Københavns Zoo. [brødtekst] Ekstra Bladet beskrev i juli måned, hvordan en mand var fundet død hos tigrene i Københavns Zoo. Manden var død efter bid fra tigrene. Forud for omtalen ringer søsteren til Ekstra Bladet og gør opmærksom på, at familien ikke ønsker navnet på afdøde eller afdødes foto offentliggjort. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet ved omtalen af dødsfaldet har tilsidesat god presseskik, idet omtalen hverken har udvist det fornødne hensyn over for de pårørende eller afdøde. Nævnet finder, at omtalen af dødsfaldet i tigerburet har offentlig interesse, men ikke identiteten på afdøde. Nævnet udtaler derfor kritik af Ekstra Bladet. Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk” Afsagt den 12. september 2012

Versioner

  1. 2012-09-18