Fastholdelse af påbud om manuel håndtering af avis- og magasinbundter
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9460@2012-09-26/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om manuel håndtering af avis- og magasinbundter
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg på en virksomhed og konstaterede, at de ansatte løftede avisbundter med en vægt mellem 5 og 14 kg, og at alle løft foregik i ¾ arms afstand enten under optagning eller under afsætning. Stort set alle løft foregik asymmetrisk med 1 hånd, og de ansatte løftede aviserne i det sejlgarn eller strapexbånd, som aviserne er bundet med. Herudover løftede de ansatte under knæhøjde med foroverbøjet ryg, når de nederste lag på pallen blev løftet, og enkelte løft var halvt foroverbøjet/halvt sidebøjet eller med vrid i ryggen. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at imødegå sundhedsskadelig belastning ved løft af avis- og magasinbundter samt rådgiverpåbud. Et flertal af nævnets medlemmer fandt, at arbejdet med manuel håndtering af avis- og magasinbundter ikke var planlagt, tilrettelagt og udført således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt var fuldt forsvarligt.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 24. april 2012 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af den 23. maj 2011, hvorved [navn udeladt] fik påbud om: 1) At imødegå sundhedsskadelig belastning ved løft af avis- og magasinbundter, og 2) At bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud således, at virksomheden skal sikre, at arbejdet med løft af avis- og magasinbundter planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt, og at virksomheden skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme afgørelsen. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 25. januar 2013, og virksomheden skal senest den 1. februar 2013 give Arbejdstilsynet en tilbagemelding om, at afgørelsen er efterkommet. Desuden skal virksomheden senest den 12. juni 2012 give Arbejdstilsynet en tilbagemelding om, hvilken autoriseret arbejdsmiljørådgiver, som virksomheden har indgået aftale med. B E G R U N D E L S E Påbuddet om løft Et flertal af nævnets medlemmer finder, at arbejdet med manuel håndtering af avis- og magasinbundter ikke er planlagt, tilrettelagt og udført således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Flertallet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 19. april 2011 konstaterede, at de ansatte løftede avisbundter med en vægt på mellem 5 og 14 kg, og at alle løft foregik i ¾ arms afstand enten under optagning eller afsætning. Flertallet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at stort set alle løft foregik asymmetrisk med 1 hånd, og at de ansatte løftede avisbundterne i det sejlgarn eller strapexbånd, som aviserne er bundtet med. Flertallet lægger yderligere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der forekom løft under knæhøjde med foroverbøjet ryg, når de nederste lag på pallen blev løftet, og at enkelte løft var halvt foroverbøjet/halvt sidebøjet eller med vrid i ryggen. Flertallet lægger endvidere vægt på, at enkelte ansatte oplyste, at de har gener i hænder og fingre, og at flere ansatte oplyste, at de har ondt i ryg og skuldre. Flertallet lægger yderligere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der løftes med en frekvens på 2,6 – 3,14 løft i minuttet ved [navn udeladt]-maskinerne, og at der ved [navn udeladt]-maskinen løftes med en frekvens på ca. 1/3 heraf. Flertallet lægger endelig vægt på, at det er oplyst, at 26 ansatte skifter mellem de forskellige funktioner, hver gang, der er pause, ca. hver anden time, og at den enkelte ansatte udfører løftearbejdet 9-12 timer om ugen. Efter arbejdsmiljøloven skal arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Efter reglerne om manuel håndtering skal arbejdet med manuel håndtering planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. [Navn udeladt] har anført, at Arbejdstilsynet ved anvendelsen af At-instruks nr. 3/2010 har anlagt en ny praksis uden særskilt begrundelse, at anvendelsen af instruksen medfører, at skøn sættes under regel, og at instruksen savner saglig begrundelse i sundhedsmæssig henseende, samt at brugen af den, er i strid med administrativ praksis. [Navn udeladt] har endvidere anført, at Arbejdstilsynets beskrivelse af arbejdsforholdene hverken er konkret, dækkende eller retvisende. [Navn udeladt] har således anført, at påbuddet alene er baseret på 14 avisbundter, idet Arbejdstilsynet blot konstaterede, at der er en synlig sammenhæng mellem størrelse på bundtet og vægt, idet Arbejdstilsynet har valgt at se bort fra bundter, der åbenlyst vejede under 3 kg, og idet der ikke sondres mellem byrder på 5 og 14 kg. [Navn udeladt] har endvidere anført, at Arbejdstilsynet sammenlagt har vurderet arbejdet i 18,5 minutter, og at byrden var understøttet helt eller delvist i de situationer, hvor løftet foregik i ¾ arms afstand. [Navn udeladt] har herudover anført, at virksomhedens forebyggende initiativer ikke indgår i den samlede vurdering, idet virksomheden arbejder med, at bundterne skal blive mindre, og idet der fra virksomhedens side dikteres jobskifte, så ofte arbejdet giver mulighed for det i forbindelse med pauser. [Navn udeladt] har yderligere anført, at Arbejdstilsynet ikke fremlægger valid dokumentation for, at arbejdet udsætter den enkelte medarbejder for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko. Flertallet henviser herom til Arbejdstilsynets udtalelse af den 22. november 2011, idet flertallet bemærker følgende: Flertallet finder, at det forhold, at der ved vurderingen af et løftearbejde skal inddrages løftenes frekvens og samlede varighed, ikke er uforeneligt med eller skærpende i forhold til retsgrundlaget i loven, bekendtgørelsen eller praksis, som beskrevet i At-vejledningen. Flertallet finder endvidere, at anvendelsen af instruksen i forhold til denne sag ikke har betydet, at skønnet i afgørelsen er sat under regel, idet der fortsat skal ske en konkret helhedsvurdering i hvert enkelt tilfælde, eventuelt med inddragelse af frekvens og varighed. Flertallet finder, at Arbejdstilsynets beskrivelse og begrundelse er tilstrækkeligt dækkende, og bemærker, at det er oplyst, at ledelsen bekræftede, at Arbejdstilsynets fordeling vedrørende antal bundter fordelt på antal kilo, var realistisk. Endvidere er det oplyst, at tilsynsforløbet strakte sig over flere timer, og at det var Arbejdstilsynets klare indtryk, at arbejdet i den øvrige tid blev udført på samme måde og med samme hastighed, som under optællingen af løftefrekvensen. Flertallet er enig i, at der ikke nærmere er sondret mellem byrder på 5 kg og byrder på 14 kg. Det er dog oplyst, hvor mange bundter, der cirka er fordelt på antal kg. Herudover er det oplyst, at stort set alle løft foretages asymmetrisk med 1 hånd. Det forhold, at Arbejdstilsynet har undtaget 2 avisbundter, som Arbejdstilsynet vurderede åbenlyst vejede under 3 kg, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flertallet har lagt vægt på Arbejdstilsynets oplysninger om, at da tilsynet observerede arbejdet, blev avisbundterne løftet direkte op og afsat i ¾ arms afstand. Flertallet finder, at det forhold, at virksomheden arbejder på at gøre bundterne mindre, ikke kan ændre på nævnets vurdering. Flertallet tager ved afgørelsen stilling til, om der er grundlag for Arbejdstilsynets påbud på tidspunktet for Arbejdstilsynets besøg. Autoriseret arbejdsmiljørådgiver Med afgørelsen ovenfor er der konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Overtrædelsen angår et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, fordi det drejer sig om løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, når byrderne overstiger 7 kilo i ¾-arms afstand, og der samtidigt er forværrende faktorer i form af asymmetriske løft. Der afgives ikke rådgiverpåbud, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Ud fra det oplyste om arbejdets karakter må det lægges til grund, at virksomheden ikke indenfor det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og den nævnte undtagelsesbestemmelse finder derfor ikke anvendelse. Nævnets afgørelse er truffet af et flertal på 7 af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om manuel håndtering: • § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 3, i bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering. – Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: • § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 6, § 9, stk. 1 og 2, §§ 37-38, §§ 42-45 og § 49, i bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt [navn udeladt]s breve af den 18. december 2011 og 13. marts 2012. M I N D R E T A L S U D T A L E L S E Et mindretal på 4 medlemmer finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse i sagen. På klagenævnets vegne NN Kopi til [adressat udeladt] [adressat udeladt] [adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering … Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Stk. 3. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. … Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen Det ergonomiske område … § 9. Løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, 1) ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og 2) der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af byrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads og uhensigtsmæssigt underlag. Stk. 2. Når der ikke er udviklet egnede tekniske løsninger på løft, der overstiger grænserne i stk. 1, afgives påbud til virksomheden om brug af autoriseret rådgivning ved gennemførelse af midlertidige foranstaltninger med henblik på at nedbringe belastningen. … Kapitel 4 Rådgivningspligt § 37. Modtageren af påbud efter kapitel 2 og 3 har pligt til at bruge en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret til at yde rådgivning i relation til de nævnte arbejdsmiljøforhold. Stk. 2. Påbud om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan ikke efterkommes ved at benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der hører under den juridiske enhed, som har modtaget påbuddet. § 38. Ved rådgivningspåbud efter §§ 3 og 6 har arbejdsgiveren pligt til at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med rådgivning til henholdsvis løsning af den eller de konkrete overtrædelser, der har udløst rådgivningspåbuddet, og til en revision af produktionsenhedens arbejdspladsvurdering for så vidt angår de konstaterede overtrædelser med henblik på at sikre, at disse overtrædelser fremover forebygges. … § 42. Modtageren af påbud om rådgivning skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivning. Stk. 2. Aftalen skal indeholde angivelser af, hvordan pligter i forbindelse med rådgivningspåbud efterkommes. Stk. 3. Aftalen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. § 43. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning senest 6 uger efter, at påbuddet om rådgivning er modtaget. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 3. Modtageren af påbud om rådgivning skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til § 43. Stk. 4. Bygherren er undtaget fra pligten i stk. 2. § 44. Modtageren af påbud om rådgivning skal indhente en redegørelse fra den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, når rådgivningspåbuddet og forhold, der førte til rådgivningspåbuddet, er efterkommet. Stk. 2. Redegørelsen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. Stk. 3. Arbejdsgiveren har pligt til at videregive redegørelsen til sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, til en repræsentant for de ansatte. Stk. 4. Redegørelsen til bygherren skal i hele byggeperioden være tilgængelig for de ansatte og arbejdsgiverne på byggepladsen samt for Arbejdstilsynet. § 45. Redegørelsen skal ved rådgivningspåbud efter §§ 3 og 6 indeholde følgende elementer: 1) hvordan rådgivningspåbuddet og den eller de afgørelser, der førte til rådgivningspåbuddet, er efterkommet, 2) hvordan sikkerhedsorganisationen eller de ansatte har været inddraget i rådgivningsprocessen, 3) hvilke initiativer der er taget for at forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår i virksomheden, og 4) resultatet af den revision af arbejdspladsvurderingen for det eller de pågældende problemer, som rådgivningen skal tage udgangspunkt i. Stk. 2. Redegørelsen for rådgivningspåbud efter § 3 skal ikke tage stilling til en rapport om psykisk arbejdsmiljø uanset, at en rapport om psykisk arbejdsmiljø kan være en del af grundlaget for afgivelse af et rådgivningspåbud efter § 3. § 49. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, at rådgivningspåbuddet og de dertil knyttede afgørelser er efterkommet. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af rådgiveren, der herved bekræfter, at rådgivningspåbuddet og forhold, der udløste rådgivningspåbuddet, jf. de pligter, der fremgår af §§ 37-48, er efterkommet. Stk. 3. Overtrædelser, der har udløst et rådgivningspåbud efter § 4, skal ikke selvstændigt påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver. Stk. 4. Tilbagemeldingen skal være påtegnet af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 5. Tilbagemeldingen for påbud efter § 5 skal endvidere indeholde resultatet af undersøgelsen af forholdene i det psykiske arbejdsmiljø, jf. § 47, stk. 1. Stk. 6. Bygherren er undtaget for pligten i stk. 4. AT-anvisninger, AT-meddelelser mv. At-vejledning D. 3.1 om løft, træk og skub At-instruks nr. 3/2010 om vurdering af tunge løft