Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00270

GældendeVersion 2012-10-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9477@2012-10-11/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00270

Resumé Klager – Tønder Bank A/S – klagede over artiklen ”Skift bank og tjen 25.000 til dit barn” i Dagbladet Børsen og på borsen.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. På baggrund af oplysningerne på Tønder Bank A/S’ hjemmeside lægges det til grund, at det på tidspunktet for artiklens offentliggørelse for ikke-aktionærer var muligt at få en rente på 0,5 % på en børneopsparing i banken, hvorimod det som aktionær var muligt at få en rente på op til 2,5 % (ved køb af aktier på ca. 15.000 kr.). Det oplyses i Dagbladet Børsen, at en rentesats på 3,9 % i Hals Sparekasse kræver helkundestatus (dvs., at løn-, Nem- og budgetkonto er samlet i sparekassen). Ifølge Dagbladet Børsens sammenligning ”Så meget får du igen ved maksimalt indskud” fremgår det, hvilke oplysninger, der er medtaget. De bragte oplysninger er således korrekte. Pressenævnet finder imidlertid, at det havde været mest overskueligt for læseren – og derved bedst i overensstemmelse med god presseskik – at samtlige rentesatser i oversigten havde været uden betingelser (dvs. rentesatsen på 2,9 % burde have været anvendt for Hals Sparekasse), da disse satser havde været direkte sammenlignelige med Tønder Bank A/S’ rentesats på 0,5 %. I den forbindelse bemærkes, at en sammenligning af rentesatser, hvor både børneopsparing og løn-, Nem- og budgetkontoen var opgjort, kunne have medført, at en børneopsparingskonto med den højeste rente ikke nødvendigvis var den mest fordelagtige set i sammenhæng med rentesatserne for bankens løn-, Nem- og budgetkonti. På MyBanker.dk er det muligt at tilkøbe visning af ind- og udlånsprodukter med særlige vilkår i oversigten over rentesatser. Som følge af MyBanker.dks forretningsbetingelser er rentesatserne i oversigten derved ikke nødvendigvis direkte sammenlignelige. Under hensyn til, at det af Dagbladet Børsens oversigt fremgår hvilke oplysninger, der er medtaget, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere avisen for at anvende (de højere) rentesatser for kunder med helkundestatus i sammenligningen med rentesatser for kunder, hvortil der ikke stilles betingelser for at opnå den oplyste (lavere) rentesats. Nævnet udtaler på den baggrund ikke kritik af Dagbladet Børsen for ikke at medtage yderligere oplysninger eller verificere rentesatserne fra MyBanker.dk ved forelæggelse for Tønder Bank A/S inden offentliggørelse. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte begrundelse finder Pressenævnet, at der ikke er bragt faktisk forkerte oplysninger. Tønder Bank A/S er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle.

Tønder Bank A/S har klaget til Pressenævnet over en artikel i Dagbladet Børsen den 12. maj 2012, idet banken mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Dagbladet Børsen bragte den 12. maj 2012 på siderne 16-19 artiklen ”Skift bank og tjen 25.000 til dit barn” med underoverskriften ”Gå efter den bank, der giver mest i rente på børneopsparinger og scor op mod 25.000 kr. ekstra til dit barn, lyder opfordringen fra eksperterne. Og det er aldrig for sent at få mere i rente, for man kan skifte bank lige så ofte man vil”. Af artiklen fremgik følgende: ”Det betaler sig at tjekke, hvilken bank der giver mest i rente på børneopsparingen. De små poder risikerer nemlig at gå glip af over 25.000 kr., hvis pengene er placeret i den bank, der giver den laveste rente sammenlignet med den, der giver den højeste, viser en beregning foretaget på Mybanker.dk. … Reglerne for børneopsparinger er, at man højest må indsætte 36.000 kr. med en maksimal årlig indbetaling på 3000 kr. Det skyldes, at renteindtægterne på børneopsparinger er skattefri, hvorfor hvert barn kun må have én, forklarer John Norden, partner i Mybanker. ”Der er ikke de store overvejelser forbundet med at oprette en børneopsparing, man skal bare sørge for at gå efter den højeste rente. Hvis ens bank ikke længere giver den bedste rente, kan man altid skifte til en anden. Man kan følge renterne og beregne, hvad forskellen er på vores hjemmeside,” siger han. Og den er stor, erfarer Børsen Lørdag. Opretter man f.eks. ved barnets fødsel en børneopsparing i Tønder Bank, der giver den laveste rente på 0,5 pct., kan barnet i teorien hæve 38.794 kr. til sin 21-års fødselsdag. Vælger man at sætte pengene i Hals Sparekasse, bliver de 36.000 kr. til 64.373 kr., da sparekassen giver 3,9 pct. – forudsat at den, der opretter opsparingen, er helkunde i banken. Det er en forskel på 25.579 kr. … Bankerne jagter loyale kunder … ”En børneopsparingskonto er noget, hvor mange folk går ind på f.eks. Mybanker.dk og ser, hvor de kan få den højeste rente. Så vi [Hals Sparekasse] har kunder fra hele landet, da vi også har en børneopsparing med en rigtig god rente, hvor det ikke er krav, at man er helkunde.” Vælger man den, er renten 2,9 pct., hvilket stadig er i den pæne ende. Der er dog en god håndfuld banker, som tilbyder omkring 3 pct. … Den højeste rente uden krav om, at man skal være helkunde, fås i øjeblikket i Helgenæs Sparekasse og Hunstrup-Østerild Sparekasse, der begge giver 3,022 pct. Det bliver til 56.502 kr., hvis man tager eksemplet fra før og altså 17.700 kr. mere end i Tønder Bank.” Til artiklen var indsat følgende oversigt under overskriften ”Så meget får du igen ved maksimalt indskud” : ”Pengeinstitut Saldo efter 21 år Effektiv forrentning DE 5 BEDSTE Hals Sparekasse 64.373 kr. 3,9 pct.* Frøs Herreds Sparekasse 59.508 kr. 3,5 pct.* Boddum Ydby Sparekasse 58.448 kr. 3,25 pct.* Helgenæs Sparekasse 56.502 kr. 3,022 pct. Hunstrup-Østerild Sparekasse 56.502 kr. 3,022 pct. DE 5 VÆRSTE Tønder bank 38.794 kr. 0,5 pct. … DE 5 STØRSTE … Kilde: Mybanker.dk ved maksimalt indskud på 36.000 kr. *Helkunde” Artiklen blev samme dag lagt på borsen.dk. Tønder Bank anmodede den 14. maj 2012 avisen om at berigtige renteoplysningerne, hvilket avisen afviste samme dag. Yderligere oplysninger Ifølge Mybanker.dks oversigt under fanebladet ”Bank”, ”Ny Konto”, ”Børneopsparing, Sammenlign priser på børneopsparing” fremgår det, at rentesatsen på 3,9 % i Hals Sparekasse: ”Forudsætter helkunde status. Dvs. lønkonto, Nemkonto og budgetkonto skal føres i sparekassen.” Af Mybanker.dk fremgår under fanebladet ”Om Mybanker.dk”, ”Betingelser”, ”Hvilke rentesatser/priser viser Mybanker.dk for pengeinstitutternes ind- og udlån” bl.a. følgende: Hvilke rentesatser/priser kan du finde på Mybanker.dk’s sammenligningslister Indlån og udlån Variable rentesatser/priser for helt almindelige privatkunder, hvor der ikke gælder nogen særlige vilkår/begrænsninger (se pkt. 2 og note 1, 2 og 3). Ja. Rentesatserne/priserne vises på Mybanker.dk’s sammenligningslister for indlån og udlån, uanset om Mybanker.dk har en aftale med pengeinstituttet om at vise deres rentesatser/priser eller ej. Rentesatser/priser for privatkunder, der forudsætter særlige vilkår/begrænsninger: (se note 1, 2 og 3). Aktier/garantbeviser/andelsbeviser. Særlig alder (f.eks. ungdomskoncept). Uddannelse (f.eks. studiekoncept). Rentedekort på opsparingskonti ved hævning før tid. Gebyr på opsparingskonti ved hævning før tid. Særlig indskudsperiode på opsparingskonti Fast rente. Evt. andre særlige vilkår/begræns­ninger. Ja og Nej. Som hovedregel vises kun rentesatser/priser med særlige vilkår/begrænsninger på Mybanker.dk’s sammenligningslister for indlån og udlån, hvis Mybanker.dk har indgået en aftale med pengeinstituttet om dette (se note 4 og pkt. 5). For en række udvalgte ungeprodukter (lønkonto, opsparing, lønkassekredit og forbrugslån), herunder produkter til studerende vises dog alle satser med variabel rente, uanset de særlige vilkår/begræns­ninger, der kan være hertil. Note 1: Hvis pengeinstituttet som eneste vilkår for en lønkonto/lønkassekredit stiller krav om lønindsættelse, så bliver produktet altid vist på Mybanker.dk's sammenligningslister for lønkonti/lønkassekreditter. Note 2: Hvis der på en opsparingskonto som eneste vilkår/begrænsning er, at du kan hæve mod et gebyr eller rentedekort, men at du på opsparingskontoen kan hæve uden rentedekort 1 gang månedligt eller uden gebyr 1 gang månedligt, så vil rentesatsen blive vist på Mybanker.dk’s sammenligningsliste for opsparingskonti. Note 3: Når Mybanker.dk på udlån beregner låneydelser, ÅOP før og efter skat m.v., så tages der ikke højde for, at der kan opnås rabat på evt. stiftelsesomkostninger i forbindelse med bankskifte, eller der kan ”genbruges” eksisterende sikkerheder. Du kan på Mybanker.dk’s [link] se, hvad renteresultatet for indlån og udlån i en bankskiftesituation. Note 4: Bemærk at Mybanker.dk’s opsparingsliste altid – uanset om Mybanker.dk har en aftale med pengeinstituttet om det - vil vise den bedste opsparingskonto blandt alle pengeinstitutter på Mybanker.dk’s standard-sammenligningsliste, selvom der er binding på opsparingskontoen, og du skal betale gebyr/dekort ved hævning før tid. Dog ikke, hvis rentesatsen forudsætter aktier/garantbeviser/andelsbeviser, helkundeforhold, studier, særlig alder og særlig indskudsperiode. […] 5. Betaler et pengeinstitut for at komme på Mybanker.dk’s sammenligningslister for indlån og udlån? Nej. Det er helt gratis for pengeinstituttet at komme på Mybanker.dk’s sammenligningslister. Det er kun, hvis pengeinstituttet ønsker, at Mybanker.dk skal vise ind- og udlånsprodukter med særlige vilkår/begrænsninger (se pkt. 2 og note 4), f.eks. med hyperlink til pengeinstituttets hjemmeside, at pengeinstituttet skal betale et [link] herfor til Mybanker.dk. Det er dog helt gratis at komme på Mybanker.dk’s udvalgte lister for ungeprodukter med variabel rente, dog skal der stadig betales for hyperlink o.lign. til pengeinstituttets hjemmeside. 2 Parternes synspunkter 2.1 Tønder Bank A/S’ synspunkter Tønder Bank har anført, at grundlaget ikke er sammenligneligt. Dagbladet Børsen skriver, at man for at opnå en rente på børneopsparingen i Hals Sparekasse på 3,9 % skal man være helkunde. Der er nogle betingelser, der skal opfyldes for, at denne rente kan opnås. Det er avisen klar over og omtaler det i artiklens brødtekst. Uden betingelser er denne banks rente således 2,9 %. Alligevel har man anvendt renten på 3,9 % i regnestykket, som ligger til grund for overskriften ”Skift bank og tjen kr. 25.000”. Sammenligningen havde været korrekt, hvis man havde sammenlignet de 0,5 % med de 2,9 %. I relation til Tønder Bank skriver avisen, at renten er 0,5 %. I Tønder Bank kan man imidlertid på børneopsparingen opnå en rente på 1,75 – 2,50 %, hvis man er aktionærpluskunde. ”Aktionærpluskunde” er den betegnelse Tønder Bank anvender for helkunder. Avisen burde derfor have sammenlignet med Tønder Banks helkunder. Disse tal fremgår af bankens hjemmeside og giver et mere nuanceret billede. Artiklen udnævner nogle af de bedste og de værste. Det får naturligvis nogle forretningsmæssige konsekvenser, da Tønder Bank ikke kan fortænke bankens børneopsparingskunder i at søge derhen, hvor tilbuddet er bedst. Dagbladet Børsen har ikke spurgt banken om prisen på et sammenligneligt produkt eller tjekket op på hjemmesiden. Kilden, Mybanker.dk, fratager ikke avisen ansvaret for at oplyse korrekte, sammenlignelige priser. Det skal bemærkes, at det af Mybanker.dks forretningsbetingelser fremgår, at hvis der skal vises ind- og udlånsprodukter med særlige vilkår/begrænsninger, skal der betales en fee herfor. Tønder Bank har valgt ikke at betale herfor, mens Hals Sparekasse har valgt det modsatte. Listen på Mybanker.dk kan således ikke ukritisk benyttes. Herudover har Tønder Bank henvist til Mybanker.dks betingelser, hvori Mybanker sidestiller både aktier og helkundeforhold med hinanden. Banken har bedt Børsen om en berigtigelse, så fakta og sammenligningsgrundlaget er korrekt velvidende, at det stadig vil give en forskel til Hals Sparekasses favør. Det vil vise, at Tønder Bank i forhold til andre pengeinstitutter er konkurrencedygtige frem for at være ”klassens værste”. 2.2 Dagbladet Børsens synspunkter Dagbladet Børsen har anført, at avisen opgjorde forskelle i forrentning i børneopsparinger på baggrund af en offentligt tilgængelig prissammenligningsportal for banker, Mybanker.dk. Ifølge en udskrift af 29. maj 2012 fra Mybanker.dk (fanebladet ”Bank”, ”Ny Konto”, ”Børneopsparing, Sammenlign priser på børneopsparing”) viser den samlede opgørelse på Mybanker.dk, at avisens citat er korrekt. At man som ”helkunde” i Tønder Bank kan opnå en rente på 1,75 – 2,50 % på en børneopsparing fremgår ikke af Mybanker.dk. Af et prisblad over ”Indlån – Rentesatser mv.” af 6. januar 2012 på Tønder Banks hjemmeside fremgår det, at renten på børneopsparinger er 0,5 % for kunder, der ikke er aktionærer i Tønder Bank. For aktionærer kan renten udgøre op til 2,5 %, hvilket dog forudsætter køb af mindst 60 aktier til en værdi på ca. 15.000 kr. Som ikke-aktionær kan der således opnås 0,5 % på en børneopsparing, mens man som aktionær kan opnå op til 2,5 % i rente. Af prisbladet fremgår bl.a. følgende: Nominel årlig variabel rente i % Laveste Højeste Bemærkninger Børneopsparing 1,75 Aktionærplus-status* Børneopsparing 2,50 Aktionærplusguld-status* Børneopsparing 0,75 Aktionær (1 Tønder Bank aktie, værdi ca. 250 kr.) Børneopsparing 0,500 Ej aktionær *Der er krav om 60 stk. Tønder Bank aktier til Aktionærplus/-guld-kunder. Værdi ca. 15.000 kr. Læs mere om Tønder Banks aktionærfordele på www.tb.dk eller kontakt en rådgiver. Ved en søgning i Mybanker.dk, hvor der ses bort fra pengeinstitutter, hvor der stilles krav om tegning af andelsbeviser eller lignende, optræder Tønder Bank fortsat i bunden af listen. I en artikel om, hvor let man kan flytte en børneopsparing fra et pengeinstitut til et andet, må det anses for naturligt at se bort fra de muligheder, der ville opstå, hvis man samtidig investerede i ejerdele i pengeinstitutterne. I praksis kan et investeringskrav på ca. 15.000 kr. vanskeligt indgå i en sammenligning af rentevilkår. På denne baggrund må indholdet af artiklen anses for rigtigt. Børsen har ikke anset det for nødvendigt at forelægge Tønder Bank oplysningerne. Oplysningerne er offentligt tilgængelige, og banken må have været bekendt med dem. Såfremt klager er uenig med oplysningerne på Mybanker.dk, må det forventes, at banken ville have henvendt sig til Mybanker.dk. Mybanker.dk er baseret på oplysninger fra pengeinstitutterne. Som det fremgår af klagers bemærkninger i sagen, ville bemærkningerne fra banken ikke have ændret indholdet af analysen. Der er derfor ikke grundlag for en berigtigelse, ligesom klager ikke har ret til genmæle. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. På baggrund af oplysningerne på Tønder Bank A/S’ hjemmeside lægges det til grund, at det på tidspunktet for artiklens offentliggørelse for ikke-aktionærer var muligt at få en rente på 0,5 % på en børneopsparing i banken, hvorimod det som aktionær var muligt at få en rente på op til 2,5 % (ved køb af aktier på ca. 15.000 kr.). Det oplyses i Dagbladet Børsen, at en rentesats på 3,9 % i Hals Sparekasse kræver helkundestatus (dvs., at løn-, Nem- og budgetkonto er samlet i sparekassen). Ifølge Dagbladet Børsens sammenligning ”Så meget får du igen ved maksimalt indskud” fremgår det, hvilke oplysninger, der er medtaget. De bragte oplysninger er således korrekte. Pressenævnet finder imidlertid, at det havde været mest overskueligt for læseren – og derved bedst i overensstemmelse med god presseskik – at samtlige rentesatser i oversigten havde været uden betingelser (dvs. rentesatsen på 2,9 % burde have været anvendt for Hals Sparekasse), da disse satser havde været direkte sammenlignelige med Tønder Bank A/S’ rentesats på 0,5 %. I den forbindelse bemærkes, at en sammenligning af rentesatser, hvor både børneopsparing og løn-, Nem- og budgetkontoen var opgjort, kunne have medført, at en børneopsparingskonto med den højeste rente ikke nødvendigvis var den mest fordelagtige set i sammenhæng med rentesatserne for bankens løn-, Nem- og budgetkonti. På MyBanker.dk er det muligt at tilkøbe visning af ind- og udlånsprodukter med særlige vilkår i oversigten over rentesatser. Som følge af MyBanker.dks forretningsbetingelser er rentesatserne i oversigten derved ikke nødvendigvis direkte sammenlignelige. Under hensyn til, at det af Dagbladet Børsens oversigt fremgår hvilke oplysninger, der er medtaget, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere avisen for at anvende (de højere) rentesatser for kunder med helkundestatus i sammenligningen med rentesatser for kunder, hvortil der ikke stilles betingelser for at opnå den oplyste (lavere) rentesats. Nævnet udtaler på den baggrund ikke kritik af Dagbladet Børsen for ikke at medtage yderligere oplysninger eller verificere rentesatserne fra MyBanker.dk ved forelæggelse for Tønder Bank A/S inden offentliggørelse. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Under henvisning til ovennævnte begrundelse finder Pressenævnet, at der ikke er bragt faktisk forkerte oplysninger. Tønder Bank A/S er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 9. oktober 2012

Versioner

  1. 2012-10-11