Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00272

GældendeVersion 2012-10-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9478@2012-10-11/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00272

Resumé Klager – en ejendomsmægler – klagede over artiklen ”DANMARKS VÆRSTE MÆGLERE” i BT. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Klagenævnet for Ejendomsformidling afsagde den 25. januar 2011 kendelse og udtalte alvorlig kritik af [Klager] og hans daværende kompagnon. De blev ved kendelsen pålagt at betale 58.412,38 kroner til deres tidligere klienter. Beløbet blev ved kendelse af 14. april 2011 korrigeret til 43.662,27 kroner. Fogedretten i Helsingør nægtede den 15. november 2011 at gøre udlæg hos [Klager] og [Person A] (at tvangsfuldbyrde Klagenævnet for Ejendomsformidlings afgørelse), da [Klager] rettidigt havde meddelt klagenævnet, at han ikke ønskede at være bundet af kendelsen. Ifølge § 23 i Klagenævnet for Ejendomsformidlings vedtægter offentliggør nævnet på sin hjemmeside en liste over navne på erhvervsdrivende, som ikke efterlever nævnets afgørelser. Det sker dog ikke, hvis afgørelsen er indbragt for retten. Der foreligger ikke oplysninger om, at sagen på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var indbragt for retten. Pressenævnet finder, at artiklens oplysninger, herunder beskyldningen om at være blandt mæglere ”der ikke har rent mel i posen” kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager] og har derfor skullet forelægges klager inden offentliggørelsen. [Klager] blev ved BTs henvendelse af 1. maj 2012 gjort bekendt med artiklens vinkel og må på denne baggrund have været klar over, at artiklen kunne være kritisk over for de ejendomsmæglere, herunder klager selv, som var opført på Klagenævnet for Ejendomsformidlings liste. Oplysningerne i artiklen er forelagt klager, og hans kommentarer er gengivet. Nævnet finder, at BT burde have sikret sig, at klagenævnets kendelse var korrekt citeret i avisen. Under hensyn til karakteren af fejlen, og at BT efterfølgende rettede det fejlagtige beløb i avisen og på hjemmesiden, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere avisen. Da det af artiklen fremgår, at klager ikke ville efterleve kendelsen, da han ønskede sagen prøvet ved retten, finder nævnet heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere BT for ikke at citere klagers udsagn om, at han har dokumentation for, at hans kunder blandt andet havde afgivet falske påstande. Det forhold, at avisen modtog udtalelsen 3. maj 2012 – 11 dage forud for offentliggørelsen – kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. Pressenævnet finder, at overskriften ”DANMARKS VÆRSTE MÆGLERE” kan give indtryk af, at [Klager] har undladt at efterkomme mere end én kendelse vedrørende betalingen af 43.662,27 kroner (fejlagtigt angivet til 58.412 kroner i BT den 14. maj 2012). Det fremgik imidlertid af artiklen og omtalen ”[Klager]”, hvorfor BT havde vurderet klager som værende en af ”Danmarks værste mæglere”. På denne baggrund finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overskriftens formulering. Nævnet udtaler ikke kritik.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel i BT den 14. maj 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Forud for artiklens offentliggørelse Ved e-mail af 1. maj 2012 rettede BT henvendelse til [Klager]. Af henvendelsen fremgik bl.a. følgende: ”Jeg arbejder på en artikel om Klagenævnet for Ejendomsformidlings liste over mæglere, der ikke har betalt. Her kan jeg se, du sammen med [Person A] er på med en sag fra 2010. Vi vil naturligvis give jer muligheden for at komme med en kommentar til både gabestokken og sagen, samt en vurdering af, hvad sådan en liste har af betydning for jeres forretning.” Ved e-mail af 2. maj 2012 accepterede [Klager] de udtalelser, han ville blive citeret for i den kommende artikel. Den påklagede artikel BT bragte den 14. maj 2012 på side 16-17 artiklen ”DANMARKS VÆRSTE MÆGLERE” med underoverskriften ”De nægter at betale erstatning og er ligeglade med gabestok og kendelser”. Af artiklen fremgik følgende: ”MÆGLERSJUSK For højt salær, dårligt mæglerarbejde og for store annonceomkostninger er blot nogle af de sjuskesager, som forfølger Danmarks værste mæglere. Syv mæglere står lige nu på Klagenævnet for Ejendomsformidlings liste over mæglere, der ikke har betalt deres bøde, efter de i klagenævnet tabte sagen til en forbruger, der havde klaget over deres arbejde. … I gabestokken I 2011 klagede 273 personer over deres ejendomsmægler, heraf fik lige under halvdelen medhold i deres klage. I så fald skal mægler betale gebyr til klagenævnet, samt i flere tilfælde erstatninger helt op til 450.000 kr. Retter man sig ikke efter kendelsen og betaler inden for en måned, ender man i nævnets gabestok. … Brug nettet … Af de syv mæglere, der figurerer på listen, er to gået konkurs, og to har meldt sig ud af Dansk Ejendomsmæglerforening. Tjek din mægler For at undgå at falde i fælden hos en mægler, der ikke har rent mel i posen, anbefaler Danske Boligadvokater, at man tjekker sin mægler. …” Til artiklen var indsat en notits, hvoraf følgende fremgik: ”[Klager] Ejendomsmægler [Klager] har haft firma sammen med [Person A]. Firmaet solgte en ejendom, hvor mægler ikke kunne dokumentere udgifter til annoncering. Ligeledes var der sket en fejl ved tinglysningen. Derfor blev virksomheden dømt til at betale 58.412,38 kr. i erstatning. [Person A] blev af disciplinærnævnet frikendt i sagen. Firmaet blev lukket i august 2011, hvor [Klager] fortsatte som mægler i egen virksomhed, som gik konkurs i februar 2012. [Klager]: - Jeg har ingen intentioner om at betale den erstatning. Den sag har kostet mig rigtig meget. På de to år, jeg havde huset til salg, har jeg måske tjent 40 kr. i timen i salær. Dansk Ejendomsmæglerforening ville ikke lade mig køre sagen i retten, så jeg meldte mig ud af foreningen i arrigskab. Jeg er helt enig i, at jeg har lavet en fejl, men jeg mener også, at sælger selv var medvirkende til fejlen. Det har ikke haft nogen konsekvens for mig. Jeg har ikke oplevet, at nogen har valgt mig fra eller konfronteret mig med det. Jeg har selv nævnt det over for mine kunder.” Til illustration af artiklen var indsat et billede af [Klager] med billedteksten: ” [Klager] (til venstre) er en af de ejendomsmæglere, der optræder på den sorte liste over mæglere, der ikke har betalt erstatning. Han nægter at betale, uden at sagen har været prøvet i retten.” [Klager] klagede den 16. maj 2012 til BT, som den 21. maj 2012 afviste klagen, hvorefter klager indbragte sagen for Pressenævnet ved e-mail af 28. maj 2012 . Bt.dk bragte den 13. juni 2012 under overskriften ”Rettelse: Forkert beløb i artikel om Danmarks værste ejendomsmæglere” følgende: ”14. maj 2012 bragte BT artiklen ’Danmarks værste ejendomsmæglere’. Her oplyses det, at ejendomsmægler [Klager] af Klagenævnet for Ejendomsformidling var blevet afkrævet at betale erstatning på 58.412,38 kr. til klagerne i en sag om salg af bolig. [Klager] havde dog betalt 15.137,38 kr., og kendelsen blev derfor omstødt, så det korrekte beløb var 43.662,27 kr. BT beklager.” Rettelsen blev den 14. juni 2012 bragt i papirudgaven BT på side 4 under overskriften ”BT retter” . Yderligere oplysninger Klagenævnet for Ejendomsformidling er et privat klagenævn, der er godkendt af Erhvervs- og vækstministeren til at behandle klager fra forbrugere over statsautoriserede ejendomsmæglere. Af nævnets vedtægter fremgår bl.a. følgende: ”§ 15… Stk. 6. Hvis forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, skal afgørelsen forkyndes for den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal i forbindelse med forkyndelsen have oplysning om, at hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af afgørelse, skal dette skriftligt meddeles nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen. Den erhvervsdrivende skal endvidere have oplyst, at en anmodning om genoptagelse fremsat inden for 30 dage fra forkyndelsen har opsættende virkning, samt at en afgørelse kan tvangsfuldbyrdes, hvis den erhvervsdrivende ikke inden for 30 dage fra forkyndelsen har meddelt, at den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet eller har søgt sagen genoptaget. Forbrugeren skal have kopi af afgørelsen. Stk. 7. Hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af den afgørelse, nævnet har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen. … § 21. Nævnets afgørelse i klagesagen kan tvangsfuldbyrdes i forhold til den erhvervsdrivende efter udløbet af 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen, medmindre den erhvervsdrivende forinden har givet skriftlig meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. … § 23. Nævnet offentliggør på hjemmesiden i en særskilt liste navne på de erhvervsdrivende, som ikke efterlever nævnets afgørelser. Stk. 2. Såfremt en afgørelse er indbragt for retten, kan offentliggørelse efter stk. 1 ikke ske, før endelig afgørelse fra retten foreligger. Stk. 3. Såfremt der er sket offentliggørelse af navnet på en erhvervsdrivende, og afgørelsen efterfølgende efterleves, skal oplysningerne om den erhvervsdrivende slettes fra listen på hjemmesiden. Stk. 4. Oplysninger om en sag kan ikke fremgå af listen på hjemmesiden i mere end 1 år.” Klagenævnet for Ejendomsformidling afsagde den 25. januar 2011 kendelse i sagen, Klagerne mod [Person A] og [Klager]. [Person A] og [Klager] blev pålagt at betale ca. 58.000 kroner i fællesskab. Af kendelsen fremgår bl.a. følgende: ” Nævnet udtaler: Klagernes køb: … Nævnet finder det kritisabelt, at det ikke lykkedes for de indklagede at få tinglyst skødet, og nævnet finder, at klagerne herefter var berettigede til at få deres advokat til at udføre dette arbejde. … Nævnet finder det alvorligt kritisabelt, at de indklagede ikke straks udbetalte det tilbageholdte beløb på 16.400 kr. til dækning af tinglysningsafgift efter, at de indklagede den 29. juni 2010 havde modtaget besked fra klagernes advokat om, at han overtog berigtigelsen af handlen. … Nævnet finder det alvorligt kritisabelt, at de indklagede frigav købesummen over for sælger, uden at der forelå tinglyst anmærkningsfrit skøde. De indklagede har dermed udsat klagerne for en alvorlig risiko for at miste købesummen, uden at have fået adkomst til ejendommen. … De indklagede skal herefter in solidum betale 58.412,38 kr. til klagerne.” Af tillæg af 14. april 2011 til Klagenævnet for Ejendomsformidlings kendelse i sagen, Klagerne mod [Person A] og [Klager], fremgår det, at nævnet har genoptaget sagen og ændret kendelsen. [Person A] og [Klager] havde afregnet en del af beløbet over for klagerne, hvorfor de i stedet blev pålagt at betale de resterende 43.662,27 kroner til klagerne. Kendelsen er i øvrigt uændret. Fogedretten i Helsingør afsagde den 15. november 2011 kendelse i sagen, Klagerne mod [Person A] og [Klager]. Fogedretten nægtede at gøre udlæg hos [Person A] og [Klager], da retten mente, at [Klager] rettidigt (inden for 30 dage efter kendelsen i januar 2011) over for Klagenævnet for Ejendomsformidling havde tilkendegivet, at han begærede kendelsen behandlet ved domstolene. Ifølge fogedretten havde [Klager] tilstrækkeligt tilkendegivet, at han ikke ønskede at være bundet af kendelsen. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at han i maj 2010 blev indbragt for Klagenævnet for Ejendomsformidling i forbindelse med en ejendomshandel, hvor han skulle sælge sine kunders ejendom og berigtige kundernes nye ejendom. Klagenævnet udtalte alvorlig kritik af håndteringen af tinglysningen af den nye ejendom. Kunderne selv var medvirkende til, at tinglysningen af den nye ejendom blev forhalet. Da der blev afsagt kendelse i sagen den 25. januar 2011 meddelte [Klager], at han ikke ville følge kendelsen og ønskede sagen prøvet i retten. [Klager] gjorde endvidere indsigelse mod kendelsen, der indeholdt forkerte oplysninger. Klagenævnet for Ejendomsformidling fandt ikke, at [Klager] rettidigt havde meddelt, at sagen skulle prøves i retten, og offentliggjorde kendelsen på sin hjemmeside i februar 2011. [Klager]s indsigelse medførte, at sagen blev genoptaget og afgjort den 14. april 2011 som et tillæg til den oprindelige kendelse. [Klager] meddelte herefter, at han ikke ville følge kendelsen, da han ønskede sagen prøvet ved retten. Trods [Klager]s meddelelse blev kendelsen offentliggjort, og Klagenævnet for Ejendomsformidling placerede [Klager] på sin liste over erhvervsdrivende, som ikke vil følge klagenævnets kendelser. Fogedretten i Helsingør afgjorde den 15. november 2011, at [Klager] i relation til den oprindeligt afsagte kendelse rettidigt havde givet meddelelse om, at han begærede kendelsen behandlet ved domstolene. Da [Klager] efter at have modtaget BTs journalists e-mail af 1. maj 2012 telefonisk kontaktede journalisten, oplyste denne, at artiklen skulle belyse, om en gabestok som Klagenævnet for Ejendomsformidlings liste over erhvervsdrivende, der ikke har efterlevet klagenævnets kendelser, har nogen konsekvenser. [Klager] mente, at der var alvorlige fejl i hans sag og derfor valgte han at deltage i et interview. Efter at have godkendt sine citater til artiklen, kom [Klager] i tvivl om, hvilken vinkel hans udtalelser skulle bruges til, og kontaktede telefonisk journalisten, som fastholdt den beskrevne vinkel. Den 3. maj 2012 sendte [Klager] en sms til BTs journalist, hvori han bad hende medtage, at han bl.a. ikke ville følge klagenævnets kendelse, da klagenævnet ikke ville tage hensyn til, at han havde dokumentation for, at hans kunder havde afgivet falske påstande og begået bedrageri. Journalisten svarede, at hun ville se på det. Klagenævnet for Ejendomsformidling er et privat forbrugerklagenævn uden dømmende magt, hvis kendelser ikke har opsættende virkning. [Klager] har ikke begået lovbrud eller modsat sig en offentligretlig afgørelse ved ikke at ville følge klagenævnets kendelse. [Klager]s kunder burde have anlagt sag ved en retslig instans, da han bestred deres påstand om sagens forløb. Der er ikke noget, som indikerer, at det foreligger forsøg på personlig berigelse. [Klager] har alene tilbageholdt et beløb til dækning af de merudgifter, som kundernes ageren medførte. [Klager] fremgår alene af listen, fordi han ikke er enig i den kendelse, som er blevet afsagt over ham, og vil have sagen prøvet ved retten. Placeringen på listen kan derfor ikke være grundlag for at udråbe [Klager] som en af Danmarks værste mæglere eller gøres til grundlag for BTs insinuation af, at han ikke har rent mel i posen. De skadelige oplysninger er ikke efterprøvet i særlig grad, og artiklens overskrift og mellemrubrikker har ikke dækning i artiklens indhold. Det er endvidere ikke korrekt, når det af artiklen fremgår, at [Klager]s kunder er blevet tilkendt en erstatning på 58.000 kroner, og at de ikke har fået deres penge. Dansk Ejendomsmæglerforenings Garantifond betalte i september 2011 kunderne deres penge i overensstemmelse med kendelsen fra april 2011. 2.2 BTs synspunkter BT har anført, at der er fuld dækning for overskriften ”Danmarks værste mæglere”, idet artiklen omhandler de ejendomsmæglere, der ikke bare har fået kritik af Klagenævnet for Ejendomsformidling, men tillige ikke ønsker at efterleve klagenævnets kendelser. [Klager] er én af de syv mæglere, der i løbet af et år ikke har ønsket at efterleve klagenævnets kendelser. På baggrund af klagenævnets alvorlige kritik er der ligeledes fuld dækning for at skrive, at [Klager] ikke ”har rent mel i posen”. Da BTs journalist første gang kontaktede [Klager], blev klager oplyst om, at det var disse mæglere, som BT ville behandle i artiklen. Efterfølgende talte journalisten og [Klager] sammen i telefonen og aftalte, at der skulle tages et billede af klager til artiklen. Ved e-mail af 2. maj 2012 sendte journalisten de citater, der skulle bruges i artiklen. [Klager] svarede samme dag bekræftende på denne e-mail. Den 3. maj 2012 sendte [Klager] en sms med tilføjelser. Da var artiklen imidlertid skrevet, og journalisten svarede, at hun ikke kunne tage citatet med. [Klager] var informeret om vinklen på BTs artikel og godkendte de citater, som optræder i artiklen. Det fremgår af hans klage til Pressenævnet, at BT har blandet to tal sammen. Da BT ved Pressenævnets høringsskrivelse blev gjort opmærksom på fejlen, blev der bragt en rettelse på bt.dk og i den trykte udgave af avisen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Klagenævnet for Ejendomsformidling afsagde den 25. januar 2011 kendelse og udtalte alvorlig kritik af [Klager] og hans daværende kompagnon. De blev ved kendelsen pålagt at betale 58.412,38 kroner til deres tidligere klienter. Beløbet blev ved kendelse af 14. april 2011 korrigeret til 43.662,27 kroner. Fogedretten i Helsingør nægtede den 15. november 2011 at gøre udlæg hos [Klager] og [Person A] (at tvangsfuldbyrde Klagenævnet for Ejendomsformidlings afgørelse), da [Klager] rettidigt havde meddelt klagenævnet, at han ikke ønskede at være bundet af kendelsen. Ifølge § 23 i Klagenævnet for Ejendomsformidlings vedtægter offentliggør nævnet på sin hjemmeside en liste over navne på erhvervsdrivende, som ikke efterlever nævnets afgørelser. Det sker dog ikke, hvis afgørelsen er indbragt for retten. Der foreligger ikke oplysninger om, at sagen på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var indbragt for retten. Pressenævnet finder, at artiklens oplysninger, herunder beskyldningen om at være blandt mæglere ”der ikke har rent mel i posen” kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager] og har derfor skullet forelægges klager inden offentliggørelsen. [Klager] blev ved BTs henvendelse af 1. maj 2012 gjort bekendt med artiklens vinkel og må på denne baggrund have været klar over, at artiklen kunne være kritisk over for de ejendomsmæglere, herunder klager selv, som var opført på Klagenævnet for Ejendomsformidlings liste. Oplysningerne i artiklen er forelagt klager, og hans kommentarer er gengivet. Nævnet finder, at BT burde have sikret sig, at klagenævnets kendelse var korrekt citeret i avisen. Under hensyn til karakteren af fejlen, og at BT efterfølgende rettede det fejlagtige beløb i avisen og på hjemmesiden, finder nævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere avisen. Da det af artiklen fremgår, at klager ikke ville efterleve kendelsen, da han ønskede sagen prøvet ved retten, finder nævnet heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere BT for ikke at citere klagers udsagn om, at han har dokumentation for, at hans kunder blandt andet havde afgivet falske påstande. Det forhold, at avisen modtog udtalelsen 3. maj 2012 – 11 dage forud for offentliggørelsen – kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A.6. Pressenævnet finder, at overskriften ”DANMARKS VÆRSTE MÆGLERE” kan give indtryk af, at [Klager] har undladt at efterkomme mere end én kendelse vedrørende betalingen af 43.662,27 kroner (fejlagtigt angivet til 58.412 kroner i BT den 14. maj 2012). Det fremgik imidlertid af artiklen og omtalen ”[Klager]”, hvorfor BT havde vurderet klager som værende en af ”Danmarks værste mæglere”. På denne baggrund finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overskriftens formulering. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 9. oktober 2012

Versioner

  1. 2012-10-11