Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00294
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9482@2012-10-11/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00294
Resumé Klager – en person – klagede over et billede indsat i artiklen ”JEG MISTER MINDST 10.000 KRONER OM MÅNEDEN” i Ekstra Bladet og en debat på ekstrabladet.dk Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at udlevere råmateriale, herunder den omtalte lydfil. Et medie risikerer kritik, såfremt det kan lægges til grund, at væsentlige oplysninger er udeladt eller aftale tilsidesat. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Efter det oplyste lægges det til grund, at billedet af klager er taget i klagers private hjem, der ikke er offentligt tilgængeligt område. Billedmaterialet er taget under et besøg af Ekstra Bladet, hvor journalisten kom til stede efter aftale. Ekstra Bladet og klager er uenige om, hvorvidt det forud for besøget telefonisk var oplyst, at Ekstra Bladets fotograf også ville være til stede. Under besøget fik Ekstra Bladets fotograf imidlertid tilladelse til at fotografere klager med henblik på offentliggørelse. Det er ikke dokumenteret, at [Klager] har indgået aftale om, at fotografiet skulle beskæres på en bestemt måde, eller at billedet ikke måtte anvendes på ekstrabladet.dk. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Ekstra Bladet. Nævnet bemærker, at billedet blev fjernet fra hjemmesiden efter henvendelsen fra klager.
[Klager] klagede til Pressenævnet over et billede indsat til en artikel i Ekstra Bladet og til en debat på ekstrabladet.dk den 2. juli 2012, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Ekstra Bladet bragte i den trykte udgave den 2. juli 2012 artiklen ”JEG MISTER MINDST 10.000 KRONER OM MÅNEDEN” med underoverskriften ”RYSTET FLEKSJOBBER: 42-årige [Klager] kan ikke tåle at miste sit arbejde - så mister hun sit eksistensgrundlag”. I artiklen udtalte [Klager] sig om sit fleksjob og konsekvenserne af regeringens reform vedrørende fleksjob. Senere samme dag bragte Ekstra Bladet på hjemmesiden under fanebladet ”nationen!” en debat vedrørende samme reform, der tog udgangspunkt i artiklen om [Klager]. Både artiklen i den trykte udgave og debatten på hjemmesiden var ledsaget af et billede af [Klager] siddende på sin seng i eget hjem. I den trykte udgave fyldte billedet halvdelen af side 4 og en del af side 5. [Klager] henvendte sig samme dag til Ekstra Bladet og anmodede om at få fjernet det billede, der var bragt på ekstrabladet.dk/nationen.dk. Umiddelbart efter henvendelsen fjernede Ekstra Bladet billedet fra hjemmesiden. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Ekstra Bladets offentliggørelse af billedet ikke er omfattet af det samtykke, som hun gav ved mødet med bladets journalist og fotograf. Klager var ikke forud for mødet med Ekstra Bladets journalist bekendt med, at denne ville medbringe en fotograf. Da hun over for journalisten nævnte, at de ikke havde aftalt det, sagde journalisten: Ingen artikel uden foto. Det er kritisabelt, at det ikke forud for interviewet oplyses, at det var et krav for at deltage. [Klager] accepterede fotografering, og de aftalte, at det skulle være et lille foto. Ikke for tydeligt foto, og klager skulle godkende det inden offentliggørelsen. Samme aften sendte journalisten to billeder. Klager valgte det billede, der var taget på afstand. Det aftaltes, at billedet skulle beskæres og ende med at være et lille foto af klagers ansigt. Såfremt Ekstra Bladet er uenig heri, kan journalisten sende den lydfil, han optog af mødet, herunder aftalerne. Det offentliggjorte billede er mod [Klager]s forventning forstørret, og hun vises i hel figur. Derfor tog hun kontakt til Ekstra Bladets journalist, der beklagede, at aftalen ikke blev overholdt. Fejlen skyldtes en kommunikationsfejl mellem journalisten og redigeringen. Redigeringen havde ikke fået beskeden om aftalen. Samme billede var også offentliggjort på hjemmesiden ekstrabladet.dk/nationen. Klager har ikke givet samtykke til anvendelse af fotografiet på internettet, og Ekstra Bladet imødekom hendes ønske om at få det fjernet. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Ekstra Bladet har anført, at journalisten kontaktede Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere og kom den vej i kontakt med [Klager]. Klager var inden mødet med Ekstra Bladet telefonisk gjort opmærksom på, at bladet ville medbringe en fotograf. Avisen har erkendt, at klager var forundret over fotografens tilstedeværelse ved ankomsten til hendes bopæl, men hun gik hurtigt med til, at Ekstra Bladet kunne tage billeder. Dette blev aftalt umiddelbart efter journalist og fotograf var ankommet, og der blev ikke taget billeder, inden der forelå samtykke. Journalisten og [Klager] aftalte, at klager skulle have billeder og artikel til godkendelse inden offentliggørelse. Da journalisten kom tilbage til redaktionen, mailede han de to billeder, hun kunne vælge imellem. Hun valgte det, der er brugt i avisen. Det blev aldrig aftalt, at billedet skulle beskæres og være et lille foto af klagers ansigt. Ej heller billedets størrelse blev der indgået aftale om. En sådan aftale ville også være imod helt almindelig sædvane på landet avisredaktioner, hvor man ikke indgår aftaler af denne detaljeringsgrad. Ekstra Bladets journalist har afvist over for [Klager] at have tilkendegivet, at opsætningen var et brud på deres aftale og udtryk for en fejl. [Klager] må som pressekontakt for Dansk Fibromyalgi tillige have et kendskab til, hvordan pressen arbejder. Klager har været medskribent på debatindlægget ”Hvorfor må vi ikke være mere med?” bragt på Jyllands-Postens webside den 29. februar 2012, ligesom klager har udtalt sig i artiklen ”Direktør for Danske Patienter Morten Freil: Alle syge skal tages alvorligt” i Danske Patienters blad nr. 1, 2010 (klager fremgår ikke med billede i artiklerne). Da [Klager] ringede til Ekstra Bladet for at få billedet fjernet, efterkom man helt ekstraordinært at fjerne det, selvom fotoet var godkendt af hende selv, og på ingen måde var krænkende. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at udlevere råmateriale, herunder den omtalte lydfil. Et medie risikerer kritik, såfremt det kan lægges til grund, at væsentlige oplysninger er udeladt eller aftale tilsidesat. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Efter det oplyste lægges det til grund, at billedet af klager er taget i klagers private hjem, der ikke er offentligt tilgængeligt område. Billedmaterialet er taget under et besøg af Ekstra Bladet, hvor journalisten kom til stede efter aftale. Ekstra Bladet og klager er uenige om, hvorvidt det forud for besøget telefonisk var oplyst, at Ekstra Bladets fotograf også ville være til stede. Under besøget fik Ekstra Bladets fotograf imidlertid tilladelse til at fotografere klager med henblik på offentliggørelse. Det er ikke dokumenteret, at [Klager] har indgået aftale om, at fotografiet skulle beskæres på en bestemt måde, eller at billedet ikke måtte anvendes på ekstrabladet.dk. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af Ekstra Bladet. Nævnet bemærker, at billedet blev fjernet fra hjemmesiden efter henvendelsen fra klager. Afgjort den 9. oktober 2012