Gelex

Hjemvisning af påbud om mekanisk ventilation i autoværksted

GældendeVersion 2012-10-27
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9514@2012-10-27/da

Indhold
  1. Indledning

Hjemvisning af påbud om mekanisk ventilation i autoværksted

Arbejdstilsynet konstaterede ved et tilsynsbesøg, at to personer i værkstedet arbejdede med klargøring af biler med forskellige produkter, uden at der var etableret mekanisk ventilation og gav påbud om etablering af mekanisk ventilation. Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Arbejdstilsynet, idet Arbejdstilsynet ikke havde anført navnene på de to produkter, som Arbejdstilsynet havde anført som sundhedsskadelige, men blot havde anført, at personerne anvendte autoglym og afrenser. Virksomheden havde anført, at de to produkter, som blev anvendt ved tilsynsbesøget var produkter, som i henhold til sikkerhedsbladet var klassificeret som lokalirriterende, og ikke som sundhedsskadelige. Det fremgik af Arbejdstilsynets påbud, at der i alle leverandørblade, som Arbejdstilsynet besigtigede, stod beskrevet, at andre produkter, som virksomheden anvendte, skulle anvendes i velventilerede rum, da de kunne give svimmelhed, sløvhed eller være farlige ved indånding. Imidlertid fulgte det af sikkerhedsbladene vedrørende flere af de nævnte produkter, at brugen af punktudsugning afhang af den almindelige luftgennemstrømning i lokalet, hvilket Arbejdstilsynet ikke havde taget stilling til. Endelig var det nærmere omfang af anvendelsen af produkterne ikke oplyst.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. august 2012 behandlet klagen fra [navn udeladt] på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af den 5. januar 2012, hvorved virksomheden fik påbud om: At etablere mekanisk ventilation, som effektivt fjerner de sundhedsskadelige forureninger, hvor de udvikles således, at der ikke sker spredning af forureningen til værkstedet og således, at medarbejder og indehaver ikke udsættes for unødige påvirkninger fra stoffer og materialer, og At bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå sig med at efterkomme ovennævnte påbud. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden skal etablere mekanisk ventilation til ny behandling i Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynet påbud om, at virksomheden skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå sig med at efterkomme påbuddet om ventilation. B E G R U N D E L S E Påbuddet om ventilation Nævnet finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at det kan vurderes, om der er grundlag for Arbejdstilsynets afgørelse. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ikke har anført navnene på de to produkter, som Arbejdstilsynet i afgørelsen har anført som sundhedsskadelige, men blot har anført, at personerne anvendte autoglym og afrenser. Nævnet lægger endvidere vægt på, at virksomheden/[navn udeladt] har anført, at de to produkter, som blev anvendt ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg, var henholdsvis [navn udeladt] og [navn udeladt], og at begge produkter i henhold til sikkerhedsblade er klassificeret som lokalirriterende, og ikke som sundhedsskadelige. Det fremgår af sikkerhedsbladene vedrørende flere af de nævnte produkter, som virksomheden anvender, at brugen af punktudsugning afhænger af den almindelige luftgennemstrømning i lokalet, hvilket Arbejdstilsynet ikke konkret har taget stilling til. Endelig lægger nævnet vægt på, at det nærmere omfang af anvendelsen af produkterne ikke er oplyst. Nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 23. maj 2011 konstaterede, at to personer arbejdede i værkstedet med forskellige produkter, uden at der var etableret mekanisk ventilation. Efter arbejdsmiljøloven skal arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Endvidere skal arbejdsstedet indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Efter reglerne om faste arbejdssteders indretning skal der, hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Efter reglerne om arbejdets udførelse skal unødig påvirkning fra stoffer og materialer undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes. Påbuddet om autorisret arbejdsmiljørådgiver Det er en forudsætning for at give en virksomhed et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, at der er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Eftersom der i denne sag ikke kan konstateres en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, er der ikke grundlag for påbuddet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Nævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om arbejdsstedets indretning: • § 42, i lov om arbejdsmiljø jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 35, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning som ændret ved bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006. – Om arbejdets udførelse: • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 16, i bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse. – Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: • § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 6, § 16, nr. 1, §§ 37-38, §§ 42-45 og § 49, i bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, breve af den 7. marts 2012, 28. april 2012 og 30. juni 2012 fra [navn udeladt] og breve af den 23. april 2012 og 13. juni 2012 fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] Regler … Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om 1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, 2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, 3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning som ændret ved bekendtgørelse nr. 721 af 22. juni 2006 … Kapitel 8 Ventilation . . . § 35. Hvis det ikke kan hindres, at der ved en arbejdsproces sker udvikling af luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller udvikling af røg, mikroorganismer, aerosoler, ildelugt eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der så vidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur. Stk. 2 … Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav … Særlige krav … § 16. Unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling, og fastsatte grænseværdier skal overholdes. … Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen … Det kemiske område … § 16. Sundhedsskadelig luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor 1) der ikke er etableret en effektiv mekanisk udsugning med samtidig tilførsel af frisk erstatningsluft af passende temperatur, 2) procesudsuget luftrecirkuleres, således at den udsugede luft fra den forurenende proces føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, eller 3) der er mange spredte forureningskilder på arbejdspladsen, og forureningen ikke fjernes effektivt. … Kapitel 4 Rådgivningspligt § 37. Modtageren af påbud efter kapitel 2 og 3 har pligt til at bruge en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret til at yde rådgivning i relation til de nævnte arbejdsmiljøforhold. Stk. 2. Påbud om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan ikke efterkommes ved at benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der hører under den juridiske enhed, som har modtaget påbuddet. § 38. Ved rådgivningspåbud efter §§ 3 og 6 har arbejdsgiveren pligt til at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med rådgivning til henholdsvis løsning af den eller de konkrete overtrædelser, der har udløst rådgivningspåbuddet, og til en revision af produktionsenhedens arbejdspladsvurdering for så vidt angår de konstaterede overtrædelser med henblik på at sikre, at disse overtrædelser fremover forebygges. … § 42. Modtageren af påbud om rådgivning skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivning. Stk. 2. Aftalen skal indeholde angivelser af, hvordan pligter i forbindelse med rådgivningspåbud efterkommes. Stk. 3. Aftalen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. § 43. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning senest 6 uger efter, at påbuddet om rådgivning er modtaget. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 3. Modtageren af påbud om rådgivning skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til § 43. Stk. 4. Bygherren er undtaget fra pligten i stk. 2. § 44. Modtageren af påbud om rådgivning skal indhente en redegørelse fra den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, når rådgivningspåbuddet og forhold, der førte til rådgivningspåbuddet, er efterkommet. Stk. 2. Redegørelsen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. Stk. 3. Arbejdsgiveren har pligt til at videregive redegørelsen til sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, til en repræsentant for de ansatte. Stk. 4. Redegørelsen til bygherren skal i hele byggeperioden være tilgængelig for de ansatte og arbejdsgiverne på byggepladsen samt for Arbejdstilsynet. § 45. Redegørelsen skal ved rådgivningspåbud efter §§ 3 og 6 indeholde følgende elementer: 1) hvordan rådgivningspåbuddet og den eller de afgørelser, der førte til rådgivningspåbuddet, er efterkommet, 2) hvordan sikkerhedsorganisationen eller de ansatte har været inddraget i rådgivningsprocessen, 3) hvilke initiativer der er taget for at forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår i virksomheden, og 4) resultatet af den revision af arbejdspladsvurderingen for det eller de pågældende problemer, som rådgivningen skal tage udgangspunkt i. Stk. 2. Redegørelsen for rådgivningspåbud efter § 3 skal ikke tage stilling til en rapport om psykisk arbejdsmiljø uanset, at en rapport om psykisk arbejdsmiljø kan være en del af grundlaget for afgivelse af et rådgivningspåbud efter § 3. § 49. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, at rådgivningspåbuddet og de dertil knyttede afgørelser er efterkommet. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af rådgiveren, der herved bekræfter, at rådgivningspåbuddet og forhold, der udløste rådgivningspåbuddet, jf. de pligter, der fremgår af §§ 37-48, er efterkommet. Stk. 3. Overtrædelser, der har udløst et rådgivningspåbud efter § 4, skal ikke selvstændigt påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver. Stk. 4. Tilbagemeldingen skal være påtegnet af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 5. Tilbagemeldingen for påbud efter § 5 skal endvidere indeholde resultatet af undersøgelsen af forholdene i det psykiske arbejdsmiljø, jf. § 47, stk. 1. Stk. 6. Bygherren er undtaget for pligten i stk. 4.

Versioner

  1. 2012-10-27