Manuel håndtering af frugt og grønt
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9531@2012-11-02/da
Indhold
Manuel håndtering af frugt og grønt
For at kunne vurdere om manuel håndtering ved opfyldning af frugt og grønt foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt er det nødvendigt med detaljerede oplysninger, der belyser kassernes vægt i forhold til forværrende faktorer og andre særlige omstændigheder. I denne sag var oplyst, at en ansat på 50 minutter løftede 115 kasser med en vægt på mellem 1 og 14 kilo. Ud af de 115 kasser blev 43 kasser med en vægt over 9 kilo løftet i ¾-arms afstand med enten vrid eller foroverbøjning af ryggen undervejs i løftet. Det var endvidere oplyst, at det samlede arbejde varer 3 timer om dagen, 5 dage om ugen og blev varetaget af 3 medarbejdere, og at leverancen på tilsynsdagen var 7 paller, hvoraf 3 paller tømt i løbet af de 50 minutter, som Arbejdstilsynet iagttog. Det var i øvrigt oplyst, at varerne skulle placeres på såkaldte ”øer”, der havde to niveauer. Nævnet hjemviste sagen og lagde vægt på, det ikke fremgik, hvordan vægten af 43 kasser fordelte, at det ikke var oplyst, hvordan de forværrende faktorer fordeler sig i forhold til vægten på kasserne og hvor de enkelte kasser skulle placeres på ”øernes” forskellige niveauer.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. maj 2012 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [virksomhedens navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af den 4. maj 2011. Ved afgørelsen fik [virksomhedens navn udeladt] påbud om 1) at sikre at manuel håndtering af frugt og grønt i [afdelingens navn udeladt] foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt 2) at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme ovennævnte påbud. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden i [afdelingens navn udeladt], skal sikre at manuel håndtering af frugt og grønt foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder, at virksomheden ikke skal sende en tilbagemelding til Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Det betyder, at virksomheden ikke skal indgå en aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. B E G R U N D E L S E Håndtering af frugt og grønt Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at det kan vurderes, om der er grundlag for Arbejdstilsynets påbud. Nævnet lægger vægt på, at det ikke fremgår af Arbejdstilsynets afgørelse af den 4. maj 2011, hvordan vægten af de enkelte kasser - ud af de 43 kasser - fordeler sig. Det er således ikke oplyst, hvor mange af kasserne, der vejede 9 kilo, og hvor mange, der vejede 14 kilo. Endvidere er det ikke oplyst, hvordan de forværrende faktorer fordeler sig i forhold til vægten på kasserne, fx om det er kasser på 9 eller 14 kilo, der løftes med forværrende faktorer, herunder disse kassers placering på ”øernes” forskellige niveauer og eventuelle årsager til midlertidig placering af nogle kasser. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. Autoriseret arbejdsmiljørådgiver Det er en forudsætning for at give en virksomhed et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, at der er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Eftersom der i denne sag ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, er der ikke grundlag for påbuddet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: – Om manuel håndtering: • § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 3, i bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering. – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: • § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 6, i bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt breve af 9. februar 2012 og 9. marts 2012 fra [navn udeladt]. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til – [Adressat udeladt] – Arbejdstilsynet – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering … Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Stk. 3. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. . . . Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. …