Gelex

Påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver ved manuel håndtering

GældendeVersion 2012-11-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9579@2012-11-29/da

Indhold
  1. Indledning

Påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver ved manuel håndtering

Arbejdstilsynet havde været på tilsynsbesøg i en virksomhed, der håndterede gods til fly. Virksomheden fik i den forbindelse påbud om at sikre, at arbejdet blev udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Virksomheden fik samtidig påbud om at anvende en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Det var oplyst, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget så, at virksomheden havde tekniske hjælpemidler til brug for arbejdets udførelse, men disse blev ikke anvendt. Desuden var det oplyst, at virksomheden udførte arbejdet fra midlertidige lokaliteter. Arbejdstilsynet skal ifølge reglerne automatisk afgive påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når der er tale om et komplekst og alvorligt arbejdsmiljøproblem. Imidlertid skal der foreligge relevante oplysninger, så der kan foretages en vurdering, når reglerne - og forholdene på stedet - giver anledning til dette. Det fremgår af reglerne, at der gives påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når konstaterede løft udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion (§ 9, stk. 1), og kun hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år ikke har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted og løsningen umiddelbart kan overføres (§ 6, stk. 2). Myndigheden skal dokumentere, at betingelsen i § 9, stk. 1, er opfyldt, og at der ikke er grundlag for at fritage arbejdsgiveren efter § 6, stk. 2. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at sagen ikke var tilstrækkelig oplyst til, at der kunne foretages disse vurderinger, der med den fornødne sikkerhed dokumenterede, at der også var grundlag for et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste derfor spørgsmålet om autoriseret arbejdsmiljørådgiver, men fastholdt, at der var grundlag for påbuddet om at sikre, at arbejdet blev udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. maj 2012 behandlet klagen over Arbejdstilsynets afgørelse af 27. juli 2011. [Navn udeladt] klager over, at [virksomhedens navn udeladt] skal 1) sikre at opbygning af flypalletter og flycontainere udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt 2) bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud om, at [virksomhedens navn udeladt] skal sikre, at opbygning af flypalletter og flycontainere udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder, at [virksomhedens navn udeladt] skal efterkomme nævnets afgørelse senest den 20. august 2012 og skal sende en tilbagemelding herom til Arbejdstilsynet senest den 27. august 2012. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser Arbejdstilsynets påbud om, at [virksomhedens navn udeladt] skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme påbuddet. Det betyder, at [virksomhedens navn udeladt] ikke er forpligtet til at indgå aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. B E G R U N D E L S E Opbygning af flypalletter og flycontainere Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at håndteringer af byrder, som det foregik ved opbygningen af flypalletter og flycontainere ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 22. juni 2011, ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at der ved enkeltmandsløft blev håndteret 2,5 meter lange kasser med en vægt på 20 kilo. Kasserne blev taget i ¾-arms afstand fra kroppen, båret cirka 8 meter i underarmsafstand, afsat på flypallen i ¾-arms afstand samtidig med, at der forekom asymmetri/vrid og foroverbøjning i ryggen. Et etableret sugeanlæg til løft blev ikke benyttet på grund af tidspres. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at en kasse på 41,5 kilo ved et to-mandsløft blev båret cirka 4 meter i ¾-arms afstand med foroverbøjet ryg, inden den blev afsat på flypallen i skulderhøjde. Et etableret sugeanlæg til løft blev ikke benyttet. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at der ved pakning af flycontainer (type ALF) blev løftet 4 kasser på 25 kilo fra en placering på gulvet. Løftene foregik med foroverbøjet ryg, vrid i ryggen. Afsætning af kasserne foregik i ¾-arms afstand. To af kasserne skulle placeres længst inde i flycontaineren. Ved disse to løft stod medarbejderen med foroverbøjet ryg og med overkroppen inde i flycontaineren, idet medarbejderen ikke kunne stå oprejst. Det blev oplyst af både virksomhedens arbejdsmiljørepræsentant og -leder, at der er klare regler for, at flycontainere ikke må pakkes, når de er placeret på gulvet. Imidlertid oplyste medarbejderen, at den container, der blev pakket ved Arbejdstilsynets tilsyn, var placeret på gulvet, fordi den eneste tomme workstation (ifølge en uformel aftale mellem medarbejderne) var forbeholdt en anden flyafgang. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger endelig vægt på, at to dunke på hver 25 kilo samt en kasse på 11 kilo blev håndteret fra gulvhøjde med foroverbøjet ryg, i ¾-arms afstand og med vrid i kroppen ved afsæt i flycontainer (type AKN). Der var ikke etableret tekniske hjælpemidler, hvor dette arbejde foregik. Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen ikke særskilt taget stilling til det i Arbejdstilsynets afgørelse bilag 12 nævnte krav om, at der skal bruges egnede tekniske hjælpemidler, idet [virksomhedens navn udeladt] efter afgørelsens ordlyd alene er givet påbud om at sikre, at arbejdet med opbygning af flypalletter og -containere foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. [Navn udeladt] anfører, at virksomheden på tidspunktet for Arbejdstilsynets besøg var i gang med at implementere en lang række tekniske foranstaltninger, og at virksomhedens placering var af midlertidig karakter. [Navn udeladt] oplyste i brev af 27. februar 2012, at virksomheden var kommet langt med implementeringen af de tekniske foranstaltninger, og at virksomheden forventede, at flytningen tilbage til den oprindelige adresse var gennemført den 14. marts 2012. Arbejdsmiljøklagenævnet bemærker hertil, at det er forholdene på tidspunktet for tilsynsbesøget, der er afgørende for, om der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. At forholdene var midlertidige, og at virksomheden efterfølgende er flyttet tilbage til de permanente og bedre indrettede lokaler, er uden betydning for sagens udfald, men kan være en efterkommelse af påbuddet. [Navn udeladt] anfører, at beskrivelserne af de faktiske forhold i vidt omfang er ukorrekte. Efterfølgende anfører [navn udeladt], at der intet sted i afgørelsen af 27. juli 2011 fra Arbejdstilsynet er henvist til fotomateriale, og at der intet er nævnt om, at der skulle være optaget fotos i forbindelse med tilsynsbesøget. [Navn udeladt] finder således ikke, at de fremsendte fotos på nogen måde kan inddrages i sagen. Arbejdsmiljøklagenævnet bemærker, at nævnet har lagt vægt på de forhold, der er konstateret af Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 22. juli 2011 samt de ansattes og ledelsens oplysninger ved den lejlighed. Det skal endvidere bemærkes, at det fremgår af Arbejdstilsynets besøgsrapport af 22. juni 2011, at der under tilsynsbesøget blev indhentet dokumentation i form af billeder. Arbejdsmiljøklagenævnet har ikke truffet afgørelse i sagen alene på grundlag af de billeder, der er optaget af Arbejdstilsynet, men billederne kan være et supplement til Arbejdstilsynets beskrivelse af forholdene. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. Autoriseret arbejdsmiljørådgiver Sagen er ikke tilstrækkeligt oplyst. Arbejdstilsynet kan påbyde, at arbejdsgiveren skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver med henblik på at styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden. I reglerne om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver indgår to forhold i vurderingen af, om der i dette tilfælde er grundlag for et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Det ene forhold er, om de konstaterede løft udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion. Det andet forhold er, om arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Arbejdstilsynet har konstateret, at der var tekniske hjælpemidler til rådighed for flere af løfteopgaverne, men at de ikke blev benyttet. Det er oplyst af medarbejderne, der udførte arbejdsopgaven, og af arbejdsmiljøorganisation og ledelsesrepræsentanter, at ”arbejdsfunktionen var en del af medarbejdernes normale arbejdsfunktion”. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at disse forhold ikke i sig selv dokumenterer, at løftearbejdet, som det blev konstateret, sker som et led i den sædvanlige arbejdsfunktion. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at Arbejdstilsynet - når der faktisk er et egnet teknisk hjælpemiddel til rådighed - må indhente konkrete oplysninger således, at det er muligt at foretage en vurdering af, om det konstaterede arbejde sker som et led i den sædvanlige arbejdsfunktion. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer endvidere, at det ikke - uden yderligere oplysninger i den konkrete situation - kan afvises, at arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Dette skyldes, at der i produktionsenheden er tekniske hjælpemidler, som er egnede til løftearbejde. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: – Om løft: • § 38, stk. 1 og § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 3, § 4, stk. 1, § 5, stk. 1 og § 6, samt bilag til § 4, i bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering. – Om Arbejdstilsynet ret til at give påbud: • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. – Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: • § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 • § 6 og § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet samt breve af 27. februar 2012 og 13. april 2012 fra [navn udeladt]. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til – Arbejdstilsynet – [Adressat udeladt] – [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manual håndtering Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Stk. 3. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. § 4. Ved vurderingen af den sikkerheds- og sundhedsmæssige risiko ved et arbejde med manuel håndtering skal navnlig byrdens beskaffenhed tages i betragtning og desuden den nødvendige fysiske anstrengelse, arbejdsstedets beskaffenhed og arbejdsforholdene i øvrigt, jf. de i bilaget opregnede faktorer. Stk. 2. Ved arbejde med løft m.v. af personer skal vurderingen ske i overensstemmelse med stk. 1 og desuden med særlig hensyntagen til risikoen for pludselige belastninger. Stk. 3. Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet og iværksættelse af foranstaltninger skal ske med hensyntagen til de i stk. 1 og 2 nævnte faktorer og i overensstemmelse med §§ 5-11. § 5. Byrdens vægt, form, overflade, dens placering før og efter håndteringen og det antal gange, byrden flyttes, skal så vidt muligt afpasses således, at den manuelle håndtering ikke medfører fare for sikkerhed eller sundhed. Stk. 2. Byrden skal emballeres, når det er nødvendigt for, at håndteringen kan udføres uden risiko. Emballage skal være udført fuldt forsvarligt. § 6. Egnede tekniske hjælpemidler skal bruges, når det er muligt og hensigtsmæssigt, og altid når den manuelle transport indebærer fare for sikkerhed eller sundhed. … Bilag til § 4 Vurderingsfaktorer 1. Byrdens beskaffenhed Manuel håndtering af en byrde kan medføre risiko for sikkerhed eller sundhed, hvis byrden – er for tung eller for stor – er uhåndterlig eller vanskelig af få fat på – er i ustabil balance eller har et indhold, der kan forskubbe sig – er placeret på en sådan måde, at den skal holdes eller håndteres i en vis afstand fra kroppen, eller med bøjet eller drejet krop – på grund af sin form og/eller sin beskaffenhed vil kunne påføre den beskæftigede kvæstelser, navnlig hvis han rammes af den. 2. Den nødvendige fysiske anstrengelse En fysisk anstrengelse kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, hvis den – er for stor – kun kan foregå ved, at kroppen drejes – kan medføre, at byrden pludselig bevæger sig – foregår med kroppen i en ustabil position. 3. Arbejdsstedets beskaffenhed Arbejdsstedets beskaffenhed kan øge risikoen for sikkerhed eller sundhed, hvis – arbejdet udføres på et sted, hvor der ikke er tilstrækkelig plads, navnlig i højden – gulvet er ujævnt, hvorfor der er fare for at snuble, eller er af en sådan art, at fodtøj glider på det – arbejdsstedets indretning eller forholdene iøvrigt forhindrer håndtering af byrder i en arbejdshøjde eller i en arbejdsstilling, der er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarlig – gulv eller underlag er niveauforskudt, hvilket indebærer, at byrden må håndteres i forskellige højder – gulv eller støttepunkt er ustabilt – temperaturen, fugtigheden eller ventilationen er uhensigtsmæssig. 4. Arbejdsforhold i øvrigt Arbejdet kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, hvis det medfører et eller flere af følgende forhold – for hyppig eller for langvarig belastning af især ryggen – utilstrækkelige perioder til fysiologisk hvile eller restituering – løftning, sænkning eller transport over for store afstande – et arbejdstempo, der pålægges den beskæftigede af en arbejdsproces, han ikke selv kan variere. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen Det ergonomiske område § 9. Løft af emner, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, 1) ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og 2) der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af byrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads og uhensigtsmæssigt underlag. Stk. 2. Når der ikke er udviklet egnede tekniske løsninger på løft, der overstiger grænserne i stk. 1, afgives påbud til virksomheden om brug af autoriseret rådgivning ved gennemførelse af midlertidige foranstaltninger med henblik på at nedbringe belastningen. Kapitel 4 Rådgivningspligt … § 43. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning senest 6 uger efter, at påbuddet om rådgivning er modtaget. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 3. Modtageren af påbud om rådgivning skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til § 43. …

Versioner

  1. 2012-11-29