Gelex

Ansat var klageberettiget i sag om mobning – Ophævelse af påbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø – arbejdsmiljørådgiver

GældendeVersion 2012-11-29
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9581@2012-11-29/da

Indhold
  1. Indledning

Ansat var klageberettiget i sag om mobning – Ophævelse af påbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø – arbejdsmiljørådgiver

En ansat i en SFO bad Arbejdstilsynet om at vurdere det psykiske arbejdsmiljø i SFOén. Den ansatte havde cirka 14 dage før fået meddelelse fra sin arbejdsgiver om, at den ansatte påtænktes afskediget med et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Arbejdstilsynet gennemførte cirka 2 måneder efter henvendelsen tilsyn i SFOén og traf på den baggrund afgørelse med påbud om, at kommunen skulle undersøge det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på en gennemført trivselsundersøgelse, som blev udført 1½ år forud for påbuddet. Arbejdstilsynet ophævede imidlertid undersøgelsespåbuddet efter en klage fra kommunen over undersøgelsespåbuddet. Den tidligere SFO ansatte klagede over ophævelsen af påbuddet til Arbejdsmiljøklagenævnet. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fandt, at den ansatte er klageberettiget i forhold til Arbejdstilsynets afgørelse om ophævelse af påbud om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø samt påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at udføre undersøgelsen, idet nævnet fandt at den ansatte havde en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Nævnet lagde vægt på, at den ansatte havde bedt Arbejdstilsynet om at vurdere det psykiske arbejdsmiljø. Nævnet lagde herved til grund, at den ansatte var ansat på det tidspunkt, hvor den ansatte havde henvendt sig til Arbejdstilsynet. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fandt imidlertid ikke grundlag for undersøgelsespåbuddet, og fastholdt således Arbejdstilsynets ophævelse heraf, idet Arbejdstilsynet havde lagt vægt på den 1½ år gamle trivselsrapport.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. maj 2012 behandlet din klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 28. juni 2011 om ophævelse af påbud af 23. maj 2011 om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø på [Adressat udeladt] SFO samt påbud om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at udføre undersøgelsen. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet kan behandle din klage, da du er berettiget til at klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 28. juni 2011. Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 28. juni 2011 om ophævelse af påbud om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø på [Adressat udeladt] SFO samt påbud om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at udføre undersøgelsen. B E G R U N D E L S E Begrundelse for at du anses for klageberettiget: Arbejdsmiljøklagenævnet har vurderet, at du er klageberettiget i forhold til Arbejdstilsynets afgørelse af 28. juni 2011 om ophævelse af påbud af 23. maj 2011 om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø på [Adressat udeladt] SFO samt påbud om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at udføre undersøgelsen. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at du den 15. november 2010 bad Arbejdstilsynet om at vurdere det psykiske arbejdsmiljø på [Adressat udeladt] SFO. Du modtog den 2. november 2010 meddelelse fra [Adressat udeladt] om, at du påtænktes afskediget fra din ansættelse som pædagog i fleksjob, og det fremgår, at du havde et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Arbejdsmiljøklagenævnet har derfor lagt til grund, at du fortsat var ansat på det tidspunkt, hvor du henvendte dig til Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøklagenævnet har derfor vurderet, at du har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald, og at du dermed er berettiget til at klage. Begrundelse for at fastholde Arbejdstilsynets afgørelse om at ophæve påbuddet om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø og om brug af arbejdsmiljørådgiver Arbejdsmiljøklagenævnet har vurderet, at Arbejdstilsynet ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse med påbud om at undersøge det psykiske arbejdsmiljø på [Adressat udeladt] SFO. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer således, at Arbejdstilsynet på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 31. januar og 28. februar 2011 ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at der var mistanke om, at arbejdet i SFO'en ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved afgørelsen om undersøgelsespåbud lagde vægt på en trivselsundersøgelse fra 2009, der var udarbejdet 1 ½ år forud for påbuddet. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der i denne periode kan være sket væsentlige forandringer i det psykiske arbejdsmiljø, som kan have betydning for vurderingen af, om der er mistanke om sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på tilsynstidspunktet. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger herved vægt på, at [Adressat udeladt] SFO som opfølgning på trivselsundersøgelsen fra 2009 har haft fokus på den sociale kapital bl.a. via arbejdet med rolleklarhed. Det er endvidere besluttet at arbejde videre med tillid og troværdighed. Det er Arbejdsmiljøklagenævnets vurdering, at det ikke har været muligt at vurdere, om der var mistanke om et dårligt psykisk arbejdsmiljø, idet de nævnte tiltag på besøgstidspunktet, ikke var evalueret. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger endelig vægt på, at der heller ikke i forbindelse med gruppesamtalen, er fremkommet indikationer for, at der er konkrete problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøklagenævnet bemærker, at mobning, efter det oplyste, var undersøgt i trivselsundersøgelsen fra efteråret 2009. Ifølge det oplyste var det udelukkende én enkelt person på hele [Adressat udeladt], der på tidspunktet for undersøgelsen følte sig mobbet. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt denne person havde en tilknytning til SFO’en. Det er Arbejdsmiljøklagenævnets vurdering, at det i sagen nævnte eksempel på, at en ukendt medarbejder har haft kontakt til pressen, ikke i sig selv sandsynliggør, at der er en begrundet mistanke om et dårligt psykisk arbejdsmiljø i SFO’ en. Arbejdsmiljøklagenævnet er forstående over for, at din henvendelse til Arbejdstilsynet udviser frustration over og mistillid til ledelsen. Henvendelsen beskriver uenighed med ledelsen om flere arbejdsmæssige forhold, bl.a. indretning af arbejdspladsen i forhold til skånehensyn i forbindelse med din ansættelse i flexjob. Det er imidlertid nævnets vurdering, at de beskrevne forhold hverken direkte eller indirekte er en følge af din arbejdsfunktion som pædagog. Disse forhold ligger uden for Arbejdsmiljøklagenævnets kompetenceområde. Arbejdsmiljøklagenævnet har i den forbindelse noteret sig, at du i brev af 29. april 2012, til nævnet har oplyst, at en håndtering af en anmodning om aktindsigt og forventningsafstemning ”spænder ben” for dokumentation, idet [Adressat udeladt] ikke har sendt dig hele indholdet af din personalemappe, og at Arbejdstilsynet mangler at udlevere de dokumenter, som Arbejdstilsynets tilsynsførende fik udleveret af dig på møde den 3. december 2010. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, som nævnt, at nævnet ikke finder din arbejdsfunktion, herunder indholdet af din personalemappe, kan vedrøre forhold, der kan have betydning for vurderingen af sagen, som bygger på en trivselsundersøgelse fra 2009, og som ligger inden for nævnets kompetence. Nævnet skal desuden henvise til Arbejdstilsynets svar til dig vedrørende din anmodning om aktindsigt, herunder at Arbejdstilsynet har oplyst, at de udleverede og scannede dokumenter desværre ikke kan åbnes, og at de ikke findes i fysisk form. Arbejdstilsynet har derfor over for dig beklaget dette. Arbejdsmiljøklagenævnet finder imidlertid ikke, at de manglende dokumenter kan have betydning for nævnets vurdering af Arbejdstilsynets afgørelse om ophævelse af påbuddet om undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, idet afgørelsen, som afgørende begrundelse, lagde vægt på trivselsundersøgelse fra 2009. Arbejdsmiljøklagenævnet skal imidlertid udtrykke kritik over for Arbejdstilsynet af, at de dokumenter, som du afleverede til Arbejdstilsynet under mødet den 3. december 2010, af Arbejdstilsynet anses for bortkommet. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at der ikke på [Adressat udeladt] SFO på tidspunktet for Arbejdstilsynets besøg i januar og februar 2011, var en konkret begrundet mistanke om problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til: – Om Arbejdstilsynets ret til at forlange undersøgelse af arbejdsmiljøet • § 21, stk.1, i lov om arbejdsmiljø jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 om arbejdsmiljø. – Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud om brug af autoriseret rådgiver • § 21, stk. 2 og § 77 a, i lov om arbejdsmiljø jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 om arbejdsmiljø • § 5, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, brev af 14. december 2011 fra Folketingets Ombudsmand, brev af 4. januar 2012 fra Arbejdsmiljøklagenævnet, brev af 13. marts 2012 fra [Adressat udeladt], brev af 14. marts 2012 fra [Adressat udeladt] samt brev af 21. marts 2012 fra arbejdsmiljørepræsentant [Adressat udeladt], mail fra [Adressat udeladt] af 29. april samt brev af 29. april 2012 fra [Adressat udeladt]. På klagenævnets vegne [Adressat udeladt] Kopi til – Arbejdstilsynet, – [Adressat udeladt]att. : Arbejdsmiljørepræsentant – [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 21. Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, prøver og besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at undersøgelser m.v., der er forlangt af Arbejdstilsynet efter stk. 1, skal foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere § 5. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver påbud om undersøgelse af arbejdsmiljøforholdene i en produktionsenhed for at afdække, om der er psykiske arbejdsmiljøproblemer.

Versioner

  1. 2012-11-29