Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00326

GældendeVersion 2012-12-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9617@2012-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00326

Resumé Klager – moderen til børnene – klagede over indslaget ”BORTFØRELSER: FAR VENTER PÅ 4. ÅR” på DR1. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Da [Moderen] er den omtalte mor i udsendelsen den 24. juni 2012, har hun retlig interesse i at få klagen behandlet. Klagen realitetsbehandles herefter. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. På baggrund af sagens oplysninger lægges det til grund, at [Moderen] rejste til Danmark 30. juli 2007 med henblik på en måneds ophold med børnene. Hun blev imidlertid i Danmark og rejste ikke til Italien til [Faderen], da hendes far var blevet syg. [Moderen] ansøgte om separation 30. april 2008. Faderen ansøgte om bistand til at få børnene udleveret til Italien og anlagde sag i Italien i juli 2008. I oktober 2008 bestemte fogedretten i Sønderborg, at børnene skulle udleveres (afgørelsen stadfæstes af Vestre Landsret i februar 2009). I marts og maj 2009 afholdtes møder med henblik på, at børnene udleveredes til faderen. Børnene gav udtryk for, at de ikke ønskede at tage med faderen, der i marts 2009 ikke ønskede at tvinge børnene med sig, men i maj 2009 med magt forsøgte at få børnene med sig. Tilbageleveringen nægtedes derfor i maj 2009, og moderen blev midlertidigt tillagt forældremyndigheden. Afgørelsen om forældremyndighed blev af faderen kæret til landsretten, der imidlertid ikke ville tillægge moderen myndigheden. Moderen og faderen har i april 2012 indgået forlig om forældremyndigheden. Moderen har derfor eneforældremyndigheden. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere DR for at omtale tidsrummet – fra juli 2008, hvor sagen om udlevering blev anlagt og til første udleveringsforsøg i marts 2009 blev forsøgt – som otte måneder. Pressenævnet finder videre, at indslaget korrekt beskriver, at børnene ifølge rettens afgørelse skal udleveres til faderen, men at udleveringen siden nægtedes, da børnene ikke ønskede at tage med ham. Nævnet finder imidlertid, at DR burde have oplyst, at årsagen til, at udleveringen ikke blev gennemført i marts 2009, var, at børnene ikke frivilligt ønskede at tage med deres far. I maj 2009 endte andet udleveringsforsøg således med, at faderen med magt forsøgte at tage børnene med, inden tilbageleveringsforsøget blev stoppet og nægtet. Pressenævnet finder, at indslaget ved at udelade denne væsentlige oplysning fremstår ensidigt. Nævnet udtaler kritik af DR for at have udeladt væsentlige oplysninger om konflikten, selvom DR var i besiddelse af retsudskrifterne i sagen. Det forhold, at indslaget primært havde til formål at give en kritisk vinkel på retssystemets sagsbehandling i denne type tvister, kan ikke føre til et andet resultat. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggøre følgende: ”Studieværten oplæser følgende: Pressenævnet har i en kendelse kritiseret DR for at udelade væsentlige oplysninger i omtalen af en konflikt om forældremyndighed. Det drejer sig om indslaget ”BORTFØRELSER: FAR VENTER PÅ 4. ÅR” , der blev bragt i ”21 Søndag” den 24. juni i år. I indslaget fortæller vi, hvordan en italiensk far forgæves har kæmpet for at få udleveret sine børn til Italien, selv om han i 2009 havde fået de danske domstoles ord for, at børnenes danske mor skulle udlevere dem. Pressenævnet kritiserer 21Søndag for at udelade væsentlige oplysninger, som 21 Søndag var i besiddelse af. Pressenævnet fastslår, at 21 Søndag burde have oplyst, at årsagen til, at udleveringen ikke blev gennemført i 2009, var, at børnene ikke frivilligt ønskede at tage med deres far til Italien. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på nævnets hjemmeside, som har denne adresse [Her indsættes et skilt med følgende adresse : www.pressenaevnet.dk]: www.pressenaevnet.dk ”

[Moderen] har klaget til Pressenævnet over et indslag på DR1 den 24. juni 2012, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Moderen] er [Faderen]s tidligere ægtefælle. 1 Sagsfremstilling DR1 sendte den 24. juni 2012 udsendelsen ”21 Søndag”. I udsendelsen blev følgende indslag ”BORTFØRELSER: FAR VENTER PÅ 4. ÅR” bragt: ”Studievært: Italienske [Faderen] her har to piger, der for fire år siden blev bortført af deres mor til Danmark. Han fik rettens ord for, at de skulle udleveres til ham i Italien, men sagen var længe undervejs, pigerne faldt til i Danmark – og så kunne de i sidste ende så alligevel ikke udleveres. Speak: [Faderen] gør sig klar til et møde i Statsforvaltningen på sit hotel ved den dansk-tyske grænse. I dag skal det afklares, om han kan få samvær med sine to døtre – som hans ekskone for fire år siden bortførte fra Italien til Danmark. [Faderen] (taler engelsk, de danske undertekster er gengivet): Det er ligesom at dø. I omkring et år kunne jeg ikke sove. Speak: [Faderen] har ellers både fogedretten og landsrettens ord, for at børnene er blevet bortført – og at de derfor skal udleveres – uden at det ville være til skade for dem. Speak: Men sagen trak ud – og ved første forsøgte udleveringsforsøg, var der allerede gået otte måneder – det betød, at børnene var faldet til i Danmark, og at en ny psykolog nu vurderede, at det ville være til skade for dem at blive flyttet. [Faderen]: I løbet af de måneder var der sket noget med mine døtre som fuldstændig ændrede dem. Speak: Det er nu to år siden, [Faderen] sidst har set sine børn. [Faderen]: Jeg forsøger at undgå at gå ind på børnenes værelse. Nogle gange går jeg derind, men. Speak: Ifølge familieadvokat Lars Borring, der netop beskæftiger sig med sager om børnebortførelser, er [Faderen]s sag ikke enestående. Tiden spiller nemlig ofte en altafgørende rolle i sager om børn. Lars Borring, familieadvokat: Det ender med, at den, der har fjernet børnene, er med dem i så lang tid, at man synes, det er synd for børnene eller til skade for børnene at flytte dem, hvilket man ikke ville have syntes, hvis man havde behandlet dem meget hurtigere. Speak: Når et barn bortføres over grænser af den ene forælder, skal sagen afklares efter den såkaldte Haagerkonvention. Den skal sikre, at barnet bliver udleveret til sin primære bopæl, mens sagen om forældremyndighed afklares. Men der kan spekuleres i at trække tiden, sådan som myndighederne behandler sagerne i dag. Lars Borring: Og så er det jo altså, at man gør grin med systemet. Så er det den, der tager magten selv og laver selvtægten, der får ret. Speak: [Faderen] kigger de sidste papirer igennem, inden turen går mod Statsforvaltningen i Aabenraa. [Faderen]: Jeg forventer ikke rigtig noget, men jeg håber. Speak: I tiden op til retssagerne om udlevering af børnene talte [Faderen] ofte i telefon med sine to piger, men efter sagen gik i hårdknude har kontakten været sparsom, og der har ikke været meget hjælp at hente fra de danske myndigheder. [Faderen]: Det er børnene, der er taberne. Systemet beskytter ikke børnene. Speak: Men på trods af manglende hjælp fra myndighederne har [Faderen] aldrig selv forsøgt at tage sine børn med tilbage til Italien. [Faderen]: Det ville jeg aldrig gøre, for jeg tror fuldt og fast på lovlydighed. Hvis man opfører sig ulovligt foran sit barn, så skader man helt sikkert barnet. Lars Borring: Hvis det ligger klart i loven, at det at stikke af med børn udløser en omgående reaktion, for eksempel at man siger, den, der stikker af med sine børn og forhindrer kontakt med den anden, ikke er egnet som forælder – i hvert fald ikke i øjeblikket – og så man anbringer børnene omgående hos den anden, så stopper folk med det. Så vil de ikke løbe risikoen. Speak: Lars Borring mener derfor, at man fra dansk side skulle gøre mere for at få sager om børnebortførelser hurtigt for en dommer. […] Speak: Det tog fire år for [Faderen] fra hans børn blev bortført til, at han i dag kunne begynde at forhandle om at se dem igen. Mødet i Statsforvaltningen tog tre timer. [Faderen] blev tilbudt et forlig om samvær med sine døtre – hvis han vel at mærke opgiver sin sag om forældremyndighed i Italien. [Faderen]: Det er begyndelsen på en løsning, som jeg har ønsket i flere år. […]” [Moderen] klagede den 7. juli 2012 til DR, der afviste klagen ved e-mail af 3. september 2012. Klagen er modtaget i Pressenævnet den 19. september 2012. Yderligere oplysninger Retten i Sønderborg tillagde ved kendelse af 12. januar 2010 forældremyndigheden over børnene midlertidigt til moderen, [Moderen]. Af kendelsen fremgår følgende: ”[…] Sagens omstændigheder: […] Sagsøgeren [moderen] og børnene tog den 30. juli 2007 til Danmark for at besøge sagsøgerens familie, mens sagsøgte flyttede tilbage til Italien. Det var meningen, at sagsøgeren skulle være i Danmark i en måned og derefter atter rejse tilbage til Italien. Men da sagsøgeren opdagede, at hendes far var syg, besluttede hun at forlænge opholdet i Danmark. […] Sagsøgeren søgte om separation den 30. april 2008 […] Sagsøgte bad de italienske myndigheder om bistand til at få børnene udleveret fra Danmark, og den 3. juli 2008 bad Familiestyrelsen derfor fogedretten om at tage stilling til, om børnene kunne udleveres til Italien. Den 4. juli 2008 anlagde sagsøgte sag ved retten i Catania, Italien, om separation og forældremyndighed. Den 3. oktober 2008 bestemte fogedretten, at børnene skulle tilbageleveres til sagsøgte [faderen] i Italien. Fogedrettens kendelse blev den 6. februar 2009 stadfæstet af Vestre Landsret. Den 5. marts 2009 blev der afholdt fogedretsmøde med henblik på børnenes udlevering. Sagsøger [moderen] udleverede børnene, men de ønskede ikke at tage med sagsøgte frivilligt, og der var derfor langvarige drøftelser. Mødet blev udsat på sagsøgtes [faderens] overvejelser, og senere samme dag meddelte sagsøgte, at han ikke mod børnenes ønske ville tvinge dem med ham til Italien. Den 29. maj 2009 blev børnene på ny udleveret i fogedretten af sagsøger [moderen], men børnene ønskede fortsat ikke at gå med sagsøgte frivilligt. Da sagsøgte med magt forsøgte at få børnene med sig, opstod der håndgemæng mellem sagsøgte og børnene. På baggrund af den tilstedeværende psykologs erklæring om forløbet afsagde fogedretten kendelse om, at tilbagegivelse til sagsøgte nægtes. Kendelsen blev ikke påkæret af sagsøgte. […] Fogedretten har den 10. november 2009 truffet afgørelse om afvisning af sagsøgtes begæring om fornyet prøvelse af sagsøgtes begæring om tvangsfuldbyrdelse af Vestre Landsrets afgørelse [af 6. februar 2009]. […] Rettens bemærkninger: […] Fogedretten har i oktober 2008 fastslået, at sagsøgeren [moderen] ulovligt har tilbageholdt børnene i Danmark efter maj måned 2008. Afgørelsen er stadfæstet af Vestre Landsret i februar 2009. […] Børnene var ulovligt i Danmark frem til 5. marts 2009, hvor de blev udleveret af sagsøgeren [moderen]. […] På mødet i fogedretten den 29. maj 2009 opstod der håndgemæng mellem børnene og sagsøgte [faderen], fordi sagsøgte med magt ville tage børnene med til Italien imod deres ønske. Psykolog Ingrid Dirks erklærede på denne baggrund, at videre udleveringsforsøg måtte antages at være til alvorlig fare og skade for børnenes sundhed, trivsel og udvikling. […]” Kendelsen fra Retten i Sønderborg blev kæret til Vestre Landsret. Landsretten omgjorde byrettens afgørelse og afviste ved kendelse af 12. marts 2010 moderens anmodning om midlertidigt at få tillagt forældremyndigheden. Af en dansk oversættelse af Domstolen for mindreårige i Catanias kendelse af 12. oktober 2011 fremgår det, at faderen den 18. februar 2011 anmodede om, at [Moderen] blev frataget forældremyndigheden (ifølge kendelsen anmodede [Moderen] om udsættelse af sagen den 7. juli 2011). Under henvisning til verserende sager ved de danske domstole og ved den almindelige domstol i Catania vedrørende børnebortførelse, separation af ægtefællerne og forældremyndighed mente domstolen sig ikke kompetent til at behandle sagen, der i stedet skulle behandles i Danmark. [Moderen] og [Faderen] har den 9. maj 2012 ved Retten i Sønderborg indgået et retsforlig om, at den fælles forældremyndighed over børnene ophæves, og at forældremyndigheden tillægges moderen alene. [Moderen] er herefter eneforældremyndighedsindehaver. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Moderen]s synspunkter [Moderen] har anført, at DR i indslaget bringer usande oplysninger, og at mediet burde have forelagt klager oplysningerne inden offentliggørelsen. Hun har sammen med [Faderen] to piger, og hun har den fulde forældremyndighed over begge børn. Mange mennesker i Haderslev kender hendes tidligere ægtefælle og har kontaktet hende, da de har vidst, hvem klager og hendes børn var. Indslaget er ensidigt og manipuleret. Klagers tidligere ægtefælle fremstilles som en stakkels far, der ikke kan få lov til at se sine børn, og som er offer for systemets lange behandlingstider. Underforstået, at hans tidligere ægtefælle modsætter sig faderens samvær med børnene. Dette er ikke sandt. Ingen forælder får frataget forældremyndigheden uden, at der foreligger alvorlige hændelser til grund for det. [Faderen] var selv skyld i den lange behandling af sagen, idet han først anlagde sagen i henhold til Haagerkonventionen 11½ måned efter, at børnene og klager var rejst til Danmark. Kendelsen blev afsagt tre måneder senere. Indtil første tvangsudlevering var der således gået henholdsvis en og to en halv måned, udover de otte måneder, [Faderen] nævner i indslaget. [Faderen] har givet udtryk for, at han accepterede, at klager og pigerne opholdt sig i Danmark. Derudover har han sendt et månedligt beløb på 6.000 kroner, så hun og pigerne kunne klare sig. Først da klager meddelte ham, at hun ønskede at leve sammen med sin nye mand, besluttede [Faderen], at børnene var ”bortførte”. Det er ikke sandt, at [Faderen] aldrig har prøvet at hente børnene med magt. I april 2009 forsøgte han at tage pigerne med til Italien. Forsøget er beskrevet i en vitterlighedserklæring, han afgav over for den italienske ambassade. Den seneste retssag i Italien viser, at han ikke kun vil handle inden for loven. Det er uheldigt, at advokat Lars Borring udtaler sig ensidigt i forbindelse med sagen. DR har baseret indslagets oplysninger på to kendelser ud af en fire år lang konflikt. Klager har anført, at andre afgørelser med rette kunne have været inddraget i indslaget. Der er også en del uoverensstemmelser i [Faderen]s udtalelser, som klager kunne have korrigeret, og som kunne have været belyst med retsdokumenter. Klager ville gerne have været informeret af DR om udsendelsen, inden den blev offentliggjort. 2.2 DRs synspunkter DR har anført, at indslaget er kritisk over for systemet, der kritiseres af [Faderen]. Systemet dømmer på den ene side børn til udlevering, men er på den anden side så længe om at træffe afgørelse, at børnene alligevel ikke udleveres. Forholdet til klager er ikke i fokus, og der er ikke krænkende udsagn om hende. Hverken [Moderen]s eller børnenes identitet oplyses i indslaget. Det er åbenbart, at der er en række uenigheder mellem klager og [Faderen]. Det er imidlertid ikke formålet med indslaget at behandle disse uenigheder. De faktiske oplysninger i indslaget, der vedrører klager, er efter DRs opfattelse utvivlsomt korrekte. De er dokumenterede ved blandt andet Sønderborg Fogedrets kendelse af 3. oktober 2008, stadfæstet af Vestre Landsret 6. februar 2009 (gengivet i Tidsskrift for Familie- og Arveret 2009.308V – V2009.B.1842.08). Heraf fremgår det, at man ved første afgørelse i fogedretten i samråd med en børnesagkyndig psykolog havde gennemført samtaler med hvert af børnene. På baggrund af disse var der ikke grundlag for at antage, at de ville tage skade, hverken legemligt eller sjæleligt, ved en tilbagegivelse. Det er imidlertid ændret ved Vestre Landsrets kendelse af 12. marts 2010 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010.1744V og Tidsskrift for Familie- og Arveret 2010.446.1V). Heraf fremgår det, at en psykologs erklæring i forbindelse med andet udleveringsforsøg den 29. maj 2009, at det vil være en belastning for børnene at blive udleveret til Italien, indtil afgørelsen om forældremyndighed er faldet. De øvrige oplysninger med relation til klager er ikke skadelige for hende, og i øvrigt heller ikke af faktisk karakter. Indslagets andre oplysninger er alle udtryk for subjektive udsagn og påstande. DR har afvist, at journalisten har handlet partisk eller været påvirket af uvedkommende interesser. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Da [Moderen] er den omtalte mor i udsendelsen den 24. juni 2012, har hun retlig interesse i at få klagen behandlet. Klagen realitetsbehandles herefter. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. På baggrund af sagens oplysninger lægges det til grund, at [Moderen] rejste til Danmark 30. juli 2007 med henblik på en måneds ophold med børnene. Hun blev imidlertid i Danmark og rejste ikke til Italien til [Faderen], da hendes far var blevet syg. [Moderen] ansøgte om separation 30. april 2008. Faderen ansøgte om bistand til at få børnene udleveret til Italien og anlagde sag i Italien i juli 2008. I oktober 2008 bestemte fogedretten i Sønderborg, at børnene skulle udleveres (afgørelsen stadfæstes af Vestre Landsret i februar 2009). I marts og maj 2009 afholdtes møder med henblik på, at børnene udleveredes til faderen. Børnene gav udtryk for, at de ikke ønskede at tage med faderen, der i marts 2009 ikke ønskede at tvinge børnene med sig, men i maj 2009 med magt forsøgte at få børnene med sig. Tilbageleveringen nægtedes derfor i maj 2009, og moderen blev midlertidigt tillagt forældremyndigheden. Afgørelsen om forældremyndighed blev af faderen kæret til landsretten, der imidlertid ikke ville tillægge moderen myndigheden. Moderen og faderen har i april 2012 indgået forlig om forældremyndigheden. Moderen har derfor eneforældremyndigheden. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere DR for at omtale tidsrummet – fra juli 2008, hvor sagen om udlevering blev anlagt og til første udleveringsforsøg i marts 2009 blev forsøgt – som otte måneder. Pressenævnet finder videre, at indslaget korrekt beskriver, at børnene ifølge rettens afgørelse skal udleveres til faderen, men at udleveringen siden nægtedes, da børnene ikke ønskede at tage med ham. Nævnet finder imidlertid, at DR burde have oplyst, at årsagen til, at udleveringen ikke blev gennemført i marts 2009, var, at børnene ikke frivilligt ønskede at tage med deres far. I maj 2009 endte andet udleveringsforsøg således med, at faderen med magt forsøgte at tage børnene med, inden tilbageleveringsforsøget blev stoppet og nægtet. Pressenævnet finder, at indslaget ved at udelade denne væsentlige oplysning fremstår ensidigt. Nævnet udtaler kritik af DR for at have udeladt væsentlige oplysninger om konflikten, selvom DR var i besiddelse af retsudskrifterne i sagen. Det forhold, at indslaget primært havde til formål at give en kritisk vinkel på retssystemets sagsbehandling i denne type tvister, kan ikke føre til et andet resultat. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 at offentliggøre følgende: ”Studieværten oplæser følgende: Pressenævnet har i en kendelse kritiseret DR for at udelade væsentlige oplysninger i omtalen af en konflikt om forældremyndighed. Det drejer sig om indslaget ”BORTFØRELSER: FAR VENTER PÅ 4. ÅR” , der blev bragt i ”21 Søndag” den 24. juni i år. I indslaget fortæller vi, hvordan en italiensk far forgæves har kæmpet for at få udleveret sine børn til Italien, selv om han i 2009 havde fået de danske domstoles ord for, at børnenes danske mor skulle udlevere dem. Pressenævnet kritiserer 21Søndag for at udelade væsentlige oplysninger, som 21 Søndag var i besiddelse af. Pressenævnet fastslår, at 21 Søndag burde have oplyst, at årsagen til, at udleveringen ikke blev gennemført i 2009, var, at børnene ikke frivilligt ønskede at tage med deres far til Italien. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på nævnets hjemmeside, som har denne adresse [Her indsættes et skilt med følgende adresse : www.pressenaevnet.dk]: www.pressenaevnet.dk ” Afgjort den 18. december 2012

Versioner

  1. 2012-12-21