Gelex

Sikring af vægtere mod nedstyrtning i forbindelse med rundering på byggeplads

GældendeVersion 2013-01-09
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9634@2013-01-09/da

Indhold
  1. Indledning

Sikring af vægtere mod nedstyrtning i forbindelse med rundering på byggeplads

Sagen handlede om sikring af vægtere mod nedstyrtning i forbindelse med rundering på byggeplads. Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden straks skulle sikre ansatte mod nedstyrtning i forbindelse med rundering. Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at der ikke var grundlag for Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden straks skulle sikre ansatte mod nedstyrtning i forbindelse med rundering. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved afgørelsen om, at virksomheden skulle sikre mod nedstyrtning, blandt andet havde anvendt bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at det i denne sag omhandlede vægterarbejde ikke var omfattet af bekendtgørelsen, da bekendtgørelsen omfattede bygge- og anlægsarbejde. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at give virksomheden påbud om, at der skulle træffes effektive foranstaltninger til at forebygge risikoen for nedstyrtning bagved en udadgående dør, og hvor der umiddelbart uden for døren var en niveauforskel på 2,5 m, og hvor andre har fjernet og ikke genetableret en afspærring af døren. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde herved vægt på, at virksomhedens arbejdsopgave blandt andet bestod i at undersøge om døre på byggepladsen var låst. Arbejdsmiljøklagenævnet fandt derfor, at det ikke kunne pålægges virksomheden at sikre mod nedstyrtning, idet det ansås for at være entreprenørernes ansvar at sikre, at ingen styrtede ned fra byggepladser. Arbejdsmiljøklagenævnet lagde til grund for afgørelsen, at Arbejdstilsynet blev tilkaldt af politiet, som oplyste, at der var sket en arbejdsulykke på en byggeplads, hvor en vægter fra virksomheden under rundering på byggepladsen, styrtede ud af en uafspærret dør. Vægteren styrtede 2,5 m ned i en udvendig trappeskakt og afgik ved døden. Arbejdstilsynet konstaterede, at det drejede sig om en udadgående dør, som kunne åbnes blot ved at trykke på dørpladen og hvor der umiddelbart uden for døren var en uafspærret niveauforskel på 2,5 m. Der var ikke etableret anden form for afspærring, og ikke etableret udvendigt orienteringslys i nærheden af trappeskakten. Arbejdstilsynet fik oplyst, at døren var afspærret ved en sikkerhedsrundering torsdag eftermiddag den 1. marts 2012. Afgørelserne blev truffet af et enigt nævn.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. september 2012 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 9. marts 2012, hvor [navn udeladt] fik strakspåbud om, at sikre ansatte mod nedstyrtning i forbindelse med rundering, samt påbud om, at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå sig med at forebygge, at overtrædelsen gentager sig. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver Arbejdstilsynets afgørelse om, at [navn udeladt] straks skal sikre ansatte mod nedstyrtning i forbindelse med rundering. Det betyder, at [navn udeladt] ikke skal efterkomme Arbejdstilsynets påbud. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver endvidere Arbejdstilsynets afgørelse om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Det betyder, at [navn udeladt] ikke skal indgå en aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for Arbejdstilsynets afgørelse om, at [navn udeladt] straks skal sikre ansatte mod nedstyrtning i forbindelse med rundering. Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at Arbejdstilsynet ved afgørelsen om, at [navn udeladt] skal sikre mod nedstyrtning, blandt andet har anvendt bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde. Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at det i denne sag omhandlede vægterarbejde ikke er omfattet af bekendtgørelsen, da bekendtgørelsen omfatter bygge- og anlægsarbejde. Arbejdsmiljøklagenævnet finder desuden, at der ikke er grundlag for at give [navn udeladt] påbud om, at der skal træffes effektive foranstaltninger til at forebygge risikoen for nedstyrtning bagved en udadgående dør, og hvor der umiddelbart uden for døren var en niveauforskel på 2,5 m, og hvor andre har fjernet og ikke genetableret en afspærring af døren. Arbejdsmiljøklagenævnet har herved lagt vægt på, at [navn udeladt]s arbejdsopgave blandt andet består i at undersøge om døre på byggepladsen er låst. Arbejdsmiljøklagenævnet finder derfor, at det ikke kan pålægges [navn udeladt] at sikre mod nedstyrtning, idet det anses for at være entreprenørernes ansvar at sikre, at ingen styrter ned fra byggepladser. Det fremgår af lov om arbejdsmiljø, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår endvidere af lov om arbejdsmiljø, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at det ved udførelsen af arbejdet skal sikres, at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, ulykker hidrørende fra elektrisk strøm, rystelser og lignende. Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at Arbejdstilsynet den 4. marts 2012 blev tilkaldt af politiet, som oplyste, at der var sket en arbejdsulykke på byggepladsen [navn udeladt] i [bynavn udeladt], hvor en vægter fra [navn udeladt]under rundering på byggepladsen, styrtede ud af en uafspærret dør. Vægteren styrtede 2,5 m ned i en udvendig trappeskakt og afgik ved døden. Arbejdstilsynet konstaterede, at det drejede sig om en udadgående dør, som kunne åbnes blot ved at trykke på dørpladen og hvor der umiddelbart uden for døren var en uafspærret niveauforskel på 2,5 m. Der var ikke etableret anden form for afspærring, og ikke etableret udvendigt orienteringslys i nærheden af trappeskakten. Arbejdstilsynet fik oplyst, at døren var afspærret ved en sikkerhedsrundering torsdag eftermiddag den 1. marts 2012. Autoriseret arbejdsmiljørådgiver Det er en forudsætning for at give en arbejdsgiver et påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, at der er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Da der i dette tilfælde ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, er der ikke grundlag for påbuddet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Afgørelserne er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til - § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, nr. 1, § 42, stk. 1, § 77, stk. 1 og § 77 a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 - § 13, nr. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse - § 6, stk. 1 og § 23, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, [navn udeladt]s brev af 21. maj 2012 med bilag, Arbejdstilsynets brev af 7. juni 2012 og [navn udeladt]s brev af 22. juni 2012. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til - [navn udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2012 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj, velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole, udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange. Stk. 2. Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 3 Arbejdets udførelse … Særlige krav … § 13. Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres 1) at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, ulykker hidrørende fra elektrisk strøm, rystelser og lignende, 2) at fare for eksplosion, brand, forgiftning og kvælning m.v. er effektivt forebygget, 3) at der træffes effektive foranstaltninger for at forhindre udslip, lækage samt udvikling af støv, røg, damp, lugt, gas m.v., hvor dette kan medføre fare for sikkerhed eller sundhed, 4) at der træffes effektive foranstaltninger for at beskytte de ansatte, hvor arbejdsprocessen eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår, rummer mulighed for sygdomssmitte og 5) at klima- og belysningsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, under hensyntagen til det arbejde, der skal udføres. Der skal herunder træffes foranstaltninger til at beskytte de ansatte mod stærk hede eller kulde. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen Det fysiske område … § 23. Nedstyrtningsfare eller fare for sammenstyrtning ved arbejde på tage og konstruktioner samt i bygninger. …

Versioner

  1. 2013-01-09