Påbud om at foretage undersøgelse af blotlagt isoleringsmateriale på værkstedet, for at få afklaret om det indeholder asbestforurening
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2012/9650@2013-01-29/da
Indhold
Påbud om at foretage undersøgelse af blotlagt isoleringsmateriale på værkstedet, for at få afklaret om det indeholder asbestforurening
Arbejdstilsynet konstaterede ved et tilsynsbesøg hos en virksomhed, at der forefandtes blotlagt isoleringsmateriale i form af et damprør, hvor overfladen ikke var intakt. Arbejdstilsynet konstaterede endvidere, at damprøret var isoleret med et kiselgurlignende materiale. Arbejdstilsynet blev af virksomheden oplyst, at bygningen, herunder et værksted, hvori det blotlagte damprør forefandtes, var fra 1940´erne og 1950´erne. Endvidere blev det oplyst, at arbejde og ophold i bygningen var et led i de ansattes daglige arbejde. Arbejdstilsynet gav virksomheden et påbud om at foretage en undersøgelse af det blotlagte isoleringsmateriale for at få afklaret om det indeholder asbestforurening. Nævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse og lagde vægt på, at der på grund af bygningens alder og det blotlagte isoleringsmateriales udseende og indhold er en konkret mistanke om, at det blotlagte isoleringsmateriale kan indeholde asbestfibre, og at der derfor kan være risiko for, at virksomhedens medarbejdere udsættes for asbest. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det af Arbejdstilsynets erfaringer fremgår, at isoleringsmaterialer af rør, i særdeleshed damprør, i tiden før 1980 kan indeholde asbest. Nævnet lagde desuden vægt på, at damprøret under den røde overflade var isoleret med et kiselgurlignende materiale. Nævnet oplyste, at kiselgur ofte indeholder asbest, som i de fleste tilfælde er løst bundet til materialet, og hvis isoleringen er i stykker, er der risiko for, at der opstår støv, som indeholder asbestfibre. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at asbest ikke kan ses med det blotte øje, og at der ved indånding af asbest er risiko for, at det trænger ud i lungernes forgreninger, hvilket kan give anledning til asbestrelaterede sygdomme. Nævnet ophævede efterkommelsesfristen, idet nævnet fandt, at der ikke er hjemmel til at fastsætte en frist efter lovens § 21. Nævnet lagde herved vægt på, at reglen efter sin ordlyd alene angiver hjemmel til, at Arbejdstilsynet kan forlange, at arbejdsgiveren skal lade foretage undersøgelser med mere for at konstatere om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Reglen angiver ikke, at Arbejdstilsynet kan afgive undersøgelsespåbud med en efterkommelsesfrist. Nævnet hjemviste tilbagemeldingsfristen til Arbejdstilsynet, idet nævnet bemærkede, at Arbejdstilsynet havde fastsat en tilbagemeldingsfrist på en uge efter efterkommelsesfristen.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. oktober 2012 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 25. april 2012, hvor der er afgivet påbud om at foretage en undersøgelse af det blotlagte isoleringsmateriale på værkstedet. Arbejdstilsynet fastsatte en frist til at efterkomme påbuddet og en tilbagemeldingsfrist. Fristen blev fastsat til den 1. juli 2012 og tilbagemeldingsfristen en uge efter efterkommelsesfristen. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud af 25. april 2012, hvorved [navn udeladt] skal foretage en undersøgelse af det blotlagte isoleringsmateriale på værkstedet for at få afklaret, om det indeholder asbestfibre, således, at det sikres, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøklagenævnet ophæver efterkommelsesfristen. Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser fastsættelsen af tilbagemeldingsfrist til Arbejdstilsynet. B E G R U N D E L S E Påbud om at foretage undersøgelse af isoleringsmateriale på virksomhedens værksted: Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at der på grund af alderen på virksomhedens bygning og et i virksomhedens værksted blotlagt isoleringsmateriales udseende og indhold er en konkret mistanke om, at det blotlagte isoleringsmateriale kan indeholde asbestfibre, og at der derfor kan være risiko for, at virksomhedens medarbejdere, der arbejder i værkstedet, udsættes for asbest. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det af Arbejdstilsynets erfaringer fremgår, at isoleringsmaterialer af rør, i særdeleshed damprør, i tiden før 1980 kan indeholde asbest. Nævnet lægger desuden vægt på, at damprøret under den røde overflade er isoleret med et kiselgurlignende materiale, og at kiselgur ofte indeholder asbest, som i de fleste tilfælde er løst bundet til materialet, og hvis isoleringen er i stykker, er der risiko for, at der opstår støv, som indeholder asbestfibre. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at asbest ikke kan ses med det blotte øje, og at der ved indånding af asbest er risiko for, at det trænger ud i lungernes forgreninger og kan give anledning til asbestrelaterede sygdomme. Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Der skal foreligge en konkret begrundet mistanke om forhold, der ikke er arbejdsmiljømæssigt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, hvis en virksomhed skal have påbud om at foretage undersøgelser efter arbejdsmiljølovens regler. [Navn udeladt] har i forbindelse med klagen fremsendt bemærkninger til Arbejdstilsynets afgørelse af 10. oktober 2012. Det fremgår af bemærkningerne, at virksomheden er af den opfattelse, at Arbejdstilsynet ikke har godtgjort, at der foreligger en tilstrækkelig konkret begrundet mistanke om forhold, der ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. [Navn udeladt] anfører hertil, at Arbejdstilsynet argumenterer bredt med, at isolering af rør, og især damprør før 1980, skete med materialer, der kan indeholde asbest. Hertil skal nævnet bemærke, at det ikke alene er Arbejdstilsynets erfaring med, at isolering af damprør før 1980 skete med materialer, der kan indeholde asbest, der udgør begrundelsen for nævnets afgørelse. Afgørelsen er truffet ud fra en samlet vurdering af de akter og oplysninger, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og klager, herunder Arbejdstilsynets beskrivelse af det blotlagte isoleringsmateriale. [Navn udeladt] påpeger desuden i bemærkningerne af 10. oktober 2012, at den fremsendte sag, jf., sag nr. 7000108-12, omhandler et gulv, hvor der konstant er risiko for påvirkning og stor risiko for frigivelse af partikler. [Navn udeladt] påpeger, at der i virksomhedens tilfælde er tale om rørisolering under et loft, som er uden for nåhøjde og dermed uden risiko for påvirkning og risiko for frigivelse af partikler. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil oplyse, at nævnet ikke finder det afgørende, hvorvidt asbestforurening frigives fra et gulv eller fra isolering af rør i et loft, idet der er risiko for frigivelse af asbest, hvis asbesten ikke er indkapslet eller lignende. [Navn udeladt] anfører endvidere i bemærkningerne af 10. oktober 2012, at Arbejdstilsynet i afgørelsen af 25. april 2012 ukorrekt har henvist til arbejdsmiljølovens § 77, hvorved der ikke er hjemmel for påbuddet. Hertil kan nævnet oplyse, at den korrekte hjemmel for afgivelse af påbud om at foretage undersøgelse for at konstatere om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, følger af arbejdsmiljølovens § 21. En henvisning til lovens § 77 er en ukorrekt angivelse af hjemmel for påbuddet, men idet Arbejdstilsynet også har henvist til arbejdsmiljølovens § 21, er der afgivet korrekt hjemmel for påbuddet. Arbejdstilsynet har i udtalelse af 18. september 2012 oplyst, at der ikke er truffet afgørelse om overtrædelse af arbejdsmiljøloven, og at Arbejdstilsynet således ikke har fundet grundlag for at træffe afgørelse og give påbud efter reglerne om asbest. Efterkommelsesfristen og tilbagemeldingsfristen: Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at der ikke er hjemmel til at give efterkommelsesfrist i forbindelse med et undersøgelsespåbud efter arbejdsmiljølovens § 21, hvorved efterkommelsesfristen ophæves. Nævnet lægger herved vægt på, at reglen efter sin ordlyd alene angiver hjemmel til, at Arbejdstilsynet kan forlange, at arbejdsgiveren skal lade foretage undersøgelser med mere for at konstatere om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Reglen angiver ikke, at Arbejdstilsynet kan træffe afgørelser med en efterkommelsesfrist. Idet Arbejdstilsynet har meddelt en tilbagemeldingsfrist på en uge efter efterkommelsesfristen, hjemvises spørgsmålet herom til Arbejdstilsynet. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser i det hele er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Ved afgørelsen er anvendt følgende regler: § 21, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Reglerne kan læses på den følgende side. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og fra klager. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. … Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren … § 21. Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage undersøgelser, prøver og besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige, for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Stk. 2. … … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. …