Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold

GældendeVersion 2013-03-06
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/10046@2013-03-06/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold

J.nr. 7100080-13 Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager benyttede sig af indklagedes varmestuer. Klager havde ikke fremlagt oplysninger, der underbyggede hans påstand om, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse. Det var ikke tilstrækkeligt, at der var et flertal af kvindelige ansatte, eller at indklagede også modtog udlændinge på deres varmestuer. Ligebehandlingsnævnet tiltrådte derfor sekretariatets afvisning.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager benytter sig af indklagedes varmestuer. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen. Sagsfremstilling Klager har klaget over, at indklagede udøver forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse. Indklagede er en privat social hjælpeorganisation. Indklagede driver blandt andet varmestuer, hvor besøgende kan købe mad. Ligebehandlingsnævnets sekretariat afviste ved afgørelse af 1. februar 2013 sagen, idet det måtte anses for åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen. Sekretariatet anførte blandt andet i afgørelsen, at klager skulle kunne påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn eller etnisk oprindelse. Sekretariatet fandt ikke, at der var fremkommet oplysninger, der underbyggede, at klager havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn eller etnisk oprindelse. Det var ikke tilstrækkeligt, at der er et flertal af kvindelige ansatte hos indklagede, eller at indklagede også modtager udlændinge på deres varmestuer med videre. Der var således ikke, i de oplysninger klager havde indsendt, noget der tydede på, at den behandling, han havde fået, var begrundet i hans køn eller etniske oprindelse. Klager har påklaget sekretariatets afgørelse til nævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at der ikke er ligestilling mellem kvinder og mænd i indklagedes varmestuer. Han klager også over, at indklagede diskriminerer hvide danskere til fordel for udlændinge (farvede mænd fra Afrika, mænd og kvinder fra Polen, folk fra Bulgarien og Rumænien med videre). Klager oplyser, at der er et overtal af kvindelige ansatte og frivillige hjælper hos indklagede. Han mener ikke, at mandlige gæster får så mange goder, som kvindelige gæster i forhold til mad og drikke, tid og service. Han oplyser også, at han er blevet nægtet mad, og at han er blevet nægtet adgang til at bruge toilettet. Klager mener ikke, at der er styr på udlændingene, der ofte slås indbyrdes. Det er hans opfattelse, at personalet ved indklagede vedbliver at overprioritere farvede og andre udlændinge. Personalet opfører sig, som om stedet kun er for udlændinge. Indklagede gør gældende, at de behandler mænd og kvinder lige. De har oplyst, at de ansætter medarbejdere til det sociale arbejde ud fra deres kvalifikationer og ikke deres køn. De har videre oplyst, at deres sociale arbejdssteder tager udgangspunkt i menneskers behov for for eksempel mad, tøj og personlig samtale. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse. Nævnet tiltræder, at klager ikke har fremlagt oplysninger, der underbygger hans påstand om, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse. Nævnet tiltræder endvidere, at det ikke er tilstrækkeligt, at der er et flertal af kvindelige ansatte, eller at indklagede også modtager udlændinge på deres varmestuer med videre. Ligebehandlingsnævnet tiltræder derfor sekretariatets afvisning. <7100080-13>

Versioner

  1. 2013-03-06