Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00363

GældendeVersion 2013-02-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9064@2013-02-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00363

Resumé Klager fik sine synspunkter trykt stort set uændrede ved siden af artiklen Svær jagt på krakket ejendomsjonglør, og de blev delvist gentaget i avisen næste dag. Da Børsen i artiklerne tillige skriver, hvor oplysningerne om konkurserne stammer fra, udtaler Pressenævnet ikke kritik og afviser også at give klageren ret til et genmæle. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Formalia Efter medieansvarslovens § 46, stk. 2, kan Pressenævnet behandle en sag på det foreliggende grundlag, såfremt massemediet ikke fremsender sine kommentarer inden 7 dage efter modtagelsen. Uanset at Dagbladet Børsens bemærkninger i sagen først er indkommet til Pressenævnet efter den fastsatte frist, har Pressenævnet bestemt, at bemærkningerne skal indgå i nævnets vurdering af sagen, jf. medieansvarslovens § 46, stk. 2. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Der bør udvises kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1, A.2 og A.3. Pressenævnet finder, at visse af oplysningerne i de påklagede artikler kan være krænkende for [Klager], hvorfor de skulle være efterprøvet i særlig grad, herunder ved forelæggelse for klager. Dagbladet Børsen har kontaktet [Klager] pr. e-mail den 24. oktober 2012 for at få klagers kommentarer til artiklerne den 29. og 30. oktober 2012. Klager har samme dag sendt sit svar til Dagbladet Børsen. Uddrag af klagers kommentarer efterfølgende er bragt i en selvstændig artikel i stort set uændret form i avisen den 29. oktober 2012 ved siden af artiklen ”Svær jagt på krakket ejendomsjonglør” samt delvist gentaget i artiklen ”Kreditor frustreret over ejendomsmatador” den 30. oktober 2012 . Herudover har Dagbladet Børsen indhentet oplysningerne til artiklerne fra forskellige personer m.v., herunder fra lederen af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Nordsjællands Politi, fra domme fra Retten i Glostrups af henholdsvis den 30. maj og den 3. juli 2012, fra kurators kreditorinformation nr. 3 af 25. april 2012 (i [Klager]s private konkursbo), og fra advokat [Advokat B] samt klagers kreditorer [Person G], [Person H] og [Person F]. I artiklerne fremgår det tydeligt, hvor oplysningerne kommer fra, og at der er et modsætningsforhold mellem klager og de personer, der i øvrigt har udtalt sig til artiklerne. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik af Dagbladet Børsen for ikke at have efterprøvet artiklernes oplysninger tilstrækkeligt eller for at have bragt udtalelserne. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedier over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Efter det ovenfor anførte om de bragte oplysninger i Dagbladet Børsen, finder nævnet at måtte lægge til grund, at de bragte oplysninger er korrekte eller oplysninger, som i sammenhængen ikke er egnede til at påføre [Klager] betydelig skade. [Klager] er derfor ikke berettiget til genmæle.

[Klager] har klaget over artikler bragt i Dagbladet Børsen den 29. og 30. oktober 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen af artiklerne rettede Dagbladet Børsen henvendelse til [Klager]. Af e-mailkorrespondancen fremgår bl.a. følgende e-mail af den 24. oktober 2012 kl. 12.53: ”Jeg arbejder på en artikel om behandlingen af dit personlige konkursbo og konkursen i en række af dine selskaber. Jeg vil gerne tale med dig i den anledning. Jeg har følgende spørgsmål: 30 af dine selskaber er gået konkurs – hvad er forklaringen? Der har været store fortjenester på nogle af dine forretninger, men dit konkursbo er tomt – hvor er pengene blevet af? Hvor er bogføringen? Hvorfor samarbejder du ikke med kuratorerne om at finde værdierne? Dine aktiver tæller bl.a. en båd og en Porsche Cayenne – hvor er de? Hvad er din relation til [Person A]? Flere afgørelser siger klart, at du skylder folk penge – bl.a. siger en byretsdom, at du skylder [Virksomhed A] en mio. kr. og Huslejenævnet fastslår, at du skylder kollegium-beboere i [Kollegium] penge. Hvorfor betaler du ikke? Hvordan har du det med, at så mange mennesker føler sig snydt af dig? Jeg håber, at du vil ringe tilbage. Du har tidligere leveret baggrundsinformation uden for referat, men jeg gør opmærksom på, at dette ikke er en mulighed i denne omgang. Det, du svarer i et interview, er til citat”. [Klager] svarede den 24. oktober 2012 kl. 20.30 pr. e-mail. Af denne fremgik blandt andet følgende: ” Nedenstående er mine svar som jeg kun ønskes citeret for personligt, såfremt mine svar bringes i deres helhed og uændret. […] Alle informationer inkl. Beviser findes på www.[Klager].dk som dels besvarer og medbeviser det, du påstår, med dombøger og anden skriftlig dokumentation. Såfremt du har spørgsmål, vil jeg gerne hjælpe dig, hvis du lover mig, det ikke bliver en ensidet historie. Jeg er ikke direktør længere og kan derfor kun svare på mine egne vegne som tidligere direktør. Dårlig presseomtale, som koncernen oplevede, mens jeg var direktør, i journalister har ingen skrubler i jagten på dansk sensationsjournalistik.(du kan læse mere på www.[Klager].dk) Jeg afgik som direktør ultimo november 2011, på dette tidspunkt var ingen selskaber gået konkurs, desuden var selskaberne ikke ejet af mig. (du kan læse mere på www.[Klager].dk) Den var til stede, da jeg stoppede som direktør. Så det må du spørge den sidste direktør om. Kuratorer som [Advokat A] og [Advokat B] har kun ét mål, nemlig at skabe mest mulig ballade, for at prøve at bevise deres værd, på denne måde tjener de jo flest penge til dem selv. Husk på at begge advokatkontorer er private virksomheder. Kreditorerne får sjældent noget godt ud af en konkurs. Alle kan vel huske [Person B]-sagen, og hvordan den endte? Jeg har personligt ingen danske aktiver. Jeg solgte alt, da jeg forlod Danmark i august 2009. Det virker dog absurd, at man kan erklæres konkurs, når man ikke bor eller har værneting i Danmark. Ingen, han blev direktør efter mig, og jeg har senere bistået ham i nogle opgaver for koncernen. [Virksomhed A] har intet tilgodehavende. Såfremt der er afsagt en dom, er det en udeblivelsesdom, som jeg ikke er bevidst om. Koncernen har over 1,2 mio. til gode hos [Person C] og [Virksomhed A].[Kollegium] har fået alle deres depositum retur, på www.[Klager].dk er der kopi af alle har modtaget deres depositum, underskrevet erklæringer af alle lejere. (du kan læse mere på www.[Klager].dk) Jeg har aldrig snydt nogen mennesker, at nogen kan være kommet i klemme, pga. kuratorers uetiske måde at behandle ting på, er en anden sag. (du kan læse mere på www.[Klager].dk)” Den 29. oktober 2012 bragte Dagbladet Børsen artiklen ”Svær jagt på krakket ejendomsjonglør” med underrubrikken ”Efter konkurser med 30 selskaber kræver kreditorer 29 mio. kroner af forretningsmanden [Klager]. Men bogføringen, der kunne fælde [Klager], er forsvundet” . Af artiklen fremgik følgende: ”En kilometerlang kø af håndværkere, kreditforeninger og forretningspartnere må formentlig skyde en hvid pil efter et tilgodehavende på 29 mio. kr. hos ejendomsjongløren [Klager]. Ifølge advokater har [Klager] benyttet ualmindeligt grove metoder for at slippe for at betale sine kreditorer, men hyppige firmaoverdragelser og manglende bogføring gør det svært at komme efter matadoren, der holder til i Monaco. "[Klager]s selskaber har lånt penge til hinanden på kryds og tværs, og et eller andet sted ryger pengene ud af systemet. Men vi har vanskeligt ved at se hvor, for vi kan ikke få adgang til bogføringsmaterialet. Og [Klager] er meget umeddelsom, når han overhovedet svarer på vores mails," siger [Advokat B], partner i advokatfirmaet [Advokatfirma A] og kurator på [Klager]s selskaber Sidste år blev otte selskaber, der tidligere har haft [Klager] i spidsen, erklæret konkurs, og for nylig er yderligere 22 [Klager]-selskaber gået ned, typisk fordi de ikke overholder formelle krav om revisor m.m. Som tidligere beskrevet i Børsen er [Klager], der også har været i søgelyset i DR’s Kontant, involveret i en stribe konflikter. En række håndværkere, som renoverede en ejendom på Frederiksberg, mangler flere mio., og en autoforhandler har byrettens ord for, at [Klager] skylder ham 1 mio. kr. En række usædvanlige lejekontrakter mellem [Klager] og en anden, kuldsejlet ejendomsinvestor, [Person D], er i søgelyset, fordi de menes at have snydt ejendomsinvestorer for et millionbeløb. Også Skat mener at have penge til gode, efter at en stribe selskaber med [Klager] i spidsen har fået udbetalt negativ moms. Penge endt i England ”[Klager]s hidtidige måde at operere på har været ikke at betale renter og ydelser på de ejendomme, han har overtaget, men beholdt lejeindtægterne i lommen, lånt pengene til andet selskab videre til et tredje selskab osv.Pengene er muligvis endt i England, men det er svært at vide, fordi vi ikke kan få fat i noget bogføringsmateriale”, siger [Advokat B]. Børsen har tidligere beskrevet, hvordan [Klager] overførte en gevinst på 18 mio. kr. fra et ejendomsprojekt til et selskab i England. [Klager] afviser, at han skylder folk penge. ”Jeg har aldrig snydt nogen. At nogen kan være kommet i klemme pga. kuratorers uetiske måde at behandle ting på, er en anden sag”, oplyser han i en e-mail til Børsen. Udredningen af [Klager]s forretninger kompliceres af, at en stribe af selskaberne kort før konkursen fik indsat en ny direktør, [Person A], der bor i Krakow. ”[Klager] siger, at han ikke har noget med selskaberne at gøre – at han har solgt dem til [Person A] og overdraget alt bogføringsmaterialet, og at alt var i skønneste orden, da han forlod det. [Person A] er blevet væk. Vi har skrevet til ham utrolig mange gange uden held”, siger [Advokat B]. Også politiet undersøger [Klager]:”Det eneste, jeg kan sige, er, at vi er i gang med en efterforskning”, siger [Person E], leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Nordsjællands Politi”. Til artiklen var bragt en tekstboks med følgende ordlyd: ”29 mio. kroner mener kreditorer at have til gode hos [Klager]”. Artiklen var endvidere ledsaget af et billede af en båd med billedteksten: ”En række selskaber, som [Klager] har siddet i spidsen for, og også [Klager] personligt, er gået konkurs. Men bogføring og dyre transportmidler er forsvundet, bl.a. en båd som denne, en Beneteaeu Monte Carlo 37, der har en nypris på omkring 2 mio. kr.” Desuden var til artiklen bragt en supplerende artikel med rubrikken ”Jeg har aldrig snydt nogen” . Af denne artikel fremgik følgende: ”Konkurs [Klager], der opholder sig i udlandet, trækker en hale af utilfredse samarbejdspartnere, håndværkere, kreditforeninger og banker efter sig. De mener, han skylder dem op mod 30 mio. kr., men ifølge [Klager] selv har han aldrig snydt nogen, oplyser han i en e-mail til Børsen. 30 af dine selskaber er gået konkurs – hvad er forklaringen? ”Dårlig presseomtale, som koncernen oplevede, mens jeg var direktør. I journalister har ingen skrupler i jagten på sensationsjournalistik”. Der har været store fortjenester på nogle af dine forretninger, men dit konkursbo er tomt – hvor er pengene blevet af? ”Jeg afgik som direktør ultimo nov. 2011. På dette tidspunkt var ingen selskaber gået konkurs. Desuden var selskaberne ikke ejet af mig”. Hvor er bogføringen? ”Den var til stede, da jeg stoppede som direktør, så det må du spørge den sidste direktør om”. Hvorfor samarbejder du ikke med kuratorerne om at finde værdierne? ”Kuratorer som [Advokat A] og [Advokat B] (to af de advokater, der behandler konkursen i [Klager]s tidligere selskaber, red.) har virksomheder. Kreditorerne får sjældent noget godt ud af en konkurs. Alle kan vel huske [Person B]-sagen, og hvordan den endte?” Dine aktiver tæller bl.a. en båd og en Porsche Cayenne – hvor er de? ”Jeg har personligt ingen danske aktiver, jeg solgte alt, da jeg forlod Danmark i august 2009. Det virker dog absurd, at man kan erklæres konkurs, når man ikke bor eller har værneting i Danmark”. Hvad er din relation til [Person A]? ”Ingen, han blev direktør efter mig, og jeg har senere bistået ham i nogle opgaver for koncernen”. Flere afgørelser siger klart, at du skylder folk penge – bl.a. siger en byretsdom, at du skylder [Virksomhed A] 1 mio. kr. Hvorfor betaler du ikke? ”[Virksomhed A] har intet tilgodehavende. Såfremt der er afsagt dom, er det en udeblivelsesdom, som jeg ikke er bevidst om. Koncernen har over 1,2 mio. til gode hos [Person C] ([Virksomhed A]s ejer, red.) og [Virksomhed A]. Hvordan har du det med, at så mange mennesker føler sig snydt af dig? ”Jeg har aldrig snydt nogen mennesker. At nogen kan være kommet i klemme pga. kuratorers uetiske måde at behandle ting på, er en anden sag”. Til artiklen var bragt et billede af [Klager] med billedteksten: ”[Klager] er jagtet af kuratorerne for en gæld på 30 mio. kr.” Samme dag bragte Børsen artiklen ”Båd og luksusbiler forsvundet” . Af artiklen fremgik følgende: ”Flere biler og en båd, som den krakkede ejendomsinvestor [Klager] har rådet over, er forsvundet i den blå luft. Kreditorerne, der har 29 mio. kr. til gode, vil gerne have fingre i de værdifulde transportmidler, men ifølge konkursadvokaterne er de væk eller uden for rækkevidde. ”Der er en række aktiver, som vi ikke har fået afklaret, hvor befinder sig”, siger [Advokat C], partner i advokatfirmaet [Advokatfirma B] og kurator på [Klager]s personlige konkursbo. Ifølge [Advokatfirma B] tæller [Klager]s aktiver bl.a. en speedbåd af mærket Beneteau Monte Carlo 37, der har en nypris på omkring 2 mio. kr., en Porsche Cayenne og en Audi A4. Såvel båden som Porschen er forsvundet, og ifølge [Advokat C] er der ikke meget hjælp at hente hos [Klager] selv. ”Vores dialog med [Klager] har ikke været specielt god. Han medvirker i begrænset omfang til afklaring af faktuelle spørgsmål, men jeg vil ikke sige, at han samarbejder med os”, siger [Advokat C]. Porsche efterlyst Konkursboet har bedt politiet om at efterlyse Porschen internationalt, men det har foreløbigt ikke givet resultater. [Klager] overdrog Audien til sin ægtefælle i 2009. Herefter er den overdraget en anden i familien, og konkursboet har nu opgivet. Efter et længerevarende cirkus, hvor kreditorer gentagne gange måtte opgive at få ham begæret konkurs, fordi ingen kunne finde ham, blev [Klager] erklæret personligt konkurs i december 2011. Også 30 selskaber, der har haft [Klager] i ledelse, er gået konkurs. Hvad er udsigterne til at kreditorerne kan få nogle penge ud af konkursboet? ”Med udgangspunkt i sagens status lige nu, må man sige, at udsigterne er dårlige”, siger [Advokat C]”. Den 30. oktober 2012 bragte Dagbladet Børsen artiklen ”Kreditor frustreret over ejendomsmatador” med underrubrikken ”Flere af forretningsmanden [Klager]s kreditorer er utilfredse med både [Klager] og konkurssystemet” . Af artiklen fremgik følgende: ”Håndværkere og leverandører, der har penge til gode hos ejendomsinvestoren [Klager], er dybt frustrerede. Både over [Klager]s arbejdsmetoder og over et system, der ikke evner at komme til bunds i 30 konkursramte selskaber og [Klager]s personlige konkurs. "Min fornemmelse er, at det kan betale sig at være snyder i Danmark. Hvad kan vi gøre mod en mand, der snyder mig og ti andre? Hvis du er klog nok, kan du drille hele systemet, og folk respekterer dig stadig," siger [Person F], indehaver af lysfirmaet [Virksomhed B], der har sat lamper op i en af [Klager]s ejendomme for 143.000 kr., men aldrig fået sine penge”. Grove metoder Som beskrevet i Børsen mandag er 30 selskaber, som [Klager] har været involveret i, gået konkurs, og hans metoder til at drible sig uden om regninger betegnes af konkursadvokater som grove. Bl.a. har [Klager] overtaget flere ejendomme, men undladt at betale ydelserne, og en større milliongevinst på et ejendomsprojekt på Frederiksberg er sendt til et engelsk selskab, mens håndværkere står tilbage med ubetalte regninger for ca. 3 mio. kr. Manglende bogføring Flere kuratorer forklarede i Børsen mandag, at det på grund af manglende bogføring er svært at komme til bunds i sagerne. Og foreløbig er der ingen udsigt til, at kreditorerne nogensinde får deres penge. [Person G], indehaver af [Virksomhed C] og et tilgodehavende på over 250.000 hos et selskab, der tidligere havde [Klager] som direktør, er frustreret over, at der ikke er større fremskridt. ”Manden er stævnet, men møder ikke i retten. Hvis vi andre ikke møder i retten, bliver vi hentet af politiet. Ham her har snydt for jeg ved ikke hvor mange millioner kr., og han løber rundt og har det meget godt. Men det er lovgivningen”, siger [Person G]. Afviser snyd [Klager], der befinder sig i udlandet, afviser at være stukket af fra regninger. ”Jeg har aldrig snydt nogen mennesker. At nogen kan være kommet i klemme, pga. kuratorers uetiske måde at behandle tingene på, er en anden sag”, skriver han i en e-mail til Børsen. En af de største private kreditorer er elinstallatør [Person H], der har 1,3 mio. kr. til gode fra renoveringen af en af [Klager]s ejendomme i København. Han tror ikke, han nogensinde ser nogen penge. ”Jeg har en dom på, at han skylder mig penge, så forhåbentligt kommer der nogle penge. Men jeg tror, det er ufatteligt svært for dem (konkursadvokaterne, red.), for der er så mange selskaber”, siger [Person H]”. Til artiklen var bragt en faktaboks med rubrikken ”[Klager]s konflikter” . Af denne fremgik følgende: ”■ Den 38-årige forretningsmand [Klager] er gået konkurs. ■ 30 selskaber, hvor [Klager] har spillet en hovedrolle, er også gået ned. ■ [Klager] er involveret i en stribe konflikter med Skat, kreditforeninger, håndværkere og leverandører, der mener at have 30 mio. kr. til gode. ■ [Klager] har ifølge konkursadvokater brugt grove metoder i sine forretninger, bl.a. ved i flere tilfælde at overtage ejendomme og undlade at betale ydelserne. ■ [Klager]s forretninger efterforskes af politiet, der dog efter halvandet års arbejde ikke har nået resultater”. Yderligere oplysninger i sagen Af kreditorinformation af 25. april 2012 fra kurator [Advokat C] i konkursboet [Klager] under konkurs fremgår blandt andet, at konkursboets aktiver blandt består af en båd af mærket ”Beneteau” og en bil af mærket ”Porsche” samt en bil af mærket ”Audi”. Konkursboet er ikke bekendt med, hvor båden og den ene bil (af mærket ”Porsche”) befinder sig. Under overskriften ” De vigtigste årsager til konkursen” angiver kurator følgende: ”Der er anmeldt 16 krav i konkursboet efter [Klager] for i alt ca. 29, 2 mio. kr. Fælles for de anmeldte krav er, at de hidrører fra personligt påtagne forpligtelser i forbindelse med erhvervsmæssig aktivitet i Danmark, navnlig relateret til forskellige kapitalselskaber hjemmehørende i Danmark. Konkursbehandlingen har navnlig været besværliggjort af, at [Klager] foreløbig ikke har ønsket at medvirke til konkursbehandlingen, herunder redegøre for sine økonomiske forhold pr. dekretdagen den 7. december 2011.” Af Retten i Glostrups dom af 30. maj 2012 fremgår, at [Virksomhed D - Klagers] under konkurs ved kurator blev dømt til at betale [Virksomhed E] 1.295.339,38 kr. med procesrenter. Kurator ses ikke at have ønsket at udøve partsbeføjelser i sagen. Af Retten i Glostrups dom af 3. juli 2012 fremgår, at [Virksomhed F] og [Klager] under konkurs dømmes til in solidum at betale [Virksomhed A] 907.039,90 kr. med procesrenter. Kurator ses ikke at have ønsket at udøve partsbeføjelser i sagen. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Dagbladet Børsen har offentliggjort en række ukorrekte oplysninger om ham uden at efterprøve disse. Han nævner blandt andet følgende: Klager er ikke blevet sigtet, og man bør derfor lægge til grund, at der ikke er foregået noget ulovligt. I artiklerne fremstår det som om der er foregået noget ulovligt. Det fremgår herudover, at klager skulle have bortfjernet værdier fra konkursboet, herunder båd og luksusbiler, ligesom bogføringen i selskaberne skulle være væk. Der findes ikke domme, der beviser, at de selskaber, klager har været direktør for, har en gæld til de i de påklagede artikler navngivne personer og selskaber. Det er ikke korrekt, at [Klager] har haft hovedrollen i 30 selskabers konkurs. Klager afgik som direktør ultimo juni 2011 i næsten alle koncernens selskaber. Selskabernes tvangsopløsninger sker over 12 måneder og to andre direktører senere på grund af manglende indsendelse af årsregnskab. [Person F] [Virksomhed B] har ikke penge til gode hos [Virksomhed D - Klagers], men omvendt, og dette kan bevises. [Person F] har ingen domme på, at han har penge til gode hos nogen af koncernens selskaber. Ligeledes er det forkert at skrive, at [Person F] aldrig har fået betaling af [Klager], når klager ikke ejede selskaberne eller var direktør på tidspunktet for opkrævningen. [Klager] beder Børsen dokumentere [Person G]s påstand om, at klager har været stævnet og ikke mødt op i retten samt påstanden om, at den manglende bogføring ville kunne fælde [Klager]. Klager har aldrig nægtet at ville medvirke til interview. Dagbladet Børsen skulle have givet klager mulighed for at afkræfte de ukorrekte påstande ved at lade klager interviewe. Svarene, som klager har givet Dagbladet Børsen pr. e-mail af den 24. oktober 2012 er ikke bragt i sin helhed, som ellers var gjort til en klar betingelse i samme e-mail. Klager har generelt henvist til hjemmesiden www.[Klager].dk, der skulle indeholde dokumenter, som kan belyse sagen og afkræfte Børsens påstande. Det har ikke været muligt for Pressenævnet at få adgang til denne hjemmeside. Klager har endeligt gjort gældende, at Dagbladet Børsen er afskåret fra at gøre sine synspunkter gældende overfor Pressenævnet under henvisning til, at synspunkterne først er indkommet efter udløbet af fristen for at indsende bemærkninger i medieansvarslovens § 46, stk. 2. 2.2 Dagbladet Børsens synspunkter Dagbladet Børsen har anført, at alle oplysninger i de påklagede artikler er grundigt underbygget, og at [Klager] har haft mulighed for at kommentere indholdet til hver artikel. Klager er blevet kontaktet i forbindelse med artiklerne, og Dagbladet Børsen har således givet ham mulighed for at ytre sig. Klagers svar er tilmed gengivet i avisen. Forholdene vedrørende de selskaber, [Klager] har haft forbindelse til, har offentlig interesse. Artiklernes oplysninger er baseret på udtalelser fra kuratorerne [Advokat B] og [Advokat A], CVR-registret, cirkulærebeskrivelser i [Klager]s personlige konkursbo, domme fra Retten i Glostrup, oplysninger fra lederen af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Nordsjællands Politi samt de navngivne kilder [Virksomhed C] og [Person H]. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Formalia Efter medieansvarslovens § 46, stk. 2, kan Pressenævnet behandle en sag på det foreliggende grundlag, såfremt massemediet ikke fremsender sine kommentarer inden 7 dage efter modtagelsen. Uanset at Dagbladet Børsens bemærkninger i sagen først er indkommet til Pressenævnet efter den fastsatte frist, har Pressenævnet bestemt, at bemærkningerne skal indgå i nævnets vurdering af sagen, jf. medieansvarslovens § 46, stk. 2. God presseskik Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Der bør udvises kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1, A.2 og A.3. Pressenævnet finder, at visse af oplysningerne i de påklagede artikler kan være krænkende for [Klager], hvorfor de skulle være efterprøvet i særlig grad, herunder ved forelæggelse for klager. Dagbladet Børsen har kontaktet [Klager] pr. e-mail den 24. oktober 2012 for at få klagers kommentarer til artiklerne den 29. og 30. oktober 2012. Klager har samme dag sendt sit svar til Dagbladet Børsen. Uddrag af klagers kommentarer er efterfølgende bragt i en selvstændig artikel i stort set uændret form i avisen den 29. oktober 2012 ved siden af artiklen ”Svær jagt på krakket ejendomsjonglør” samt delvist gentaget i artiklen ”Kreditor frustreret over ejendomsmatador” den 30. oktober 2012 . Herudover har Dagbladet Børsen indhentet oplysningerne til artiklerne fra forskellige personer m.v., herunder fra lederen af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Nordsjællands Politi, fra domme fra Retten i Glostrups af henholdsvis den 30. maj og den 3. juli 2012, fra kurators kreditorinformation nr. 3 af 25. april 2012 (i [Klager]s private konkursbo), og fra advokat [Advokat B] samt klagers kreditorer [Person G], [Person H] og [Person F]. I artiklerne fremgår det tydeligt, hvor oplysningerne kommer fra, og at der er et modsætningsforhold mellem klager og de personer, der i øvrigt har udtalt sig til artiklerne. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik af Dagbladet Børsen for ikke at have efterprøvet artiklernes oplysninger tilstrækkeligt eller for at have bragt udtalelserne. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedier over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Efter det ovenfor anførte om de bragte oplysninger i Dagbladet Børsen, finder nævnet at måtte lægge til grund, at de bragte oplysninger er korrekte eller oplysninger, som i sammenhængen ikke er egnede til at påføre [Klager] betydelig skade. [Klager] er derfor ikke berettiget til genmæle. Afgjort den 19. februar 2013

Versioner

  1. 2013-02-21