Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00428
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9090@2013-03-13/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00428
Resumé Klager er utilfreds, fordi Pressenævnet ikke gav ham medhold i en klage over Børsen, og siger, at nævnet har taget beslutningen på forkert grundlag. Nævnet finder imidlertid ikke, at klager kommer med nye oplysninger og afviser klagen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Der skal således være tale om oplysninger, der ikke har været nævnet bekendt, da nævnet traf afgørelse i sagen. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om hvorvidt Børsen har overtrådt medieansvarslovens § 4 ved ikke at meddele klager aktindsigt, henhører under anklagemyndigheden og domstolene og falder derfor uden for Pressenævnets kompetence. [Klager] har blandt andet begrundet sin anmodning om genoptagelse med, at nævnet ikke har taget stilling til alle de forhold, som han har gjort gældende. Pressenævnet finder ikke, at [Klager] er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl. Nævnet finder herudover, at de forhold, som [Klager] har anført i sin anmodning om genoptagelse, er forhold, som er indgået i nævnets vurdering af sagen forud afsigelsen af kendelsen den 19. februar 2013. Pressenævnet afslår derfor anmodningen om genoptagelse af sagen.
[Klager] har anmodet om genoptagelse af sag nr. 12-70-00363, som nævnet traf afgørelse i den 19. februar 2013. I kendelsen hedder det blandt andet: ”Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket. Der bør udvises kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.1, A.2 og A.3. Pressenævnet finder, at visse af oplysningerne i de påklagede artikler kan være krænkende for [Klager], hvorfor de skulle være efterprøvet i særlig grad, herunder ved forelæggelse for klager. Dagbladet Børsen har kontaktet [Klager] pr. e-mail den 24. oktober 2012 for at få klagers kommentarer til artiklerne den 29. og 30. oktober 2012. Klager har samme dag sendt sit svar til Dagbladet Børsen. Uddrag af klagers kommentarer er efterfølgende bragt i en selvstændig artikel i stort set uændret form i avisen den 29. oktober 2012 ved siden af artiklen ”Svær jagt på krakket ejendomsjonglør” samt delvist gentaget i artiklen ”Kreditor frustreret over ejendomsmatador” den 30. oktober 2012 . Herudover har Dagbladet Børsen indhentet oplysningerne til artiklerne fra forskellige personer m.v., herunder fra lederen af afdelingen for økonomisk kriminalitet i Nordsjællands Politi, fra domme fra Retten i Glostrups af henholdsvis den 30. maj og den 3. juli 2012, fra kurators kreditorinformation nr. 3 af 25. april 2012 (i [Klager]s private konkursbo), og fra advokat [Advokat B] samt klagers kreditorer [Person G], [Person H] og [Person F]. I artiklerne fremgår det tydeligt, hvor oplysningerne kommer fra, og at der er et modsætningsforhold mellem klager og de personer, der i øvrigt har udtalt sig til artiklerne. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik af Dagbladet Børsen for ikke at have efterprøvet artiklernes oplysninger tilstrækkeligt eller for at have bragt udtalelserne. Genmæle Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedier over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Efter det ovenfor anførte om de bragte oplysninger i Dagbladet Børsen, finder nævnet at måtte lægge til grund, at de bragte oplysninger er korrekte eller oplysninger, som i sammenhængen ikke er egnede til at påføre [Klager] betydelig skade. [Klager] er derfor ikke berettiget til genmæle.” [Klager] har til støtte for anmodningen om genoptagelse blandt andet anført, at Pressenævnets kendelse i 12-70-00363 er truffet på et forkert grundlag. Artiklen ”Kreditor frustreret over ejendomsmatadoren” giver det indtryk, at kreditorerne har penge til gode hos [Klager] personligt. [Klager] har imidlertid ikke ejet de pågældende selskaber, hvor nogle kreditorer måske har tilgodehavender, men kun været direktør. Børsen har således givet forkerte og udokumenterede oplysninger, som gør, at [Klager] lider stor skade. [Klager] har anmodet om aktindsigt i dokumentationen efter medieansvarslovens § 4, men dette har Børsen afvist. Børsen vælger at viderebringe oplysninger fra et tredje medie og oplysninger, som er farvet af kuratorerne, som har bedt Børsen skrive om sagen. Dette har Pressenævnet ikke taget stilling til i sin kendelse. Børsen har ikke efterprøvet og forelagt de historier, som de bringer den 30. oktober 2012. [Klager]s svar til artiklen af 29. oktober 2012 fylder kun 15 % af artiklen og er, på trods af en aftale, ikke bragt i sin helhed. Børsen fremstiller påstandene fra bl.a. [Person F] og [Virksomhed C], som om de ikke bestrides, hvilket de gør af [Klager]. Videre fremgår det ikke af artiklen, at dommene vedrørende [Person H] og [Person C] er afsagt som udeblivelsesdomme. Børsen skriver videre, at [Klager] har overtaget flere ejendomme og ikke betalt ydelserne. Dette er ikke korrekt. Børsen bringer på denne baggrund et skævt billede af sagen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Der skal således være tale om oplysninger, der ikke har været nævnet bekendt, da nævnet traf afgørelse i sagen. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om hvorvidt Børsen har overtrådt medieansvarslovens § 4 ved ikke at meddele klager aktindsigt, henhører under anklagemyndigheden og domstolene og falder derfor uden for Pressenævnets kompetence. [Klager] har blandt andet begrundet sin anmodning om genoptagelse med, at nævnet ikke har taget stilling til alle de forhold, som han har gjort gældende. Pressenævnet finder ikke, at [Klager] er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl. Nævnet finder herudover, at de forhold, som [Klager] har anført i sin anmodning om genoptagelse, er forhold, som er indgået i nævnets vurdering af sagen forud afsigelsen af kendelsen den 19. februar 2013. Pressenævnet afslår derfor anmodningen om genoptagelse af sagen. Afgjort den 11. marts 2013