Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00481

GældendeVersion 2013-06-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9285@2013-06-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00481

Resumé FDM – Magasinet Motor har anmodet om genoptagelse af sagen i relation til tre punkter i Pressenævnets afgørelse. Nævnet finder ikke, at FDM – Magasinet Motor er fremkommet med nye faktiske oplysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist væ­sentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet afslår derfor at genoptage sagen. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pres­senævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgs­målet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan til­lige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet finder ikke, at FDM - Magasinet Motor er fremkommet med nye faktiske op­lysninger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist væsentlige sagsbehand­lingsfejl. Pressenævnet afslår derfor anmodningen om genoptagelse af sagen.

FDM Motor har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets afgørelse af 21. maj 2013 i nævnets sag nr. 13-70-00436. Afgørelsen vedrørte en klage fra EuroPark over en artikel i FDM Motor. I kendelsen hed det blandt andet: ”[…] I artiklen oplyses det, at EuroPark har bedt politiet og Justitsministeriet om at få lov til at pålægge parkeringsafgift for to p-skiver. Nævnet finder, at der er tale om en oplysning af faktisk karakter, der er egnet til at påføre EuroPark økonomisk eller anden skade af betydning. Efter det for nævnet oplyste lægges det til grund, at EuroPark har anmodet Politimesteren [Politi­direktøren (Pressenævnet)] hos Sydøstjyllands Politi om stillingtagen til, om der var tale om et strafbart forhold i et tilfælde, hvor en bilist havde parkeret med to p-skiver. Det lægges endvidere til grund, at EuroPark har anmodet Justitsministeriet om en stillingtagen til, hvem der kan pålægge en parkeringsafgift for overtrædelse af parkeringsskivebekendtgørelsen. Det ses ikke dokumenteret, at disse anmodninger har karakter af at være anmodninger om at kunne pålægge parkeringsafgift, når en bilist anvender to p-skiver. EuroPark er derfor berettiget til at få bragt et genmæle herom. Pressenævnet finder endvidere, at den sidste del af underrubrikken ”[…] det udskriver fortsat ulovlige bøder til bilister med to p-skiver” indeholder udsagn om, at det er fastslået, at EuroParks udskrivning af parkeringsafgift ved parkering med to p-skiver på private områder er ulovlig. Af Justitsministeriets svar til EuroPark fremgår, at det på privatejede områder er den enkelte ejer, der som led i sin almindelige rådighed over ejendommen vil kunne fastsætte vilkår for benyttelse af parkeringspladsen. Justitsministeriet har ikke i svaret fastslået, at det vil være uberettiget, hvis EuroPark på privateje­de områder udskriver parkeringsafgift til bilister, der parkerer med to parkeringsskiver monteret, og da FDM’s udsagn om, at det er ulovligt at parkere med to parkeringsskiver heller ikke på andet grundlag findes at være utvivlsomt rigtigt, er EuroPark berettiget til et genmæle heroverfor. I den påklagede artikel oplyses det desuden, at EuroPark sylter sagerne eller frafalder kravet, hver gang FDM beder EuroPark om at stævne. Efter det for nævnet oplyste havde FDM den 26. februar 2013 i alt 18 uafsluttede sager hos Euro­Park. Det er oplyst, at EuroPark havde bestemt, at kravet om betaling af parkeringsafgift ikke ville blive fasthold i 4 af disse sager. Der foreligger ikke for nævnet dokumentation for udsagnet om, at ”hver gang FDM beder Euro­Park om at stævne, sylter de sagen eller frafalder kravet”, og EuroPark er derfor berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor”. FDM Motor har til støtte for anmodningen om genoptagelse anført, at Pressenævnet har truffet en afgørelse, som ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold. FDM Motor har på den baggrund ønsket sagen genoptaget i forhold til følgende tre punkter: Om EuroPark har bedt politiet og Justitsministeriet om at få lov til at pålægge parkeringsafgifter for to p-skiver. Om EuroParks udskrivning af parkeringsafgift ved parkering med to p-skiver på pri­vate områder er ulovlig Om EuroPark sylter sagerne eller frafalder kravet, hver gang FDM beder EuroPark om at stævne I forhold til det første punkt har FDM Motor anført, at Pressenævnet i sin afgørelse har lagt til grund, at EuroPark med angivelse af bilens registreringsnummer med videre har anmodet politidi­rektøren hos Sydøstjyllands Politi om stillingtagen til, om der var tale om et strafbart forhold i et konkret tilfælde, hvor en bilist havde parkeret med to p-skiver, og at EuroPark har anmodet Justits­ministeriet om en stillingtagen til, hvem der kan pålægge en parkeringsafgift for overtrædelse af parkeringsskivebekendtgørelsen. I det væsentlige enslydende anmodninger er sendt til flere politi­kredse. I og med at der henvises til konkret parkering og konkrete biler, og der rettes henvendelse til flere politikredse, kan henvendelserne ikke blot betragtes som en anmodning om generel vejledning, når der samtidig anmodes om en vurdering af, om der er tale om et strafbart forhold i hvert enkelt konkrete tilfælde. EuroParks anmodninger udspringer direkte af uenigheden med FDM i spørgsmålet. EuroPark har således fremsendt anmodninger, både til flere politikredse og Justitsministeriet, efter FDM har bedt EuroPark om at fremsætte stævning i de konkrete sager. Så vidt det er FDM bekendt, har EuroPark ikke fremsat tilsvarende anmodninger i andre sager, hvor FDM ikke repræsenterer bilisten. Der kan således ikke herske tvivl om, at anmodningerne er fremsendt af EuroPark med det formål at få blå­stemplet sin praksis og fortolkning af retsstillingen i Danmark. Der kan derfor ikke være tvivl om, at anmodningerne fremsendt til politikredsene og Justitsmini­steriet er et ønske om at få bekræftet, at EuroPark kan pålægge parkeringsafgifter med hjemmel i parkeringsskivebekendtgørelsen. De anvendte formuleringer i FDM Motors artikel er derfor i over­ensstemmelse med faktum. I forhold til andet punkt har FDM Motor anført, at det af artiklen fremgår, at udtalelsen, om at Eu­roPark udskriver ulovlige bøder for parkering med to p-skiver, stammer fra FDM’s jurister, der er direkte citeret i artiklen. Det må lægges til grund, at FDM’s jurister er lige så berettigede til at have en juridisk holdning til problemstillingen, som EuroPark er, indtil der foreligger en afgørelse fra domstolene, der tager stilling til spørgsmålet. Havde EuroPark valgt at udtale sig til artiklen, var EuroParks holdning naturligvis også blevet citeret. Som bekendt valgte EuroPark imidlertid ikke at udtale sig og har dermed også indirekte valgt at lade FDM’s juristers vurdering stå alene. FDM Motor er desuden et medlemsblad, der kun udsendes til medlemmer af FDM, og bladet hen­vender sig således kun til sine medlemmer. Pressenævnet har i sin kendelse fastslået, at spørgsmålet, om EuroPark har udskrevet parkerings­afgifter uden hjemmel hertil, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Når Pressenævnet når frem til, at FDM’s udsagn om, at det er ulovligt at parkere med to parkerings­skiver, ikke findes at være utvivlsomt rigtigt, tager Pressenævnet stilling til netop ovennævnte spørgsmål. Faktum er, at EuroPark udsteder parkeringsafgifter begrundet med hjemmel i p-skivebekendtgø­relsen. Det fremgår direkte af Justitsministeriets svar til EuroPark af 7. marts 2012, at det kun er politiet og kommunalbestyrelsen, der kan pålægge en parkeringsafgift for overtrædelse af parke­ringsskivebekendtgørelsen. At EuroPark udsteder parkeringsafgifter begrundet med hjemmel i par­keringsskivebekendtgørelse, fremgår direkte af vedlagte breve fra EuroPark. De i artiklen citerede udsagn er dermed korrekte. I forhold til det sidste punkt har FDM Motor anført, at det i kendelsen er anført, at der for nævnet ikke foreligger dokumentation for udsagnet om, at ”hver gang FDM beder EuroPark om at stævne, sylter de sagen eller frafalder kravet”. Pressenævnet meddelte ved mail af 22. april 2013 sagens parter, at Pressenævnet anså sagen for at være fuldt belyst. Det forekommer derfor betænkeligt, at Pressenævnets kendelse på dette punkt begrundes i manglende dokumentation. Hvis Pressenævnet finder, at dokumentationen ikke er til­strækkelig, var Pressenævnet velkommen til at anmode om denne dokumentation inden man kon­kluderede, at sagen var fuldt belyst. I kendelsen henviser Pressenævnet til FDMs oplysning om, at der pr. 26. februar 2013 var 18 uaf­sluttede sager imellem EuroPark og FDM. Som tidligere oplyst, omhandler 13 af disse sager netop spørgsmålet omkring to parkeringsskiver. Der er ikke og har ikke været andre sager imellem Euro­Park og FDM omhandlende spørgsmålet omkring to parkeringsskiver. Der er siden kommet endnu en sag til, der omhandler samme spørgsmål. De nu i alt 14 sager er derfor den udtømmende liste af sager imellem EuroPark og FDM, der drejer sig om parkeringsafgifter pålagt for at have parkeret med to parkeringsskiver. FDM har i alle 14 tilfælde bedt EuroPark om at fremsende stævning. I de ældste af disse sager er gået mere end 2½ år siden FDM bad EuroPark fremsende stævning. Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Thomas Rørdam, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Presse­nævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen. Pressenævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet finder ikke, at FDM - Magasinet Motor er fremkommet med nye faktiske oplysnin­ger, som har betydning for sagens afgørelse, eller har påvist væsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet afslår derfor anmodningen om genoptagelse af sagen. Afgjort den 18. juni 2013

Versioner

  1. 2013-06-21