SU - EU-retten - ægteskab med dansk statsborger indgået efter indrejse til Danmark - C-59/85 Reed
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9313@2013-06-29/da
Indhold
SU - EU-retten - ægteskab med dansk statsborger indgået efter indrejse til Danmark - C-59/85 Reed
Ikke ret til SU ifølge EU-rettens regler på baggrund af ægteskab med dansk statsborger, da ægteskabet med den danske statsborger var indgået efter indrejsen i Danmark
Din klage vedrørende afslag på ret til SU I brev af 29. oktober 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes (herefter: styrelsen) afgørelse af 10. oktober 2012 om afslag på ret til SU. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 10. oktober 2012 om, at du ikke har ret til SU. Begrundelse SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2 a. Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte, når de er danske statsborgere. Stk. 2. Uddannelsessøgende, der er EU-statsborgere eller EØS-statsborgere, og deres familiemedlemmer kan få uddannelsesstøtte til uddannelse i Danmark og i udlandet efter de betingelser, der følger af EU-retten og EØS-aftalen. EU-statsborgere og EØS-statsborgere, der ikke er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i Danmark, og deres familiemedlemmer har først ret til uddannelsesstøtte efter 5 års sammenhængende ophold i Danmark, jf. dog stk. 3. (…) SU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 67. (…) Stk. 2. En ægtefælle til en EU-statsborger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-rettens regler, kan få støtte efter EU-retten til en uddannelse i Danmark eller i udlandet på samme betingelser som en dansk statsborger, hvis den pågældende bor hos eller har boet hos EU-statsborgeren i en periode, hvor denne er eller var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. (…) Stk. 5. EU-statsborgere og deres familiemedlemmer kan efter 5 års sammenhængende ophold i Danmark få støtte til en uddannelse i Danmark eller i udlandet på samme betingelser som danske statsborgere, jf. dog lovens § 2 a, stk. 3. Du har i forbindelse med din klage påstået, at du efter EU-retlige regler kan ligestilles med en dansk statsborger på baggrund af dit ægteskab med [. . . ]. Ankenævnet har imidlertid fundet, at det ikke er tilfældet i din sag. Ankenævnet har herved tillagt det afgørende vægt, at jeres ægteskab ikke var indgået på det tidspunkt, da din ægtefælle benyttede retten til fri bevægelighed. Ankenævnet skal henvise til notat af 28. juni 2010 fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, hvoraf bl.a. fremgår følgende: ”Det skal fremhæves, at reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-/EØS-land, ikke kan anvendes, hvis familieforholdet først opstår efter, at den danske statsborger er vendt tilbage til Danmark (…) Indgår den danske statsborger således f.eks. ægteskab (…) efter sin tilbagevenden, vil ægtefællen (…) ikke kunne benytte EU-reglerne (…) på baggrund af den danske statsborgers tidligere udøvelse af fri bevægelighed. ” Det er således en forudsætning for anvendelsen af EU-retten på en medlemsstats egne statsborgeres familiemedlemmer, at familieforholdet er opstået senest på det tidspunkt, hvor den danske statsborger benyttede retten til fri bevægelighed. Da I ikke var gift i den periode, hvor din ægtefælle [. . . ], som er dansk statsborger, benyttede retten til fri bevægelighed, kan en senere indgåelse af ægteskab ikke føre til, at du skal ligestilles med danske statsborgere efter EU-rettens regler. I har haft et samliv, mens din ægtefælle benyttede retten til fri bevægelighed i Slovenien. I har imidlertid ikke været gift, før I flyttede til Danmark, og din ægtefælles anvendelse af retten til fri bevægelighed var derfor ophørt, da I indgik ægteskab. Reglerne om opholdstilladelse adskiller sig endvidere fra reglerne om ret til SU på den måde, at fast samliv i visse tilfælde vil kunne sidestilles med ægteskab inden for reglerne om opholdsret. Dette gør sig ikke gældende inden for reglerne om ret til SU, hvor det er en udtrykkelig betingelse, at der er indgået ægteskab. Det følger af dommen C-59/85 Reed, at en samlevende ikke betragtes som en ægtefælle i relation til EU-retlige regler. Medmindre det fremgår af særregler eller nationale regler, at en fast samlevende kan sidestilles med en ægtefælle inden for et givent retsområde, er en sådan sidestilling derfor ikke mulig. Du har derfor ikke ret til SU efter SU-bekendtgørelsens § 67, stk. 2 eller § 67, stk. 5, på baggrund af dit ægteskab med den danske statsborger [. . . ]. Du kan læse mere om, hvornår en dansk statsborger kan aktivere rettigheder for en ægtefælle, på hjemmesiden http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/familiesammenfoering/ familiesammenfoering_efter_eu-retten/ familiesammenfoering_til_danske_statsborgere_efter_eu-retten.htm Sagsfremstilling Det fremgår af ansøgning om SU modtaget 30. juli 2012 på minSU, at du søger SU fra september 2012. Det fremgår af oplysningsskema til udenlandske statsborgere dateret 12. august 2012, at du er slovensk statsborger, at du den 19. maj 2012 indgik ægteskab med en dansk statsborger, at du ikke har arbejde i Danmark, og at du senest er indrejst til Danmark den 19. august 2011. Styrelsen har ved brev af 17. september 2012 meddelt dig afslag på tildeling af SU. Du har i brev af 21. september 2012 klaget til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og bl.a. anført, at du er ægtefælle til en EU-statsborger, at du den 19. maj 2012 blev gift med [. . . ], at I har boet sammen i Slovenien, og at I har boet sammen i over et år i Danmark. Du har endvidere anført, at din mand har udøvet sin ret til fri bevægelighed som EU-borger. Styrelsen har ved brev af 10. oktober 2012 meddelt dig afslag på tildeling af SU og henvist til, at din ægtefælle senest har været udrejst af Danmark i perioden 3. juni 2011 til 17. juli 2011, og at I først blev gift efter tilbagekomsten til Danmark. Du har i brev af 29. oktober 2012 fremsendt ny klage til ankenævnet og bl.a. anført, at du opfylder kravet i SU-bekendtgørelsens § 67, stk. 2. Styrelsen har i brev af 29. januar 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen har bl.a. henvist til, at din ægtefælle skal have været bosat sammen med dig i et af de øvrige EU- eller EØS-lande for at aktivere de rettigheder, der efter EU-retten medfører, at du kan blive ligestillet med danske statsborgere. Ankenævnet har ved brev af 30. januar 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.