Gelex

SU - ansøgningstidspunkt - uddannelsesskift - tilbagebetaling ved afbrud af uddannelse

GældendeVersion 2013-08-27
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9430@2013-08-27/da

Indhold
  1. Indledning

SU - ansøgningstidspunkt - uddannelsesskift - tilbagebetaling ved afbrud af uddannelse

Påbegyndelse af ny uddannelse forudsatte ny ansøgning om SU. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelse om tilbagebetaling af SU udbetalt til uddannelse, som ansøger ikke længere fulgte.

Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU I brev af 2. juli 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes (herefter: styrelsen) afgørelse af 18. juni 2012 om tilbagebetaling af SU. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 18. juni 2012 om, at du skal tilbagebetale SU for november 2011 til april 2012. Begrundelse SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2. Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de (…) 2) er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, (…) § 38 b. (…) Stk. 2. Uddannelsesstøtte udbetales forud i månedlige rater, jf. dog §§ 38 c og 38 d, og kan tidligst udbetales fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgning om støtte er modtaget (…) SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 55. (…) Stk. 2. Styrelsen træffer den endelige administrative afgørelse om, hvilke uddannelser i udlandet der giver ret til uddannelsesstøtte, herunder ret til supplerende stipendium. Ankenævnet lægger til grund, at du i oktober 2011 afbrød uddannelsen (uddannelse1) og påbegyndte uddannelsen (uddannelse2) , men at du imidlertid ikke på det tidspunkt orienterede styrelsen om skiftet i uddannelsesretning. Da du afbrød uddannelsen (uddannelse1) , havde du ikke længere ret til SU på baggrund af din ansøgning om SU til den uddannelse, jf. SU-lovens § 2, stk. 1, nr. 2. Ankenævnet har derfor ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse af 18. juni 2012 om tilbagebetaling af SU for perioden november 2011 til april 2012. Idet du påbegyndte ny uddannelse på (uddannelse2) , kunne du søge SU til den uddannelse, jf. styrelsens afgørelse af 18. juni 2012. SU kan ikke søges med tilbagevirkende kraft, og du kan på baggrund af en ansøgning derfor tidligst opnå ret til SU fra det tidspunkt, hvor du søgte. Du kan derfor ikke opnå ret til uddannelsen (uddannelse2) før ansøgningstidspunktet i maj 2012, og du har derfor heller ikke ret til SU i perioden fra november 2011 til april 2012 på baggrund af dén uddannelse. Ankenævnet bemærker til orientering, at nævnet ikke kan tage stilling til, om en given uddannelse i udlandet kan godkendes som støtteberettigende. Sagsfremstilling Det fremgår af afgørelse af 30. november 2011, at uddannelsen (uddannelse1) på London Metropolitan University godkendes som støtteberettigende. Du vejledes om, at du skal søge godkendelse på ny, hvis du senere skifter uddannelse (institution / uddannelsesretning). Du har i brev af 30. april 2012 til styrelsen oplyst, at du er aktiv studerende, og at du en uge efter påbegyndelsen af uddannelsen ændrede uddannelse fra (uddannelse1) til (uddannelse2) . Du har anført, at du havde vanskeligheder med at komme igennem til SU-kontoret, og at du sendte mails og breve og ringede for at få din SU godkendt. At skulle vente yderligere 4 måneder før den nye retning var godkendt, og derved vente 4 måneder på første udbetaling, var ikke en mulighed. du anmoder styrelsen om at oplyse dig, om der skal søges SU på ny til uddannelsesretningen, idet du anfører, at blot et af emnerne er ændret. Styrelsen har i e-mail af 14. maj 2012 truffet afgørelse om stop for udbetaling af SU, idet styrelsen henviser til, at du har skiftet uddannelsesretning uden at søge godkendelse. Styrelsen vejleder dig om, at allerede udbetalt støtte vedrørende en ikke godkendt uddannelse vil blive krævet tilbagebetalt. Du har i e-mail af 14. maj 2012 bl.a. anført, at du, da du valgte at skifte uddannelse, ikke var klar over, at du skulle søge SU igen, da du allerede har indsendt dokumentation for studieaktivitet siden september 2011. Du har endvidere anført, at det er en joint degree og ikke en total ændring af uddannelsen. Endvidere bliver uddannelsen ændret igen fra september. Styrelsen har i e-mail af 22. maj 2012 vejledt dig om, hvilken dokumentation, du skal indsende. Du har indsendt 2 ansøgningsskemaer, begge modtaget den 22. maj 2012, vedrørende uddannelserne (uddannelse3) og (uddannelse2) . Styrelsen har i brev af 18. juni 2012 godkendt uddannelsen (uddannelse3) som støtteberettigende. Styrelsen har i samme brev oplyst dig om, at styrelsen har rejst krav om tilbagebetaling af SU for november 2011 til og med april 2012, idet styrelsen henviser til, at du gik på den godkendte uddannelse til oktober 2011, hvorefter du skiftede til en ikke-godkendt uddannelse i oktober 2011. Du søgte først godkendelse af (uddannelse2) i maj 2012, og du er derfor berettiget til SU fra maj. Styrelsen har i brev af 18. juni 2012 truffet afgørelse om, at du skal tilbagebetale SU for november og december 2011 med henvisning til studieskift. Styrelsen har i andet brev af 18. juni 2012 truffet afgørelse om, at du skal tilbagebetale SU for januar og februar 2012 med henvisning til studieskift. Du har i brev af 2. juli 2012 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du søgte SU i august 2011 til (uddannelse1) , hvilket blev godkendt af styrelsen med første betaling modtaget i december 2011. Under intro ugen blev du præsenteret for uddannelsen (uddannelse2) , som syntes mere interessant. Begge uddannelser leveres af London Metropolitan University. Du har anført, at du var uvidende om, hvilke konsekvenser ændringen ville have, at styrelsen burde have vejledt dig om dette, og at du er aktiv studerende. Endvidere har du anført, at tilbagebetalingskravet synes uforståeligt, da din nuværende uddannelse er blevet godkendt. Styrelsen har i brev af 6. september 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen henviser til, at den studerende skal oplyse til styrelsen, hvis den studerende skifter uddannelsesretning, da der skal søges godkendelse på ny. Du søger godkendelse af den nye uddannelse i maj 2012. Ankenævnet har ved brev af 25. september 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Du har i brev af 11. oktober 2012 anført bl.a., at styrelsen er utilgængelig, idet du har måttet ringe og sende breve og e-mails blot for at få bekræftet at du var berettiget til SU, før du forlod Danmark. , og at du først modtog SU i december 2011, samt at du hele tiden har gået på en SU-berettiget uddannelse. Du har tilbudt at tilbagebetale SU for oktober 2011 til maj 2012 på betingelse af, at du modtager SU for samme periode for den rette uddannelse. Styrelsen har i e-mail af 18. april 2013, med opfølgende samtale, præciseret over for nævnet, at styrelsen i 2012 har krævet udbetalt SU tilbage for januar til april, og at styrelsen ikke kræver udbetalt SU fra maj tilbagebetalt. Ankenævnet har ved brev af 19. april 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Du har i e-mail af 24. april 2013 bl.a. anmodet nævnet om at oplyse, hvis nævnet savner oplysninger i sagen, og anført, at kravet er uforståeligt. Du har telefonisk samme dato tilkendegivet, at du ikke har yderligere kommentarer.

Versioner

  1. 2013-08-27