Gelex

SU - partens medvirken til sagens oplysning - selvstændig erhvervsdrivende i 2 år - EU-retten - erhvervsaktivitet på ansøgningstidspunktet

GældendeVersion 2013-09-20
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9504@2013-09-20/da

Indhold
  1. Indledning

SU - partens medvirken til sagens oplysning - selvstændig erhvervsdrivende i 2 år - EU-retten - erhvervsaktivitet på ansøgningstidspunktet

Ansøger skulle selv kunne dokumentere sin status som selvstændig erhvervsdrivende, når ikke der i øvrigt var oplysninger om erhvervsaktivitet tilgængelige for den administrerende myndighed. Der forelå ikke dokumentation for, at ansøger havde arbejdet 30 timer ugentligt i egen virksomhed, ligesom der ikke forelå dokumentation for, at den aktivitet, der måtte være foregået i virksomheden, kunne kaldes erhvervsmæssig. Det blev på lignende vis afgørende for vurderingen af ansøgers eventuelle rettigheder efter EU-retten, at der ikke forelå oplysninger om erhvervsaktivitet på ansøgningstidspunktet. Ansøgers indtægtsgrundlag i årene forud for ansøgningstidspunktet var derimod uden betydning, ligesom indtægternes begrænsede størrelse ikke kunne være afgørende.

Din klage vedrørende afslag på ret til SU I brev af 31. marts 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes (herefter: styrelsen) afgørelse af 22. marts 2012 om, at du ikke har ret til SU fra februar 2012. Ankenævnets afgørelse Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 22. marts 2012 om, at du ikke har ret til SU fra februar 2012. Begrundelse SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 2 a. (…). Stk. 2. Uddannelsessøgende, der er EU-statsborgere eller EØS-statsborgere, og deres familiemedlemmer kan få uddannelsesstøtte til uddannelse i Danmark og i udlandet efter de betingelser, der følger af EU-retten og EØS-aftalen. (…) SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009, nu bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag): § 66. Uddannelsessøgende, der ikke er danske statsborgere, kan få støtte på samme betingelser som danske statsborgere til en uddannelse i Danmark, når de opfylder en af følgende betingelser: (…) 6) Umiddelbart før påbegyndelsen af den uddannelse, der søges støtte til, har haft sammenhængende registreret ophold i Danmark i mindst 2 år med mindst 30 timers erhvervsarbejde ugentligt. Med erhvervsarbejde forstås, at den uddannelsessøgende på grundlag af en gyldig arbejdstilladelse enten har haft ordinært arbejde med ordinær aflønning i arbejdsretlig forstand eller arbejde som selvstændig erhvervsdrivende. (…) Det er en betingelse for at blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, at den uddannelsessøgende er momsregisteret eller registreret som lønsumsafgiftspligtig. (…) § 67. En EU-statsborger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-rettens regler, kan få støtte til en uddannelse i Danmark eller i udlandet på samme betingelser som en dansk statsborger. (…) Selvstændig erhvervsdrivende i to år forud for din ansøgning Ankenævnet skal indledende bemærke, at det som udgangspunkt er dig selv, der skal kunne dokumentere at være erhvervsdrivende, når ikke styrelsen med de oplysninger, styrelsen inden for forvaltningens almindelige rammer kan skaffe sig adgang til, kan dokumentere forholdet, jf. det almindelige undersøgelsesprincip og principperne for partens egen medvirken til sagens oplysning. På sagen findes alene oplysninger om de indtægter, du har haft, herunder at du i årene fra 2009 til 2011 har haft indtægt som følge af overskud i egen virksomhed i størrelsesordenen fra kr. 8.341,- til kr. 25.326,-. Ankenævnet finder det på den baggrund ikke dokumenteret af dig, at du har arbejdet erhvervsmæssigt 30 timer ugentligt i to år forud for din ansøgning, jf. SU-bekendtgørelsens § 66, stk. 1, nr. 6. Ankenævnet finder det for det første ikke dokumenteret, at du har arbejdet 30 timer ugentligt i egen virksomhed i to år. Ankenævnet anerkender, at antallet af arbejdstimer kan være korrekt som oplyst af dig. Du har imidlertid ikke dokumenteret, at det forholder sig sådan. Ankenævnet finder for det andet, at det er en forudsætning for at anerkende udført arbejde i egen virksomhed som erhvervsmæssigt, at virksomheden kan generere et overskud, som kan stå mål med den arbejdsindsats, virksomheden kræver. At en virksomhed ikke giver overskud i en årrække, medfører ikke i almindelighed, at virksomheden er udelukket fra at anerkendes som erhvervsmæssig. Det afgørende er imidlertid, om virksomhedens sigte er at generere et overskud, som kan stå mål med arbejdsindsatsen. Lignende almindelige regler findes inden for skatteretten, hvor virksomheder med ganske beskedne overskud i forhold til arbejdsindsatsen - såkaldt hobbyvirksomhed - ikke anerkendes som erhvervsmæssig virksomhed. Som sagen foreligger oplyst, har ankenævnet ikke grundlag for at konkludere, at din virksomhed er erhvervsmæssig. Ankenævnet finder det på baggrund af ovenstående gennemgang ikke dokumenteret på sagen som den foreligger, at du i 2 år forud for din ansøgning har arbejdet 30 timer ugentligt i egen virksomhed på en måde, som kan kaldes erhvervsmæssig, jf. SU-bekendtgørelsens § 66, stk. 1, nr. 6. Selvstændig erhvervsdrivende i relation til EU-retten Ankenævnet skal indledningsvis bemærke, at en lav indtægt ikke i sig selv udelukker arbejdstagerstatus i henhold til EU-rettens almindelige regler. Det følger således bl.a. af dommene C-53/81 og C-139/85, at også arbejde, som giver indtægt under eksistensminimum, ikke udelukker arbejdstagerforholdet fra anerkendelse inden for det EU-retlige arbejdstagerbegreb, så længe arbejdstagerforholdet er faktisk og reelt. Det følger af dommen C-14/09, at den begrænsede størrelse af et vederlag og den begrænsede arbejdstid i forbindelse med beskæftigelse ikke udelukker, at beskæftigelsen efter en samlet bedømmelse kan anses for at være af reel og faktisk karakter. Ankenævnet finder det imidlertid uden betydning for vurderingen af, om du i februar 2012 var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, at du i årene 2009, 2010 og 2011 havde indtægter som oplyst på sagen. Det afgørende er alene forholdene, som de tog sig ud på ansøgningstidspunktet. Du har i oplysningsskemaet indleveret i forbindelse med din ansøgning oplyst, at du bevarer arbejde 20 timer ugentligt ved siden af studiet. Du har imidlertid ikke oplyst andet om din økonomiske aktivitet på ansøgningstidspunktet end, at du er selvstændigt erhvervsdrivende kunstner med et sådant ugentligt arbejdstimetal. Som sagen foreligger oplyst, finder ankenævnet, at der ikke kan være grundlag for at antage, at du i februar 2012 var arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende. Du har derfor ikke ret til SU fra ansøgningstidspunktet, jf. SU-bekendtgørelsens § 67, stk. 3. Ankenævnet beklager sagsbehandlingstiden. Sagsfremstilling Det fremgår af udskrift fra Integrationsportalen dateret 21. marts 2012, at du er tildelt registreringsbevis på tilstrækkelige midler. Det fremgår af ansøgning om SU modtaget 8. februar 2012 på [udeladt], at du søger SU fra februar 2012, og at du påbegynder uddannelse i februar 2012. Det fremgår af oplysningsskema til udenlandske statsborgere modtaget 1. februar 2012, at du er rumænsk statsborger, at du har haft ophold i Danmark siden 1. juli 2008, og at du har oplyst at have arbejdet 40-60 timer ugentligt fra juli 2008, og at du fortsat arbejder. Du har oplyst, at du arbejder som selvstændig kunstner, og at du bevarer arbejde 20 timer ugentligt ved siden af studiet. Styrelsen har ved brev af 22. marts 2012 meddelt dig afslag på tildeling af SU. Du har i brev af 31. marts 2012 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du har været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark siden juli 2008, og at du dermed har haft sammenhængende ophold i Danmark i over 2 år med over 30 timers erhvervsarbejde om ugen. Du har oplyst, at du siden 2008 har drevet firmaet [udeladt] sammen med en partner. Styrelsen har i brev af 27. juni 2012 til dig præciseret, at afgørelsen ikke afhænger af en forelagt sag for EU-Domstolen. Styrelsen har i brev af 28. juni 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen har henvist til, at det af dig omtalte firma udøver professionel rådgivning og service inden for [udeladt]. Styrelsen har ved at gennemgå oplysninger fra SKAT vurderet, at du ikke har arbejdet 30 timer om ugen i 24 måneder ud af de seneste 27 forud for uddannelsens påbegyndelse. Styrelsen oplyser, at du i din virksomhed har haft følgende indtægter: I 2009 kr. 9.066,- I 2010 kr. 25.326,- I 2011 kr. 8.341,- Styrelsen henviser til, at du med disse indkomster ikke kan opfylde betingelsen om at have arbejdet 30 timer om ugen i 2 år. Styrelsen henviser endvidere til, at Statsforvaltningen har oplyst, at et beløb svarende til en indtægt på kr. 3.250,- om måneden under alle omstændigheder er af en størrelse, der har karakter af et marginalt supplement. Styrelsen vurderer, at dine årlige indtægter er udelukkede fra anvendelsesområdet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Ankenævnet har ved brev af 13. juli 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil. Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.

Versioner

  1. 2013-09-20