Gelex

Hjemvisning af påbud om løft i dagligvarebutik

GældendeVersion 2013-11-20
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9630@2013-11-20/da

Indhold
  1. Indledning

Hjemvisning af påbud om løft i dagligvarebutik

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg i en dagligvarebutik og konstaterede, at en medarbejder på 40 minutter foretog 21 løft af frugt- og grøntkasser på mellem 10 og 18 kg. Medarbejderen løftede i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, idet der blev løftet med foroverbøjet ryg og under knæhøjde ved løft fra gulv og paller med asymmetri og vrid i ryggen, når kasserne skulle løftes ind på hylderne. Arbejdstilsynet gav virksomheden påbud om at sikre, at manuel håndtering af frugt- og grøntkasser udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Nævnet fastholdt påbuddet om manuel håndtering, men hjemviste påbuddet om autoriseret rådgiver.

[adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 25. juni 2013 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af den 6. april 2011, hvorved virksomheden hos [navn udeladt] fik påbud om: 1. At sikre, at manuel håndtering af frugt- og grøntkasser udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt 2. At bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at efterkomme ovennævnte påbud. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets påbud om, at [navn udeladt] skal sikre, at manuel håndtering af frugt- og grøntkasser i [navn udeladt] udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Virksomheden skal efterkomme nævnets afgørelse senest den 27. november 2013, og virksomheden skal senest den 4. december 2013 give Arbejdstilsynet en tilbagemelding om, at afgørelsen er efterkommet. Nævnet hjemviser påbuddet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. B E G R U N D E L S E Påbuddet vedrørende manuel håndtering af frugt og grønt Nævnet finder, at arbejdet med manuel håndtering af frugt og grønt ikke er planlagt, tilrettelagt og udført således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 10. marts 2011 konstaterede, at en ansat på 40 minutter foretog 21 løft af kasser med frugt og grønt med en vægt mellem 10 og 18 kg. Den ansatte foretog løft af 8 kasser med en vægt på 18 kg, 2 kasser med en vægt på 15 kg, 3 kasser med en vægt på 12 kg og 8 kasser med en vægt på 10 kg. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at løftene blev udført med følgende forværrende faktorer: – Med foroverbøjet ryg og under knæhøjde ved løft fra gulv og paller. – Med asymmetri og vrid i ryggen, når kasserne skulle løftes ind på hylderne. Det er desuden oplyst, at den ansatte sætter frugt og grønt på plads 2 timer dagligt, 4 gange om ugen. Nævnet finder således, at der udføres løft af tunge byrder i ¾ arms afstand og med forværrende faktorer. Bemærkninger til klagen vedrørende manuel håndtering: [navn udeladt] har i klagen anført, at Arbejdstilsynet i beskrivelsen i påbuddet ikke har oplyst, at alle løftene skete ved, at byrden i ¾ arms afstand slap underlaget. Nævnet har lagt til grund, som anført af Arbejdstilsynet, at de omhandlede løft, er løft i ordets egentlige forstand således, at den enkelte byrde har sluppet underlaget i ¾ arms afstand. På den baggrund finder nævnet, at der er grundlag for påbuddet. Nævnets afgørelse om manuel håndtering af frugt og grønt er truffet af et enigt nævn. Påbuddet vedrørende autoriseret arbejdsmiljørådgiver Nævnet finder, at Arbejdstilsynet ikke har sandsynliggjort, at virksomheden indenfor det seneste år ikke har løst et identisk arbejdsmiljøproblem, og at løsningen ikke umiddelbart kan overføres. Nævnet lægger herved vægt på, at [navn udeladt] i supplerende klage af den 27. maj 2011 har oplyst, at det følger af virksomhedens instruktion af de ansatte, at løft af den hele vægt finder sted så tæt på kroppen som muligt. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at Arbejdstilsynet i udtalelse af den 11. februar 2013 hertil alene har bemærket, at det er forholdene på tilsynstidspunktet, der lægges til grund for Arbejdstilsynets vurdering, og at Arbejdstilsynet alene har forholdt sig til forholdene på tilsynstidspunktet. Nævnet finder herved, at Arbejdstilsynet ikke i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at den instruktion af de ansatte, som [navn udeladt] har oplyst om, ikke er en løsning som umiddelbart kan overføres på de forhold, som blev konstateret ved tilsynsbesøget. Nævnet finder, at det forhold, at en observeret medarbejder foretager løft, der ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, ikke i sig selv udgør dokumentation for, at instruktion ikke kunne være en løsning på problemet, som tidligere har været anvendt indenfor et år. Ifølge reglerne om rådgiverpåbud skal arbejdsgiveren efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet træffer en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed. De arbejdsmiljøproblemer, der udløser et rådgiverpåbud ved komplekse og alvorlige overtrædelser, kan være konstateret ved enkeltstående tilsyn eller et samlet tilsynsforløb. Der afgives ikke rådgiverpåbud, hvis virksomheden inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. Nævnet finder på den baggrund, at påbuddet om autoriseret arbejdsmiljørådgiver skal hjemvises. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse om autoriseret arbejdsmiljørådgiver er truffet af et enigt nævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler: Om manuel håndtering/løftearbejde: – § 38, stk. 1, og § 39, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 – § 3, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering. Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse: – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010. Om autoriseret arbejdsmiljørådgiver: – § 77 a, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 – § 6, § 9, stk. 1, nr. 1 og 2, §§ 37-38, §§ 42-45, § 49, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, [navn udeladt]s breve af den 27. februar 2013 og den 26. marts 2013, samt Arbejdstilsynets brev af den 14. marts 2013. På klagenævnets vegne [navn udeladt] [stilling udeladt] Kopi til: [adressater udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 39. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om 1) sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger, 2) forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, 3) opslag eller egnet markering. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor. … Bekendtgørelse nr. 1164 af 16. december 1992 om manuel håndtering … Kapitel 2 Arbejdets udførelse § 3. Arbejde med manuel håndtering skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Manuel håndtering, der kan indebære risiko for sikkerhed eller sundhed, skal undgås ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, herunder anvendelse af tekniske hjælpemidler. Stk. 3. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes effektive foranstaltninger til imødegåelse af risikoen. . . . Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … Kapitel 2 Påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere … § 6. Arbejdsgiveren skal efterkomme påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, når Arbejdstilsynet afgiver en eller flere afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen om et eller flere komplekse og alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed og som angivet i kapitel 3, når overtrædelserne er 1) konstateret ved et enkeltstående tilsyn eller ved et tilsynsforløb bestående af screening og et deraf efterfølgende tilsyn, og 2) konstateret ved tilsyn med arbejde tilknyttet én produktionsenhed. Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk. 1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem på samme arbejdssted, og løsningen umiddelbart kan overføres. … Kapitel 3 Komplekse og alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen Det ergonomiske område … § 9. Løft af byrder, der udføres som led i den sædvanlige arbejdsfunktion, 1) ved vægtgrænser, der overstiger 25 kg tæt ved kroppen, 15 kg i underarms afstand eller 7 kg i 3/4 arms afstand, og 2) der samtidigt forekommer en eller flere forværrende faktorer i form af uhåndterlig eller ustabil byrde, asymmetrisk løft, løft over skulderhøjde eller under knæhøjde, bæring af byrden mere end 2 meter, utilstrækkelig plads og uhensigtsmæssigt underlag. Stk. 2. Når der ikke er udviklet egnede tekniske løsninger på løft, der overstiger grænserne i stk. 1, afgives påbud til virksomheden om brug af autoriseret rådgivning ved gennemførelse af midlertidige foranstaltninger med henblik på at nedbringe belastningen. … Kapitel 4 Rådgivningspligt § 37. Modtageren af påbud efter kapitel 2 og 3 har pligt til at bruge en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret til at yde rådgivning i relation til de nævnte arbejdsmiljøforhold. Stk. 2. Påbud om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan ikke efterkommes ved at benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, der hører under den juridiske enhed, som har modtaget påbuddet. § 38. Ved rådgivningspåbud efter §§ 3 og 6 har arbejdsgiveren pligt til at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med rådgivning til henholdsvis løsning af den eller de konkrete overtrædelser, der har udløst rådgivningspåbuddet, og til en revision af produktionsenhedens arbejdspladsvurdering for så vidt angår de konstaterede overtrædelser med henblik på at sikre, at disse overtrædelser fremover forebygges. … § 42. Modtageren af påbud om rådgivning skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivning. Stk. 2. Aftalen skal indeholde angivelser af, hvordan pligter i forbindelse med rådgivningspåbud efterkommes. Stk. 3. Aftalen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. § 43. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning senest 6 uger efter, at påbuddet om rådgivning er modtaget. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 3. Modtageren af påbud om rådgivning skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til § 43. Stk. 4. Bygherren er undtaget fra pligten i stk. 2. § 44. Modtageren af påbud om rådgivning skal indhente en redegørelse fra den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, når rådgivningspåbuddet og forhold, der førte til rådgivningspåbuddet, er efterkommet. Stk. 2. Redegørelsen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet. Stk. 3. Arbejdsgiveren har pligt til at videregive redegørelsen til sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, til en repræsentant for de ansatte. Stk. 4. Redegørelsen til bygherren skal i hele byggeperioden være tilgængelig for de ansatte og arbejdsgiverne på byggepladsen samt for Arbejdstilsynet. § 45. Redegørelsen skal ved rådgivningspåbud efter §§ 3 og 6 indeholde følgende elementer: 1) hvordan rådgivningspåbuddet og den eller de afgørelser, der førte til rådgivningspåbuddet, er efterkommet, 2) hvordan sikkerhedsorganisationen eller de ansatte har været inddraget i rådgivningsprocessen, 3) hvilke initiativer der er taget for at forebygge, at tilsvarende arbejdsmiljøproblemer opstår i virksomheden, og 4) resultatet af den revision af arbejdspladsvurderingen for det eller de pågældende problemer, som rådgivningen skal tage udgangspunkt i. Stk. 2. Redegørelsen for rådgivningspåbud efter § 3 skal ikke tage stilling til en rapport om psykisk arbejdsmiljø uanset, at en rapport om psykisk arbejdsmiljø kan være en del af grundlaget for afgivelse af et rådgivningspåbud efter § 3. … § 49. Modtageren af påbud om rådgivning skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, at rådgivningspåbuddet og de dertil knyttede afgørelser er efterkommet. Stk. 2. Tilbagemeldingen påtegnes af rådgiveren, der herved bekræfter, at rådgivningspåbuddet og forhold, der udløste rådgivningspåbuddet, jf. de pligter, der fremgår af §§ 37-48, er efterkommet. Stk. 3. Overtrædelser, der har udløst et rådgivningspåbud efter § 4, skal ikke selvstændigt påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver. Stk. 4. Tilbagemeldingen skal være påtegnet af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte. Stk. 5. Tilbagemeldingen for påbud efter § 5 skal endvidere indeholde resultatet af undersøgelsen af forholdene i det psykiske arbejdsmiljø, jf. § 47, stk. 1. Stk. 6. Bygherren er undtaget for pligten i stk. 4. Bekendtgørelse nr. 59 af 15/01/2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet … Kapitel 8 Klage, straf m.v. … § 43. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2013. Stk. 2. Samtidigt ophæves følgende bekendtgørelser: 1) Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere (Rådgivningspåbud). 2) Bekendtgørelse nr. 553 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere for en periode (Periodepåbud). 3) Bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud). Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 259 af 20. marts 2007 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere (Rådgivningspåbud) finder dog fortsat anvendelse for påbud om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere afgivet inden den 1. februar 2013.

Versioner

  1. 2013-11-20