Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00548
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2013/9642@2013-11-22/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00548
Resumé Chow Chow Klubs medlemsblad afviste at bringe et læserbrev. Pressenævnet finder, at det er op til redaktøren at beslutte, hvilke oplysninger man vil bringe, og derfor har redaktøren ret til at afvise indlæg. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Klager over overtrædelse af god presseetik rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen 4 uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest 4 uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2. Det fremgår ikke umiddelbart på hvilken dato det påklagede blad udkom. Det fremgår således af det oplyste i sagen, at den pågældende udgave er augustudgaven 2013, men at bladets udgivelsestidspunkt var forsinket. Videre fremgår det, at bladet behandlede klagers henvendelser senest primo oktober 2013. Klagen til Pressenævnet er modtaget den 8. oktober 2013. Da bladet realitetsbehandlede klagen uden at tage forbehold for en eventuel fristoverskridelse, anser nævnet denne fremgangsmåde som indeholdende et afkald på klagefristen. Henset hertil og til at Chow Chow ikke har givet klager den i loven foreskrevne klagevejledning samt korrespondancen i sagen i øvrigt, finder nævnet ikke grundlag for at anse klagen over mediets afslag som for sent fremkommet. Klagen realitetsbehandles herefter. Pressenævnet finder, at Medlemsbladet for Dansk Chow Chow klub, i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger man vil bringe i mediet. Bladet er således ikke forpligtet til at bringe klagers indlæg. Pressenævnet finder videre, at læserbrevsdebatten må have vide rammer, og læserbreve indeholder efter sagens natur ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler. Nævnet finder i den forbindelse, at selvom læserbrevet var formuleret i skarpe vendinger og kunne læses som indeholdende en generel beskyldning om dårligt bestyrelsesarbejde, havde læserbrevet ikke et sådant indhold, at det burde have været forelagt klageren med henblik på en kommentar, før det blev bragt. Det følger heraf, at sagen ikke kan føre til en fravigelse af princippet om redaktørens redigeringsret. Det forhold, at klagers læserbrev var svar på et andet læserbrev, der til dels var rettet mod denne, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over Medlemsbladet for Dansk Chow Chow klub, idet hun mener, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved at undlade at bringe hendes læserbrev. 1 Sagsfremstilling Chow Chow, der er et medlemsblad for Dansk Chow Chow klub, bragte i medlemsblad nr. 3, årgang 2013 i august læserbrevet ” Brev fra DCCK’s tidligere sekretær [Person A] ”. Af brevet fremgik følgende: ” Begrundelserne for, at jeg har valgt at trække mig fra DCCK’s Bestyrelse: Da jeg valgte at sige ja tak til at gå ind i DCCK’s bestyrelse, havde jeg en formodning om, at alle var nogenlunde lige i Bestyrelsen. Hvilket så har vist sig ikke at være tilfældet. Jubilæumsudstillingen sidste år: Vi lagde mange planer, og mange budgetter. Hvor skulle Jubilæet holdes? Hvor kunne vi bo? Hvor kunne dommeren bo? Hvor kunne vi spise? Hvordan kunne vi arrangere tingene, så der blev plads til alle de præmier m.m., der skulle bruges både på Jubilæumsudstillingen om lørdagen, men også om søndagen til vores Klubmesterskab? Alle lavede et rigtig stort arbejde. Alle de planer, som vi lagde, var vi ALLE enige om. Begge udstillinger havde været en succes, og vi så nok med glæde frem til næste bestyrelsesmøde. Enkelte ting blev billigere, end ventet, og enkelte ting blev dyrere, men alt i alt ok. Pludselig ville et medlem af bestyrelsen, se både kørselsregnskab og regnskab specifikt for udstillingen. Dette er meget svært, at udspecificere, og hvis bestyrelsesmedlemmet havde fremsat ønske om dette under planlægningen, kunne kasereren have forholdt sig til dette på daværende tidspunkt. I sin tid da DCCK hold klubbens 25 års Jubilæumsudstilling, var denne en udstilling, hvor hele bestyrelsen fik kørepenge, og alle 3 dommere fik hver sit hus stillet til rådighed. [Person B]s mand havde sponsoreret lejen af Lillebæltshallerne i 2 dage. 40 års jubilæumsudstillingen blev væsentlig billigere, men det var åbenbart ikke godt nok! Der skulle have været sparet endnu mere. Her fik bestyrelsen ikke kørepenge. Vi (min mand [Person C]) og jeg boede i hus med dommeren og hendes far. [Person D], [Person E] og [Person F] boede i huset, som vi i forvejen havde lejet, til opbevaring af alle præmier m.m. Når vi lejede disse 2 huse skulle vi ikke betale for leje af pladsen, hvor vi holdt udstillingerne. [Person E] var ringassistent om lørdagen, jeg var om søndagen. [Person G] medbragte mad fra sit arbejde i Føtex. [Person H] hentede drikkevarer i Tyskland. Men nej. Dette var ikke godt nok. Årsafslutningen 2012: Her arbejdede Bestyrelsen også rigtig godt, med planlægningen. Yderligere lavede [Person I]s kone [Person J] nogle rigtig flotte præmier til alle af glas, som vi havde i forvejen. Altså skulle vi ikke ud og bruge penge der. Jeg var nr. 2 assistent, og har ikke fået kørselspenge til denne udstilling. Nåh ja, kataloget brugte jeg tid på at lave, foruden at jeg ringede præmier ind, men det havde jeg også lovet. Bestyrelsesmøderne: Emner, som vi én gang havde færdigbehandlet på bestyrelsesmøderne, og som vi havde vedtaget, skulle pludselig op igen på næste bestyrelsesmøde!!! Generalforsamlingen i 2013: Bestyrelsen blev pålagt at spare! Men man ville stadig have 5 blade, man ville have samme sideantal, selvfølgelig skal bladet være i farver og kontingent skulle ikke stige, så tilsyneladende skulle spareiveren kun gælde for bestyrelsen, men ikke for de tilstedeværende medlemmer! Hvilken anden forening kan køre på denne måde? Regnskabet bliver der stillet spørgsmål til! Men hvis et regnskab først er revideret af Revisoren, og godkendt, så er regnskabet GODKENDT. Næste bestyrelsesmøde: Så skal jeg lige love for, at det tidligere omtalte medlem af bestyrelsen fremlagde et regnskab, der ville noget med hensyn til besparelser. Et regnskab, hvor bestyrelsen ikke skulle have telefonpenge, men 500 kr til internetopkobling. Hvem ringer, og inviterer dommere, hvem ringer og bestiller haller, udstillingsområder, ringpersonale, ringer præmier ind m.m.? Skal bestyrelsesmedlemmerne udføre disse jobs for egen regning? Forslaget om kørselsgodtgørelse lød på, at vi skulle aflønnes med statens laveste takst, eller at jeg kunne få den pris, som en togbillet koster! Jeg har for længe siden selv undersøgt muligheden for, at tage toget, men hvis jeg skulle møde mellem kl 9 og 10, så skulle jeg hjemmefra kl. 6, og hvis jeg skulle være der kl. 9, så skulle jeg hjemmefra kl. lidt over 5, for så skulle jeg med toget fra Aalborg. Men det er nok ikke blevet tjekket, da der blev lavet ”besparelser”. Men hvis man regner med statens højeste takst, kan man se, hvor meget vi har sparet klubben for? Fortæringen på bestyrelsesmøderne: Der kunne vi jo også selv tage vand/sodavand med til at drikke, og så klare os med den ene vand, der er beregnet sammen med vores mad! Udstillinger på Tåsinge og i Vojens: Dem kunne det bestyrelsesmedlem, der bor nærmest godt selv klare, for det vil være alt for dyrt, hvis jeg skulle komme og hjælpe til. Man havde nemlig regnet ud, hvad det ville koste! Man havde overhovedet ikke spurgt, hvor meget jeg skulle have for at komme? Når vi så er ved klubbens økonomi, så har [Person C] og jeg sparet klubben for ret mange penge! Vi har ofte haft dommere boende, og kørt med dem, uden at bede om så meget som een krone. Det gjorde vi også tidligere, inden jeg kom i bestyrelsen. [Person D] og [Person K] har haft dommere boende. [Person F] og [Person L] har haft dommere boende, og det har aldrig kostet klubben een krone, men alt dette, samt de mange timer og telefonopringninger, som [Person E] og [Person F] brugte på at få de 50.000 kr hjem, som [Person M] gav klubben, er da ”bare” noget, som de har gjort. Der var ingen på Generalforsamlingen, som overhovedet sagde tak. Særlig opmuntrende er det heller ikke, når man er til en privat fest, at så et tidligere bestyrelsesmedlem udtaler sig, at man nærmest ”blot venter på”, at den nuværende klub bliver opløst, for så er en ny klub klar til at tage over. Var det ikke bedre, at støtte op omkring den eksisterende klub? Dette er i store træk grunden til, at jeg har tabt lysten til at arbejde i DCCK’s bestyrelse. En person, hvis navn ikke behøver at bliver nævnt, har en gang sagt ”Lad ikke kalkunerne trampe på dig” og dette agter jeg at tage til efterretning. Med disse ord vil jeg da opfordre til, at man tænker sig rigtig godt om, når man opstiller folk til bestyrelsen i DCCK. Selv om det er en landsdækkende klub. Så er det billigst for klubben, hvis alle i bestyrelsen bor i nærheden af hinanden. Jeg bor ”tilfældigvis” i Nordjylland, og det har jeg altid gjort, men nu er det åbenbart for dyrt at have et bestyrelsesmedlem i Nordjylland/Jylland, for det koster kørepenge! Mange hilsener fra [Person A]”. Øvrige oplysninger: Klager indsendte et læserbrev til Medlemsbladet for Dansk Chow Chow klub den 30. september 2013, hvori hun svarede på [Person A]s brev. Bladet afviste at bringe klagers indlæg. 2 Parternes synspunkter 2.1 Klagers synspunkter Klager er ikke nævnt ved navn, men eftersom læserbrevet udtaler sig om et ”bestyrelsesmedlem” – og da klager er det eneste bestyrelsesmedlem – kan det udledes, at brevet omhandler klager. Klager har anført, at brevets påstande om klager er ukorrekte. Klager bør derfor have mulighed for at komme til orde i bladet og afvise påstandene. Brevet skulle aldrig have været bragt uden klagers afvisning af påstandene. 2.1 Indklagedes synspunkter Indklagede har anført, at klagers læserbrev med modsvar er for langt, og det indeholder en række informationer, der er på kanten af sandheden. Klager har ikke ønsket at rette brevets indhold, hvorfor brevet ikke er blevet bragt. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Otto Juhl Nielsen. Klager over overtrædelse af god presseetik rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen 4 uger efter offentliggørelsen. Massemediets afgørelse kan senest 4 uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2. Det fremgår ikke umiddelbart på hvilken dato det påklagede blad udkom. Det fremgår således af det oplyste i sagen, at den pågældende udgave er augustudgaven 2013, men at bladets udgivelsestidspunkt var forsinket. Videre fremgår det, at bladet behandlede klagers henvendelser senest primo oktober 2013. Klagen til Pressenævnet er modtaget den 8. oktober 2013. Da bladet realitetsbehandlede klagen uden at tage forbehold for en eventuel fristoverskridelse, anser nævnet denne fremgangsmåde som indeholdende et afkald på klagefristen. Henset hertil og til at Chow Chow ikke har givet klager den i loven foreskrevne klagevejledning samt korrespondancen i sagen i øvrigt, finder nævnet ikke grundlag for at anse klagen over mediets afslag som for sent fremkommet. Klagen realitetsbehandles herefter. Pressenævnet finder, at Medlemsbladet for Dansk Chow Chow klub, i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger man vil bringe i mediet. Bladet er således ikke forpligtet til at bringe klagers indlæg. Pressenævnet finder videre, at læserbrevsdebatten må have vide rammer, og læserbreve indeholder efter sagens natur ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler. Nævnet finder i den forbindelse, at selvom læserbrevet var formuleret i skarpe vendinger og kunne læses som indeholdende en generel beskyldning om dårligt bestyrelsesarbejde, havde læserbrevet ikke et sådant indhold, at det burde have været forelagt klageren med henblik på en kommentar, før det blev bragt. Det følger heraf, at sagen ikke kan føre til en fravigelse af princippet om redaktørens redigeringsret. Det forhold, at klagers læserbrev var svar på et andet læserbrev, der til dels var rettet mod denne, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Afgjort den 19. november 2013