Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10009@2012-09-13/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Nævnet fandt, at indklagede havde handlet i strid med ligestillingsloven, ved at give kvinder gratis adgang til swingerklubben, mens mænd skulle betale for entréen. Klager fik derfor medhold i sin klage.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at en swingerklub gav kvinder gratis adgang, mens mænd skulle betale for entréen. Sagsfremstilling Der er klaget over, at den indklagede swingerklub har forskellige entrépriser for mænd og kvinder. Det fremgår af indklagedes hjemmeside, at mænd skal betale 400 kr. i entré på fredage og lørdage og 200 kr. på andre åbningsdage. Kvinder får gratis adgang til klubben alle dage. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede handler i strid med forbuddet mod forskelsbehandling ved at kræve betaling for entré for mænd, men ikke for kvinder. Klager påstår, at indklagede tilbyder kvinderne gratis adgang for at tiltrække mændene. Han sammenligner situationen med et diskotek, der tager højre entrépriser for mænd end for kvinder. Klager henviser til, at det ikke fremgår noget sted, om mænd ydes en særlig service eller lignende som modydelse for entréprisen. Klager oplyser, at han ikke har besøgt klubben i forbindelse med hans klage, men at han klager af principielle grunde. Indklagede har ikke udtalt sig i anledning af klagen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har handlet i strid med ligestillingsloven, ved at give kvinder gratis adgang til swingerklubben, mens mænd skulle betale for entréen. Klager får derfor medhold i sin klage.