Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2014/10050@2014-11-27/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek havde forskellige priser og forskelligt udvalg i fri bar for mænd og kvinder. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn, idet en natklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder, og mænd kun kunne få gratis øl, mens de kvindelige gæster kunne vælge mellem gratis øl og cider. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede natklub krævede mindre i entré for kvinder end for mænd, og at kvinder i den fri bar kunne vælge mellem øl og cider, mens mænd udelukkende kunne få øl gratis. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 2.500 kr. med procesrente fra den 3. juni 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Der er klaget over, at klager som mand skulle betale et højere beløb i entré til en natklub end de kvindelige gæster. Der er desuden klaget over, at klager som mand udelukkende kunne få gratis øl, mens de kvindelige gæster kunne vælge mellem gratis øl og cider. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han den 13. april 2013 besøgte indklagede natklub, og da blev krævet 150 kr. i entré, mens hans veninder kun skulle betale 100 kr. Senere i baren kunne klager udelukkende få tilbudt gratis øl, mens de kvindelige gæster frit kunne vælge mellem øl og cider. Klager henvendte sig til bartenderen, som oplyste, at gratis cider kun blev tilbudt kvinder. Klager forsøgte herefter at kontakte en ansvarlig, men dette lykkedes ikke. Han henvendte sig efterfølgende til dørmanden, der begrundede forskellen med, at piger ikke kan lide øl, og at de derfor i stedet kan få cider. Klager oplyser, at en af hans venner havde optaget episoden med dørvagten for at bevise forskelsbehandlingen, men at optagelsen blev slettet efter trussel fra dørmanden. Den applikation, som indklagede henviser til, blev først lanceret den 16. april 2013. Klager har fremsendt kopi af applikationen. Applikationen eksisterede således ikke den 13. april 2013, hvor klager besøgte natklubben. Klager ønsker en godtgørelse. Indklagede gør gældende, at der er tale om en misforståelse, og at der ikke bliver gjort forskel på mænd og kvinder på natklubben. På grund af andre sager ved Ligebehandlingsnævnet har indklagede stoppet et tilbud, hvorefter man opnåede fordele, hvis man bar stilletter på natklubben. Indklagede henviser til, at de har udviklet en applikation, som ved fremvisning på natklubben giver adgang til gratis cider. Dette gælder både kvinder og mænd. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Klager har forklaret, at han den 13. april 2013 ved et besøg på indklagede natklub skulle betale mere i entré end de kvindelige gæster, og at han efterfølgende ikke kunne få de samme drikkevarer i den fri bar, som de kvindelige gæster kunne. Indklagede har ikke bestridt dette. Der er derfor en formodning for, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn. Da der er opkrævet forskellige priser for mænd og kvinder, og da den applikation, som indklagede henviser til, og som vedrører udvalget af drikkevarer i den fri bar, efter de foreliggende oplysninger må anses for at være lanceret den 16. april 2013 og dermed efter klagers besøg den 13. april 2013, har indklagede ikke ført bevis for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 3. juni 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.